Indvielse — til hvem? hvorfor?

„Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation [en indviet nation, The New English Bible], et folk til at være en særlig ejendom’.“ — 1 Pet. 2:9.

1, 2. (a) Tilhørte Abraham Lincoln nogen af kristenhedens kirker, og hvordan henviste han alligevel i sin Gettysburg-tale til den nation hvis præsident han var? (b) Hvordan forholder det sig med denne nations tillid til Gud, og hvordan vil den regering der følger efter verdenstrængselen virkelig være „for folket“?

INGEN af kristenhedens kirker har kunnet prale af at have haft Abraham Lincoln, De forenede Staters 16. præsident, som medlem. Da Abraham Lincoln, som var en ivrig læser af Bibelen, den 19. november 1863 holdt sin berømte Gettysburg-tale, udtalte han ikke desto mindre disse magtfulde ord:

„For syvogfirsindstyve år siden grundlagde vore forfædre på dette kontinent en ny nation, skabt i frihed og viet til det grundsyn, at alle mennesker er skabt lige. . . . Men i dybere forstand kan vi ikke indvie — vi kan ikke vie — vi kan ikke hellige — denne jord. De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, og det ligger langt over vor fattige evne at føje noget til eller trække noget fra. . . . Det er snarere os, de levende, der her skal indvies til det ufuldendte arbejde, som de, der kæmpede her, indtil nu så ædelt har fremmet. Det er snarere os, der her skal indvies til den store opgave, der står foran os. . . . Vi vil her højtideligt beslutte, . . . at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal fortabes på denne jord.“

² Siden denne mindeværdige tale på den rationale kirkegård i Gettysburg i Pennsylvanien har De forenede Stater stået i et modsætningsforhold til det motto der findes på dets dollarsedler: „In God We Trust [På Gud vi stoler].“ Trods præsidentens og andre oprigtige amerikaneres ’indvielse’ til demokratiet, vil al „regering af folket, ved folket“, en dag „fortabes på [forsvinde fra] denne jord“. Dette vil imidlertid ikke være nogen katastrofe, for i stedet vil træde Guds overordnede kongelige regering ved hans indsatte konge, Jesus Kristus, en regering der virkelig vil være „for folket“ og til velsignelse for alle indbyggere på denne klode, det amerikanske kontinent indbefattet.

3, 4. (a) Hvilken „nation“ vil da komme i forgrunden? (b) Hvilke ord fra Jehova til Israel citerede Peter i forbindelse med denne nye „nation“?

³ Da vil en ny nation komme i forgrunden. Hvilken nation? Den til hvem følgende inspirerede ord er rettet: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ — 1 Pet. 2:9.

⁴ Med disse ord citerede apostelen Peter en udtalelse som Gud havde fremsat i forbindelse med sit udvalgte folk Israel dengang det befandt sig ved Sinaj bjerg i Arabien. Vi læser herom i Anden Mosebog 19:5, 6: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk [en hellig nation, NW]!“

5. Betyder ordene „hellige“ og „indvi“ det samme ifølge Bibelens sprogbrug?

⁵ I Anden Mosebog 19:6 og Første Petersbrev 2:9, som vi har citeret ovenfor, gengiver nogle oversættelser udtrykket „en hellig nation“ med „en indviet nation“.a (Se The New English Bible.) Hvis israelitterne antog og efterlevede Jehovas normer ville de blive sat til side som et helliget eller indviet folk. Gud kan „hellige“ eller „indvi“ en ting, et menneske eller en gruppe af mennesker. Set fra Guds synspunkt kan de to ord i det store og hele betyde det samme. Ufuldkomne mennesker kan imidlertid ikke „hellige“ noget i den forstand at de kan erklære det for rent til et helligt formål, men de kan med rette og i kærlighed „indvi“ noget, for eksempel sig selv.

6. (a) Hvad gjorde israelitterne, både som enkeltpersoner og som folk betragtet, da de sagde: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre“? (b) Hvilken ordning blev de af egen fri vilje taget med ind i?

⁶ Gud tilbød de udfriede israelitter at de kunne blive en hellig nation for ham på den betingelse at de ’adlød hans røst og holdt hans pagt’. De svarede: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ Både som enkeltpersoner og som folk betragtet indviede israelitterne sig således uigenkaldeligt til deres Frelser, Jehova Gud. Selv om Jehova allerede havde udvalgt dem fordi de var Abrahams kødelige efterkommere, og mirakuløst havde udfriet dem fra Ægypten og ført dem gennem Det røde Hav, ventede han alligevel på at de af egen fri vilje indviede sig til ham og til tilbedelsen af ham. På dette grundlag blev de gjort til Jehovas pagtsfolk. Herom læser vi:

„Efter at hvert bud ifølge Loven var blevet fremholdt af Moses for hele folket, tog han blodet af tyrekalvene og bukkene sammen med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er pagtens blod, den pagt som Gud har pålagt jer.’“ — Hebr. 9:19, 20; 2 Mos. 24:1-8.

