Hvorfor lykkes din tjeneste?
„Så vil det gå dig vel, når du nøje holder anordningerne og lovbudene, som [Jehova] bød.“ — 1 Krøn. 22:13.
1. Hvordan bedømmer man i dag om tingene lykkes for en, som en modsætning til Bibelens beskrivelse af de fleste kristne?
OM TINGENE lykkes for et menneske måles i dag efter hvor god uddannelse, hvor mange penge, hvor høj popularitet eller hvor stor dygtighed vedkommende har opnået. Hvor kan vi være lykkelige for at Gud ikke kræver at vi skal have opnået en hel del af disse ting før det kan siges at vor kristne tjeneste er lykkedes. Apostelen Paulus var ganske vist en lærd mand, undervist ved den fremtrædende lovlærer Gamaliels fødder, men han gjorde opmærksom på at de fleste kristne var ringere stillet i denne verden: „Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ (1 Kor. 1:26-29) Når vi bedømmer om vor tjeneste lykkes, er det derfor vigtigt at vi ser tingene med Guds øjne.
2. Hvorfor bevirker en begrænset uddannelse ikke at man er uegnet til at forkynde?
2 En grundlæggende skoleuddannelse er til nytte i forkyndelsen, men man bør ikke blive mismodig eller føle sig mindre egnet til at forkynde fordi ens verdslige uddannelse måske er begrænset. Det der tæller hos Gud er ikke hvor meget man ved, men hvor højt man elsker sandheden som er blevet sået i ens hjerte, så man giver den næring og lader den vokse. Paulus sagde at „verden med al sin visdom ikke kendte Gud“, og det gælder også i dag. (1 Kor. 1:21) Husk at mange af Jesu disciple, deriblandt de fremtrædende apostle Peter og Johannes, var „ulærde mænd og lægfolk“. (Ap. G. 4:13) Da Jesu ydmyge efterfølgere som var blevet oplært og sendt ud, vendte tilbage til deres Mester og fortalte om de gode resultater de havde haft i forkyndelsen, „frydede Jesus sig i Helligånden“ og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.“ — Luk. 10:21.
3. Vis hvorfor velstand og popularitet ikke er den rette målestok for om ens tjeneste lykkes.
3 Hvad velstand og popularitet angår, kan vi med det samme kassere disse ting som målestok for om vor tjeneste er lykkedes. Materielle besiddelser og personlig prestige betyder intet hos Gud. Kristenhedens præsteskab søger begge disse ting og efterligner derved de religiøse ledere på Jesu tid. „Farisæerne . . . var pengekære,“ fortæller Bibelen. Jesus sagde: „Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; . . . de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt ’rabbi’ af folk.“ Jesus fortalte sine disciple at de skulle være ydmyge, tilfredse med det nødvendige, være hinandens tjenere og undgå at give mennesker titler. De skulle ønske at ’samle sig skatte i himmelen’ og vinde gunst hos Gud, ikke hos mennesker. Jesus bød de fattige og upopulære velkommen. — Luk. 16:14; 15:1-7; Matt. 23:5-12; 6:19, 20, 31-34.
4. Hvor meget har dygtighed at gøre med en forkyndelse der lykkes?
4 Med hensyn til dygtighed, så er det noget verden sætter højt, og dygtige hjerner og hænder udfører virkelig mange usædvanlige bedrifter. Forkyndelsen kræver også dygtighed, men kunsten at være god til at undervise i Guds ord er ikke vanskelig for nogen at mestre. Det kræver mange års studium og erfaring at blive en dygtig kirurg eller ingeniør, og kun få når så langt; sådan er det imidlertid ikke for dem der ønsker at blive dygtige forkyndere. Det vil dog ikke sige at man ikke skal studere meget og regelmæssigt bruge det man har lært. Det skal man, men det enestående ved forkyndelsen er at man kan begynde at være med efter at man kun har studeret i kort tid. Når man begynder at lære om de gode sandheder der findes i Guds ord og forstår vigtigheden af at undervise andre i dem, er der ingen grund til at holde sig tilbage og tøve med at fortælle sine medmennesker om dem. Når man er ny i forkyndelsen må man naturligvis passe på at man ikke, uden at vide det, kommer til at lære andre noget der er forkert. Man bør derfor høre godt efter den vejledning man får af mere erfarne forkyndere som man følges med i tjenesten. Inden længe kan man så indvi sig til Gud, blive døbt og blive en dygtig, ordineret forkynder der underviser andre.
