Retskaffenhedens mål må ikke forfejles

„Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.“ — Rom. 3:23.

1. Hvordan er Jehova som Gud, og hvem har han samfund med?

JEHOVA vor Gud er en hellig og afvis Gud, en Konge iklædt magt og majestæt. Han er indbegrebet af renhed, retfærd og retsind. Intet kan besmitte ham, og han er helt viet retfærdighed. Al urenhed og besmittelse og enhver, som hengiver sig til lovløshed, er ham en væmmelse. Denne absolut hellige og rene Gud kan kun have samfund med sådanne, som er rene og hellige, og som bevarer deres retskaffenhed. (Sl. 41:12, 13) Han alene er værdig til, at der vises ham udelt hengivenhed, kærlighed og tjeneste. Han sagde til Israel: „Thi jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige jer og være hellige, thi jeg er hellig.“ David sagde: „Thi du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig.“ — 3 Mos. 11:44; Sl. 5:5.

2. Står det i Jehovas magt at velsigne andre og gøre dem lykkelige? Begrund dit svar.

² Denne hellige Gud og Konge er også en lykkelig Gud. (1 Tim. 1:11, NW) Han befinder sig bestandig i en tilstand af fuldkommen lykke. Det er grunden til, at denne ophøjede Majestæt er selve kilden til sand lykke. Fra ham kommer enhver velsignelse og enhver fuldkommen gave. Som „himmellysenes Fader“ står Jehova altid på sin almagts tinde, rede til at skænke sine skabninger lykke og velsignelse. Han har ikke svunget sig op til sin magtstilling, og hans magt vil heller ikke aftage. Denne „himmellysenes Fader“ er ikke som vor sol, der på sin gang over himmelen, fra den står op i øst, til den når sit højdepunkt og derefter går ned i vest, får skyggegiveren på et solur til at kaste en stadig skiftende skygge. Om Jehovas uforanderlige magt til at velsigne og skabe lykke, en magt, vi kan have urokkelig tillid til, skrev Jakob følgende: „Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går.“ — Jak. 1:17.

3. Hvem skænker Jehova lovmæssig anerkendelse, og hvorfor?

³ Den lykkelige og hellige Gud er også en venligt sindet Gud, en loyal hjælper. Han er i sandhed deres ven, som er hellige og retfærdige i deres forhold til ham. Han er den pålideligste af alle venner. Han handler kun med dem, som er hans venner til stadighed. Trofasthed, udelt hengivenhed og retskaffenhed over for ham som Gud og Konge er de egenskaber, der kendetegner hans venner. Jehova skænker sine sande venner teokratisk og lovmæssig anerkendelse, og som medlemmer af Jehovas lykkelige organisation nyder de hans gunst og velsignelse. (Rom. 11:2, NW) Vi ser, hvordan Abraham fik lovmæssig anerkendelse som en sand Guds ven og således blev retfærdiggjort ved tro. „Abraham troede Gud [Jehova, NW], og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldt Guds [Jehovas, NW] ven.“ Som folk betragtet var Israel lykkelige, så længe Jehova var deres hjælpsomme ven, deres skjold og sværd. „Held dig, Israel, hvo er som du, et folk, der får sejr ved Jehova! Han er din frelses skjold, han er din højheds sværd.“ — Jak. 2:23; 5 Mos. 33:29.

4. Hvad er Guds hensigt med sine venner? Beskriv det nærmere.

⁴ Hvad har det teokratiske venskabs Gud i sinde? Denne store ven har kun godt i sinde, nemlig alt, hvad der er medvirkende til evig lykke og glæde for ham selv og for dem, som er i hellig samhørighed og harmoni med ham. Den hellige Gud giver udtryk for sine gode hensigter med sine tjenere ved at skænke dem lejlighed til at erfare en tilstand af stadig voksende lykke, idet de går fra den ene lykkelige periode ind i den anden. I hver enkelt periode består den sande lykketilstand i, at man føler fuld tilfredshed, glæde og fortrøstning, takket være de gode ting, den lykkelige Gud bestandig bringer til veje til fryd for dem, som er hans venner i lovlig samhørighed med ham. „Vi ved, at alle ting [alt Guds værk, NW] samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede.“ — Rom. 8:28.

