Døden — en dør til hvad?

DER er næppe nogen som ikke gerne vil opnå et lykkeligt liv efter dette. Det nuværende liv er alt for kort og fyldt med vanskeligheder. En universitetsstuderende gav en ganske god definition af indstillingen hos folk i almindelighed, da han sagde:

„Gennemsnitsmennesket har svært ved at acceptere at dette liv, med alt hvad det medfører for os, er alt. De fleste mener at der må være mere end det.“

Det er naturligt at tænke sådan. Hvorfor? Fordi Gud har skabt mennesket til at leve evigt, og ikke blot i 70 eller 80 år. Bibelen fremholder at der er „håb om evigt liv, som Gud, der ikke kan lyve, har lovet“. — Tit. 1:2.

Men hvordan vil dette håb blive opfyldt? Sker det ved at sjælen lever videre efter døden? Det tror mange.

Modstridende beretninger

Troen på en udødelig sjæl er udbredt næsten overalt. Tidsskriftet Presbyterian Life for 1. maj 1970 beskriver den gængse opfattelse således: „Der findes en guddommelig sjæl i os alle, indespærret i vort legeme. Når vi ved døden kaster vort legeme bort, vender vor sjæl tilbage til sit sande hjem i himmelen.“ Og i Aage Falk Hansens bog Der er et Liv efter Døden skriver professor N. H. Søe: „Endnu den Dag i Dag er det den almindelige kirkelige Opfattelse ogsaa f. Eks. i Danmark, at Mennesket er sammensat af et dødeligt Legeme og en udødelig Sjæl. Det føles tilmed som en særdeles væsentlig Del af ’Børnelærdommen’. Saadan lærte vi i ’Katekismen’.“

At mennesket har en udødelig sjæl bekræftes tilsyneladende af det som mange har fortalt efter at være blevet genoplivet. Et typisk eksempel er den beskrivelse en kvinde gav af det der var hændt hende mens hun mente sig død:

„Jeg svævede op og gled ind gennem den mørke tunnel og kom ud i et strålende lys. Lidt senere var jeg der sammen med mine bedsteforældre og min fader og min broder, der er døde alle sammen. Der var det mest strålende lys overalt, og stedet var smukt. Der var farver — lyse farver — ikke som her på jorden, men helt ubeskrivelige. Der var mennesker, og de var lykkelige.“

De fleste af dem der genoplives har dog intet at berette om et liv hinsides. En kendt amerikansk hjertespecialist, dr. George E. Burch, siger: „Jeg har interviewet omkring 100 af disse patienter. . . . de sidste tre et kvart minut eller mindre før de kom til bevidsthed igen, havde de alle fornemmelsen af at de sov dybt, behageligt og roligt.“ De huskede intet.

Hvorfor så modstridende beretninger? Hvad sker der i virkeligheden når vi dør?

Er der noget som lever videre efter døden?

„I de fleste kulturer tror folk at der ved døden er noget som forlader legemet og som lever videre,“ står der i bogen Funeral Customs the World Over (Begravelsesskikke verden over). Men vi spørger: Hvor stammer denne opfattelse fra? Er der grundlag for den i Bibelen?

Det før citerede tidsskrift Presbyterian Life, der beskrev den gængse opfattelse af sjælen, kommer også ind på hvor denne opfattelse stammer fra. „Sjælens udødelighed er et græsk begreb der blev til i oldtidens mysteriekulter og videre udformet af Platon.“ Dr. Moody, som vi omtalte i forrige artikel, har søgt i oldtidens skrifter at finde paralleller til det som genoplivede patienter har fortalt ham. Han skriver: „Filosoffen Platon har efterladt os beskrivelser af hændelser der på mange måder ligner de oplevelser som nogle har haft da de var døden nær.“

Men støtter Bibelen ikke også denne lære om sjælens udødelighed? Dr. Moody måtte erkende at det ikke er tilfældet. Og Presbyterian Life kom til den afgjorte slutning at „intet i Bibelen støtter den tanke at sjæle har ’udødelig eksistens’“.

