„Dit ord er sandhed“
Hvem har skrevet Pentateuken?
UDTRYKKET Pentateuken bruges om de fem første bøger i de inspirerede hebraiske skrifter, nemlig de fem Mosebøger. Hvem har skrevet disse bøger?
I selve Pentateuken finder man flere udtalelser der viser at den er forfattet af Moses (oplysningerne om hans død er uden tvivl blevet tilføjet af Josua). (2 Mos. 17:14; 4 Mos. 33:2; 5 Mos. 31:9) Også andre dele af Bibelen viser at Pentateuken blev forfattet af Moses. (Jos. 1:7, 8; Dom. 3:4; 1 Kong. 2:3) Jesus Kristus anså øjensynlig dette for at være en kendsgerning, for engang da han henvendte sig til jøderne sagde han: „Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.“ — Joh. 5:46.
Men mange af vor tids lærde nægter at tro på dette. I stedet støtter de sig til den såkaldte „kildehypotese“. De påstår at Pentateuken er sammensat af forskellige dokumenter der blev skrevet af forskellige forfattere lang tid efter Moses’ død. The Interpreter’s Dictionary of the Bible (bind 3, s. 726) giver følgende forklaring: „Dokumenterne blev affattet på forskellige tidspunkter mellem det tiende og midten af det sjette århundrede f. Kr. da hele urhistorien forelå færdig.“
Ifølge kildehypotesen er oplysningerne vi finder i Pentateuken hentet fra fire grundlæggende kildeskrifter (nogle påstår endog at der er flere). Disse betegnes med „J“ (Jahvist), „E“ (Elohist), „P“ (Præstekodeks) og „D“ (den kilde som størstedelen af Femte Mosebog (Deuteronomium) menes at være hentet fra). Kildehypotesen går ud på at den omstændighed at Gud betegnes ved forskellige titler, skulle bevise at bogen er affattet af forskellige forfattere. Men er denne antagelse rimelig? Er det ulogisk at en enkelt forfatter anvender forskellige titler for at skabe afveksling eller for at belyse Guds forskellige egenskaber?
Ved at undersøge nogle få kapitler i Første Mosebog, der er Pentateukens første bog, finder vi sådanne titler som „Gud den Allerhøjeste“, „himmelens og jordens skaber“, „Herre, [Jehova]“, „Gud, som ser“, „Gud den Almægtige“, „Gud“, „[den sande] Gud“ (det hebraiske ord for Gud med den bestemte artikel), og „den, der dømmer hele jorden“. (1 Mos. 14:18, 19; 15:2; 16:13; 17:1, 3, 18; 18:25) Hvis man mener at hvert afsnit der indeholder en særlig benævnelse for Gud også har sin egen forfatter, gør man beretningen til en samling intetsigende brudstykker.
Hvis man på den anden side betragter beretningen som et sammenhængende hele, vil man tydeligt se at Guds forskellige titler er anvendt med et bestemt formål. De fremstiller Gud i hans forskellige egenskaber, de beskriver hans gerninger og viser hvad han har gjort for sit folk.
Det er også kun at forvente at man har tilstræbt variation i udtryksformen. Professor Segal ved Jerusalems hebraiske universitet har gjort opmærksom på at variation i udtryksformen „er et karakteristisk træk i den hebraiske fortællekunst; dette gælder især i forbindelse med personnavne“. For at belyse dette henviser han til Anden Mosebog, kapitel 18, hvor navnet „Jetro“ og udtrykket „svigerfader“ bruges skiftevis, øjensynlig for at give afveksling.
I et angreb på kildehypotesen og dens urimelighed skriver ægyptologen K. A. Kitchen: „Det har længe været almindeligt at Pentateukens kritikere inddeler beretningen i forskellige dokumenter eller ’hænder’. . . . Men den fremgangsmåde Det gamle Testamentes kritikere har fulgt, nemlig at påstå at disse ejendommeligheder skyldes forskellige ’hænder’ eller dokumenter, mister ethvert fornuftigt grundlag når man anvender den på andre gamle orientalske værker som indeholder nøjagtig de samme særpræg.“ Derefter anfører han et eksempel fra en ægyptisk biografi som skulle være skrevet af forskellige „hænder“ hvis man bedømte den ud fra den teoretiske fremgangsmåde som Pentateukens kritikere følger. Men denne ægyptiske biografi „blev udtænkt, formuleret, skrevet og indridset i løbet af få måneder, uger, eller et endnu kortere tidsrum. Dens stil skyldes ikke forskellige ’hænder’; den skyldes nærmere en naturligt varieret og passende behandling af emnet“. — The New Bible Dictionary, s. 349.
