Ville du sprede et rygte?

I MIDDELALDEREN spredtes et utroligt rygte blandt de såkaldte kristne i Europa. Man hviskede om at jøderne hvert år ved påsketid myrdede en kristen og brugte hans blod i deres ritualer. Det forlød endda at de somme tider tog kristne børn til fange og udsatte dem for grusom tortur før de slog dem ihjel og brugte deres blod. Rygtet er blevet spredt helt op til vort århundrede. I nazitidens Tyskland blev det for eksempel brugt som en undskyldning for at forfølge jøderne.

Rygtet blev gentagne gange efterforsket og afkræftet, men levede alligevel i næsten tusind år. Hvis nogen havde fortalt det til dig, ville du så have været med til at sprede det? Forhåbentlig er vi alle i besiddelse af så megen sund fornuft og medfølelse med andre at vi ikke ville have fortalt dette rygte videre. Rygter er imidlertid sejlivede og vanskelige at have med at gøre. Når de først er opstået, er de svære at standse. Selv i dag sker det at meningsløse rygter opstår og spredes som en løbeild.

Om Procter & Gamble, et stort amerikansk firma der fremstiller husholdningsartikler, verserede for eksempel for nylig det rygte at firmaet fremmede satandyrkelse og at dets varemærke i virkeligheden var et dæmonsymbol. Et andet udbredt rygte gik ud på at der var orm i de hamburgers der solgtes af en kendt forretningskæde! For nogle år siden troede mange at et medlem af gruppen The Beatles var omkommet ved en bilulykke og at en dobbeltgænger var trådt i hans sted. Selv Vagttårnsselskabets publikationer har været genstand for rygter — det har for eksempel heddet sig at en af tegnerne i al hemmelighed havde indføjet billeder af dæmoner i illustrationerne, men at han senere var blevet opdaget og udstødt!

Har du været med til at sprede sådanne rygter? I så fald har du — måske ubevidst — spredt en usandhed, eftersom ingen af dem har noget på sig. Rygtet angående Selskabets publikationer var bestemt skadeligt, og det var også at bagtale de nidkære kristne der arbejder hårdt med at fremstille de illustrationer som gør vore blade, brochurer og bøger så tiltalende. At tro det nævnte rygte ville være lige så latterligt som at hævde at Gud med vilje skabte billedet af ’manden i månen’ da han frembragte himmellegemerne.

For mange år siden sagde Jehova Gud til israelitterne: „Du må ikke udsprede falske rygter.“ (2 Mosebog 23:1) Der var en god grund til at Gud gav dette bud. Følgerne af sådanne rygter er dårlige. De gør den der spreder dem til en løgner, noget Jehova hader. (Ordsprogene 6:16-19) Den der er genstand for rygterne kan få sit omdømme skadet. Og de fører den der lytter til rygterne bag lyset, og forleder ham måske til at handle uklogt. (4 Mosebog 13:32 til 14:4) Det er meget ukærligt således at føre sine venner bag lyset. Det er i modstrid med Guds bud: „I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.“ — 3 Mosebog 19:11; Ordsprogene 14:25.

Før vi fortæller noget vi har hørt, videre til andre, bør vi derfor omhyggeligt sikre os at vi kender sagens nøjagtige omstændigheder. Men hvordan kan vi gøre det? At forstå rygters natur kan hjælpe os.

Hvordan opstår et rygte?

Et rygte er, ifølge Ordbog over det danske sprog, en „ikke bekræftet, uhjemlet (fra mund til mund gaaende) meddelelse ell. beretning (forlydende)“. Rygter kan spredes mundtligt eller vise sig i en mere „officiel“ forklædning, endog på tryk eller i radioen. Men at noget har været vist i fjernsynet eller har stået i avisen beviser ikke at det er sandt.

Hvordan opstår rygter? Ofte er det umuligt at sige. Nogle hører måske en løsreven kommentar fra en eller anden og fortæller den videre i „forbedret“ udgave. En formodning om at noget måske vil ske kan let blive til en påstand om at det vil ske, og dernæst blive fordrejet til en beretning om at det er sket. Selv en spøgefuld bemærkning kan give anledning til et rygte hvis nogen tager den alvorligt og fortæller den videre.

Rygter kan let opstå i en atmosfære af frygt. Da profeten Ezekiel forudsagde forholdene i Jerusalem umiddelbart før byens fald, sagde han blandt andet: „Der opstår angst; man søger redning, men finder den ikke. Uheld følger på uheld, rygte på rygte.“ (Ezekiel 7:25, 26) Når befolkningen blev grebet af frygt, ville det begynde at svirre med rygter i Jerusalem.

