Er du fornuftig når det gælder religion?
1, 2. Hvordan er nogle menneskers indstilling til religion?
MANGE siger i dag når nogen henvender sig til dem for at drøfte et religiøst spørgsmål med dem: „Jeg har travlt. Jeg har ikke tid til at tale om religion. Jeg har været i kirke.“ Andre mener at religion er en privatsag og ikke noget man taler med andre om. Mens man åbent kan drøfte andre emner, som for eksempel politik, er religion tabu, og det anses absolut ikke for god tone at bringe dette emne på bane.
2 Er denne indstilling fornuftig? Er den praktisk og et tegn på visdom? Er religion noget man kan holde adskilt fra ens daglige liv og færden, og som ikke får indflydelse på det man taler om? Hvilken indstilling til religion er fornuftig?
3. Hvilket fortrin giver evnen til at drage slutninger mennesket fremfor dyrene?
3 Mennesket har evnen til at drage fornuftslutninger. Med sin forstand kan det samle oplysninger og ordne dem, øge sin viden og forståelse, bygge på sin egen kundskab og sine forfædres indhøstede erfaringer og således gøre fremskridt. En ko kan iagttage det der foregår omkring den, men kan kun drage få, om overhovedet nogen, slutninger. Den besidder ingen større kundskab om eller forståelse af universet end dens forfædre havde for tusinder af år siden.
4. På hvilke områder må mennesket gøre brug af evnen til at drage slutninger, og hvilke områder har størst betydning?
4 Mennesket har i sandhed et stort fortrin i evnen til at drage slutninger. Hvorfor så ikke gøre brug af denne evne på alle livets områder? De fleste vil indrømme at hvis man ønsker at blive til noget i forretningslivet, inden for et håndværk eller en eller anden videnskab, må man først tilegne sig kundskab. Man må være i besiddelse af visdom, skelneevne og kløgt. Man må til stadighed gøre brug af sine forstandsevner. Hvor langt større behov er der da ikke for at gøre brug af sin forstand på de områder der har betydning for hele ens liv, lykke og velfærd, og for familiens med? Når det gælder livsnormer, principper og religion må man også være fornuftig og praktisk og gøre brug af sin skelneevne og kløgt.
5. Hvordan kan et menneske gøre sig store anstrengelser for at sikre sig succes i livet og alligevel ikke opnå det?
5 Vi kan for eksempel tage en dygtig og driftig forretningsmand. Han sørger for sin families materielle fornødenheder og for at de får det bedste af det bedste. Han ser nøje på kvaliteten af de ting han køber til familien. Hele hans tid går praktisk talt med at passe forretningen og skaffe familien det den behøver i materiel henseende. Men samtidig overlader han opdragelsen af sine børn i så vigtige spørgsmål som tro, livsførelse og religionsudøvelse — ja familiens åndelige velfærd — til andre. Han betaler måske oven i købet andre for at gøre det i stedet for selv at tage sig af det. Trods sin tilsyneladende „succes“ er han ufornuftig og har i virkeligheden ikke succes i livet. Materielle værdier, heri indbefattet en verdslig uddannelse og karriere, sikrer ikke virkelig succes i livet.
6. Hvordan er det gået mange familier på grund af forældrenes ufornuft?
6 Mange forældre har set deres børn blive afsporet til trods for at de har sørget godt for dem materielt og givet dem en god uddannelse. Disse børn og unge er gået åndeligt fallit fordi forældrene i deres ufornuft ikke har taget sig af børnenes religiøse opdragelse. I nogle tilfælde har børnene ikke hørt ét ord om religion. I andre tilfælde har børnene uden videre antaget forældrenes religion, eller har måske fået lov til at vælge selv; men om deres religion virkelig var den sande tilbedelse af Gud og om den gav dem en retfærdig norm at leve efter, gjorde de sig aldrig nogen tanker om. Forældrene har ikke tænkt dybt nok til at se at religion er noget man må tage alvorligt, noget man bestandig må tale om og se udført i praksis, og at den bibelske befaling: „Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op,“ virkelig må adlydes. Hvis de så sig tilbage og tænkte over sagen, ville de kunne se at de ikke havde opdraget deres børn „i Herrens tugt og formaning“. — 5 Mos. 6:7; Ef. 6:4.