5. (a) Hvordan finder vi frem til den rette målestok for om forkyndelsen er lykkedes? (b) Hvilke faktorer, foruden det at gøre disciple, bevirkede at Jesu tjeneste lykkedes overmåde godt?
5 Hvis uddannelse, velstand, popularitet og selv dygtighed ikke er det vigtigste når vi skal bedømme vor tjeneste, hvad skal vi da se på for at afgøre om den lykkes? Er det mon hvor mange vi omvender, eller er der mere vi skal lægge mærke til? Vi vil få svaret når vi undersøger Jesu Kristi tjeneste og de instruktioner han gav angående fortsættelsen af forkyndelsen efter hans himmelfart. Med hensyn til det at omvende folk, er det interessant at lægge mærke til at der var en tid hvor alt tydede på at Jesu forkyndelse var slået fejl. Da han blev arresteret forlod alle hans disciple ham, selv om han havde forudsagt det. (Joh. 16:32) Men da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen ventede 120 trofaste disciple på instruktioner i et værelse på en førstesal i Jerusalem. Samme dag talte apostelen Peter til en stor skare jøder, og 3000 af denne skare kom til tro på Jesus Kristus og blev avlet af den hellige ånd. Fra den dag blev mange føjet til den kristne menighed. Jesu tjeneste var tydeligvis lykkedes godt med hensyn til at indsamle de første medlemmer af den kristne menighed. Vi må dog huske at det kun var et begrænset antal jøder der anerkendte ham som Messias. Der skete ingen masseomvendelse. Resultatet af Jesu forkyndelse blev udmålt i mere end antallet af disciple. Dette kom faktisk i anden række. Jesus lagde hovedvægten på at herliggøre sin himmelske Fader. Ved at være trofast i alt, også under alle de prøver og den modstand Djævelen udsatte ham for, beviste Jesus sin ubrydelige hengivenhed over for sin himmelske Fader og stemplede den store Modstander som en løgner. Målt efter de normer Jehova havde opstillet, var Jesu tjeneste lykkedes overmåde godt.
Hvad man i dag bedømmer tjenesten efter
6. Er vor opgave og vor hensigt med forkyndelsen blevet en anden i dette tyvende århundrede?
6 Nu — så lang tid efter det første århundrede og den første kristne menighed — kunne man måske tro at det man bedømmer tjenesten efter, har ændret sig. Men det har det faktisk ikke. Vor opgave og vor hensigt med forkyndelsen er nemlig stadig den samme. Der er ikke givet andre instruktioner for aflæggelsen af det sidste vidnesbyrd end dem der allerede findes i Guds ord. Ved at gennemgå Guds ord nøje vil vi på rette måde kunne bedømme vor forkyndelse. Og hvis vi finder at vor egen vidnegerning kun lykkes til en vis grad, vil vi kunne tage ved lære af mesteren Jesus Kristus og de disciple han underviste.
7. (a) Hvad er den første af de fire grunde til at vi trofast forkynder i denne „endens tid“? (b) Hvad er den anden?
