„Dit ord er sandhed“

Hvad var den forbudne frugt i Edens have?

„Hvis ikke Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt, ville der ingen børn være blevet født. Og hvor havde vi så været?“ Folk som er kommet med sådanne udtalelser tror at Adam og Evas synd havde at gøre med det seksuelle. Men er det fornuftigt at tro det? Og endnu vigtigere: er det bibelsk?

Guds bud, som vi finder i Første Mosebog 2:16, 17, lyder: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“

På det tidspunkt dette bud blev givet til Adam var han alene i haven, for skabelsen af kvinden omtales ikke før senere i beretningen. (1 Mos. 2:21, 22) Også i sig selv viser budet at Adam var alene. I den originale hebraiske tekst siges „du“ og ikke „I“.

Så hvordan kunne den forbudne frugt have noget at gøre med den kønslige forbindelse, når Adam var det eneste menneske på jorden?

Hvis man tolker budet om den forbudne frugt derhen at det betyder kønslig forbindelse, modsiger man det positive bud som Gud gav det første menneskepar om at formere sig. Der blev sagt til Adam og Eva: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ (1 Mos. 1:28) Det ville have været meget urimeligt, uretfærdigt og ukærligt af Jehova Gud først at tilskynde dem til at opfylde jorden og bagefter, under dødsstraf, forbyde dem at have kønslig forbindelse!

Der er flere ting i beretningen i Første Mosebogs tredje kapitel der viser at den forbudne frugt ikke havde noget at gøre med det seksuelle. Den bibelske beretning lyder: „Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af.“ Det er tydeligt at det ikke er den kønslige forbindelse, men frugten af et bogstaveligt træ der beskrives som „godt at spise af“. Det er også værd at lægge mærke til at Eva ikke tilbød Adam noget af frugten før hun selv havde smagt den. Af den hebraiske grundtekst og New World Translation fremgår det at Eva ikke var sammen med Adam da hun spiste af den forbudne frugt, men først bagefter tilbød ham den. Hvordan kan hendes synd da have været kønslig forbindelse med hendes mand? — 1 Mos. 3:6, NW.

Men nogle mener måske at hentydningen til en frugt på et træ blot er en barnlig illustration af noget langt større som Gud havde givet forbud imod. Den bibelske beretning giver imidlertid intet grundlag for en sådan konklusion. Vi må huske at Adam ’havde lov at spise af alle træer i haven’ med undtagelse af dette ene træ. Så hvis „træet til kundskab om godt og ondt“ ikke var et virkeligt træ med virkelige frugter, hvad var da de andre træer i haven? Der er ingen grund til at tro at de var noget som helst andet end bogstavelige træer. Første Mosebog 2:9 siger tydeligt: „Gud [Jehova] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ Altså voksede alle træerne, også træet til kundskab om godt og ondt, helt bogstaveligt op af jorden. Imidlertid fortæller Bibelen ikke nøjagtigt hvilken slags frugt der voksede på ’kundskabens træ’.

Skønt beretningen i Første Mosebog kan lyde meget enkel, har det den siger stor betydning. Frugten på træet til kundskab om godt og ondt var ikke giftig; det var en dejlig frugt, bogstavelig talt ’god at spise af’. Guds forbud var således det eneste der gjorde det forkert at spise af den. Træet var derfor et passende symbol på retten til at bestemme eller opstille regler for hvad der var godt og ondt, en ret som Gud forbeholdt sig selv, hvilket var grunden til at han forbød Adam at spise af det. Dette forbud var et udtryk for menneskets fuldstændige afhængighed af Gud som den suveræne Hersker. Ved deres lydighed kunne den første mand og den første kvinde vise at de respekterede Guds ret til at afgøre hvad der var „godt“ (anerkendt af ham) og hvad der var „ondt“ (fordømt af ham). Ulydighed fra deres side ville have betydet oprør mod Guds suverænitet. Denne forståelse af tingene kommer til udtryk i en fodnote til den nye katolske oversættelse af Bibelen til engelsk, The Jerusalem Bible: „Den første synd var et attentat på Guds suverænitet, altså en hovmodssynd.“

Selve budet var af en art som vi kunne forvente af en kærlig og retfærdig Gud. Der var intet urimeligt i det. Hverken Adam eller Eva blev tvunget ind i en vanskelig situation. De blev ikke berøvet deres fornødenheder for at kunne opretholde livet. Der var mange andre træer de kunne spise af og glæde sig over.

Budet viste også det største hensyn til menneskets værdighed. Det blev oprindelig givet til Adam, og det tillagde ikke det første menneske nogen lav eller nedværdigende tilbøjelighed, en tilbøjelighed som måtte holdes under kontrol af en særlig lov. For eksempel sagde Jehova ikke til Adam: ’Du må ikke have omgang med dyr.’ Nej, budet indbefattede noget fuldstændig naturligt og rent: at spise.

Ligetil som budet var, kunne det åbenbare hvad der kunne forventes af den første mand og den første kvinde med hensyn til loyalitet. Dette er i overensstemmelse med det princip som Jesus Kristus udtaler: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ (Luk. 16:10) Både Adam og Eva havde evnen til at vise fuldkommen lydighed. På dette grundlag kan ingen i dag sige at dødsdommen var uretfærdig.

Det er vigtigt at vi der lever i dag bestræber os for ikke at tilslutte os Adam og Evas måde at ræsonnere på. Adam blev ikke bedraget, men hans hustrus oprør fik ham åbenbart til at miste troen på sin himmelske Faders evne til at klare tingene til Adams eget bedste. Det ser ud til at han endog blev fortørnet på Jehova Gud, idet han sagde: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ (1 Mos. 3:12) Med hensyn til Eva, så blev hun fuldstændig bedraget. Gennem slangens ord kom Eva til at tro at Jehova Gud holdt hende nede i uvidenhed. På denne måde kom hun til at betragte ulydighed, uafhængighed af Gud, som vejen til lykke.

Når vi husker at det Adam og Eva gjorde da de spiste en virkelig men af Gud forbudt frugt, betød oprør mod Jehovas suverænitet, skulle vi i hjertet træffe den beslutning at vi vil forblive loyale undersåtter under Skaberen. Vi ønsker under ingen omstændigheder at blive bedraget til at tro at Guds love er uretfærdige og ikke til vort eget bedste. Uanset hvilke omstændigheder der måtte indtræffe bør vi, i modsætning til Adam, holde os for øje at Jehova Gud kan og vil velsigne sine indviede tjenere. Vi har Bibelens forsikring, bekræftet af utallige eksempler i hele menneskehedens historie, for at Jehova Gud „lønner dem, der søger ham“. — Hebr. 11:6.