Solen skal formørkes
Bibelske profetier taler om at solen skal formørkes. Hvordan skal disse forstås, i bogstavelig eller billedlig betydning?
JORDEN er menneskets hjem. Men uden solen kunne mennesket ikke leve på jorden. Solen giver os lys, varme og energi. Kullene og olien i jorden, vinden der driver vindmøllerne og floderne der forsyner os med vandkraft, er alle solens frembringelser. Vor føde afhænger også af solen. Solens energi samt vand og kultveilte bliver udnyttet af planterne, og planterne giver os ikke blot føde men også byggemateriale, brændsel og — ikke at forglemme — skønhed. Solen er i sandhed en vidunderlig gave fra Skaberen til mennesket. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at mennesket tilbad solen da det faldt fra den rene tilbedelse; solguden var i virkeligheden en fremtrædende guddom hos mange af oldtidens folkeslag.
For at gøre sin overhøjhed kendt greb Jehova Gud i forgangne tider forstyrrende ind og hindrede solens lys i at skinne ned på jorden. Således var den niende plage over det gamle Ægypten et mørke som man næsten kunne tage og føle på. Beretningen fortæller: „Den ene [ægypter] kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage.“ At dette ikke blot var et lune fra naturens side bevistes af den kendsgerning at „overalt, hvor israelitterne boede, var det [på samme tid] lyst“. Det samme skete da Jesus døde; begyndende med den sjette time, eller middagstimen, „blev [der] mørke over hele landet indtil den niende time, idet solen formørkedes“. I hvert af disse tilfælde drejede det sig om den bogstavelige sol. — 2 Mos. 10:21, 23; Luk. 23:44, 45.
Guds ord berettede ikke blot om at Gud fik solens lys til at holde op med at skinne, men forudsagde også at han ville gøre det igen. Således profeterede Ezekiel at Jehova „skjuler solen i skyer“. Joel skrev om den tid da „solen skal vendes til mørke“. Og Jesus sagde i sin store profeti angående denne tingenes ordnings afslutning at „i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne“. — Ez. 32:7; Ap. G. 2:20; Matt. 24:29.
Hentyder disse profetier til at den bogstavelige sol skal formørkes ligesom på Moses’ og Jesu tid? Mange gudfrygtige religiøse mennesker siger ja. Således står der i Bible Readings for the Home Circle, der er udgivet af syvendedagsadventisterne, at sådanne skriftsteder blev opfyldt på den mørke dag, den 19. maj 1780. Til støtte for denne påstand citerer man blandt andre autoriteter Webster’s Dictionary, uforkortet udgave af 1833, som på side 1604 har følgende at sige angående „Den mørke Dag“: „Nogle steder kunne folk i adskillige timer ikke se at læse almindelig skrift udendørs. Fuglene sang deres aftensang, forsvandt, og tav; hønsene satte sig på hjaldet, kvæget søgte stalden; og der blev tændt lys i husene. Mørket begyndte omkring klokken ti om formiddagen, og fortsatte indtil næste midnat, men tæthed og varighed var ikke ens alle steder. . . . De virkelige årsager til dette bemærkelsesværdige fænomen er ikke kendt.“ Dette mørke kan heller ikke, bliver det understreget, forklares som en almindelig solformørkelse eftersom det havde været fuldmåne den foregående nat, og månen altså stod på den modsatte side af jorden på det tidspunkt da solen blev formørket.
Solen i symbolsk betydning
Men er det nødvendigvis den bogstavelige sol der hentydes til når Guds ord siger at „solen skal formørkes“? Slet ikke. Og især ikke i betragtning af de mange måder hvorpå solen anvendes i symbolsk betydning. Således bliver Jehova Gud omtalt som solen, og det er meget passende eftersom han er den egentlige kilde til alt lys, liv og energi: „Jehova Gud er sol og skjold.“ I overensstemmelse med dette udtryk bliver han kaldt „himmellysenes Fader“. — Sl. 84:11, NW; Jak. 1:17.