En rettesnor for den frie vilje

5. Hvordan viser Jehova, at han er en kærlig Fader, og hvorfor?

⁵ Den hellige Gud er også en kærlig Fader. Som den første og største Fader ved han bedst, hvordan hans organisation, der er som en stor familie af venligt sindede og lydige børn, skal ledes. Alle åndeskabninger og det første menneske, Adam, blev Jehovas sønner, da de blev skabt som fuldkomne skabninger. Dengang de blev skabt i Guds billede og lighed, fik de den frie viljes vidunderlige gave. Denne evne til frit at vælge, var helligt og betroet gods, der skulle forvaltes med visdom. Hver enkelt skabning, det være sig engle eller mennesker, kunne bruge sin frie vilje til det gode, hvilket ville føre til fortsat hellighed og evigt liv, eller han kunne bruge den til det onde, hvilket ville føre til fordærv, urenhed og i sidste ende til udslettelse i døden. Lige fra begyndelsen sørgede Skaberen, Faderen, for at retlede sine børn i brugen af deres frie vilje og føre dem ind på den gode vej, der ville sikre dem fuldkommen lykke. Havde de af egen fri vilje valgt at følge retskaffenhedens vej, ville de kunne have fortsat som glade og målbevidste skabninger, nært knyttet til den hellige Gud, selve kilden til lykke og godhed. — Sl. 25:21; Ordsp. 11:3; Luk. 3:38; 1 Mos. 1:26.

6. Hvilket skridt tog Jehova for at retlede sine underordnede skabninger?

⁶ Hvilket skridt tog Gud, der ejer absolut frihed, nu for at retlede sine underordnede skabninger, som han havde skænket en fri vilje? Han besluttede, at den enkeltes retskaffenhed skulle nå et bestemt målmærke, hvilket ville gøre det åbenbart, om skabningen viste sin ophøjede velgører, sin Gud og Konge, udelt hengivenhed eller ej, et målmærke, der satte handlefriheden en lovfæstet grænse, som Gud anså det for utilrådeligt for skabningen at vove sig ud over under udøvelsen af sin frie vilje. Som den almægtige Gud havde Jehova fuld ret til at bestemme grænserne for, hvor langt hans underordnede skabninger trygt kunne udøve deres relative frihed. Sådanne lovmæssigt bekendtgjorte grænser ville også bestandig minde skabningen om hans underordnede stilling, hans afhængighed, og om, at han til enhver tid burde forvisse sig om sin overordnede herskers vidje, således som selv Jesus Kristus gjorde, da han var her på jorden. (Matt. 26:39) Disse lovfæstede begrænsninger var ikke nogen belastning for Guds skabninger eller noget, der afskar dem fra ting, som var nødvendige for deres umiddelbare lykke. Desuden forholdt Gud ikke sine børn noget, de havde lovmæssig adkomst til. Og sidst, men ikke mindst, havde Jehova ret til at prøve sine venner i en god hensigt, ligesom Abrahams venskab blev stillet på prøve, da han fik befaling til at ofre sin eneste søn, hvilket var et billede på den gode gerning, Jehova ville gøre ved at give sin egen enbårne søn som en genløsning. — 1 Mos. 22:1-14.

7. På hvilken måde må Guds tjenere respektere hans dobbelte magtstilling? Hvordan genspejler de Guds herlighed?

⁷ Jehova er en hellig Gud og enevældig Konge for alle i sin organisation. I kraft af denne dobbelte magtstilling har han ret til at forlange udelt hengivenhed, fuldkommen lydighed og fyldestgørende tjeneste. Når disse krav opfyldes, betyder det, at der vises ham det fulde mål af retskaffenhed. Skabningerne viser deres loyalitet og trofasthed mod den Hellige ved at respektere det lovfæstede mål for retskaffenhed. Når de opfylder det mål, Gud har fastsat som normen for venskab, opnår de et lovfast ståsted hos ham. Eftersom det er Jehovas beslutning, at han vil have skabninger, der af egen fri vilje og af et kærligt sind vil gøre hans vilje, er de, som følger dette guddommelige mønster, med til at love og prise ham. Hvis en skabning således når op til retskaffenhedens målmærke, kan det med støtte fra Bibelen siges, at han genspejler Guds herlighed i sin udelte hengivenhed. (1 Kong. 9:4; Sl. 26:1-11; 12) Som en bekræftelse af dette har vi Josuas sandfærdige udtalelse: „Jehova . . . er en nidkær Gud“, „han er en Gud, der kræver udelt hengivenhed“ (NW). — Jos. 24:19.

Synd

8, 9. Hvad er synd? Hvad er grundbetydningen af ordet „synd“ på græsk og på hebraisk?