7 Ligesom på Jesu tid er der her i „endens tid“ hovedsagelig fire grunde til at vi bliver ved med at forkynde, og vi bør betragte dem alle når vi skal bedømme vor forkyndelse. Efterhånden som hver enkelt grund nu behandles, opfordres du til at vurdere den forkyndelse du selv udfører. Jehova er ganske vist den der skal dømme, men det vil sikkert opmuntre dig at lægge mærke til hvor du er trofast i din forkyndelse, og hvis du finder punkter hvor din tjeneste er lidt svag vil du kunne ofre dem den rette opmærksomhed. (1) Ligesom Jesus forkyndte et frelsesbudskab, sådan føler Jehovas vidner at det er deres pligt at følge Kristi befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationer’. (Matt. 28:19, 20, NW) Retsindige mennesker må høre budskabet hvis de skal lære den smalle vej til livet at kende og forlade den brede vej som fører til fortabelse. (2) Som en modsætning hertil forkynder vi også et advarselsbudskab blandt alle jordens indbyggere; de må advares om Guds kommende eksekvering af dommen over dem der handler uret. — Matt. 7:13, 14; Ez. 3:17-19; Åb. 14:6, 7.
8. Hvad kan opmuntre os når vi undersøger vor tjeneste i forbindelse med de to første grunde til at vi forkynder budskabet?
8 Vi har ikke kun fået til opgave at forkynde ’glædesbud for ydmyge’ og „et nådeår fra [Jehova]“, men også „en hævnens dag fra vor Gud“. (Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-21) Ligesom Guds trofaste tjener Ezekiel må vi blive ved med at forkynde for folk „hvad enten de hører eller ej“, og det må vi gøre trods modstand. (Ez. 2:5-7; 3:4, 7-9) Frimodigt og dog taktfuldt og af sand kærlighed vil vi forkynde domsbudskabet, idet vi på forhånd ved at det store flertal ikke vil høre på os. Dog vil nogle af dem der i begyndelsen modstår budskabet, åbne øjnene. Benytter du trofast alle muligheder for at forkynde den gode nyhed og samvittighedsfuldt undervise dem der giver agt på budskabet? Hvis du gør, har du grund til at være opmuntret, og Jehova forsikrer dig om at han vil lade din tjeneste lykkes og styrke dig til at fortsætte uden ophør. Jehovas vidner i vor tid har haft den forret at hjælpe i tusindvis af mennesker med fårets sindelag over på frelsens side, nemlig højre side af hyrdekongen Jesus Kristus, mens de har fået modstanderne, der er som bukke, til at vise at de fortjener at blive placeret på Kristi venstre side og blive udslettet. — Matt. 25:31-46.
9. Hvilken tredje grund er der til at vi forkynder trofast, og hvorfor er det vigtigt at tage denne grund i betragtning når vi skal afgøre om vores tjeneste lykkes?
9 En tredje og yderst vigtig grund til at vi må blive ved med at forkynde er (3) at vi derved får lejlighed til at give udtryk for vor kærlighed til Jehova og vor integritet over for ham. Ét er at sige at vi elsker Gud og næsten, noget andet er at vise det. Det er når vi viser hvordan vor hjertetilstand er, at vi finder hvor vi kan gøre forbedringer og fuldkommengøre vor kærlighed og integritet. Vi lærer at stole helt på Gud. (2 Kor. 12:9) Vi ser behovet for at være taktfulde, tålmodige og barmhjertige. Det kan i visse henseender være en prøve for nogle at deltage regelmæssigt i forkyndelsesarbejdet, men vi må huske at prøver og trængsler kan give os udholdenhed og hjælpe os til at fuldkommengøre vor hellighed: „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden; som blev os givet.“ (Rom. 5:3-5) De der er gamle og erfarne i arbejdet fra hus til hus vil kunne bekræfte at der ikke er noget der som forkyndelsen kan øge vor værdsættelse, fuldkommengøre vor lydighed, nære vor kærlighed til Gud og næsten, uddrive vor menneskefrygt og vise hvordan var hjertetilstand virkelig er. — 2 Tim. 4:2-5.
