Spørgsmål fra læserne
● Hvad mente Jesus med ordene i Mattæus 12:43-45? — R. D., California.
„Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.“ — Matt. 12:43-45; Luk. 11:24-26.
En mand, der har været besat af en dæmon, og som bliver befriet for dem, har et tomrum i sig. Dette tomrum, der er tilbage efter at dæmonen er drevet ud, må fyldes med Herrens ånd, med tro suppleret af gerninger i overensstemmelse med Guds ord. Når dæmonen så vender tilbage, vil den ikke finde vedkommende menneske, der lignes med dæmonens hus, „ledigt, fejet og pyntet“. I stedet vil den finde det sted, den har forladt, fyldt med en stærkere ånd, Jehovas aktive kraft, og dæmonen vil ikke være i stand til at genvinde herredømmet over vedkommende person. Øjensynlig talte Jesus her om en person, der efter at være befriet for en dæmon lader tomrummet være og ikke tager Jehovas tjeneste op eller gør plads for Jehovas ånd i sit liv, men blot renser sig og pryder sig med et ydre skær af gudsfrygt. Et sådant menneske vil ikke være i stand til at afværge dæmonåndens tilbagevenden, og i hans tilbagefald vil hans tilstand forværres, idet flere dæmonånder end før besætter ham.
Lad os betragte sagen ud fra et mere generelt synspunkt. Et menneske kan være en del af verden og under fordømmelse, afskåret fra Gud. Så får han kundskab om sandheden, fordriver denne verdens og Satans onde ånd fra sit liv, men gør så et fejlgreb, idet han undlader at fortsætte ad Guds vej. Han får ikke Guds ånd og gør ikke plads for den i sit liv eller tillader, at den leder ham til at udføre gode gerninger og fylde hans liv. Han udslukker Guds ånd i sit liv, og har kun en tom tilværelse tilbage, der ikke er andet end en skal af udvortes gudsfrygt, renset for noget af hans tidligere verdslige smuds. Hans mangel på værdsættelse, tjeneste og gode gerninger, inspireret af Guds ånd, sætter ham i en tilstand, hvor han igen er et let bytte for Satans besmittende indflydelse, og dæmonernes ånd behersker hans liv mere fuldstændigt og på en langt snedigere måde end nogen sinde før. — Hebr. 6:4-8; 10:26, 27; 2 Pet. 2:20-22.
På samme måde var det også med den israelitiske nation. Den var blevet renset og adskilt fra hedenskabet og Satans dominerende indflydelse, men den ignorerede snart så vigtige ting som Guds lov og pagt, og i stedet for at lade sin nationale historie blive opfyldt af tjeneste ledet af Jehovas ånd, beskæftigede den sig med mindre betydningsfulde ting og menneskelige traditioner og et ydre skær af fromhed og ceremoniel renhed. Men da Jesus kom, var den onde generation af religiøse jøder så fuldstændig under Satans kontrol, at de forkastede Messias. Enden for denne nation, der havde ansvar på grund af sit kendskab til Gud, var værre end dens begyndelse.
I forbigående kan nævnes kong Sauls tilfælde. Det viser, at hvis et menneskes liv ikke er fyldt med Jehovas ånd, vil det være tilbøjeligt til at blive taget i besiddelse af en dæmonisk ånd. David var blevet salvet til konge i den onde kong Sauls sted, og Jehovas ånd kom over David; men læg mærke til, hvad der så i stedet skete med Saul: „Efter at Jehovas ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond ånd fra Jehova.“ (1 Sam. 16:13, 14) Vi må ikke forstå det sådan, at Jehova ligefrem sendte en ond ånd for at plage Saul, men ved at Jehova fjernede sin ånd fra ham, blev der en ledig plads, som nu blev fyldt af en dæmonisk ånd. Eftersom Jehova gjorde dette muligt ved at tage sin ånd bort, omtales Jehova som ophavsmanden til den onde ånd.
Det samme er tilfældet i beretningen om, hvorledes Jehova forhærdede Faraos hjerte; det var ikke Jehova, der gjorde det, men budskabet fra Jehova fik Farao til selv at forhærde sit hjerte. Jehovas ’budskab og hans handlemåde over for ægypterne fik Farao til at blive hårdhjertet og vred; og eftersom budskabet og handlingerne var fra Jehova, kan det siges, at han indirekte forhærdede Faraos hjerte. (2 Mos. 7:3; 8:15, 32) En anden illustration af dette princip finder vi i beretningen om, hvordan Jehova sagde til Esajas: „Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde.“ Esajas skulle ikke gøre dette bogstaveligt, men det budskab, han forkyndte, gjorde disse oprørere uimodtagelige, fordi det ikke behagede dem. (Es. 6:10) Da Jehovas ånd derfor var veget bort fra Saul, besatte en dæmonisk ånd ham, for Saul var som et ledigt hus.
● Er det rigtigt at udbringe eller drikke skåler for Gud, Kristus eller Riget? — J. S., Pennsylvania.
