Brødre som hjælper os til at vandre med visdom

1. Hvordan må tilsynsmænd udføre befalingen i Esajas 58:1, og hvordan er Mattæus 18:15 en rettesnor for dem?

ÅNDELIGSINDEDE tilsynsmænd må se nøje til hvorledes de menigheder som de har tilsyn med, vandrer eller opfører sig. Det er ikke nok at adlyde befalingen i Esajas 58:1 med henblik på kristenheden: „Råb højt, spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus [Israel] deres synder!“ De teokratiske tilsynsmænd bør ikke begrænse sig til at henlede opmærksomheden på den synd der praktiseres inden for kristenhedens fjendeorganisation. De må være upartiske, ligevægtige og retfærdige i deres anvendelse af principper, og må derfor også gøre opmærksom på overtrædelser eller synder der forekommer i de menigheder de har tilsyn med. Dersom tilsynsmanden bemærker eller modtager meddelelse om at en eller anden af menighedens medlemmer har forsyndet sig imod den, må tilsynsmanden tage sine forholdsregler over for overtræderen, for det der berører menigheden berører også ham. Han må foretage en undersøgelse af sagen og gå frem efter den ånd der er udtrykt i Mattæus 18:15: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“

2. Hvad har menighedstjeneren i givet fald ret og pligt til at gøre, og hvad er hovedformålet med en sådan handling?

² Menighedstjeneren har derfor, tillige med de andre medlemmer af menighedens tjenesteudvalg, ret til og pligt til at indkalde overtræderen eller den formodede overtræder for at komme til en forståelse af hvordan sagen egentlig forholder sig. Han må fastslå den formodede overtræders skyld eller uskyld og konstatere om der foreligger faktiske grunde for udstødelse. Det der først og fremmest er formålet med en udstødelse er at bevare Guds synlige organisation af hans får ren og at beskytte den mod at syndighed breder sig. I næste række kommer at bringe overtræderen på fode igen. — 5 Mos. 13:12-18.

3. Hvad bør enhver anklaget broder, i betragtning at den kritiske tid, gøre når han bliver indstævnet?

³ Det tilfælde indtræffer måske at et medlem af menigheden bliver anklaget for en opførsel der gør ham fortjent til at blive udstødt. Når han bliver indstævnet til en fair og ærlig afhøring i de anklagende vidners nærværelse er det ikke tiden til at retfærdiggøre sig selv eller til at nægte at give møde, nej, det er det uopsættelige tidspunkt til at søge forligelse med sine foruroligede brødre. Det er ikke tiden til at hævde hvor god og retfærdig han er i egne øjne, men til at søge enhed med den teokratiske organisation ved at få alle misforståelser ud af verden eller urette forhold bragt i orden. Den anklagede bør ikke være stejl og selvretfærdig, uindtagelig som en stærkt befæstet by: „Krænket broder er som en fæstning, trætter som portslå for borg.“ (Ordsp. 18:19) Dersom man blot så meget som har på fornemmelsen at brødrene har noget imod en, skulle det få en til i hast at tage skridt til at få sagen bragt ud af verden, især hvis det virkelig viser sig at man er den der har forsyndet sig.

4, 5. (a) Hvad sagde Jesus træffende i sin bjergprædiken herom? (b) Hvad betød Jesu ord, og hvad gør enhver der ignorerer dette?

⁴ Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Derfor, når du bringer din gave til alteret og der kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive der ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave! Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er med ham på vejen.“ — Matt. 5:23-25.

⁵ Først når man har gjort alt hvad der var muligt for at opfylde retfærdighedens krav og rette den fejl der er begået i forbindelse med ens kristne broder her på jorden, først da er man i den rette tilstand til at kunne bringe Gud ofre og findes velbehagelig af ham, for der står skrevet: „Gudløses offer er HERREN [Jehova] en gru, retsindiges bøn har han velbehag i.“ (Ordsp. 15:8; 21:27) Lad ingen bedrage sig selv ved at ignorere denne kendsgerning.

6. Hvad bør en fredelskende broder være villig til når han anklages, og hvorfor bør han ikke være selvretfærdig og stejl?

