Spørgsmål fra læserne

● I den nye [engelske] brochure med juridiske råd Defending and Legally Establishing the Good News siges der, at der ikke findes nogen bibelske indvendinger mod at aflægge ed for at bekræfte sandheden af sine udsagn. Men hvorledes skal man så forstå Jesu ord i Matt. 5:33-37 og discipelen Jakobs ord i Jakob 5:12, som siger, at de kristne må „aldeles ikke sværge“? — E. H., England.

Skriftstederne i Matt. 5:33-37 og Jak. 5:12 hentyder ikke til edsaflæggelsen over for en domstol. Disse formaninger om ikke at sværge var foranlediget af, at det på den tid var skik at anvende en ed i upassende tilfælde for at give sine ord større vægt, så man blev bedre troet af sine tilhørere, og for at skryde med sin egen troværdighed. Man svor således ved sit skæg eller ved himmelen eller ved jorden eller andre ting, som i virkeligheden ikke gav det sagte eller forsikrede større vægt.

Men trofaste tjenere omtales at have svoret ved højtidelige lejligheder. Abraham løftede sin hånd og svor at ville handle på en bestemt måde. (1 Mos. 14:2-24) Var det, han i dette tilfælde sagde ud over ja og nej, „af det onde“? Dengang ypperstepræsten i overværelse af Sanhedrinet sagde til Jesus: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds søn“, så efterkom Jesus denne opfordring. (Matt. 26:63, 64) Apostelen Paulus taler heller ikke fordømmende om edsaflæggelse ved passende lejligheder, som f. eks. i retten, men siger: „Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger. Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os.“ (Hebr. 6:16-18) Eftersom Gud altid er sanddru og pålidelig, hvorfor handlede han så i lighed med mennesker over for en domstol og aflagde en ed som bekræftelse på det, han havde sagt til Abraham? Denne ed var i sandhed ikke „af det onde“.

Vi overlader det imidlertid til hvert menneskes samvittighed at afgøre, hvorvidt det vil aflægge ed i retten eller i nogen anden situation eller blot bekræfte sine ord „på ære og samvittighed“. I nævnte bog tilkendegiver vi blot vort standpunkt i sagen, så de, som henvender sig til os for at få råd, kan vide, at vi intet har at indvende mod en sådan edsaflæggelse i retten.

● Hvori består „kundskaben om godt og ondt“, der nævnes i 1 Mos. 2:17, og er det det samme, som der hentydes til i 1 Mos. 3:5 og 3:22? — G. G., Sydafrika.

Det ser ud til, at „godt og ondt“ i disse tre skriftsteder hentyder til det samme. Adam og Eva kendte noget til det onde, før de spiste af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mos. 2:17) De vidste, at det ville være forkert af dem at spise den frugt, og de vidste, at døden var et onde, de måtte undgå. At „blive som Gud til at kende godt og ondt“ synes at betyde mere end blot en nyttig kundskab om, hvad der er ret, og hvad der er uret. (1 Mos. 3:5) Ordet Gud kan hentyde til Jehova Gud alene, eftersom det hebraiske ord her er Elohim, der kan betyde Gud (Jehova) eller guder. Dersom det betyder guder, kan det hentyde til Jehova Gud og hans medskaber og enbårne søn, Logos. Det var til ham, Jehova i 1 Mos. 3:22 sagde: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt.“

At kende „godt og ondt“, som Jehova og hans enbårne søn kender det, betyder at kende godt og ondt i sig selv, det vil sige, man afgør selv, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og man bedømmer selv, hvad der er ret, og hvad der er uret. Adam og Eva var ikke længere teokratiske, så ikke længere hen til Gud som alle skabningers universelle Suveræn og anerkendte ham ikke længere som den, der skulle afgøre ret og uret. De ville selv bestemme, hvad de skulle gøre på jorden, og ønskede ikke Gud som den højeste dommer.

Derfor sagde Jehova hovedsageligt til den mere ansvarlige mand, kvindens hoved: „Godt, Adam, hvis du ønsker at være uteokratisk, så følg din egen vej. Bestem selv fra dit eget synspunkt, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Du hører ikke hjemme i Edens have. Denne have er for teokratiske mennesker, som vil underlægge sig mig. Gå derfor ud herfra.“ Denne måde at betragte sagen på harmonerer med den kendsgerning, at Gud ikke nævner synden som årsag til Adams udvisning af Eden, men siger, at det skete, fordi „mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt“, og derfor ikke skulle have lejlighed til at spise af livets træ.

● Jeg har altid troet, at Abraham, såvel som Isak og Jakob, var jøde; men Vagttaarnet for 15. november 1950 sagde på side 349, at „Abraham var ikke jøde“. Er det rigtigt? — C. A., New York.

Abraham kunne ikke have været jøde, eftersom jøderne eller judæerne var efterkommere af hans oldesøn Juda, som Jakob gav et særligt løfte om herskerstaven, da han på sit dødsleje velsignede sine tolv sønner. Udtrykket „jøde“ forekommer derfor først i den hebraiske bibel på Jeremias’ tid, nemlig i Jer. 34:9 og også i Esters bog om jøden Mordokaj, samt i profetien fra tiden efter fangenskabet i Zak. 8:23. Udtrykket „jøder“ eller „judæere“ findes også i 2 Kong. 16:6 og 25:25, og man mener, at det er Jeremias, der har samlet første og anden Kongebog. Alle israelitter, som holdt sig til Judas stamme på grund af løftet om Riget, der var knyttet til den, kaldtes jøder eller judæere, og dette navn bruges også i de kristne græske skrifter.

Vidnesbyrdsperioden „Et rent sprog“

Der findes kun eet rent sprog blandt de tusinder af sprog, som tales i vor tid, og det er sandhedens rene sprog, Guds ord. Den almægtige Gud har tilvejebragt det for de mange nationers folk. For at hjælpe andre til at lære dette rene sprog, er juni måned sat til side til vidnesbyrdsperioden „Et rent sprog“. (Zak. 3:9) Nu er tiden inde til, at dette rene sprog skal gøres kendt for alle, som søger evigt liv. Hvorfor så ikke tage det op, tale det og hjælpe andre til at lære det og leve? Tilbyd dem bogen „Riget er nær“, det er ganske enkelt og let. Den koster kun kr. 2,50. Deltag sammen med Jehovas vidner i deres undervisningskampagne. Indsend derefter en rapport over din indsats, så resultatet kan blive lagt til det verdensomfattende arbejde, som udføres i løbet af denne vidnesbyrdsperiode, alt til Skaberens ære.