7. (a) Hvordan var situationen for de efterfølgende generationer af jøder? (b) Hvordan kunne de miste deres indviede status?

⁷ De efterfølgende generationer af jøder ville blive født ind i denne indviede nation og dermed ind i et indviet forhold til Gud. Men når de som enkeltpersoner nåede myndighedsalderen måtte de hver især efterligne disse jøder ved Sinaj bjerg og af hjertet og med deres handlinger vise at de virkelig var indviet til Jehova. Det var nødvendigt for at de kunne bevare deres stilling som værdige medlemmer af denne hellige nation. Det gjaldt deres nationale stilling og selve deres liv. Hvis et folk viser sig uværdigt kan Gud nemlig annullere den hellige status han har givet det, og overføre den til nogle som er værdige til det. Det var derfor apostelen Peter kunne anvende Guds oprindelige ord til det kødelige Israel om at det skulle blive „et kongerige af præster og en hellig nation“, på den nye kristne nation der tog sin begyndelse på pinsedagen år 33. Hvordan blev Guds gunst overført til denne nation?

8. (a) Hvilken ulykke stod Israel over for da Peter skrev sit første inspirerede brev, og hvilket forhold bestod ikke længere mellem jøderne og Jehova Gud? (b) Hvem udgjorde nu den hellige nation?

⁸ Da apostelen skrev ordene i Første Petersbrev 2:9 stod det jødiske folk over for en national katastrofe. Som Jesus havde forudsagt, nærmede den tid sig da byen Jerusalem med dens tempel ville blive ødelagt af de romerske legioner og jøderne blive spredt til mange lande. (Luk. 21:20-24) I år 33 havde de ulykkeligvis forkastet Jesus Kristus, mellemmanden for Guds nye pagt, og den gamle lovpagt der var blevet indgået med profeten Moses som mellemmand var ikke længere i kraft. „Det som er Israel efter kødet“ var nu blevet forkastet. (1 Kor. 10:18; Matt. 23:38) Jehova Gud havde frembragt en ny nation, det åndelige Israel. (Rom. 9:6; Gal. 6:15, 16) Denne nye hellige eller indviede nation bestod af Jesu Kristi disciple, som Peter skrev sit brev til, nemlig „dem der er udvalgt efter Guds, Faderens, forudviden, med helliggørelse ved ånden“. — 1 Pet. 1:1, 2.

9. Kendte Gud på forhånd de enkelte medlemmer af denne hellige nation, og hvordan blev de „en udvalgt slægt“?

⁹ Det vil ikke sige at Gud på forhånd kendte de enkelte medlemmer ved navn og havde udvalgt dem. Det han vidste på forhånd var derimod at han ville frembringe en ny nation, „en hellig nation“, og hvilke krav han ville stille til hvert enkelt medlem for at den pågældende kunne blive udvalgt og blive en del af den hellige nation. Denne åndelige nation ville desuden blive gjort særlig hellig i kraft af Guds hellige ånd, idet nationens medlemmer ville blive avlet ved hjælp af den hellige ånd til at blive Guds åndelige sønner. (Tit. 3:4-7) I denne hellige eller helligede tilstand kunne de tjene som „et kongeligt præsteskab“. Som åndsavlede kristne var de en slægt, „en udvalgt slægt“.

10. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til den enkeltes ansvar i betragtning af at Gud handler med de salvede kristne som nation eller skare betragtet?

¹⁰ Men hvordan kommer de enkelte medlemmers personlige indvielse til Jehova ind i billedet? Det er Gud der „helliger“ eller „indvier“ dem som skare eller nation betragtet, men skal de også hver især foretage en uforbeholden indvielse til Gud for at blive accepteret som medlemmer af denne nye nation? Siger Bibelen ikke blot: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst“? Eller blot: ’Du skal ændre sind og omvende dig’? Er tro, sindsændring og omvendelse da ikke de eneste krav man må opfylde for at blive en discipel af Jesus, en kristen? Indviede Jesus, Guds søn, sig da han var på jorden? Lad os se engang.