Jesus Kristus bliver ligeledes meget passende omtalt som en sol: „Men for Eder, som frygter mit navn, skal retfærds sol opgå med lægedom under sine vinger.“ Som solen er jordens lys, således er Jesus åndeligt set „verdens lys“. — Mal. 4:2; Joh. 8:12.
Bibelen fortæller endvidere at Gud har en hærskare af himmelske åndeskabninger eller engle, og den organisation de danner bliver omtalt som en kvinde. Denne kvindelignende organisation siges at have „solen som klædebon“. Desuden bliver vi forsikret om at Guds rigsregering vil være så strålende at solen og månen vil blive beskæmmet ved en sammenligning: „Månen blues, og solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er konge på Zions bjerg.“ — Åb. 12:1; Es. 24:23.
Endelig læser vi at Guds tjenere, mens de endnu er på jorden, bliver betegnet som lys eller sole eller som nogle der skinner som solen: „For at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden.“ „Da [i høstens tid] skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ Kendsgerningerne viser at Guds trofaste tjenere i dag virkelig skinner som solen ved at de forkynder den gode nyhed om Guds rige vidt og bredt. — Fil. 2:15, 16; Matt. 13:43.
Solen bliver ikke blot brugt som et symbol på åndeligt lys, men på grund af dens stærke hede bliver den også brugt som et billede på forfølgelse. Således fortalte Jesus i sin lignelse om sædemanden at noget af sæden faldt på stengrund, hvor det straks kom op, „men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod“. Da Jesus forklarede denne lignelse sagde han: „Det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød.“ — Matt. 13:6, 20, 21.
Hvordan og hvornår solen formørkedes
I betragtning af alt det foregående, er det så nødvendigt at fastholde at profetierne om solens formørkelse hentyder til at den bogstavelige sol ikke skal lade sit lys skinne? Nej, det er det ikke; det synes heller ikke at være fornuftigt at mene at denne formørkelse af solen kun var begrænset til nogle få timer over en lille del af jorden. Endvidere peger sammenhængen i nogle af disse skriftsteder meget bestemt på at solens formørkelse skulle ske i vor tid snarere end i en tid for to hundrede år siden. For eksempel sætter Jesus formørkelsen af solen i forbindelse med sin genkomst, når nationerne ville blive vrede, og nation rejste sig mod nation og rige mod rige, når der ville være hungersnød, pest og jordskælv. Kendsgerningerne viser at 1914 markerede begyndelsen til disse profetiers opfyldelse. Joel viser også at denne formørkelse af solen ville gå forud for Jehovas frygtelige dag, som et tegn på at den var nært forestående. Det er ikke fornuftigt at slutte at dette tegn ville komme omkring 170 år eller mere før Jehovas frygtelige dag. — Matt. 24:7-12.
Det følger derfor at vi skulle forvente at denne formørkelse af solen ville finde sted nu. Hvordan bliver så denne profeti opfyldt? Den får sin opfyldelse på det store åndelige mørke der dækker jorden i vor tid. Som Esajas forudsagde: „Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ Dette åndelige mørke skyldes den kendsgerning at mennesker ignorerer Jehova, det store Lys, og Jesus Kristus, „verdens lys“, såvel som Guds ord, der for den kristne er en lygte for hans fod og et lys på hans sti. — Es. 60:2; Joh. 8:12; Sl. 119:105.
„Men har et sådant åndeligt mørke ikke hersket i mange århundreder før vor tid?“ kan en og anden spørge. Jo, men i dag er mørket dybere og mere udbredt i mange henseender. I dag lever vi i de forudsagte „kritiske tider der er svære at komme igennem“, hvor mennesker mere end nogen sinde før elsker vellyst snarere end de elsker Gud; hvor man ser en udbredt form for gudhengivenhed men kun ser meget lidt til at den giver sig positive udslag. Angående netop denne tid spurgte Jesus: „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ — 2 Tim. 3:1-5, NW; Luk. 18:8.