Undertiden bliver der udbragt en skål, og de tilstedeværende føler sig forpligtet til at deltage i den. Denne skiks rødder går langt tilbage i hedenskabet. Babylonierne drak skåler for deres guder så længe, at de blev fulde. Bibelen fortæller en beretning om et sådant tilfælde. I året 539 f. Kr. beordrede Belsazzar de hellige kar fra hebræernes tempel bragt ind, og af dem drak han og hans drikkebrødre vin, og „mens de drak, priste de deres guder“. (Dan. 5:1-4) En sådan skåldrikning kan på ingen måde sammenlignes med drikofrene til Jehova, der var foreskrevet i forbindelse med tempeltjenesten. Når grækerne holdt gæstebud og blev noget beduggede af det, var det af følgende fromme grund: De drak tæt til ære for deres hedenske guder. Efter grækerne fulgte romerne lignende hedenske, religiøse skikke og drak skåler for deres guder. Naturligvis havde de så mange guder, at de alle var fulde, før ritualet var forbi. På samme måde blev der udbragt skåler for menneskelige helte.
Før skandinaverne blev omvendt til Kristus, samledes de i drikkelag og drak skåler for Odin, Njord og Frejr. De kristne missionærer var ikke i stand til at afskaffe denne skik, men skålernes betydning blev forandret, så de nu i stedet skulle „ære“ Gud og Kristus og forskellige skytshelgener samt sikre sig frelse for deres sjæle. Deres fremtidige salighed blev forenet med uafbrudt drikkeri og megen fuldskab. Jehova Gud og Kristus bliver ikke æret ved, at hedenske drikkevaner bliver indført i tilbedelsen af dem eller mennesker. Guds ord, Bibelen, giver os påbud om, hvordan vi skal ære ham, og vi føjer ikke noget til hans ord på dette punkt, og ganske særlig ikke noget, der stammer fra hedenske skikke. Når vi undgår denne skik at drikke skåler tillige med andre uheldige skikke, vil verdslige mennesker måske synes, at vi er snæversindede. Det er vi også. Men glem aldrig et øjeblik, at vor kristne snæversindethed er vor frelse, på samme måde som verdens „bredde“ er dens tilintetgørelse. — Matt. 7:13, 14.
● Hvorfor blev Aron ikke straffet med spedalskhed ligesom sin søster Mirjam, da de talte imod Moses? — G. M., Pennsylvania
Beretningen om denne begivenhed findes i 4 Mosebog, kapitel 12, og der kan gives en tilfredsstillende forklaring. Aron var på den tid ypperstepræst i Israel, og ifølge de krav, der stilledes til ypperstepræsten i 3 Mosebog, kapitel 21, særlig versene 20 og 21, kunne ingen af Arons slægt, som havde en legemsfejl, skab eller anden skavank, blive ypperstepræst. Hvis derfor Aron var blevet slået med spedalskhed, ville han være blevet afsat fra sit præsteembede, i hvert fald i de syv dage, spedalskheden varede i Mirjams tilfælde. (4 Mos. 12:15) Det var øjensynlig Arons tjeneste, der frelste ham fra denne forfærdelige straf. Desuden viser beretningen tydeligt, at da Mirjam blev slået med spedalskhed, gjorde det Aron ondt og fik ham til at gå i forbøn for hende; den broderlige smerte, han her følte, var uden tvivl straf nok for ham. Vi vil ofte foretrække selv at lide smerte, fremfor at vore kære skal udsættes for den. — 4 Mos. 12:10-12.
Imidlertid kan Mirjams synd ved denne knurren have været større end Arons, den kan for hendes vedkommende have været en mere personlig klage. Det kan have været et tilfælde, hvor den ene kvinde stod over for den anden, og hvor Aron stillede sig på sin søsters side i stedet for på sin svigerindes. (4 Mos. 12:1) Mirjam knurrede imod Moses, fordi han havde en kusjitisk kvinde som hustru. Sandsynligvis var der nogen misundelse med i spillet. Moses var Jehova Guds profet, og hans hustru delte noget af hans hæder. Hun blev respekteret på grund af hans stilling, og hun kunne anses som landets første dame. Som forholdene viser, var Mirjam oprindelig landets første dame. Da israelitterne var kommet over det Røde Hav, og Moses sang sin sang på den anden side, tog Mirjam ledelsen over Israels kvinder og førte an, da de sang Guds pris, og hun blev betragtet som en profetinde i Israel. (2 Mos. 15:20, 21) Herved kom hun til at indtage pladsen som Israels første kvinde, og i kraft af det har hun øjensynlig haft nogen indflydelse. Måske blev hendes høje stilling sat i skyggen af Moses’ hustru, og det nagede hende. Og mens det i høj grad var forkert af Aron at kritisere Moses, var det endnu mere anmassende for Mirjam at gøre det i betragtning af den underordnede stilling under manden, som Gud har anvist kvinden i sin menighed. Derfor straffede Gud hende med spedalskhed, og det ydmygede hende i alles øjne. I syv dage var hun uden for lejren, og derefter blev hun ført tilbage og genindsat i sin stilling. Med tiden døde hun og blev begravet med genoprettet respekt i Israel og i Guds gunst.