Kildehypotesen er ikke blot absurd, den gør også vold på den bibelske beretning. Ifølge denne teori ville beretningen om hvordan Josef blev solgt af sine halvbrødre blive en sammenblanding af to modstridende historier. The Interpreter’s Dictionary of the Bible (bind 3, s. 713) har for eksempel følgende at sige: „Der findes to beretninger om hvad der skete, og de er blevet blandet til megen forvirring for læseren. Ifølge den ene blev Josef kastet ned i en cisterne for at dø der. Han blev fundet af nogle midjanitter, taget med til Ægypten og solgt der (v. 22-24, 28a [til ’cisternen’], 28c-30, 36; kilden er E). Ifølge den anden blev han solgt til nogle ismaelitter der drog forbi (v. 25-27, 28b [til ’sølv’], 31-35; kilden er J). I den ene er det Ruben der går i forbøn for Josef (E), i den anden er det Juda (J). Kun ved således at adskille beretningerne kan man få en forståelig forklaring på hvad der skete.“
Men er det virkelig nødvendigt at pille beretningen sådan fra hinanden for at gøre den forståelig? Resulterer en sådan spaltning af beretningen ikke netop i at læseren bliver forvirret? Den gør det umuligt for ham at finde ud af hvad der virkelig skete. Hvis denne teori var korrekt ville det betyde at det ville være umuligt at betragte fortællingen som en sammenhængende beretning. Og det er dog hvad millioner af fornuftige mennesker, deriblandt mange lærde, i århundreder har gjort.
Kort fortalt skete der dette: Da Josefs halvbrødre fik øje på ham i det fjerne sagde de: „Se, der kommer den drømmemester! Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en cisterne.“ Ruben der var den førstefødte, ønskede imidlertid at hindre dem i deres morderiske plan, Han tilskyndede dem til ikke at slå Josef ihjel, men i stedet kaste ham i en tør cisterne. Da Josef nåede hen til dem rev de hans lange stribede kjortel af ham og fulgte Rubens råd. Da de senere sad og spiste kom en ismaelitisk karavane forbi. Ruben havde imidlertid forladt dem. Mens han nu var borte overbeviste Juda de andre om, at det i stedet for at slå Josef ihjel (som de ville have gjort hvis de havde ladet ham blive i cisternen) var bedre at sælge ham til de forbipasserende købmænd. De [Josefs halvbrødre, som det fremgår af sammenhængen] trak nu „Josef op af cisternen. Og de solgte Josef til ismaelitterne for tyve sekel sølv, og disse bragte ham så til Ægypten. Da Ruben nu kom tilbage til cisternen, se, da var Josef der ikke“. (1 Mos. 37:18-29) Er denne beretning vanskelig at forstå?
Der er ingen grund til at hævde at det ifølge den ene beretning var Ruben der gik i forbøn for Josef, og ifølge den anden var Juda. Der er her tale om to forskellige tidspunkter. Bibelen siger: „Da Ruben nu kom tilbage . . . .“ Den viser således at han ikke var til stede da Juda foreslog de andre at sælge Josef.
Der er intet gådefuldt ved at udtrykkene ’ismaelitter’ og ’midjanitter’ tilsyneladende bruges som synonymer. De to folk lignede uden tvivl hinanden meget i deres livsform da de begge nedstammede fra Abraham gennem hans sønner Ismael og Midjan, og indbyrdes giftermål kunne have medført en vis sammensmeltning af de to folk. Det er også muligt at nogle af købmændene i den ismaelitiske karavane var midjanitter.
Vi ser derfor at det ikke er i Bibelen vi finder forvirring, men snarere hos kildehypotesens tilhængere. Det bibelske vidnesbyrd om at Moses selv skrev Pentateuken står urokket.