7. Hvilken indstilling til religion er den rette, og hvad bliver resultatet af en sådan indstilling?
7 Det er derfor visdom at gøre brug af sin fornuft når det gælder religion, ja at ofre så mange tanker som muligt på dette livsvigtige spørgsmål. Man skulle være glad for og ivrig efter at tale med andre om det, ikke alene for at forvisse sig om at ens religion er den rette, men også for at hjælpe andre. Benytter man Guds ord som grundlag for sine betragtninger og i sine samtaler med andre, vil man opnå Guds velsignelse og rettænkende menneskers velvilje. — Mal. 3:16.
Fornuftens udspring og dens rette brug
8. Hvordan har mennesket fået evnen til at drage slutninger? Giv et bevis.
8 Hvordan og hvorfra har mennesket fået fornuftens kostelige gave? Kender vi svaret herpå, kan vi også afgøre hvordan vi bør gøre brug af denne evne, og hvad den rette brug af den vil føre til. Mennesket blev fra begyndelsen, af Skaberen, udstyret med evnen til at drage slutninger. Mennesket er ikke blevet til som følge af en udvikling, og tænkeevnen har heller ikke gradvis udviklet sig. Arkæologernes fund åbenbarer at dér hvor man finder de tidligste spor af mennesker, finder man spor af en høj kultur, hvilket viser at mennesket besad forstandsevner lige fra begyndelsen. Menneskets ældste lærebog i historie, Bibelen, fortæller at den første mand Adam ejede denne evne. Beretningen viser at mennesket var bestemt til at herske over dyrene. I overensstemmelse hermed fik Adam lov til at iagttage dyrene, ræsonnere over deres vaner og særegenheder og give dem et passende navn. Under sine iagttagelser af disse skabninger og deres forplantning kom han til det resultat at der endnu ikke fandtes en medhjælp der passede til ham. — 1 Mos. 1:28; 2:18-20.
9. (a) Hvilken gavn havde Adam af at tænke de rette tanker? (b) Hvorfor gik det galt for denne fornuftbegavede skabning?
9 Heraf ses det at Skaberen Jehova Gud gav Adam fornuftens gave. Den satte ham i stand til at drage slutninger ud fra sine iagttagelser, at sammenligne disse og at forstå og anvende de oplysninger han modtog af Skaberen. Den satte ham i stand til at bruge sund sans i det praktiske liv til bedste for ham selv. Den satte ham i stand til klart at se sit forhold til Skaberen, Jehova Gud. Han anerkendte sin underordnede stilling under Gud, hvilket fremgår af de udtrykkelige instruktioner han gav sin hustru Eva vedrørende Guds lov om at spise af frugten af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 2:17; 3:2, 3) Adam var lykkelig. Han havde fred med Gud og med al skabningen. Først senere, da han ignorerede tingenes rette forhold, de kendsgerninger han selv kunne iagttage og de oplysninger Gud havde givet ham, undlod han at bruge sin fornuft og blev ufornuftig, idet han erstattede fornuften med falske følgeslutninger indgivet ham af et uret begær. — Jak. 1:14, 15.
10. Hvad vil det sige at tilbede Gud i ånd og sandhed?
10 Jesus sagde at mennesket skal tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23, 24) Det vil sige at mennesket ikke kan tilbede Gud ved udelukkende at beskæftige sine tanker med den fysiske, stoflige verden der omgiver det; men når det iagttager den må det erkende at Gud er til, at han er usynlig, ikke stoflig, men at han er ånd, at han besidder en intelligens langt højere end menneskets, og at vi som hans skabninger må se hen til ham for at modtage en åbenbaring om hans hensigter. Vore tanker må retledes af Gud. At tilbede Gud ’i sandhed’ betyder at leve et liv i tro på og under udøvelse af den religion der er i overensstemmelse med de faktiske forhold, ikke er i modstrid med dem og ikke er et produkt af vor egen fantasi eller private filosofi. Man må anerkende Gud som sandhedens Gud, samtidig med at man anerkender Skaberens love, både naturlovene og de love der skal lede mennesker i moralsk og åndelig henseende og som er nedtegnet i Bibelen. — Ordsp. 3:5; 1 Kor. 2:10.
