Den uforanderlige Guds retfærdige rettesnor
„Jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden.“ — Mal. 3:6.
1. Hvordan er Jehovas indstilling til al uorden, og hvad er det hans hensigt at gøre i den forbindelse?
JEHOVA Gud er universets suveræne Hersker, og i denne egenskab er han forkæmper for fred og orden. (1 Kor. 14:33) Det er hans urokkelige vilje at opretholde orden, og, hvor der opstår uorden, at afhjælpe situationen og genoprette freden. Han kan ’med megen langmodighed bære over med’ dem der ikke vil anerkende værdien af orden. (Rom. 9:22) Dog vil de ikke få lov til at stille sig i vejen for ham i det uendelige. De der ikke vil rette sig efter hans foranstaltninger til opretholdelse af ordenen i universet vil komme til at undgælde for det.
2, 3. (a) Hvorfor bør det livløse skaberværk på himmelen gøre et dybt indtryk på os? (b) Hvad vil resultatet uden tvivl blive dér hvor Jehovas love slækkes?
2 Når vi ser ud i rummet der omgiver vor planet skulle den orden og harmoni der åbenbarer sig overalt, gøre et dybt og varigt indtryk på os. Forunderlige love, hvoraf mange endnu er ukendte for menneskene, binder de utallige stjerner i galakserne sammen til ét vældigt system, hvori ingen søger at gøre sig uafhængig af de andre. Hver stjerne holder sin plads i sin tildelte bane, og alle gør de Skaberens vilje. Hver af dem har han udstyret med den vældige kraft at kunne rotere om sin egen akse, samtidig med at den farer af sted i sin bane gennem universet. Profeten Esajas peger på Jehova som den der „mønstrer deres [stjernernes] hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler“. — Es. 40:26.
3 Hvis Gud slækkede de love der styrer hele hans livløse skaberværk i himmelrummet, kan vi forestille os hvad der ville ske. Himmellegemerne ville fare ud af deres baner, og det ville føre til katastrofale kollisioner imellem dem. Lykkeligvis for os der lever på denne lille klode vil dette aldrig ske, eftersom Jehova er ordenens Gud. Han opretholder ordenen i universet.
4, 5. (a) Hvorfor er himmellegemerne af mere end overfladisk interesse for os? (b) Hvad har stjerner og mennesker tilfælles?
4 I sit skrevne ord har den store Skaber ladet mennesker sammenligne med stjerner. Daniel skrev for eksempel: „De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.“ (Dan. 12:3) Abrahams oldesøn Josef fik et drømmesyn hvori medlemmerne af hans egen familie fremtrådte som stjerner. (1 Mos. 37:9) Om Abrahams afkom blev det forudsagt at det skulle blive talrigt som himmelens stjerner. — 1 Mos. 22:17.
5 Sammenligningen er også passende. Mennesker har som stjernerne deres bestemte plads at udfylde. Som stjernerne er forskellige, sådan er også menneskene forskellige i udseende og egenskaber. (1 Kor. 15:41) Mennesker kan også, hvis de vil, nøjagtigt genspejle Skaberens herlighed, ligesom stjernerne gør. Og de der tåbeligt og trodsigt nægter at rette sig efter Guds retfærdige rettesnor for menneskene, beskrives træffende som „vildfarende stjerner“, og der siges om dem at „dem venter mørke og mulm til evig tid“. De vil ikke få nogen mulighed for at kollidere med Guds nyttige skaberværk. — Jud. 13.
Menneskets behov for en retfærdig rettesnor
6. (a) Hvad lærer vi af at uforanderlige love styrer det livløse skaberværk? (b) Hvordan bekræftes dette af Guds eget udsagn om sin hensigt?