⁶ I sin iver efter at bevare eller genoprette det rette forhold til sine brødre og sin Gud skulle en indviet kristen ønske og være villig til at lytte til den klage der føres mod ham, så han kan finde ud af om han virkelig selv har gjort noget forkert. Alene den kendsgerning at han har været årsag til at hans brødre har taget anstød, skulle fylde ham med bekymring, det skulle få ham til at ønske misforståelsen fjernet eller forholdet rettet. Han skulle ikke fare op i vrede og råbe: „Hvad kommer det mig ved om de ikke synes om hvad jeg gør! Jeg ved at jeg er uskyldig og at jeg ikke gør noget forkert; hvis de ønsker at lægge noget ondt i det, så er det deres hjertetilstand der er forkert; det rører mig ikke det mindste hvad de tænker!“ En sådan stejl, ubøjelig og selvretfærdig holdning medvirker ikke til menighedens fred og harmoni. Det er et tåbeligt forsøg på at svare på en sag før man personligt har hørt den og kender andres synspunkter. Ordsprogene 18:13 formaner os: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“

Selvretfærdiggørelse skadelig

7. Hvorfor er hans egen fremstilling af sagen ikke nok, og hvad bør han gøre over for andre som han har foruroliget?

⁷ En mand føler måske at han er uskyldig. I hans egen fremstilling af sagen kan han synes at stå meget stærkt, ligefrem retfærdiggjort. Men hans egen fremstilling er kun den ene side af sagen. Når de der har klager at fremføre imod ham har afgivet deres vidneudsagn og fremholdt deres side af sagen, opdager han måske at han ikke er slet så uskyldig eller fejlfri som han troede. Ordsprogene 18:17 siger: „Den, der taler først i en trætte, har ret [er uskyldig ifølge hans eget vidnesbyrd], til den anden kommer og går ham efter.“ At den anden kommer og vidner imod ham skulle i sandhed få ham til at foretage en grundig selvransagelse og føle sig ilde tilpas og ikke så sikker på sin stilling. I det mindste kan det hjælpe ham til at indse hvorfor han ikke synes så uskyldig og ren i andres øjne. Han bør indse hvor fejlen ligger, om den ligger hos ham selv. I hvert fald bør han oprigtigt søge at klargøre sagen hvis andre har misforstået eller fået en fejlagtig opfattelse af den. Han bør respektere andre oprigtige brødres indstilling og give en undskyldning til den eller dem han har forbrudt sig imod, såfremt dette skyldtes hans taktløshed eller uforstandighed og ikke en virkelig synd fra hans side.

8. Hvem kan i alle tilfælde finde fejl hos ham, og hvad skulle han derfor bede om for at få hjælp til at bevare en ret stilling ind for Gud?

⁸ Én ting er sikker: selv om der ikke er nogen på jorden der kan finde mange fejl hos ham, så kan Jehova Gud i himmelen. Ordsprogene 20:9 lyder: „Hvo kan sige: ’Jeg rensed mit hjerte; og jeg er ren for synd!’“ Den kristne som erkender sin medfødte syndighed og tilbøjelighed til synd, skulle være ydmyg og villig til at blive irettesat. Han beder som salmisten: „Fejl — hvem kan erkende dem? Erklær mig skyldfri for skjulte synder. Bevar også din tjener for formastelige gerninger; lad dem ikke beherske mig. I så fald vil jeg være fuldendt og jeg vil forblive uskyldig i mange overtrædelser. Lad min munds ord og mit hjertes dybe tanker være dig til behag, o Jehova, min klippe og min genløser.“ (Sl. 19:12-14, NW) Dette hjælper os til at bevare os i et ret forhold til Gud.

9. Hvorfor blussede Elihus vrede op imod Job, og hvad skulle en der er anklaget derfor ikke gøre for at vende opmærksomheden bort fra sig selv?

⁹ Husk at den unge Elihus vrede blussede op mod den tålmodige Job „fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud“. (Job 32:2) Job var uskyldig, og dog var det forkert af ham at tænke og tale som om Jehova Gud var direkte ansvarlig for hans lidelser, som om Gud ville bringe ulykke både over retfærdige og uretfærdige. (Job 9:22, 30-35; 27:1-6; 30:19-23; 19:6-22; 6:4; 7:19-21) Når en eller anden står over for den mulighed at kunne blive udstødt er lejligheden ikke inde til at hævde at andre gør det samme, eller at komme med modbeskyldninger og anklage andre — sådan som de gudløse kommunister gør — og således prøve at aflede opmærksomheden fra sig selv og lade den blive rettet mod andres udskejelser og overtrædelser for at vise at andre er lige så slette som en selv og også fortjener at blive dømt.

10. Hvem stilles vi i egentligste forstand for når der foretages undersøgelse i en sag, og hvad bør vi gøre for at kunne svare på det vigtige spørgsmål i forbindelse hermed?