11. Hvilke kendsgerninger og principper vil komme til at stå klart for den der gør brug af sin tænkeevne på rette måde?
11 De der ønsker at gøre brug af deres tænkeevne vil opdage at Gud har tilvejebragt en overflod af vidnesbyrd der kan hjælpe den tænkende til at fastslå 1) at Gud er til, og 2) at hans hovedegenskaber er kærlighed, retfærdighed, visdom og magt. Det tænkende menneske vil også ifølge naturens orden forstå at det selv er underlagt en højere myndighed. Først opdager det at naturens love ikke ustraffet kan brydes. Så opdager det at der også findes visse morallove. Dernæst erkender det at det må være underlagt en eller anden orden. Man kan ikke leve fuldstændig uafhængigt af sine omgivelser. Mennesket må være en del af en organisation, og hvor der er en organisation, må der være en overordnet. Der må være en ledelse. Hvert menneske må således naturnødvendigt være underlagt en ledelse, en regering.
12. Hvordan indser den tænkende nødvendigheden af en regering ved den almægtige Gud?
12 Yderligere overvejelse fører til den slutning at dersom denne regering skal virke til menneskets og universets bedste må den være den rette regering, det vil sige en regering der er i besiddelse af de egenskaber man finder hos Gud. Mennesker kan ikke tilvejebringe denne regering, hvilket årtusinders fejlslagne eksperimenter har bevist. Ej heller er menneskene i besiddelse af den magt og forståelse og den ophøjede stilling der er nødvendig for på rette måde at udøve herredømme over deres medmennesker. Desuden er ikke alle mennesker så fornuftige at de vil anerkende den rette regering. Kun de der er villige til at indrette deres liv og handle i overensstemmelse med sandheden kan leve sammen i fred under en regering. Dette leder den tænkende frem til at indse nødvendigheden af en regering ved Gud. I løbet af disse overvejelser er det også blevet klart at en kærlig Gud vil meddele sig til sine skabninger og fortælle dem om sine hensigter og foranstaltninger. Dette leder den tænkende til Bibelen, Guds ord, hvori Gud i sin godhed og kærlighed åbenbarer at han faktisk allerede har sørget for en sådan regering. Denne regering, erklærer Gud, vil tilintetgøre fornuftløse mennesker og indføre fred og lykkelige forhold på hele jorden for dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. — 2 Pet. 2:12; Dan. 2:44; Es. 9:6, 7.
Verdslig filosofi ikke praktisk tænkning
13, 14. (a) Hvad fører den rette tankevirksomhed til, i modsætning til den verdslige filosofi? (b) Hvordan er det alene muligt at løse problemer der er opstået for enkeltpersoner eller et samfund?
13 Den rette tankevirksomhed opbygger altså troen. For „tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser“. (Hebr. 11:1) En tankevirksomhed som går ud fra forkerte forudsætninger eller drager forkerte sammenligninger, fører til forkerte slutninger og til at man mister troen. Det har den verdslige filosofi, der har ignoreret Guds ords vejledning, erfaret. Disse filosoffer har sat deres lid til menneskers ufuldkomne kundskab og tænkeevne. De hører til dem der „altid lærer og dog aldrig kan nå til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 2 Tim. 3:7, NW.
14 Hvad er grunden til at ’verdens visdom er dårskab i Guds øjne’? At verden ikke retter sig efter den bibelske befaling om at forbinde „åndelige anliggender med åndelige ord“. Hvis der opstår spørgsmål — enten for en enkeltperson eller en familie, et bysamfund eller en hel nation — om den rette adfærd er det et åndeligt anliggende som vedrører såvel menneskers liv og lykke som deres forhold til Gud. Det kan ikke løses ved filosofiske spekulationer eller på grundlag af menneskelige overleveringer, heller ikke ved at drage sammenligninger med hvad andre har gjort. Det kan ikke afgøres ved drøftelser mellem verdens ledende mænd, som er den ufornuftige Adams ufuldkomne afkom. Kun Guds ord kan benyttes som norm eller rettesnor for hvad man bør gøre. Derfor bør man rådføre sig med det. Her vil man finde „åndelige ord“ der giver det rette svar, eftersom det er en bog der ikke alene giver vejledning for hvordan enkeltpersoner men også nationer bør handle. Den indeholder nemlig også retningslinjer for statsforvaltning. — 1 Kor. 3:19; 2:13, NW.