6 Begynder vi nu at forstå hvor nødvendigt det er at Gud fastsætter en retfærdig rettesnor til vejledning for hvert levende menneske? Ikke for at berøve nogen noget der er væsentligt for sand lykke. Ikke for despotisk at ville vise sin magt. Ikke for at nægte nogen sand frihed, for Jehovas ånd er frihedens ånd. (2 Kor. 3:17) Nej, hans storslåede hensigt er at have en samling fuldkomne skabninger i himmelen og på jorden, skabninger der, ligesom stjernerne på himmelen, samarbejder i fred, uden at en eneste gør indgreb i andres rettigheder. Vi kan læse om denne Guds hensigt i Efeserbrevet, kapitel 1, versene 8 til 10.
7. Hvad lægger vi mærke til hos dem der vil have ubegrænset frihed til at bestemme og handle?
7 For dem der ikke bryder sig om at indordne sig, er enhver begrænsning generende. De vil have frihed til at gøre hvad der passer dem. De vil ikke stå nogen til regnskab. De er som en populær forfatter der engang sagde: „Jeg må kunne leve sådan som jeg ønsker, ellers ønsker jeg slet ikke at leve.“ Det er ikke sådan at de ønsker at blive behandlet som alle andre. Nej, de vil behandles som undtagelser, som særlige tilfælde. Men alligevel er de udmærket klar over, at hvis alle insisterede på at ville gøre hvad de havde lyst til, ville forholdene her på jorden være endnu mere kaotiske end de er nu. Eftersom de ikke vil tage hensyn til de begrænsninger som deres medskabningers rettigheder pålægger dem, kan man sige at de udelukkende er optaget af at behage sig selv.
8. Hvilken indstilling blev menneskeslægten på et tidligt tidspunkt smittet med, og hvad har det resulteret i?
8 Fra de tidligste tider er der eksempler på at nogle har villet afstikke deres egen bane. Eva tilsidesatte Guds befaling, en selvisk handling der bragte hendes mand i vanskeligheder. Af sine øjne og sit hjerte lod hun sig føre ind på syndens vej. Også Adam traf den beslutning at han ville foretrække at dø hvis han ikke kunne få lov til at leve sammen med sin smukke men lovløse livsledsagerske. Deres førstefødte, Kain, viste sig også at være meget selvrådig. Selv om Gud advarede ham, afviste han hårdnakket at lade sig vejlede og endte med at blive fordømt som morder. Det var ikke fordi Kain havde arvet ufuldkommenhed, for Abel havde også dette handicap men vandt alligevel Guds velbehag. Kain ville ikke indordne sig; han ville gå sine egne veje; og det samme har været tilfældet med mange andre af Adams efterkommere siden den tid. — 1 Joh. 3:12.
9. Hvilke forskellige indstillinger så man umiddelbart før Vandfloden?
9 I tidens løb var der selviske engle som „ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig“ i himmelen. De materialiserede sig som mennesker og var med til at fordærve menneskeslægten. (Jud. 6; 1 Mos. 6:1-8) Trods dette fordærv viste Noa sig at være „en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige“. Han holdt sin familie på den rette vej og beskyttede den mod en fordærvet verdens umoralitet. Han lod sig ikke forlede til at løbe med den lovløse hob, der tilsidesatte Guds rettesnor og kom til at bøde med livet for sin egenrådighed. — 1 Mos. 6:9.
10. Hvilken særlig indstilling hos den uforanderlige Gud kom til udtryk da han omstyrtede Sodoma og dens søsterbyer?
10 Da Abrahams brodersøn Lot boede i Sodoma og „led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv“, besluttede Jehova Gud på afgørende måde at vise at han hadede en fordærvet kønslig adfærd. Mens Lot og hans familie i hast blev ført bort, „lod [Jehova] svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra“, og disse og andre byer deromkring blev ødelagt sammen med deres indbyggere. (2 Pet. 2:7; 1 Mos. 19:1-28) Beretningen om denne frygtelige straf bør minde alle om at Gud kræver renhed i moralsk henseende af dem der vil vinde hans velbehag.
11. Hvordan var Josefs syn på Guds retfærdige rettesnor for menneskets adfærd, og hvilken mægtig indflydelse modstod han?