¹⁰ Det er ikke blot menighedens tjenesteudvalg vi stilles for når der foretages undersøgelse af en sag. Menighedens tjenesteudvalg kender måske ikke vore skjulte fejl, men de er velkendte for Gud. Gud kan nøjagtigt bedømme vore skjulte fejl, og han vil dømme dem til sin egen bestemte tid. (Præd. 12:14; 1 Kor. 4:4, 5) Det altoverskyggende spørgsmål er derfor: Kan jeg retfærdiggøre mig over for Gud? For at blive sikre på om vi kan det, er det nødvendigt at vi foretager en selvransagelse i lyset af Guds ord, for det er „skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab“. — Hebr. 4:12, 13.

11. Hvem foruden enkeltpersoner gælder dette, og hvordan vistes dette i tilfældet med Akan, Zeras søn?

¹¹ Eftersom dette gælder enkeltpersoner, gælder det også en gruppe af enkeltpersoner, en menighed eller en organisation. Tænk på israelitten Zeras søn, Akan, som var med til at angribe byen Jeriko efter at Jehova Gud ved et mirakel havde ladet byens mure falde. Alt hvad der fandtes af værdi i byen var helliget Jehova Gud, for Jeriko tilkom ham som den første frugt af Kana’ans land. Men Akan røvede fra Gud ved at tilvende sig noget af byttet, nemlig en smuk klædning fra Sinear, to hundrede sekel sølv og en guldtunge på halvtreds sekel. Akan skjulte disse tyvekoster i jorden under sit telt, han tænkte nemlig at ingen andre end hans familie kendte noget til tyveriet, og at han ville slippe godt fra det. Men Gud havde i det skjulte set hvordan Akan havde syndet og var blevet uren. Så længe han og hans urene familie befandt sig ustraffet i Israels midte, ville Israels nation ikke få lykke til at besejre det forjættede land, Kana’an. Derfor lod Gud Akan blive afsløret og henrettet ved stening. Derefter havde Israels menighed fremgang i harmoni med Guds vilje. — Jos. 7:1–8:2.

12. Hvem kan Gud således også i dag udpege iblandt os, og hvorfor bør vi gøre brug af vor åndelige brynje og vort trosskjold?

¹² På samme måde kan Gud i dag ved hjælp af sine hellige engle finde den hemmeligt syndende Akan i vor midte. Måtte ingen af os være en sådan Akan! For at undgå det må vi vogte vort hjerte og vore nyrer: „Hærskarers Jehova dømmer med retfærdighed, han ransager nyrerne [eller, de dybeste følelser] og hjertet.“ (Jer. 11:20, NW, fodnoten) Vi må være iført retfærdighedens brynje og være dygtige til at bruge troens skjold for at bevare vort hjerte og vore dybeste følelser rene, ufordærvede og rette. — Ef. 6:14, 16.

13. Hvilket mod må tilsynsmænd, i lighed med Natan, lægge for dagen, men hvad må de først sikre sig?

¹³ Når der er tale om at irettesætte må tilsynsmænd være lige så modige som Natan og ikke svage som ypperstepræsten Eli. Som profeten Natan må de fremholde Guds ord for den i menigheden der har handlet forkert, og frygtløst sige til ham: „Du er manden!“ (2 Sam. 12:7) Men de må være sikre på at det er de nøgne kendsgerninger der leder dem til en retfærdig afgørelse, at de har Guds ord bag sig, og ikke handler ud fra selviske, personlige motiver.

14. Hvordan bør udvalgene bruge den frygtelige magt som udstødelse er, og hvilken advarsel givet af Jesus bør de huske i denne forbindelse?

¹⁴ Menighedernes tjenesteudvalg har en frygtindgydende magt, idet de har bemyndigelse til at udstøde dem der skaber uro og vanskeligheder. De må anvende denne magt med varsomhed, ikke alene for at undgå at komme i juridiske vanskeligheder med landets domstole, men også for at undgå at synde med denne magt til at udstøde, altså misbruge den eller overskride deres beføjelser. Den bør aldrig bruges fordi man har et horn i siden på en i menigheden, eller for at blive af med en som en eller alle i tjenesteudvalget personligt ikke synes om eller som giver anledning til irritation eller misundelse, og som det derfor synes bedst at få af vejen. Som et værn imod urette motiver bør den kristne huske Jesu advarsel: „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.“ — Matt. 7:1, 2.

Hvordan behandles sladder og bagvaskelse?

