Hvad siger Bibelen?
Hvorfor blev Adam og Eva straffet, og hvordan?
MANGE som tror oprigtigt på Bibelen har somme tider undret sig over at Adam og Eva mistede deres paradisiske hjem og selve livet på grund af noget der synes at være en ubetydelig overtrædelse — det at spise frugten af et forbudt træ. De har også spekuleret på hvad der skete med Adam og Eva da de døde. — 1 Mos. 3:1-19.
Man må først og fremmest tage i betragtning at Gud, som jo havde givet Adam og Eva livet, og Paradisets velsignelser, havde ret til at gøre disse gaver betingede. Og det var netop hvad Gud gjorde; han sagde til Adam at betingelsen for at han kunne nyde disse velsignelser til stadighed, var at han ikke spiste frugten af et bestemt træ. Med dette forbud pålagde Gud ikke vore første forældre noget der var for vanskeligt for dem. Det var blot et simpelt forbud: „Af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise.“ — 1 Mos. 2:16, 17.
Men en eller anden vil måske indvende: ’Selvfølgelig havde Gud ret til at udstede en sådan befaling, men behøvede han at gøre det?’ Jehova Gud havde betænkt Adam og Eva med endeløse velsignelser. Men værdsatte de disse velsignelser? Var de taknemmelige mod deres Skaber for alt hvad han havde gjort for dem? Hvis Gud fortsat havde udøst velsignelser over dem uden at de havde vist værdsættelse, så ville det have gjort dem selviske og fået dem til at ignorere deres Velgører.
Derfor pålagde Jehova Gud dem en simpel prøve: De måtte ikke spise af et tydeligt angivet træ i en have der var rig på dejlige frugttræer af enhver slags. Til gengæld måtte de spise af alle de andre træer. Det var langtfra nogen vanskelig prøve. Adam kendte udmærket straffen for overtrædelse, og det samme gjorde Eva. Men Eva valgte at tro på den som talte gennem slangen fremfor at tro på Gud; og Adam valgte at lytte til sin hustru, som sagde ’Spis’, fremfor at lytte til Jehova Gud, som sagde ’Spis ikke!’ Fordi Adam med vidende og vilje gik imod Guds lov, håndhævede Gud sin straf.
Men kunne Gud ikke have set gennem fingre med overtrædelsen, sådan som dommere og forældre undertiden gør i dag? Nej, for hvis han havde gjort det, ville han have været ansvarlig for resultatet. Har eftergivenhed blandt mennesker ikke medført respektløshed for retfærdige love, samt tiltagende kriminalitet og lovløshed? Jehova Gud kunne ikke være medansvarlig for en sådan handling. Det ville have fået alle de andre skabninger i universet til at drage den slutning at Guds ord ikke er til at stole på, at Gud selv er foranderlig, at han ikke mener hvad han siger, og at hans love kan brydes uden at det medfører straf. — Hebr. 6:18.
Adam og Eva viste ved deres handlemåde at de ikke elskede deres skaber, Jehova Gud, af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. De viste at de ikke værdsatte alt det Gud havde gjort for dem. Derfor tog Jehova Gud ikke alene Paradiset fra dem, men også, til sidst, selve livet. Heri ligger en advarsel til os i dag. Hvis vi ikke værdsætter Guds gaver vil vi miste dem, uanset hvori disse gaver består. Folk som ikke sætter deres gode helbred højt nok til at de passer på det, vil før eller siden miste det. Den ægtemand som ikke påskønner sin ægtefælle står i fare for at miste hende, og omvendt.
Hvordan blev Adam og Eva straffet for deres ulydighed, deres mangel på værdsættelse? Ifølge visse teologer kom Adam og Eva ved døden i himmelen. Men lyder det fornuftigt? Siger Bibelen at de kom til himmelen? Hvis det var tilfældet fik Adam og Eva en større belønning for at synde end de ville have fået for ikke at synde. Hvis de havde undladt at synde ville det bedste de kunne gøre sig håb om, have været livet i et jordisk paradis på ubestemt tid; Gud sagde intet om et liv andetsteds. Det er således ufornuftigt at drage den slutning at Adam og Eva forbedrede deres stilling ved at være ulydige mod Gud.
Jamen kom Adam og Eva da ikke i et brændende helvede for at lide evig pine? Hvis det var Guds hensigt at straffe dem på denne måde, ville han ganske sikkert have advaret dem om det i forvejen. Så ville Jehova have sagt til Adam: ’Hvis du spiser af træet til kundskab om godt og ondt, vil du komme i helvede og blive pint i evighedernes evigheder.’ Men sådan sagde Gud ikke. Ændrede han da straffen for overtrædelsen efter at den var blevet begået? Nej, selv ufuldkomne mennesker ville anse en sådan handlemåde for at være uretfærdig. Gud er givetvis ikke mindre retfærdig end mennesker. — 1 Mos. 18:25.
Nej, da Gud domfældte Adam og Eva sagde han hverken at de skulle i himmelen eller i helvede. De havde fået livet på betingelse af at de viste lydighed. Hvis ikke, havde Jehova intet andet valg end at fuldbyrde den straf de var blevet advaret om, og tage det fra dem han havde givet dem. Altså sagde Gud til Adam: ’Fordi du spiste af træet, skal du spise dit brød i dit ansigts sved, indtil du vender tilbage til jorden; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!’ — 1 Mos. 3:17-19.
Da Adam vendte tilbage til støvet ophørte han med at eksistere. Han var fuldstændig uden bevidsthed. Vi læser: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ Hvad så med Adams sjæl? Eftersom Adam da han skabtes „blev til en levende sjæl“, må det også gælde at han døde som en sjæl. Ja, „den sjæl, der synder, den skal dø“. — Præd. 9:5; 1 Kor. 15:45; Ez. 18:4, 20.
Nu vil nogen måske indvende: ’Naturligvis var Adams straf retfærdig. Men siges der ikke at Gud er barmhjertig? Hvordan kommer hans barmhjertighed til udtryk her?’ (2 Mos. 34:6) Man må huske at barmhjertighed ikke er det samme som at se gennem fingre med lovløshed og at lade forsætlige overtrædere af Guds lov ustraffede. Men ved at tillade Adam og Eva at leve et vist tidsrum så de kunne blive forældre, handlede Jehova Gud barmhjertigt mod dem der ikke syndede med vilje men på grund af den synd de havde arvet fra deres forfader. Ikke alene tillod Gud Adams efterkommere at glæde sig over livet i en begrænset periode, men han traf også foranstaltning til udfrielse fra synd og død på grundlag af sin elskede søns offer. (Joh. 3:16; 1 Tim. 2:3-6) Som en barmhjertig Gud har han tålmodigt ladet en vis tid gå for at menneskene skulle have lejlighed til at lære om denne foranstaltning og vælge at gøre hans vilje. „[Gud vil ikke] at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:9) De af Adams efterkommere som nægter at vise anger og som ikke har noget ønske om at tjene Jehova Gud, vil dog ikke kunne undgå straffen. — Jævnfør Anden Mosebog 34:6, 7.
Dette bør i sandhed tilskynde os til at vise værdsættelse af det Gud har gjort til gavn for os. Det kan vi gøre ved helt at vie os til ham og ved at bruge tid og kræfter på at hjælpe andre til at få hans godkendelse og vinde livet. Det kræver at vi adlyder den „ny befaling“ Jesus gav da han sagde: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ (Joh. 13:34) Søger du at vise en sådan uselvisk og selvopofrende kærlighed?