11 Jakobs søn Josef blev solgt som træl til et land hvor kvinder indtog en fremtrædende og indflydelsesrig plads i samfundet. Hvad gjorde han nu da han blev udsat for sin herres hustrus forføreriske tilnærmelser? Han havde mulighed for at vælge. Han kunne have ræsonneret som så, at der ikke var noget ondt i at gøre det som hans herskerinde krævede, og have ladet hende bære hele ansvaret. Men han tænkte på noget langt vigtigere. Læg mærke til hans ord da han løsrev sig fra forførersken: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ — 1 Mos. 39:9.
12. Hvordan vidner Esaus og Jakobs adfærd hver for sig om deres indstilling til Guds krav?
12 Abrahams sønnesønner Esau og Jakob lagde hver sin indstilling for dagen over for den rettesnor Gud havde givet for den menneskelige adfærd. Esau voksede op til at blive „en dygtig jæger, der færdedes i ødemarken“, mens Jakob blev „en fredsommelig mand, en mand, som boede i telt“. (1 Mos. 25:27) Det antydes her at Esau ikke var fredsommelig. Måske hans kærlighed til jagt har taget ham bort fra hjemmet og fra en gudfrygtig families regelmæssige tilsyn. Hans senere adfærd viser at han var en vild og uafhængig natur, en mand der foretrak frihed til at gøre som han selv ville, fremfor kvægopdrætterens rolige og stræbsomme liv. I sit ønske om at behage sig selv tog han sig hustruer blandt Hets døtre, til sin moders store sorg. — 1 Mos. 27:46.
13. Hvilken uret vej kunne Moses være blevet fristet til at følge hvis ikke han havde valgt at dele lod med Guds udvalgte folk?
13 Moses står som et godt eksempel på dem der lagde vægt på at følge den gode rettesnor som Gud har givet sine jordiske tjenere. Han kunne fortsat have nydt en luksuriøs tilværelse som ægyptisk prins og kunne have fået alt hvad hans hjerte og øjne begærede. Men beretningen fortæller at han nægtede „at lade sig kalde søn af Faraos datter“, og at han „foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund“. — Hebr. 11:24, 25.
En skreven rettesnor gives
14. Hvordan blev Moses belønnet, og hvad gav Jehova nu til vejledning for sit forbilledlige folk?
14 Som følge af at Moses ikke søgte at behage sig selv, men så hen til den usynlige Gud efter vejledning og kraft til at holde ud, blev han højt begunstiget. Gud udvalgte ham nemlig til som sit redskab at give en skreven lov til det folk han havde løskøbt fra Ægypten. Nogle af de grundlæggende forskrifter i denne lov lød: „Du må ikke have andre guder end mig. Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, [Jehova] din Gud vil give dig! Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive hor! Du må ikke stjæle! Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste! Du må ikke begære“ noget af det der tilhører din næste. — 2 Mos. 20:3, 12-17.
15. Hvilke betydningsfulde principper for en ret adfærd indeholder de grundlæggende love der blev givet til Israel ved Sinaj bjerg?
15 Det er værd at lægge mærke til at hvis en israelit ville være sin egen dommer og selv ville bestemme hvad der var ret og uret, var det i virkeligheden det samme som at gøre sig selv til en gud. Det krævedes at man adlød familiens overhoved. Det var forbudt at berøve et medmenneske retten til at leve, til at have et rent legeme, til at bevare sin ejendom, og til at have et godt navn. Endelig tog Guds skrevne rettesnor fat om roden til alt ondt ved at advare mod at nære et ulovligt og havesygt begær i sit hjerte. For at ingen israelit skulle sige at han var uvidende om disse retfærdige krav, fik forældre påbud om at indprente dem i deres børn fra de var små. — 5 Mos. 6:6-9.