Samstemmende hermed siger The Jewish Encyclopedia: „Den opfattelse at sjælen fortsætter sin eksistens efter at legemet er gået i opløsning er snarere et spørgsmål om filosofisk eller teologisk spekulation end om enkel tro, og følgelig doceres den ikke udtrykkeligt nogen steder i Bibelen.“ (Kursiveret af os.)

Nej, sjælen er ikke en selvstændig del af mennesket der kan leve videre efter døden. Bibelen lærer ikke denne hedenske tanke, som det forklares i New Catholic Encyclopedia: „Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde i N[y] T[estamente] betegner det liv som menneske: liv som et enkelt, bevidst menneske.“

Ligegyldigt hvor grundigt man søger i Bibelen vil man ikke finde et eneste skriftsted der siger at sjælen er udødelig eller at den lever videre efter døden. Derimod vil man finde mange skriftsteder der siger at sjælen dør, eller er underlagt døden. For eksempel står der i Ezekiel 18:4 og 20: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“

Bibelen lærer altså ikke at døden er en dør til liv hinsides. En sådan lære er usand. I tidsskriftet Psychology Today for juli 1977 står der: „For tusinder af år siden sagde slangen bag det hele til en vis ung dame: ’I skal ingenlunde dø.’ Det ser ud til at vi lige siden har troet, eller har ønsket at tro, denne første løgn.“ (1 Mos. 3:4) Sandheden er at døden er en frygtelig fjende — den er enden på liv, den er ikke-eksistens. — 1 Kor. 15:26.

Hvordan kan det så være at nogle mennesker som er blevet genoplivet, fortæller at de har erfaret at der er liv efter døden? De lyver da sikkert ikke alle sammen, vel?

Mulige forklaringer

Helt fra barndommen har mange mennesker fået indpodet troen på et liv efter dette, og begrebet udødelighed er dybt rodfæstet i deres tanker. Dr. Nathan Schnaper, der har med mange genoplivede patienter at gøre, afviser deres historier som psykologiske fantasier. „Disse mennesker oplever en slags vakuum,“ siger han, „og psykologisk kan man ikke tåle et vakuum. Tomrummet må udfyldes, og derfor opfinder de disse oplevelser.“

Dermed være ikke sagt at de gør det bevidst. Det er værd at bemærke at patienter under medicinsk behandling også har kunnet fortælle om hallucinationer og oplevelser uden for legemet. Ligeledes kan det at hjernen mangler ilt i de kritiske minutter hvor patienten er døden nær — når hjertet holder op med at pumpe blod, men før cellerne dør — have usædvanlige virkninger. De der kommer over det, fortæller muligvis blot om disse virkninger. Julian DeVries, der skriver om lægelige emner i bladet The Arizona Republic, mener at de berettede oplevelser skyldes sådanne faktorer.

„Når den fysiske livsvilje er meget stærkt begrænset,“ skriver han, „som for eksempel under narkose, eller som følge af sygdom eller kvæstelse, nedsættes den automatiske kontrol af legemsfunktionerne tilsvarende. Således afgives nervesystemets neurohormoner og catecol-aminer og strømmer ud i ukontrollerede mængder. Resultatet er blandt andet en hallucination som man, efter at have genvundet bevidstheden, udlægger på den måde at man har været død og er vendt tilbage til livet.“

Ubesvarede spørgsmål

Det vi her har nævnt giver imidlertid ingen forklaring på at visse patienter efter genoplivningen kan fortælle om ting der er sket mens de var bevidstløse. Som dr. Moody sagde: „Hvis patienten fortæller at hans ånd svævede oppe under loftet, og han dernæst beskriver hvem der var i lokalet, hvad der skete og hvornår det skete, synes der ikke at være nogen vej udenom; man må tro ham.“ Men hvor får patienten sin viden fra? Hvordan kan fænomenet forklares?

Et andet spørgsmål er: Hvis døden gør ende på livet, hvordan vil håbet om evigt liv, som Gud har lovet, så blive opfyldt? Hvordan kan nogen komme til at leve igen når de først er lagt i graven?

Disse spørgsmål vil vi nu tage op til behandling.

[Illustration på side 8]

„Jeg svævede op og gled ind gennem denne mørke tunnel og kom ud i et strålende lys . . .“