Rygter kan også opstå ved at nogen starter dem med fuldt overlæg. Da de soldater der havde bevogtet Jesu grav efter pælfæstelsen, fortalte om de forbløffende begivenheder de havde været øjenvidner til ved Jesu opstandelse, gav jødernes ældste dem besked på at sprede et falsk rygte. De sagde: „Sig: ’Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.’“ Soldaterne adlød. „De tog så sølvstykkerne og gjorde som de var blevet instrueret; og lige til den dag i dag er denne udtalelse blevet spredt blandt jøderne.“ — Mattæus 28:13-15.

Hvorfor rygter spredes

Et interessant spørgsmål lyder: „Hvorfor bliver rygter ved med at spredes når først de er opstået?“ Ofte er det ganske enkelt fordi folk gerne vil tro dem. Nogle journalister har skabt sig en karriere ved at fortælle rygter om fremtrædende mennesker. De ville snart blive arbejdsløse hvis der ikke var marked for sådanne historier. Mange mennesker er, ligesom grækerne på Paulus’ tid, altid ivrige efter at høre nyt. — Apostelgerninger 17:21.

Rygter spredes også fordi de stemmer med udbredte misforståelser og fordomme. Når det falske rygte om at jøderne slog kristne ihjel faldt i så god jord, skyldes det uden tvivl at ikke-jøder ikke forstod jøderne. De var bange for dem eller skinsyge på dem. Rygter kan også afspejle en udbredt frygt for et eller andet. Grunden til at rygtet om orme i hamburgers var så sejlivet, skyldes måske at folk er bange for tilsætningsstoffer og hemmelige ingredienser i fødevarer. Og rygtet om Procter & Gamble har måske slået rod fordi så mange i dag finder dæmonisme og spiritisme spændende.

I lande hvor regeringer eller myndigheder handler i hemmelighed vil der som regel også være mange rygter i omløb. Og de kan endda næres af ønsketænkning. I årtier har der verseret historier om at flyvende tallerkener er landet, formentlig med venligtsindede væsener fra højteknologiske samfund på andre planeter om bord. I dette problemfyldte 20. århundrede finder nogle mennesker måske trøst ved troen på at disse væsener virkelig eksisterer.

Et rygte kan desuden opstå eller tilsyneladende blive bekræftet på grund af misfortolkninger af kendsgerninger. I det første århundrede verserede det rygte at apostelen Paulus opfordrede jøderne til frafald fra Moses. (Apostelgerninger 21:21, 24) Rygtet var falsk, men det har måske fået næring ved at Paulus, idet han adlød den afgørelse apostlene og de ældste i Jerusalem havde truffet, lærte at hedningekristne ikke behøvede at rette sig efter Moseloven. — Apostelgerninger 15:5, 28, 29.

Lær at skelne mellem sandhed og løgn

Vil det nu sige at alt hvad der spredes mundtligt er et falsk rygte? Nej. På Josuas tid sagde Rahab fra Jeriko til de israelitiske spejdere: „Vi har hørt, hvorledes [Jehova] lod vandet i Det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger hinsides Jordan.“ (Josua 2:10, 11) De historier som Rahab havde hørt, var sande.

På samme måde forholdt det sig da Jesus gjorde mange tegn i hele Israels land. Bibelen fortæller: „Rygtet om ham kom ud i hele Syrien; og de kom til ham med alle som havde det dårligt, som var plagede af forskellige sygdomme og pinsler, dæmonbesatte og epileptikere og lamme, og han kurerede dem.“ (Mattæus 4:23, 24) Rygterne om Jesus var også sande.

Hvordan kan vi da afgøre om et forlydende er sandt eller blot et rygte? Her følger nogle punkter som vi kan have i tanke næste gang en eller anden ønsker at dele nogle oplysninger med os:

Hvem fortalte dig historien? Hører han til dem der aldrig fortæller noget videre medmindre han er sikker på at det er rigtigt? Eller stikker han altid næsen i andre folks sager? Forsøger han at komme først med de mest „spændende“ historier? Hvem der står bag rygtet har stor betydning for om det er sandsynligt at det har noget på sig. Dette minder os om et beslægtet punkt: De der beklæder ansvars- eller tillidsposter, for eksempel ældste i en menighed, eller modne kristne kvinder, bør være endnu mere sikre på at et rygte taler sandt før de fortæller det videre, hvis de da overhovedet behøver at fortælle det videre. Det er mere sandsynligt at folk vil tro på hvad de siger, og gentage det. — Apostelgerninger 20:28; Titus 2:3.