10. Hvilken tilfredshed opnår vi når vi varetager vore opgaver trofast?
10 Hvor er det tilfredsstillende at vide at man har gjort det man har fået til opgave at gøre! Jesus sagde i bøn til sin himmelske Fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ (Joh. 17:4) Hvor må manden i det linnede klædebon have været glad da han efter at have mærket alle dem der var værdige til frelse, kunne sige: „Jeg har gjort, som du bød.“ (Ez. 9:1-4, 11) Lægger du lydighed og mod for dagen ved at være med i forkyndelsesarbejdet trods modstand fra familien, personlig tilbageholdenhed, svigtende helbred, eller noget andet som kunne hindre dig eller aflede din opmærksomhed? Har du ladet de forskellige situationer som du er kommet ud for i forkyndelsen, styrke din kærlighed til Jehova og næsten, ja også til dine fjender? Er du som følge heraf bedre i stand til at klare de vanskeligheder og prøver du kommer ud for? Hvis dette er tilfældet kan du sige at i denne henseende, hvad det personlige angår, er din tjeneste lykkedes.
11. Hvad er den fjerde og vigtigste grund til at vi forkynder trofast?
11 Til sidst har vi den fjerde og vigtigste grund til at vi bliver ved med at forkynde, nemlig (4) at vi gør Jehovas navn og hensigt kendt. Jesus gjorde Jehovas navn kendt for sine disciple og lærte dem at bede: „Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9; Joh. 17:26) Mindst tres gange i Ezekiels profeti læser vi at mennesker skal ’kende at Gud er Jehova’. Som en nutidig opfyldelse af Anden Mosebog 9:16 er det Jehovas hensigt at hans navn skal ’forkyndes på hele jorden’. Med hans navn menes også hans omdømme og egenskaber. Andre må nødvendigvis have lejlighed til at lære Skaberen at kende, at han er kærlig og barmhjertig, og at de der vælger at ignorere ham og afvise hans kærlighed vil blive nægtet retten til liv i hans nye tingenes ordning.
12. Hvorfor er det vigtigt at vi arbejder på Jehovas navns hævdelse, og hvilken opmuntring er der til dem der gør det?
12 Uden at forstå det store stridsspørgsmål i forbindelse med modstanderen, Satan Djævelen, har mange beskyldt Gud for at være ond. Uden grund er hans navn blevet smædet, og folk har løjet om ham og givet et forkert billede af ham. Millioner af falske guder har fået den ære og respekt der tilkommer ham, og nogle har tilbedt Djævelen direkte. Det sker selv i vor moderne tid. Hvem er den sande Gud? Ja, lever Gud i det hele taget? Måtte det aldrig ske at nogen af os, som vidner for Jehova, nægter at tale Jehova vor Guds sag i den store retssal som verden er. Måtte vi lade alle mennesker vide at han er den sande Gud og at han ikke alene lever men også vil sørge for at hans hensigt sker fyldest! Har du bedt om at Jehovas navn må blive helliget, og samtidig handlet i overensstemmelse med din bøn ved at tale om Jehovas storhed og alle hans underfulde gerninger? Hvis du har, så er din forkyndelse også i denne henseende af den rette slags i Jehovas øjne — et velbehageligt lovprisningsoffer til ham. — Es. 43:10; Hebr. 13:15.
Hvordan man opnår resultater trods hindringer
13. (a) Hvordan bør vor indstilling være selv om de fleste ikke lytter til budskabet? (b) Hvorfor er vor forkyndelse alligevel ikke forgæves?