„Jeg er kommet for at gøre din vilje“

11. Under hvilken pagtsordning blev Jesus født? Forklar.

¹¹ I Galaterbrevet 4:4 læser vi om Jesu fødsel som menneske: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov [Moseloven].“ Efter at Jesus mirakuløst var blevet født af en jødisk jomfru blev han omskåret på den ottende dag som en bekræftelse på at han af fødsel tilhørte Guds pagtsfolk, og i denne forbindelse bragte Josef og Maria ham til Jerusalem „for at fremstille ham for Jehova“. — Luk. 2:22-24.

12. Hvad var den dåb Johannes døbte jøderne med et symbol på, og hvorfor tøvede han med at døbe Jesus?

¹² Det var til denne indviede nation at Jesu Kristi forløber, Johannes Døber, blev sendt for at opfordre nationen til at ændre sind. Jesus sagde om sig selv: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ (Matt. 15:24) Det budskab der blev forkyndt for dette indviede Guds folk var et særligt budskab der ikke gjaldt de ikke-israelitiske nationer. Johannes Døber opfordrede disse „bortkomne får af Israels hus“ til at angre de synder de havde begået mod Lovpagten. (Matt. 3:1-6) „Johannes døbte med den dåb der som symbol betegner sindsændring, idet han sagde til folket at de skulle tro på den der kom efter ham, det vil sige på Jesus.“ (Apg. 19:4) Men da Jesus fremstillede sig for Johannes for at blive døbt i vand var dette tydeligvis ikke som symbol på sindsændring, for Jesus var syndfri og havde ikke krænket Lovpagten som han var født under. Johannes, der vidste dette, tøvede med at døbe Jesus, men indvilligede deri da Jesus sagde til ham: „Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.“ (Matt. 3:13-17) Hvad mente han?

13. (a) Hvordan opfyldte Jesus Salme 40:8, 9? (b) Hvad var Jesu dåb et symbol på?

¹³ Jesus handlede her i harmoni med det der var profeteret om ham i Salme 40:8, 9: „Da sagde jeg: ’Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.’“ I Hebræerbrevet 10:5-10 anvendes denne profeti om Jesus Kristus, idet Gud ikke ønskede at Jesus skulle frembære ofre efter den mosaiske lovpagt, men at han skulle bringe det fuldkomne menneskelegeme som Gud havde beredt ham, som et offer der kunne danne grundlaget for en ny pagt. Da Jesus blev døbt indviede han sig altså ikke til Gud, for han var allerede medlem af en indviet nation og havde, eftersom han var syndfri, ikke behov for sindsændring. (Hebr. 7:26) Hans dåb var i stedet et symbol på at han fremstillede sig for sin himmelske Fader for at gøre hans særlige vilje. Og i denne henseende satte han et eksempel for sine disciples dåb.

14. (a) Hvilket budskab begyndte Jesus at forkynde efter at Johannes var fængslet? (b) Hvad beredte denne sindsændring og dåb folket til?

¹⁴ Efter at Jesus havde hørt at Johannes Døber var blevet sat i fængsel, indledte han en storstilet forkyndelse for de allerede indviede israelitter. „Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 4:17) Det resulterede i at endnu flere lod sig døbe som symbol på sindsændring. (Joh. 3:26; 4:1, 2) Da den større Moses, Jesus Kristus, steg op til himmelen og frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for Jehova Gud, blev den mosaiske lovpagt sat ud af kraft, og grundlaget blev lagt for oprettelsen af den forudsagte ’nye pagt’. (Jer. 31:31-34) På pinsedagen år 33 blev Jesu jødiske disciple således overført fra den mosaiske lovpagt til den nye pagt, som den større Moses, Jesus Kristus, var mellemmand for.b

15. (a) Hvad endte ikke straks for jøderne da Lovpagten ophørte? (b) Hvad var det nu Guds vilje at de jøder som gerne ville bevare deres indviede forhold til Gud, gjorde?

¹⁵ Selv om Lovpagten nu var blevet gjort ugyldig, var den tidsperiode hvori Gud viste jøderne en særlig gunst og opmærksomhed fordi de var Abrahams kødelige sæd, ikke udløbet; den udløb først i år 36. Også efter den første udgydelse af den hellige ånd i år 33 kunne den åndssalvede apostel Peter derfor sige til en skare jøder i Jerusalem: „I skal derfor ændre sind og vende om [omvende jer] for at få jeres synder slettet ud, så forfriskende perioder må komme fra Jehovas person og han må sende den Messias der er bestemt for jer, Jesus.“ For at udbedre deres indviede forhold til Gud måtte de nu ikke alene ændre sind og vende om fra de synder de havde begået mod Lovpagten, som de stadig betragtede sig som medlemmer af, men de måtte også fremstille sig som vordende medlemmer af den nye nation. Dette var nu Guds vilje med alle som blev Jesu disciple, det vil sige kristne. Det bekræftes af Peters ord tidligere på Pinsedagen, hvor han sagde følgende til de jøder som det ’stak i hjertet’ at høre at de var medskyldige i Jesu død: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ Det var altså langtfra nok blot at ændre sind og træffe en generel beslutning om at forbedre sin adfærd på grundlag af tro på Jesus. — Apg. 3:19, 20; 2:37-40.