Betegnende for dette åndelige mørke er den måde hvorpå såkaldte kristne gejstlige anbringer Bibelen på samme plan som ufuldkomne menneskers skrifter, og henfører Jesus Kristus til samme kategori som Sokrates, Buddha og Muhamed, lærere der tog fejl og kun var små i sammenligning med Guds søn. Jesus sagde: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig,“ og Peter sagde om ham: „Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ Men det er ikke rigtigt, siger Niebuhr, en af de førende gejstlige i De forenede Stater. Efter hans mening kan jøden „lettere finde Gud i vilkårene for sin egen arv“ eller religion, end ved en omvendelse til Kristus. — Joh. 14:6; Ap. G. 4:12.
Hvor dybt dette åndelige mørke er ses af rapporter som den der blev offentliggjort i bladet Time for 27. januar 1958. Her hed det at kirken i „Glenview . . . er et tro-som-du-vil, tilbed-som-du-finder-for-godt samfund af søgende“. Det har „dusinvis af myreflittige organisationer der hver dag er optaget af at arrangere baller, optog, udflugter“, o.s.v. Der er jagt- og lystfiskerklubber, en kvindeforening, en stock-carklub for de unge mænd og lejrtursarrangementer for alle aldre. „En præst holdt for nylig en prædiken og citerede bedrøvet hvad en tilflytter havde sagt til en anden: ’Ja, jeg bliver vel nødt til at blive medlem af den forbandede kirke hvis jeg skal lære nogen at kende!’“ At denne kirke er en selskabsklub snarere end en religiøs institution fremgår af at rapporten videre fortæller at „Glenviews altergang er lige så fri som dens teologi (d.v.s., Gud, Kristus, Bibelen, forstås som det passer den enkelte bedst). Alterbordene er anbragt i koret og sognebørnene betjener sig selv“. Alt sådant står i sandhed i skarpeste kontrast til den måde hvorpå man dyrkede religion, lad os sige, for blot halvtreds år siden. Skønt de forskellige samfund lærte deres tilhængere mange vildfarelser i kristendommens navn, havde de dog et vist mål af gudsfrygt og respekt for Bibelen som Guds ord.
Men så er der jo også modsætningen. Lyset over Guds ord skinner med en stadig større stråleglans, ifølge Guds løfte: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ Men „gudløses vej er som mørket, de skønner ej, hvad de snubler over“. Efter at profeten Esajas har fortalt om mørket over verden, fortsætter også han med at sige: „Men over dig skal HERREN oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre.“ Og Jesus forudsagde hvad der skulle ske samtidig med at solen blev formørket: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (NW) Jesus viste hermed at det skulle være en tid da nogle mennesker blev oplyste til trods for det åndelige mørke. I virkeligheden blev dette forudskildret da mørket indhyllede ægypterne i tre dage lige før israelitternes udgang. I den tid var der, som vi allerede tidligere har bemærket, lys alle de steder hvor israelitterne boede. — Ordsp. 4:18, 19; Es. 60:2, 3; Matt. 24:14.
Man kan se beviserne for verdens og især kristenhedens åndeligt formørkede tilstand overalt. De er tydelige når man betragter den voksende umoralitet, lovløshed og kriminalitet og materialismens grådige religion. Som et resultat deraf ser vi opfyldelsen af Jesu ord: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Luk. 21:25, 26.
Eftersom månen også bliver nævnt praktisk talt hver eneste gang der siges at solen skal formørkes, kunne man med rette stille spørgsmålet: Må der knyttes en særlig betydning til at månen også formørkes og ’vendes til blod’, som en profeti beskriver det? I tidligere tider har bibelforskere søgt at skelne mellem den symbolske formørkelse af solen og af månen; imidlertid synes det både fornuftigere og i overensstemmelse med kendsgerningerne at slutte at begge dele hentyder til det samme. Uden solen kan månen ikke skinne, for månen genspejler kun solens lys. Som solen oplyser dagen, således oplyser månen natten.
Derfor ville både solens og månens formørkelse understrege det fuldstændige og vedvarende åndelige mørke der skulle være fremherskende i vor tid. Og netop således finder vi at det er.