⁸ Men hvad nu, hvis vi ikke lever op til dette mål, der kræver udelt hengivenhed, fuldkommen lydighed og vedholdende retskaffenhed? Så forfejler vi målet. Vi gør os skyldige i åbenlys overtrædelse af Guds lov og mangler således herligheden fra Gud. Fremfor alt, vi begår højforræderi mod vor Gud og Konge. Alt dette er synd og fortjener dødsstraf, ligesom højforræderi blandt nationerne nedkalder landets strengeste straf over forræderen. I dag befinder vi os alle i denne vanhellige stilling. Paulus sagde med rette: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.“ — Rom. 3:23.

⁹ På græsk, det sprog Paulus talte til græsk-talende forsamlinger, betød ordet synd (græsk: hamartía) oprindelig at fejle, at tage fejl, for eksempel at tage fejl af vejen. Efterhånden fik det betydningen at undlade at gøre noget, at forfejle sin hensigt, at opfatte galt, at handle forkert. Paulus var jo hebræer, og i den hebraiske del af Bibelen, som han læste, betød verbet at synde (hebraisk: חטא, hhata) ligeledes oprindelig at fejle, at forfejle. I Dommerne 20:16 står der således: „Af alle disse krigsfolk var 700 udvalgte krigere kejthåndede; de kunne alle slynge med sten, så de ramte på et hår uden at fejle.“ Ordsprogene 19:2 siger: „Det duer ej at handle, før du tænker; den forfejler målet, som har hastværk.“ (AT) Fremdeles i Ordsprogene 8:36: „Den, som går fejl af mig [visdommen], skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker døden.“ (AT) Synd vil derfor sige at undlade eller fejle at gøre Guds vilje og holde hans lov. „Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud.“ „Al uretfærdighed er synd.“ — Joh. 3:4; 5:17.

10. Har vi noget bevis for, at engle blev sat på prøve? I bekræftende fald, hvornår og hvordan?

¹⁰ Findes der noget bibelsk bevis for, at engle blev prøvet, at de skulle nå et bestemt mål af fuldkommen retskaffenhed? Ja. Peter taler om engle, der „syndede“ eller forfejlede målet på Noas tid, og at Gud ikke skånede dem for straf for dette lovbrud. (2 Pet. 2:4, 5) Hvilken vej valgte disse engle af egen fri vilje at følge som en overtrædelse af et øjensynligt forbud i forbindelse med deres livsførelse, og hvilke virkninger havde det på deres udelte hengivenhed? Bibelen giver os svaret: „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne [englene] øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer.“ (1 Mos. 6:1, 2) Århundreder senere åbenbarede Jesus, hvad der må have været den rimelige begrænsning, Gud pålagde englene. Jesus sagde, at trofaste hellige engle i himmelen hverken tager til ægte eller bortgiftes. (Matt. 22:30) Alle de engle, der før Vandfloden på Noas tid tog sig hustruer blandt menneskedøtrene, forfejlede deres hensigt og viste ikke fuldkommen lydighed. Disse ondsindede engle var ikke Guds sande venner, og sammen med deres anfører, Satan, Djævelen, er de blevet kastet ud af Jehovas himmelske husstand som fjender af den. De brugte deres frie vilje til at følge en ondskabens vej, der blev til ulykke for dem selv, og som sluttelig vil føre til deres totale udslettelse. — Luk. 8:31.

Retskaffenhedens målmærke i Eden

11. Hvad var det retskaffenhedens målmærke, som Gud fastsatte for mennesket i Edens have?

¹¹ Hvordan forholdt det sig med det første, fuldkomne menneske? Hvilket lovfæstet målmærke for retskaffenhed fik han som rettesnor, så han kunne vandre med visdom ind for sin guddommelige ven og velgører, Jehova? Det var en klart formuleret lov, og enhver overtrædelse af denne lov ville Gud betragte som et udtryk for uvenlighed, forræderi og derfor som synd. Denne lov blev meddelt Adam og hans smukke hustru. „Gud Jehova bød Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø?“ Der var intet uklart eller tåget ved dette mål, men det var let at forstå. Det var også let at leve op til. Følgerne af at forfejle dette mål blev også ganske tydeligt slået fast, for hvis mennesket begik en sådan forræderisk handling, skulle det „visselig dø“. — 1 Mos. 2:16, 17.

12, 13. Hvorfor var Gud i sin fulde ret til at fastsætte dette mål for Adam og Eva?