16. (a) Hvad var den dåb som de omskårne samaritanere der tog imod Rigets budskab, blev døbt med, et symbol på? Hvorfor? (b) Hvad godtgjorde at de var blevet taget med ind i den nye pagt?

¹⁶ Før Jesus vendte tilbage til himmelen sagde han til sine apostle at de skulle udbrede vidnesbyrdet om ham til „Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) Samaritanerne var ikke-israelitter, folk af „en anden nation“, men de var alligevel omskårne fordi de anerkendte de bibelbøger Moses havde skrevet, og betragtede ham som mellemmanden mellem dem selv og Gud. (Luk. 17:16-18) I sin ufortjente godhed lod Jehova Peter benytte en særlig nøgle til gavn for samaritanerne. Dette skete nogen tid før Peter benyttede den nøgle som gav uomskårne hedninger mulighed for at få del i det himmelske rige. Men eftersom samaritanerne ikke virkelig havde haft del i den mosaiske lovpagt og eftersom de ’tilbad det de ikke kendte’, måtte de nu, inden de blev døbt, først indvi sig til Jehova Gud i Messias’, Jesu, navn, idet han var mellemmanden for den nye pagt. At de derefter blev døbt med den hellige ånd godtgjorde at de var blevet taget med ind i den nye pagt. — Matt. 16:18, 19; Joh. 4:4-42; Apg. 8:5-25.

17. (a) Hvornår og hvordan vendte Gud for første gang sin opmærksomhed mod de uomskårne ikke-jøder „for af dem at udtage et folk for sit navn“? (b) Hvad var deres dåb i vand et symbol på?

¹⁷ I år 36, da den tid hvor Gud havde vist jøderne en særlig gunst, udløb, vendte Jehova sin opmærksomhed mod de uomskårne ikke-israelitter, hedningerne, „for af dem at udtage et folk for sit navn“. (Apg. 15:14-18) Da Peter blev sendt til den romerske officer Kornelius, der var venligt indstillet over for det jødiske folk, benyttede han endnu en ’nøgle’. Disse hedninger i Kornelius’ husstand må have taget imod vidnesbyrdet om Jehova Gud og hans herliggjorte Messias, for den hellige ånd faldt på dem og de begyndte at tale i tunger. Gud var i sin barmhjertighed begyndt at give „folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv“, gennem Jesus Kristus, „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Apg. 11:18; Joh. 1:29) På det grundlag at de af hjertet havde indviet sig til Jehova, havde han ladet dem få adgang til sin åndelige nation. Dette blev bekræftet ved den hellige ånds udgydelse. Ingen af de kristne jøder der ledsagede Peter havde derfor noget at indvende da Peter bød at disse hedninger skulle „døbes i Jesu Kristi navn“. Dermed begyndte „omvendelsen af folk fra nationerne“. (Apg. 10:1-48; 15:3) Siden da har alle, både jøder og hedninger, som har ønsket at tjene Gud, af hjertet måttet indvi sig til Jehova. Og i forbindelse med deres dåb i vand fremstiller de sig, ligesom Jesus, for at gøre Guds vilje.

[Fodnoter]

● Hvem udgør den hellige eller indviede nation der omtales i Første Petersbrev 2:9?

● Hvordan indviede fortidens israelitter sig til Jehova Gud?

● Indviede Jesus sig til Gud da han blev døbt?

● Hvad var de troende samaritaneres og hedningers dåb et symbol på?

● Hvad måtte uomskårne ikke-jøder gøre for at blive Jesu disciple?

[Tekstcitat på side 10]

Fortidens israelitter indviede sig frivilligt til Jehova Gud og til tilbedelsen af ham

[Tekstcitat på side 11]

En ny „nation“ tog sin begyndelse på pinsedagen år 33

[Tekstcitat på side 12]

Da Jesus blev døbt fremstillede han sig for sin himmelske Fader for at gøre hans særlige vilje

[Illustration på side 10]

Fortidens israelitter indviede sig til Jehova Gud