13 Vi må imidlertid indse at der findes faktorer som kan tage modet fra os som enkeltpersoner og få os til at føle at vor tjeneste ikke lykkes. Når vi lærer Guds ords sandheder at kende er vi ivrige efter at dele dem med vore venner og bekendte, og vi går desuden ud fra hus til hus for at tale med endnu flere om det vi har lært. Men mange af dem vi møder deler ikke vor begejstring for disse nyfundne sandheder. I nogle distrikter må vi endda ringe på ikke så få døre før vi kan få lov til at sige så meget at vi kan holde vores prædiken og tilbyde noget bibelsk læsestof som vil hjælpe folk med studiet af Jehovas ord. Derfor begynder vi måske at tænke: „Hvad er der i vejen?“ Men når vi tænker sagen igennem i lyset af Guds ord, kan vi se at modstanden ikke er rettet mod os personligt, men mod det budskab vi kommer med. Vi kan måske forbedre vor fremholdelse sådan at vi kommer til at tale mere overbevisende og flere vil tage imod vort budskab, men det vigtigste er at vi ikke giver op. Vi opnår tilfredshed i forkyndelsen trods folks ligegyldighed når vi indser at vi trofast har forsøgt at aflægge et vidnesbyrd. De der nægter at lytte vil ikke kunne undskylde sig med at de ikke har haft lejlighed til at høre budskabet. Men hvilken særlig glæde vi oplever når vi så her og der finder et hørende øre! Det kan mere end opveje alle de gange vi bliver afvist.
14. Hvordan vil fornuftige mål bidrage til at vor tjeneste lykkes?
14 Fornuftige mål i forkyndelsesarbejdet bidrager til at vor tjeneste lykkes. Målene skal ikke være for høje så vi bliver mismodige hvis vi ikke når dem. På den anden side skal de heller ikke være så lave at vi bliver tilfredse med at udføre en tjeneste som faktisk kun er symbolsk. De bør sættes sådan at vi har mulighed for at nå dem, og vi må her tage vort helbred, vore familieforhold og andre faktorer i betragtning. Hvis man kan lægge sine forhold sådan til rette at man kan forkynde den gode nyhed på heltidsbasis, vil dette være et fornuftigt mål at stræbe efter. Hvis du ofte er bundet til dit hjem på grund af sygdom, er det sikkert ret begrænset hvor meget du kan gå fra hus til hus. Så kan du i stedet forkynde for dem der besøger dig, og du vil også kunne give andre del i Rigets budskab ved hjælp af telefonen eller pr. brev. En god plan, og beslutsomhed med hensyn til at følge den, vil hjælpe dig til at nå det fornuftige mål som du har sat dig i forkyndelsen. Husk også at andre bliver opmuntret til større aktivitet når de ser hvor trofast du er i forkyndelsen trods dit handicap. Hvis du følger de kristne principper og er venlig, udholdende og i godt humør, i stedet for at du lader din sygdom gøre dig uvenlig eller vanskelig at omgås, kan du også på dette grundlag se at din tjeneste lykkes.
15. Hvorfor skal vi ikke føle os mismodige selv om forhold som ikke står til at ændre, har begrænset vore muligheder i forkyndelsen?
15 på grund af visse omstændigheder, som for eksempel manglende uddannelse, høj alder eller et fysisk handicap, kan det være at en forkynder ikke er blevet udvalgt til at holde offentlige foredrag, eller ikke har så let ved at oprette og lede et regelmæssigt bibelstudium med andre. Denne forkynder har måske virkelig prøvet at gøre fremgang og har måske fået hjælp hos andre, men det har alligevel vist sig at være svært for ham at lede et bibelstudium regelmæssigt. Han har også erkendt at han simpelt hen ikke kan opfylde de krav der stilles til en offentlig taler. Dette kan måske nok være skuffende for ham, men han har alligevel al mulig grund til at være glad. Han udretter meget godt. Ved at han holder ud i tjenesten får mange lejlighed til i hvert fald at høre den gode nyhed, og han kan uddele bibelske bøger og blade. Disse bliver måske læst, og de er til gavn for dem der læser dem. Hans flid og hans ønske om at gøre fremgang vil blive rigt velsignet af Jehova på en måde han ikke venter. Vi kan ikke på nogen måde sige at hans forkyndelse er forgæves. Han vil være et levende eksempel på at Gud har udvalgt „det, der var svagt for verden, . . . for at gøre det stærke til skamme“.
