varet til fredag klokken 18.00, og Jesu død kunne således indtræffe fredag eftermiddag. Et sådant sammentræf mellem den 14. nisan og en fredag forekommer sjældent to år i træk, den indtræffer kun med adskillige års mellemrum. Vi skal nu se hvordan året 33 har alle de faktorer der er nødvendige for at stemme med Bibelens beretning om dagen for Jesu død.

I sin egenskab af Guds lam døde Jesus påskedag, hvilket ifølge Moseloven vil sige den 14. nisan. Den 14. nisan er det altid fuldmåne, eftersom det er den fjortende dag efter den nymåne der er først synlig i Ægypten og Palæstina. (2 Mos. 12:2, 6) Her kommer astronomien os til hjælp med følgende opstilling:

julianske kalender: 3. apr.

gregorianske kalender: 1. apr.

Dag i julianske kalender: 1.733.204

Ugedag: fredag

År e. Kr.: 34

Påske-fuldmåne:

julianske kalender: 24. mar.

gregorianske kalender: 22. mar.

Dag i julianske kalender: 1.733.559

Ugedag: onsdag

Vi kan se bort fra alle de ovenfor nævnte årstal undtagen år 30 og 33 e. Kr., der er de eneste år i hvilke den 14. nisan faldt på en fredag. Og selv om den 14. nisan år 30 e. Kr. var en fredag må vi alligevel forkaste dette år, for hvis Jesu død indtraf i år 30 e. Kr. kan hans tjeneste kun have varet seks måneder, og det stemmer ikke overens med den bibelske beretning. Som vi allerede har set, fastslog Lukas bestemt at Jesus begyndte sin tjeneste i hvad vi ville betegne som efteråret 29 (e. Kr.). Tilbage har vi nu kun år 33 e. Kr., det år hvor den 14. nisan var en fredag, det år der stemmer overens med alle omstændigheder i forbindelse med Jesu offerdød på træet. Ovenstående bekræftes i Whistons The Works of Flavius Josephus, der med en fodnotehenvisning til Antiquities of the Jews, 18. bog, kapitel 3, paragraf 3, nævner den 3. april år 33 e. Kr. (den julianske kalender) som datoen for Jesu pælfæstelse, og den 5. april samme år som datoen for hans opstandelse. År 33 e. Kr. står således tilbage som det eneste mulige år.

Det fremgår af det ovennævnte at Jehovas vidner har stærke grunde til at tro, ikke alene at Jesu tjeneste varede tre og et halvt år men også at den tog sin begyndelse i efteråret 29 (e. Kr.) og sluttede i foråret 33 (e. Kr.).

Henvisninger

 1 The Catholic Encyclopedia, 1908, bind III, side 736.

 2 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind III, siderne 1628, 1629.

 3 Biblical Cyclopædia, 1894, af M’Clintock and Strong, bind IV, siderne 874, 875, 877.

 4 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind I, side 538.

 5 Samme, bind I, side 137.

 6 Light from the Ancient Past, 1946, af Finegan, side 219.

 7 Antiquities of the Jews, Josefus, XVII, viii, 1.

 8 Webster’s Biographical Dictionary, 1943, siderne 701, 1178.

 9 Antiquities of the Jews, Josefus, XVIII, iv, 2.

10 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind IV, side 2396.

11 Samme, bind V, side 2979.

12 Antiquities of the Jews, Josefus, XVIII, ii, 2.

13 Babylonian Chronology 626 B. C. — A. D. 45, 1942, af Parker and Dubberstein, side 46, desuden Canon der Mondfinsternisse, 1887, af Oppolzer, bind II, side 344.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor står der i Første Mosebog 2:17 at det var forbundet med dødsstraf at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“ når der i Første Mosebog 3:3 siges at det betød døden blot at røre ved træet? — R. B., De forenede Stater.

Udtalelsen i Første Mosebog 2:16, 17 er Jehovas befaling til Adam. Beretningen lyder: „Men Gud HERREN [Jehova] bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ Adam må have givet denne oplysning videre til sin hustru, for da hun talte med slangen kendte hun denne befaling fra Gud. Eva hverken løj eller føjede noget til da hun sagde til slangen: „Gud [sagde] . . . I må ikke røre derved.“ At røre ved den forbudte frugt ville jo være det første skridt til at øve dødssynd. Hvorfor skulle de røre ved frugten hvis de ikke havde til hensigt at spise den? Det ville kun friste dem. Det var det de blev advaret imod, og Eva gentog advarselen da hun sagde: „Kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!“ — 1 Mos. 3:3.

● Er det, i betragtning af at det er i modstrid med Bibelen hvis en kristen modtager blod fra en anden, tilladt en indviet kristen at lade noget af sit eget blod aftappe for senere under en operation at modtage det igen? — W. D., De forenede Stater.

Ifølge de forskrifter Bibelen giver angående behandling af blod, skulle blodet, når det blev tappet af et legeme, løbe ud på jorden som vand og dækkes med jord. (3 Mos. 17:13, 14; 5 Mos. 12:16, 23, 24; 15:23; 1 Krøn. 11:18, 19) Grunden hertil er at livet er i blodet og at sådant udgydt blod i Jehova Guds øjne betragtes som noget helligt. Pagten om blodets hellighed der blev oprettet efter Vandfloden er stadig bindende, og den indbefatter både blod af dyr og mennesker, hvad enten det drejer sig om ens eget blod eller andres blod. Altså gør man vold på de bibelske principper angående behandling af blod hvis man lader blod aftappe til oplagring og senere indførelse i samme person. — 1 Mos. 9:4-6.

Hvis der imidlertid skulle indtræffe en blødning ved tidspunktet for operationen og man på en eller anden måde straks lader blodet strømme tilbage til legemet, da er dette tilladt. Brugen af et eller andet apparat der under en operation leder blodet bort fra legemet således at det ikke løber igennem et bestemt organ eller område i legemet, vil være bibelsk tilladeligt, for blodet flyder i så fald fra ens legeme gennem apparatet og direkte tilbage til legemet. Hvis blodet derimod bliver oplagret, om end kun for en kort tid, ville en sådan fremgangsmåde være i strid med Bibelen.

Den fremgangsmåde hvorved et andet menneskes blod bruges til at „spæde“ et apparat som benyttes på operationsstuen er absolut forkastelig. I et sådant tilfælde ville blodet cirkulere gennem patientens kredsløb og blive blandet med hans eget. Og hvis ens eget blod med mellemrum måtte aftappes og oplagres indtil man havde samlet en portion der var tilstrækkelig stor til at sætte et apparat i gang, da ville dette også falde ind under det bibelske forbud. De mennesker der er udsat for at skulle tage stilling til dette spørgsmål har selv bedst mulighed for at konstatere hvordan man vil behandle blodet, og de er ansvarlige over for Jehova for at deres blod ikke behandles i modstrid med Bibelen.