Kapitel 34
’Det er Gud du skal tilbede’
JEG vil gerne stille dig et vigtigt spørgsmål. Dit svar på det vil være af afgørende betydning for dit liv i fremtiden. Hvem er din Gud? —
Din Gud er den du tilbeder. Folk overalt på jorden tilbeder mange slags guder. Nogle af disse guder er simpelt hen hugget ud i sten eller skåret i træ. Andre har gjort mennesker inden for sporten, filmen eller musikken til deres guder. De omtales som „stjerner“ og „idoler“. Men er det rigtigt at ære guder af den slags? —
Den store Lærer sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Mattæus 4:10, NW.
Jesus sagde altså rent ud at vi kun skal tilbede Jehova Gud. Vi må ikke tilbede andre guder ikke engang en lille smule. Der er en spændende historie i Bibelen om nogle unge mænd som vidste dette.
De hed Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. De var hebræere, men boede i landsdelen Babel. Babels konge lod lave en mægtig billedstøtte af guld. Han befalede at alle skulle bøje sig for hans billedstøtte når de hørte en bestemt slags musik blive spillet. „Den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende ovn,“ advarede han. Hvad ville du have gjort? —
Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego plejede altid at gøre hvad kongen sagde. Men denne gang nægtede de det. Ved du hvorfor? — Fordi der stod i Guds lov: ’Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede og bøje dig for det.’ Derfor valgte Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego at adlyde Jehovas lov fremfor kongens lov. — 2 Mosebog 20:3, 4.
Kongen blev meget vred da han hørte om det. Han lod straks Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego hente. Han spurgte: ’Er det virkelig sandt at I ikke vil dyrke min gud eller tilbede guldbilledstøtten? Jeg vil give jer endnu en chance. Når musikken lyder, skal I falde ned og tilbede billedstøtten. Hvis I ikke gør det, skal I kastes i den gloende ovn. Og hvilken gud er der, som da kan fri jer af mine hænder?’
Hvad ville Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego nu gøre? Hvad ville du have gjort? — De stolede på Jehova. De sagde ligeud til kongen: ’Vor Gud, som vi dyrker, kan fri os. Men selv om han ikke gør det, så vil vi dog ikke dyrke din gud. Vi vil ikke bøje os for guldbilledstøtten.’
Kongen var rasende. Han befalede at ovnen skulle gøres syv gange hedere end ellers! Og han bød nogle af sine stærke mænd at binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Derpå sagde han: ’Kast dem i den gloende ovn!’
Kongens tjenere kastede dem derned. Men varmen var så stærk at kongens egne mænd blev dræbt af flammerne! Og hvordan gik det de tre hebræere?
Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego faldt lige ned midt i ilden. Men de rejste sig igen! Der var slet ikke sket dem noget. Og de var ikke længere bundne. Hvordan mon det kunne gå til?
Det kongen så da han kiggede ned i ovnen, gjorde ham bange. ’Var det ikke tre mænd vi kastede ned i ilden?’ spurgte han.
Hans tjenere svarede: „Jo, det var, konge!“
Kongen sagde: „Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget.“
Ved du hvem den fjerde person var? — Det var Jehovas engel. Den var der for at beskytte de tre trofaste hebraiske tjenere for den sande Gud.
Da kongen så dette, trådte han hen til den gloende ovns dør og råbte: „Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, I den højeste Guds tjenere, kom ud!“ Da de kom ud kunne enhver se at de ikke var forbrændte. Der var ikke engang brandlugt ved dem.
Da sagde kongen: ’Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der friede sine tjenere, fordi de ikke ville tilbede nogen anden gud end deres egen.’ — Daniels bog, kapitel tre.
Var det ikke vidunderligt? — Jehova fandt behag i det disse tre unge mænd gjorde. Og vi kan lære af det.
Også i dag opstiller folk billeder som de tilbeder. De kan være lavet af træ eller sten eller metal. Vil du bøje dig for sådanne billeder? —
Andre billeder er lavet af tøj eller klæde. Kender du billeder af den slags? — Tror du det gør nogen forskel om de er lavet af tøj eller af træ eller af sten? — Vil det være rigtigt af en tjener for Jehova at foretage en tilbedelseshandling foran sådan et billede? —
Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ville kun tilbede Jehova. Gud glædede sig over dem. Vil du følge deres eksempel?
[De der tilbeder Jehova kan ikke samtidig dyrke afgudsbilleder. Læs Esajas 42:8 og Josua 24:14, 15, 19-22.]