15. Hvordan kan et udvalg selv om det ikke har forkerte motiver, bringe dom over sig selv i tilfælde af udstødelse?

¹⁵ Selv om menighedens tjenesteudvalg udelukker ethvert forkert motiv og handler i dyb oprigtighed kan det dog ske at det bringer dom over sig selv ved en uret anvendelse af bibelske principper i et tilfælde hvor det beslutter at foretage udstødelse. Dette kan ske i en sag der vedrører andre ting end ægteskabsbrud eller utugt. Tag for eksempel spørgsmålet om sladder. Et udvalg kan gøre sig skyldig i ikke at skelne mellem sladder og bagvaskelse.

16. Hvad er forskellen mellem sladder og bagvaskelse?

¹⁶ Bagvaskelse kan være sladder; men ikke al sladder er bagvaskelse. Sladder kan defineres som intetsigende personlig snak, det vil sige tom snak, især om andres sager. Det er let passiar eller tale; nyhedskræmmeri. Det kan blive til bagvaskelse når det udvikler sig til løse rygter eller snak mand og mand imellem til skade for en andens omdømme. Bagvaskelse er sædvanligvis mere eller mindre ondskabsfuld, den fremsættes i fjendskab og med et ønske om at skade den man taler om eller imod. Sladder kan være en ren og skær utvungen, dagligdags passiar eller brevskrivning om løst og fast, og behøver aldeles ikke at være bagvaskelse. Det bliver til bagvaskelse når det bliver en nedsættende omtale af en anden, når det bliver en ondskabsfuld, ærekrænkende og falsk udtalelse, beretning eller formodning om en anden i den hensigt at skade hans rygte.

17. Hvad sagde Paulus til Timoteus angående dem der sladrer?

¹⁷ Apostelen Paulus omtalte hvordan man skulle behandle dem der sladrer. Han skrev til tilsynsmanden Timoteus og gav følgende vejledning angående unge enker som stadig var i den giftefærdige alder og som ikke måtte opføres på listen over dem der modtog materiel støtte fra menigheden: „Unge enker skal du derimod afvise; thi når de i kødelig attrå har fjernet sig fra Kristus, vil de giftes og rammes så af den dom, at de har svigtet deres første tro. Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervornea og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak. Derfor vil jeg, at unge enker skal giftes, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen anledning til spot. Thi nogle er allerede faldet fra og går i Satans følge. Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ — 1 Tim. 5:11-16.

18. Hvorfor var det ret af Paulus at drøfte spørgsmålet om enker, og hvordan blev det til skade i åndelig henseende for unge enker at de ikke havde noget at tage sig til?

¹⁸ Det var på sin plads set fra et religiøst standpunkt at apostelen Paulus drøftede spørgsmålet om enker, for hans meddiscipel Jakob skrev: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) Imidlertid havde apostelen Paulus lagt mærke til at de unge enkers mangel på beskæftigelse var til åndelig skade for dem. De var ikke optaget af huslige pligter eller af Jehovas tjeneste på arbejdsmarken, men tilbøjelige til at løbe omkring i hjemmene, ikke for at prædike eller aflægge vidnesbyrd fra hus til hus, men for at give sig af med tom snak, for at sladre eller ligefrem blande sig i ting der ikke kom dem ved, eller „føre utilbørlig snak“.

19. Hvilken vejledning angående unge enker gav Paulus Timoteus, og hvad var hans hensigt med at lægge et særligt ansvar på de ældre kvinder?

¹⁹ Hvilket råd gav apostelen Paulus tilsynsmanden Timoteus angående disse enker? Fik Timoteus besked om at udstøde dem? Nej! Paulus anbefalede at der blev givet dem et ansvar så de kunne være optaget af noget nyttigt, ja han henstillede endog at de blev gift og fik børn så at de kunne være en anbefaling for menigheden fremfor at give kristendommens modstandere anledning til at spotte Jehovas organisation under Kristus. De ældre kvinder skulle sætte et godt eksempel for de unge enker og andre kvinder: „Ligeså at gamle kvinder i deres færd skal være, som det sømmer sig hellige: ikke sladderagtige [diáboloi], ikke forfaldne til drik, men vejledere i det gode, så de opmuntrer de unge kvinder til at være kærlige hustruer og mødre, sindige, kyske, huslige, gode, lydige mod deres mænd, for at Guds ord ikke skal blive spottet.“ (Tit. 2:3-5) Sådanne forholdsregler som apostelen tilrådede bevarede de unge kvinder inden for organisationen, prisværdigt optaget af gode gerninger; på den måde tjente de som et aktiv for menigheden og var medvirkende til at bevare dens høje åndelige standard i fred og enhed.