¹² Jehova Gud var i sin fulde ret til at sætte dette målmærke for retskaffenheden til menneskets eget bedste. Han kendte mennesket bedre, end mennesket selv gjorde, for Gud havde skabt ham. Jehova vidste, at det var til menneskets eget gavn, at dette målmærke bestandig mindede ham om, at han var underordnet og afhængig af sin overordnede Skaber. Det var et udslag af Jehovas sande kærlighed — han er jo kærlighedens Gud — at han gav denne vejviser mellem sig og mennesker. Denne lovfæstede begrænsning betød ikke nogen byrde for Adam og hans hustru, og Gud forholdt dem ikke, dermed noget, der var nødvendigt for en lykkelig tilværelse i Paradisets have. De havde ret til at spise af frugten på de andre træer, men denne ret gjaldt ikke dette bestemte træ.

¹³ Der ventede Adam en overordentlig værdifuld gave, hvis han viste sig værdig til den. Jehova Gud havde sat Adam og Eva i et vidtstrakt område i den østlige del af jorden, et sted, der hed Eden. Dette store område var godt opdyrket og beplantet, for Gud havde anlagt det som et paradis, en skøn park eller have. Desuden vrimlede det her med venligt sindede dyr af enhver art. Det var også beplantet med frugttræer og planter af enhver beskrivelse. Og dog var dette område kun en forsmag på, hvordan menneskene skulle tage hele jorden med alle dens ufattelige mineralrigdomme i besiddelse. Omgivet af inspirerende skønhed, fred og harmoni og af umådelige naturlige rigdomme fandt Adam og Eva her et lykkeligt hjem. Det var derfor kun ret og rimeligt, at den store Gud og al god gaves giver satte Adam på prøve, inden han skænkede retten til alt dette som en umistelig gave til ham som en prøvet ven. Hvem ville i dag betro en ejendom af uerstattelig værdi til en fjende? Ingen, der var ved sin fulde fornuft. Gud ville det heller ikke. Mennesket måtte først bevise, at han var en loyal og pålidelig ven af sin Gud og Konge. I overensstemmelse med samme princip satte Jehova Gud senere hen Jesus på prøve her på jorden, for at det kunne blive godtgjort, at han egnede sig og var værdig til at blive den nye verdens konge. — 1 Mos. 2:8; Hebr. 2:18.

14. Af hvilken anden grund satte Jehova Adam og dennes hustru på prøve?

¹⁴ Adam og Eva blev oprindelig sat i dette vidunderlige parkområde, uden at de fik nogen bestemt levefrist. Øjensynlig havde alle andre former for dyreliv på jorden fået et bestemt åremål at leve i. (2 Pet. 2:12) Hvert enkelt dyr ville leve sin tilmålte tid for at bidrage til jordens voksende rigdom, hvorefter døden ville gøre ende på dets tilværelse og deres afkom fortsætte den opgave, den specielle dyreart havde fået betroet i naturens gang. (Det skal i forbigående bemærkes, at når Adam iagttog dyrenes endeligt, ville det komme til at stå ham fuldstændig klart, hvilken dyster betydning der lå i ordet „død“, som Jehova brugte, da han oplyste ham om straffen for ikke at leve op til retskaffenhedens målmærke.) Men for Adams vedkommende fastsatte Jehova Gud ikke nogen levefrist. Hans åremål stod hen i det uvisse og var afhængigt af, om han levede op til det lovfæstede målmærke for loyalitet. Menneskets organisme var imidlertid skabt på en sådan måde, at han kunne leve evigt. Gud havde således endvidere ret til at prøve Adam og hans efterkommere for at se, om de var værdige til den største af alle gaver, et liv uden ende, evigt liv. Denne endnu større gave var forbundet med en anden lovfæstet foranstaltning i Edens have, nemlig „livets træ“. — 1 Mos. 3:24.

Godt og ondt

15, 16. a) Hvilken karakter havde dette retskaffenhedens målmærke, og hvorfor? b) Hvilke eksempler anføres der på andre lovgyldige symboler?