15, 16. Giv et eksempel på den verdslige filosofis vildledende indflydelse.
15 Nogle få eksempler røber det ørkesløse i den verdslige filosofi og viser at den fører sine tilhængere bort fra erkendelse af fakta og ikke handler „i sandhed“. I en bog der hedder „The Universe and Dr. Einstein“ siges følgende på side 21: „Lidt efter lidt kom filosoffer og videnskabsmænd til den slutning at eftersom ethvert objekt simpelt hen er lig med summen af dets egenskaber, og eftersom egenskaber kun eksisterer i sindet, eksisterer hele det objektive univers bestående af stof og energi, atomer og stjerner, kun som et produkt af bevidstheden . . . Som Berkeley, materialismens ærkefjende, udtrykte det: ’Hele himmelens kor og al jordens klædning, med andre ord alle de legemer der udgør den vældige verden, har ingen substans uden sindet. . . . Så længe jeg ikke har opfattet dem, eller de ikke eksisterer i mit sind, eller i nogen anden tænkende skabnings sind, er de enten uden eksistens overhovedet, eller de eksisterer i en Evig Ånds sind.’“ I filosofiens tempel siger de den praktiske tænkning farvel og kommer til den slutning at alt hvad der eksisterer, måske slet ikke eksisterer alligevel!
16 Denne form for filosofi har ført sine tilhængere til at antage den tanke at der ikke findes nogen grundlæggende, absolut sandhed, og derfor ikke nogen kilde til sandhed. Endog principper er man villig til at give afkald på hvis det tjener en bedst. Dette kom frem i en samtale mellem en filosofistuderende og en præst. Den studerende var opsat på at svække troen på Bibelen, selv om han indrømmede at han ikke havde læst den. Præsten udtalte at de høje principper og idealer Bibelen fremsætter, vidner om at den har sit udspring i en højere magt. Den studerende svarede: „Idealer og principper afhænger af kulturen i det samfund man bor i. For eksempel er homoseksualitet nogle steder meget almindeligt og accepteres.“ Præsten spurgte: „Jamen, ville De da antage det som den norm De ville følge og mene at det var ønskeligt?“ Svaret lød: „Det går jeg ud fra jeg ville, hvis jeg levede i det pågældende samfund.“ Hvilken mangel på faste principper, og hvilken upraktisk og ufornuftig tankegang!
17. Hvordan kan en sund tankegang tjene som en beskyttelse for os?
17 En sund tankegang, som er vejledt af Guds ord, kan hindre os i, som denne filosofistuderende, at blive et bytte for en kaotisk sammenblanding af kendsgerninger og principper. Det vil sætte os i stand til at være praktiske og at følge opbyggende idealer. Det vil give os sund fornuft, så vi undgår en fordærvet verdens falske idealer og nedbrydende indflydelse. Man vil anerkende og følge de retningslinjer der fører til den rette brug af ens evner og til fremgang og lykke. — Jos. 1:8.
18, 19. Hvordan kan vi sikre os at vi følger en viis og fornuftig færd?
18 Kristus Jesus, Guds søn, kom til jorden for at åbenbare denne praktiske visdom for os. At følge hans eksempel og efterligne ham er sund fornuft. Man vil erfare det der virkelig er attråværdigt og opnå evigt liv. Som den personificerede visdom opfordrer han os til at benytte og opøve vor tænkeevne idet han siger: „Jeg, visdom, har boet hos kløgt og jeg finder endog kundskaben om tænkeevnerne. . . . Jeg elsker dem der elsker mig, og de der søger mig, skal finde mig. Rigdom og ære er hos mig, arvegods og retfærd. Min frugt er bedre end guld, ja end fint guld, og min afgrøde bedre end udsøgt sølv.“ — Ordsp. 8:12-19, NW.
19 Han er den der skal forestå den regering som de der nu gør brug af deres tænkeevne og fornyr deres sind i overensstemmelse med Guds vilje, vil komme til at leve under i fred. Det er den fornuftige vej at følge, et tegn på sund sans. — Ef. 1:8-10; Rom. 12:2; Es. 55:8, 9; 1:18.