20. Hvad skrev apostelen Johannes til disciplen Gajus om Diotrefes?

²⁰ Apostelen Johannes måtte tage sig af et tilfælde af misbrug af tungen, hvor det ikke blot drejede sig om sladder, men om bagvaskelse. Det var i tilfældet med Diotrefes der tilhørte samme menighed som Gajus, en elsket discipel som Johannes nærede kærlighed til. Johannes udtalte om denne sag: „Jeg har skrevet til menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den første iblandt dem, anerkender os ikke. Derfor vil jeg, når jeg kommer, minde om de gerninger, han gør, hvordan han bagvasker [phlyareîn]b os med onde ord; og ikke nok med det: selv tager han ikke imod brødrene, og dem, som vil gøre det, forhindrer han deri og udstøder dem af menigheden.“ — 3 Joh. 9, 10.

21. Hvorfor var Diotrefes’ sladder det samme som bagvaskelse, og hvorfor fortjente han selv at blive udstødt?

²¹ Diotrefes bagvaskede Johannes „med onde ord“. Derved gjorde han sig fortjent til at apostelen tog sig af sagen. Derfor sagde Johannes at han, dersom han selv kom til menigheden, ville minde om de gerninger Diotrefes gjorde og dernæst også skride ind over for ham. Denne onde bagvasker havde ingen ret eller myndighed til for egen regning at udstøde nogen, at udelukke gæstfri brødre fra menigheden. Når Diotrefes bagvaskede Johannes var han en af dem der „foragter Herrens værdighed og spotter høje englemagter“. (Jud. 8) Diotrefes fortjente selv at blive udstødt.

22. Var det blot sladder Satan Djævelen gjorde sig skyldig i i Edens have, og Hvorfor blev han kaldt Djævelen?

²² Husk, det var ikke blot sladder Satan Djævelen gjorde sig skyldig i i Edens have. Han stillede Eva et spørgsmål som lagde hende svaret i munden, og gav så denne kommentar til hendes svar: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mos. 3:4, 5) Denne djævelske udtalelse var ikke sladder. Den var hvad Jesus senere kaldte den bagvaskelse, en løgn, som var udtænkt i ondskab for at skade Jehova Guds navn og rygte, stifte oprør imod ham og skabe mistillid og uenighed inden for hans organisation. Jesus sagde til dem der efterlignede Satan Djævelen: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) Lad os ikke tage fejl: det var bagvaskelse, ikke sladder, der førte til at denne troløse skabning fik navnet Djævelen (Diábolos), der betyder „bagvasker“. Det var en ondskabsfuld løgn der ødelagde Jehova Guds omdømme i Evas øjne, og som røbede at denne åndelige søn havde gjort oprør mod universets Suveræn og derfor skulle udstødes af Jehovas hellige universelle organisation, forstødt som søn af Gud.

23. Hvad bør et udvalg først afgøre, og hvorfor skal der føres to eller flere vidner?

²³ Af denne grund bør tjenesteudvalgene i alle Jehovas indviede folks menigheder være uhyre varsomme med at tage drastiske skridt over for sladder. De bør først afgøre sladderens karakter og art. Hvis det drejer sig om overfladisk, ligegyldigt nyhedskræmmeri hvori personer er indblandet, er der intet bibelsk grundlag for udstødelse, der kun ville være undertrykkelse. Men er det så graverende at der er tale om bagvaskelse som har til hensigt at sværte en andens rygte eller anseelse til, da er det på tide at tage sagen op til behandling og afgøre hvorvidt der er et korrekt og bibelsk grundlag for at udstøde den formodede bagvasker til beskyttelse for menigheden. To eller flere vidner er nødvendige for at det kan fastslås at der foreligger et tilfælde af bagvaskelse, og for at udvalget kan stå på sikker grund.

24. Hvordan skulle udvalgets medlemmer være ligesom Jeremias i deres bestræbelser for at være varsomme med udstødelsessager?