16. Hvad kan de gøre som ikke har så god en uddannelse eller ikke har så store evner?
16 De der føler at de ikke har fået så god en uddannelse eller ikke er blevet udrustet med så store evner og færdigheder, må benytte sig af alle de foranstaltninger Jehova har truffet for at oplære sine tjenere, selv om det for enkeltes vedkommende vil betyde at de må begynde helt fra grunden og lære at læse og skrive. Mere erfarne forkyndere vil være glade for at hjælpe dem. De der er villige og ønsker at gøre Jehovas vilje, kan være overbeviste om at deres tjeneste lykkes. Jehova har lovet at velsigne sådanne mennesker med sin ånd. — Luk. 11:13; 2 Tim. 1:6-8.
17. Hvordan kan de unge udføre en tjeneste der lykkes?
17 En ung forkynder synes måske at han ikke rigtig udretter noget i forkyndelsen fordi han ikke kan holde en bibelprædiken eller lede bibelstudier ligesom de mere erfarne forkyndere. Men unge forkyndere af den gode nyhed kan sandelig gøre meget til at andre lærer sandheden at kende. I begyndelsen må de måske nøjes med velforberedte at fremholde Vagttårnet og Vågn op! og benytte de lejligheder de har til at tale med deres lærere og skolekammerater om Bibelen, men lidt efter lidt vil de kunne udvide deres virkeområde så de, med deres forældres hjælp, kommer til at deltage i genbesøgs- og bibelstudiearbejdet. Mange unge tjenere for Jehova har klaret sig ganske udmærket i skolen og andre steder idet de modigt har talt om deres Skaber. Tænk også på hvor godt et indtryk det må gøre på andre at se drenge og piger udføre et sådant ærefuldt arbejde i stedet for at vokse op og blive dovne urostiftere. — Præd. 12:1; Matt. 21:16; Sl. 148:12, 13.
18. Er der grund til at mene at ens tjeneste har været forgæves selv om man endnu ikke har hjulpet nogen til at lade sig døbe og blive en discipel?
18 Nogle erfarne forkyndere kan, når de ser tilbage på deres tjeneste, ikke se at de endnu har hjulpet nogen til at indvi sig, lade sig døbe og blive en discipel, selv om de har spredt bibelske bøger og blade, aflagt genbesøg og i nogle tilfælde oprettet et bibelstudium som har holdt et stykke tid. De forventede resultater har måske endnu ikke vist sig, men man må huske at ens tjeneste ikke er forgæves fordi man ikke har hjulpet nogen til at blive en discipel. Man har jo udført selve forkyndelsen; man har aktivt forkyndt den gode nyhed og ophøjet Jehovas store navn. Man har været trofast i tjenesten, og det har hjulpet en til at styrke sin kærlighed til Jehova og sin integritet over for ham. Ved at drage nytte af den undervisning man kan få, og samtidig hente hjælp hos mere erfarne forkyndere, vil det måske være muligt for en at oprette et bibelstudium, at holde det regelmæssigt og på denne måde være med til at ’gøre disciple’.
19. Opsummer de fire grunde til at vor tjeneste lykkes.
19 Hvordan kan man så se om ens tjeneste er lykkedes? Glem ikke at der må tages hensyn til flere ting! Vi vil blive ved med at arbejde på at gøre disciple, og vi vil tillidsfuldt se hen til Jehova i denne sag, men efterhånden som vi nærmer os afslutningen vil vi ikke blive modløse selv om forøgelsen kommer til at ske langsommere nogle steder i verden. Vi er jo forud advaret om at den tid vil komme da ingen vil lytte til Jehovas kristne vidner. Alligevel vil vi med Jehovas aldrig svigtende hjælp trofast aflægge det sidste vidnesbyrd som en advarsel om Jehovas kommende udslettelse af de onde, vi vil bevare vor integritet trods modstand og fjendskab, og vi vil fremfor alt ophøje Jehovas store navn. „Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.“ — Joh. 15:8.
● „Derfor påminder jeg dig om at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse. Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, . . . men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver.“ — 2 Tim. 1:6-8.
[Illustration på side 327]
De der er bundet til hjemmet kan udbrede den gode nyhed ved at skrive breve og benytte telefonen