Er det sandsynligt at den der fortalte dig historien kender de nøjagtige omstændigheder? Typiske rygter begynder ofte omtrent sådan her: „Jeg har hørt det fra min onkel der kender den mand som arbejder i . . .“ Hvis du hører en indledning af denne art, så pas på! Nogle børn leger en leg hvor de står i en rundkreds og én hvisker en kort sætning til den der står ved siden af. Denne hvisker sætningen til den næste, der igen fortæller den videre. Når sætningen har været hele kredsen rundt, morer børnene sig over at høre hvor meget den har forandret sig. Mange af os har leget denne leg, men har vi lært noget af den? Når historier fortælles fra den ene til den anden vil de uvægerlig forandre sig, og snart har de ikke megen lighed med deres oprindelige form. Hvis man ikke præcist kan udpege hvem det er der står bag historien, vil det sandsynligvis være sikrest at antage at den er fordrejet eller måske slet intet har på sig.

Er historien bagtalerisk? Hvis en historie er skadelig for en eller anden persons, professions, races eller organisations gode navn og rygte, bør den behandles med den yderste varsomhed. Dette gælder også selv om man ikke nærer specielt positive følelser over for den pågældende gruppe eller person. Bagtalelse er bagtalelse, og løgn er løgn, hvem det så end er det går ud over. Jesus fordømte åbenlyst de skriftkloge og farisæerne, men kan man forestille sig at han spredte bagtaleriske rygter om dem? — 1 Peter 2:21, 22.

Er historien sandsynlig? Er det virkelig sandsynligt at rumskibe besøger vor planet? Eller at en stor virksomhed har sluttet en pagt med Djævelen? Eller at nidkære tegnere skjuler ansigter i illustrationer i vore blade? Beretninger der lyder så usandsynlige bør tages med mere end et gran salt.

Stands rygter, spred sandhed

Det er ikke vor hensigt at hævde at der aldrig sker forbløffende ting. Det gør der somme tider. Men når vi hører om dem bør vi handle klogt og ikke naivt tro hvert eneste forlydende der når vore ører. Da der gik det rygte i Palæstina at en tømrer fra Nazaret gjorde mirakler, viste det sig at være sandt. (Mattæus 4:24) Men da Johannes Døber hørte hvad man sagde, sendte han sine disciple hen for at finde ud af nøjagtig hvad det var der foregik. (Mattæus 11:2, 3) Det var en afbalanceret reaktion.

Da apostelen Tomas hørte om at Jesus var blevet oprejst, tvivlede han. (Johannes 20:24, 25) Men han burde have indset at det ikke var et grundløst rygte han havde hørt. Han vidste at Jesus selv havde oprejst folk fra de døde, og han havde hørt Jesus tale om sin kommende død og opstandelse. (Mattæus 16:21; Johannes 11:43, 44) De der fortalte ham beretningen var desuden nogle som han vidste at han kunne stole på. Og de fortalte ikke en historie videre som de havde hørt på tredje hånd. De var øjenvidner, og Tomas kunne have udspurgt dem for at finde ud af om de måske havde taget fejl.

Ja, nogle af de rygter vi hører er måske sande. Men sund fornuft vil få os til at indse at rygter vil svirre i ethvert land, enhver landsby og endda enhver organisation, og navnlig rygter der genspejler menneskers inderste ønsker eller frygt. Og der er altid en stærk sandsynlighed til stede for at et rygte i bedste fald er en forvrængning af sandheden. Hvis du hører et forlydende og ikke helt præcist kan udpege hvem det er der står bag det, bør du derfor tænke dig om og være sikker på at det er rigtigt før du fortæller det videre til andre. Husk at „ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund“. (Ordsprogene 10:19) Vær ikke en kanal som rygterne kan spredes gennem, vær hellere en „blindgyde“. Er du det, vil du være med til at opfylde apostelen Paulus’ ord: „Derfor, nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver især med sin næste, for vi er lemmer der tilhører hinanden.“ — Efeserne 4:25.

[Tekstcitat på side 20]

Rygter er sejlivede. Når de først er opstået er de svære at standse

[Tekstcitat på side 21]

Hvis du spreder et rygte, spreder du måske en løgn

[Tekstcitat på side 22]

Ikke alt hvad der spredes mundtligt er nødvendigvis et falsk rygte

[Tekstcitat på side 23]

Er det sandsynligt at den der fortalte dig historien kender de nøjagtige omstændigheder?