¹⁵ Hvad ligger der i, at målmærket for retskaffenhed havde noget at gøre med „træet til kundskab om godt og ondt“? Det ser ikke ud til, at det, at de rørte ved eller spiste af det forbudte træ, i sig selv var til gavn eller til skade for dem. Alt tyder på, at det indvirkede på samvittigheden. Adam og Eva spiste senere af frugten på dette træ, og vi lægger mærke til, at Bibelen ikke omtaler nogen fysisk forandring hos dem, men viser, at deres samvittighed øjeblikkelig fik dem til at føle sig skyldbevidste. „Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne.“ (1 Mos. 3:7) Når der siges, at de fik deres øjne åbnet, kan det ikke hentyde til deres bogstavelige øjne, for de må have været vidt åbne, dengang de begik deres ulovlige handling. Det må have været deres hjertes eller samvittigheds øjne, der reagerede, og ikke, at de pludselig fik en udvidet hjernekapacitet med guddommelig visdom. (Ef. 1:18) Noget andet af interesse er det, at det altid er en hersker, der „kender“ eller dømmer, hvad der er ret og uret eller godt og ondt. Dette fremgår af Guds udtalelse, da Adam blev udvist af Edens have. Jehovas ord dengang giver til kende, at Adam hade valgt at være sin egen dommer til at „kende“, hvad der var „godt“, og hvad der var „ondt“. Hermed forkastede han de overordnede myndigheder i himmelen. „Gud Jehova sagde: Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt.“ Ud fra disse iagttagelser kan vi slutte, at træet tjente som et lovfæstet tegn eller et symbol, en vejviser eller retningslinie mellem Gud, den store konge, og mennesket i de regeringsmæssige anliggender dem imellem. — 1 Mos. 3:22.

¹⁶ Den vidnedysse af sten, der blev rejst i Gal’ed som et lovgyldigt tegn mellem Laban og Jakob, havde samme karakter af retningslinie eller vejviser som kundskabens træ, idet denne dysse bestemte deres adfærd over for hinanden i juridisk henseende. (1 Mos. 31:48-53) Vi vil også anføre et moderne eksempel. Når et vigtigt retsdokument lægges i konvolut og forsegles med et officielt laksegl, krænkes dette dokuments eksklusive karakter, hvis en person uden bemyndigelse bryder seglet. Det er ikke selve det, at seglet brydes, der er det kriminelle, men derimod det ulovlige forsøg på at overskride den grænse eller det forbud, seglet repræsenterer, der udgør forbrydelsen, for seglet i sig selv er kun et lovgyldigt symbol eller en stopper for, hvad der findes i konvolutten.

17, 18. a) Hvad er „godt“, og hvad er „ondt“? b) Hvem afgør, hvad der er godt? Hvad bekræfter dette?

¹⁷ Dernæst spørger vi: Hvad er „godt“? og hvad er „ondt“? Godt er det, som er ret og helt i harmoni med Jehovas regler og principper for korrekt adfærd. Ondt det stik modsatte. Ondt er alt, hvad der er uret og ude af harmoni med de vedtagne regler og principper for korrekt adfærd. Som Skaber bedømte Gud resultatet af de syv skabelsesdage og fandt, at det var „godt“, og han gav udtryk derfor. (1 Mos. 1:10, 12, 18, 21, 25) Er en umyndig person eller et barn i stand til at opstille regler for korrekt adfærd og dermed fastslå, hvad der er godt, og hvad der er ondt? Nej, naturligvis ikke. Derfor må jordiske fædre tugte deres børn for at holde dem til den norm for godhed, som en højere myndighed har fastsat. (Hebr. 12:7-11) Det er ikke den underordnede, der fastsætter reglerne for, hvad der er godt, men derimod den lovgivende og overordnede myndighed. Jehova Gud er den egentlige og endelige dommer over, hvad der er godt, og hvad der er ondt.

¹⁸ En mand kom til Jesus og spurgte ham ud om det gode. Jesus gav ham det rette svar, der viste, at Jehova Gud er den eneste, der afgør, hvad der er godt, og at skabningerne må følge Guds bud, for hans bud er altid rette. „Og se, der kom en hen til ham og sagde: Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Da svarede han ham: Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun een er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!“ — Matt. 19:16, 17.

19, 20. a) Hvordan kom synden ind i denne verden? b) Hvorfor var den oprindelige synd ikke et spørgsmål om ulovligt kønsliv?