²⁴ Et tjenesteudvalg bør ikke bruge sin magt til at udstøde som et skræmmemiddel. Det skulle vogte sig for at bringe fordømmelse over sig selv i sager som disse. Kong David sagde profetisk: „Enhver der bagvasker sin fælle i hemmelighed, ham bringer jeg til tavshed . . . Hver morgen vil jeg bringe alle de onde på jorden til tavshed, for at udrydde alle der gør hvad der er ondt af Jehovas by.“ (Sl. 101:5, 8, NW) Til vejledning for os med hensyn til bagvaskere står der skrevet: „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!“ (Ordsp. 20:19; 11:13) Et tjenesteudvalg må tydeligt skelne mellem hvad der er bagvaskelse og hvad der kun er sladder. I den retning må de ligne en metalprøver, ligesom profeten Jeremias: „Til metalprøver, guldprøver, gjorde jeg dig i mit folk til at kende og prøve deres færd. De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun kobber og jern, alle handler de slet. . . . Giv dem navn af vraget sølv, thi dem har HERREN [Jehova] vraget.“ — Jer. 6:27-30; 9:4-8.

25. Hvorfor gør et udvalg vel i at undersøge bagvaskelse, men for hvad er det ikke bibelsk bemyndiget til at udstøde?

²⁵ Bagvaskere kan forårsage død, såvel fysisk som åndelig; der gives denne advarsel: „Du må ikke gå rundt og bagvaske din landsmand eller stå din næste efter livet. Jeg er HERREN [Jehova]!“ (3 Mos. 19:16) Derfor gør et tjenesteudvalg vel i at undersøge formodede tilfælde af bagvaskelse. Men det er ikke bibelsk bemyndiget til at udstøde blot på grund af løs sladder, ligegyldig overfladisk snak, der er opstået på grund af menneskers interesse for andre, men som ikke er ondskabsfuld og som ikke indbefatter falske anklager.

26. Hvad har den udstødte ret til, og hvad viser omstødelsen af visse udstødelser?

²⁶ Udstødelser kan appelleres af udstødte som holder fast ved at udvalget overskred sine beføjelser. Nogle har appelleret til Selskabet i Brooklyn, og nogle udstødelser er blevet omstødt. Dette viser at nogle udvalg har været for hurtige til at udstøde. Enten har de ikke haft de fornødne vidner med pålidelige vidneudsagn eller også har de pustet den urette handling op til helt uforholdsmæssige dimensioner og har anvendt udstødelse som et middel til undertrykkelse og uden at have bibelske begrundelser for den. Udstødelse finder først og fremmest sted for at hindre at menigheden som et hele bliver gennemsyret med synd af en lille smule surdej. (1 Kor. 5:6-8, 13) Men husk, det har at gøre med den udstødtes evige liv.

27. Eftersom man har med sjæle at gøre, hvordan bør et udvalg så udvise ligevægt i udstødelsessager?

²⁷ Ja, menighedsudvalgene handler med sjæle, med kostbare liv. Det gør sagen yderst vigtig og alvorlig. Få ikke en uskyldig broder til at snuble ved at udstøde ham uden grund. Ransag jeres hjerter og motiver samt Guds ord. Vær ikke glade for at udstøde, udøv ikke magten til at gøre det blot for at vise at I kan bruge den, og prøv ikke at skræmme med trusler om at ville bruge den, hvis ikke — ! Trælles herrer fik formaning om at ’lade være med at true’ deres kristne trælle. Kærlighed beskrives som en egenskab der ikke bærer nag. (Ef. 6:9; 1 Kor. 13:4, 5) Derfor må vi se til at vi „bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd“. (Ef. 4:2, 3) Udvalgene bør derfor udvise ligevægt i denne sag.

28. (a) Hvad er vor visdom og frelse nøje forbundet med? (b) Hvordan må vi købe den belejlige tid, og hvilken altoverskyggende kendsgerning vil det være i harmoni med?

²⁸ Vor visdom og frelse er derfor nøje forbundet med at vi alle ’ser nøje til’ hvorledes vi vandrer, ikke for at undgå udstødelse, men for at behage Gud og ophøje og herliggøre hans universelle kongedømme. Den altoverskyggende kendsgerning i vor tid, at Guds rige hersker og at den gamle verdens ende derfor er nær, bør præge hele vor tilværelse. Skønt disse dage er onde giver de os mulighed for at ’købe den belejlige tid’ til os selv. Hvorledes? Ved ikke længere at spilde tiden med at vandre unyttigt og uforstandigt som de dødsdømte verdslige mennesker gør, men ved at vandre som vise i overensstemmelse med det vi indser er Jehovas vilje. Gør vi det vil vi være i harmoni med Guds rige ved Kristus og opnå liv i lykke i hans retfærdige orden bestående af nye himle og en ny jord.

[Fodnoter]