døtre. De besluttede så at bruge pengene til et studielegat for en, der var værdig til det. En ung mand blev udvalgt og fik tildelt pengene, nu 12.000 kroner. Han kunne hver måned trække af beløbet, efter som han havde brug for det. Et par måneder efter, at den unge mand havde begyndt sine studier, fik han et brændende ønske om at fortælle andre, hvad han havde lært. Han gik ned på gaden en aften, og her så han, som han senere sagde, „et af de vildledte Jehovas vidner“. Da han kom hen til forkynderen, sagde han: „Er De klar over, hvad det er De gør?“ En uge efter denne første kontakt havde den unge studerende seks timer i forkynderarbejdet. Han opgav naturligvis sine studier og pengegaven og vendte hjem. Hans fader var også præst. Han var rasende på sin søn, men det standsede ikke dette nye vidne for Jehova. Mens han boede hjemme, fortsatte han med at arbejde som en Rigets forkynder og besøgte sin faders sognebørn med sandheden fra Guds ord. Efter en tids forløb blev han tvunget til at forlade sine forældres hjem. Han flyttede sammen med den lokale menighedstjener. Nu er han i heltidstjenesten.

Stævnet i New York var naturligvis årets højdepunkt. Det store spørgsmål, der spøgte i alle brødrenes sind, var: „Kan jeg samle penge nok til at komme til New York?“ Der kunne fortælles mange erfaringer om, hvordan det til sidst lykkedes de 180 delegerede at komme med på Yankee Stadium.

Den repræsentant, gennem hvem Selskabet ordnede chartringen af maskinerne til New York-rejsen, var meget interesseret i Jehovas vidners måde at organisere sig på. Flere gange efter de forskellige maskiners afgang sagde han: „Jeg kan ikke forstå det. De fleste større selskaber af rejsende giver os en umådelig mængde vanskeligheder. De glemmer enten deres pas, vaccinationspapirer eller billetter. Men disse mennesker har ikke glemt noget. De må have noget særligt for at kunne være så godt organiseret.“ Det gjorde så stærkt et indtryk på denne mand, at han nu er i gang med et bibelstudium sammen med en af de delegerede. Det er ikke altid gennem den direkte forkyndelse, vidnesbyrdet bliver aflagt. Somme tider taler handling højere end ord.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan vi bringe harmoni imellem Ezekiel 18:20, som siger, at søn ikke skal bære faders misgerning, og 2 Mosebog 20:5, der siger, at Gud straffer fædres brøde på deres børn indtil tredje og fjerde led? — M. L., Tyskland.

Ezekiel 18:20 viser, at hvert enkelt individ, der har nået den alder, da det må stå til ansvar for sine handlinger, dømmes på grundlag af sin egen indstilling og opførsel. Barnets opdragelse og familieforhold kan være en stor hjælp eller hemsko for det, og som regel fortsætter børn ad den vej, de er blevet ledt ind på i deres første og mest modtagelige år. (Ordsp. 22:6) Det går imidlertid ikke altid sådan, og når vedkommende bliver voksen, handler han helt efter eget valg, hvad enten dette valg er påvirket lidt eller meget af hans opdragelse og levevilkår. Han slår ind på en bestemt livsførelse, og han bliver dømt efter sine egne handlinger. „Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ „Han skal gengælde enhver efter hans gerninger.“ Jesus viste, at familier ville blive delt for hans skyld ved, at nogle valgte at følge ham i Jehovas tjeneste, mens andre i familien modstod ham: „Jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder.“ En vantro faders kristne søn skal ikke undgælde for faderens misgerning, men vil få en gunstig dom på grundlag af sine egne, kristne gerninger. — Gal. 6:7; Rom. 2:6; Matt. 10:35.

Ezekiel 18:20 omtaler dødsstraf: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Hvis den onde vender om og bliver retfærdig, „skal han visselig leve og ikke dø“. Hvis den retfærdige vender sig til ondskab, „skal han dø“ „for den troløshed, han øvede, og den synd, han gjorde“. Derfor sagde Jehova: „Hvorfor vil I dø, Israels hus? . . . Omvend jer derfor, så skal I leve!“ (Ez. 18:21, 24, 31, 32) Ezekiel 18:20 er således i overensstemmelse med 5 Mosebog 24:16 i spørgsmålet om, hvem der skal lide dødsstraf: „Fædre skal ikke lide døden for børns skyld, og børn skal ikke lide døden for fædres skyld. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“

Sagen stiller sig anderledes i forbindelse med 2 Mosebog 20:5. Gennem Moses sagde Jehova til Israel: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ De ældste, der repræsenterede nationen, gav Moses folkets svar til Gud: „Alt, hvad Jehova har sagt, vil vi gøre!“ Pagten blev sluttet med nationen, ikke med enkeltpersoner. Pagtens indledningsord understregede, at Jehova var deres Gud, at de ikke måtte have andre Guder i trods mod ham, og at de aldrig måtte lave sig billeder for at tilbede dem. Derpå angav Gud sin grund til disse forbud mod afgudsdyrkelse: „Thi jeg Jehova din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 19:3-8; 20:1-6.

Disse ord viser det princip, hvorefter Gud gengælder troskab og utroskab, og dette princip kan anvendes såvel på enkelte individer som på en nation, når der foreligger overtrædelse af forbudet mod afgudsdyrkelse eller andre synder. Israels historie, som den senere udformede sig, viser det berettigede i Jehovas advarsel. Når nationen vendte sig til afgudsdyrkelse, led den under de uheldsvangre følger gennem flere generationer. Der var altid nogle, der bevarede deres retskaffenhed, og til tider talte de, der elskede Jehova og holdt hans bud, flere tusinde, selv om nationen som helhed var faldet i afgudsdyrkelsens snare. (1 Kong. 19:14, 18) De trofaste blev ikke straffet for nationens synder, og selv om de også blev udsat for virkningerne af straffen, nød de dog hele tiden gavn af Guds miskundhed. Skønt de enkelte kunne undgå at hildes i nationens afgudsdyrkelse og også undgik det, var det dog vanskeligt for dem at gå imod den stormflod af religiøse forseelser, der skyllede over nationen.