¹⁹ For omtrent seks tusinde år siden blev Jehova Guds ret til at afgøre, hvad der er godt, på det skændigste draget i tvivl i Edens have af Satan, Djævelen. Han indgav Eva urette tanker og vakte i hende et uret ønske om som den underordnede at trodse den øverste hersker, Jehova, og i stedet selv dømme om, hvad der var godt, og hvad der var ondt. „Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ Dette onde ønske fik rodfæste hos Eva, og hun gav sig til at spise af det forbudte træ. „Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; og hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende [bagefter gav hun også sin mand, da han var hos hende, NW], og han spiste.“ Til deres egen evige skam forfejlede Adam og Eva det mål, Gud havde sat for fuldkommen lydighed og retskaffenhed. Fra den time slog de ind på en vej, der førte til ulykke, lovløshed, urenhed og sluttelig død. De havde trodset den øverste Majestæts lov og ord og derved begået højforræderi. — 1 Mos. 3:5, 6; Jak. 1:14, 15.

²⁰ Det skal her bemærkes, at Adams første synd ikke bestod i ulovlig kønslig omgang, som nogle sekter i kristenheden hævder. Det var ikke kønsakten, der var stridens æble, for dette spørgsmål var ikke indbefattet i det mål eller krav, der var fastsat for mennesket, og det var allerede ved en tidligere befaling blevet tilladt mand og hustru at have seksuel omgang. (Se 1 Mosebog 1:28) Adams første synd bestod i, at han gik fejl af det fastsatte mål, at han forræderisk forkastede Jehova, sin Gud og Konge, og satte sig en anden målestok for, hvad der var godt og ondt.

Vanhellige følger

21, 22. Hvilke følger fik Adams synd? Hvori består slægtens afmagt?

²¹ Følgerne af denne forræderiske handling og overlagte synd var katastrofale, ikke alene for Adam, men med tiden også for alle hans efterkommere ud over hele jorden: „Ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Adam, der nu stod som en lovovertræder og en fjende af sin tidligere Gud og Konge, blev af Jehova ufortøvet indstævnet for retten. Sammen med kvinden og slangen, der var i Satans magt, blev han erklæret skyldig og idømt straf. Adam og hans hustru blev udvist af Guds hellige organisation for forræderi. Mennesket blev forvist fra den fuldkomne Edens have, og der blev tilmålt ham en vis levetid, hvorefter han skulle dø. Han blev tvunget til at tage ophold i den uopdyrkede del af jorden og der i sit ansigts sved skaffe sig det fornødne til livets ophold. (1 Mos. 3:16-19) Da Jehova Gud ikke længere var Adam og Evas kærlige ven og kloge rådgiver, og da de ikke mere var i samhørighed med hans organisation, måtte de klare sig på egen hånd og lade sig lede af deres egen umodne og begrænsede dømmekraft. Det hårde slid under tryk og tvang, skuffelser og kvaler under den menneskegjorte ordning, græmmelsen over at se det første menneske ramt af døden, deres egen søn slået ihjel af en mordlysten og afsindig broder — alle disse prøvende erfaringer bidrog til at bringe menneskets engang fuldkomne organisme ud af ligevægt. Sygdomme satte ind, og til sidst kom døden. Tænk blot på, hvorledes det vældige nervepres, som det fuldkomne menneske Jesus var udsat for, da han hang på marterpælen, fremskyndede hans død.

²² Børn arver deres forældres fortrin og fejl. Eftersom Adam døde som en vanhellig forræder, forstødt af Gud, og han ikke havde opnået ejendomsretten til den skønne Edens have og heller ikke havde fået et ubegrænset åremål at leve i, gik disse ulemper og skavanker i arv til hans efterkommere. Som oprørsk patriark bragte Adam således hele menneskeslægten ned i en tilstand af håbløs afmagt.

23, 24. a) Hvilken kurve tegnede synden i de første 1600 år? b) Hvad var Jehovas syn på resultaterne af synd?

²³ Efter at Adam var blevet forstødt og nu var henvist til at stole på sin egen vanhellige, ufuldkomne bedømmelse af, hvad der var godt og ondt, kom han i resten af sine 930 leveår længere og længere bort fra det af Gud oprindelig fastsatte målmærke for sand retskaffenhed. Denne nedadgående fordærvelige tendens førte til dybere og dybere fornedrelse for hver ny generation af hans efterkommere. Efter 1600 års forløb blev menneskene til sidst så vanhellige og fordærvede og levede i så ringe grad op til målmærket for fuldkommen retskaffenhed, at Jehova angrede, at han havde skabt menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet. Kun Noa lagde et større mål af retskaffenhed for dagen. Han var ikke så fordærvet som sine samtidige, skønt også han forfejlede Guds oprindelige fuldkommenhedsmål, da han jo var født i synd. — Sl. 51:7.