16. Hvilken uret adfærd advarede Jehova specielt sit folk imod, hvis det ville forblive i hans gunst?
16 Følgende advarsel blev givet mod en hedensk gudsdyrkelses fordærvede og umoralske ritualer: „Du må ikke tilbede nogen anden gud, thi ’Nidkær’ er [Jehovas] navn, en nidkær Gud er han. Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, og når de boler med deres guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres ofre; og du må ikke af deres døtre tage hustruer til dine sønner, så deres døtre, når de boler med deres guder, får dine sønner til også at bole med dem.“ — 2 Mos. 34:14-16.
17. Hvorfor var der forbud mod almindeligt selskabeligt samkvem med de omboende hedningefolk?
17 Jehova kendte det mønster hvorefter begivenhederne ville udvikle sig. Det ville begynde med et tilsyneladende harmløst selskabeligt samkvem. Hedningerne ville være gæstfri mod israelitterne. Før disse var klar over det, ville de have taget imod noget af den hellige føde der hade været ofret til en hedensk afgud, og havde dermed forpligtet sig til at rette sig efter andre af den falske religions krav, hvor umoralske og nedværdigende de end måtte være. At spise brød ved en mands bord betød i gamle dage at man havde forpligtet sig til at stå på en venskabelig fod med sin vært. Man havde indgået en pagt med ham. At spise ved en afguds bord betød ligeledes at den der gjorde det, stod i et venskabeligt forhold til denne afgud. Jehova krævede imidlertid absolut hengivenhed af sine tilbedere.
18. Hvordan fjernede Jehova ethvert grundlag for at man kan gøre som alle andre gør?
18 Da Jehova vidste at hans folk med tiden ville lægge mærke til nabofolkenes skikke, som de havde dannet efter deres egen uafhængige rettesnor, og at flertallet ville prøve at tvinge dem til at følge den forkerte vej, befalede han: „Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt, eller i dit vidnesbyrd for retten tage hensyn til mængden, så du bøjer retten.“ (2 Mos. 23:2) Han gav dem intet grundlag for en uret adfærd, og for at de senere ville kunne retfærdiggøre sig med et ’det gør alle andre’.
19. Hvordan skulle israelitterne beskytte sig mod at overtræde Guds retfærdige rettesnor, og hvorfor kom Zimri og andre israelitter til kort?
19 For at folket kunne få et værn imod at lade sig forføre til umoralitet befalede Jehova: „[I] skal komme alle [Jehovas] bud i hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders hjerter eller øjne, af hvilke I lader eder forlede til bolen.“ (4 Mos. 15:39) Deres beskyttelse lå således i at de bestandig mindede sig selv om Guds retfærdige rettesnor og fulgte den. Hvis Salus søn Zimri og 24.000 andre israelitter havde fulgt denne vejledning, var de ikke blevet henrettet for at have bedrevet hor med de fordærvede moabitiske kvinder. — 4 Mos. 25:1-9.
Ingen fritaget for at følge Guds rettesnor
20. Hvilket bibelsk eksempel viser at der ofte er en nær forbindelse mellem materialisme og løsagtighed, og hvorfor greb Jehova hurtigt ind i dette tilfælde?
20 Grådighed og manglende gudsfrygt går hånd i hånd med løsagtighed, som vi ser i beretningen om Pinehas og hans broder Hofni, præsten Elis sønner, der tjente ved Guds tabernakel i Silo. Ikke alene viste de ringeagt for folkets offergaver til Jehova, men de misbrugte også deres betroede embede og „lå hos kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet“. (1 Sam. 2:17, 22, 34) Gud greb ind for at håndhæve sin lov. Efter at Eli havde fået rigelig lejlighed til at tugte sine sønner kom en Guds mand til ham med det forfærdende budskab: „På én dag skal de begge dø.“ Denne dom blev snart efter eksekveret, nemlig da filisterne slog israelitterne i kamp og bortførte pagtens hellige ark. Elis privilegerede stilling fritog ham ikke for hans ansvar som fader, og hans sønner blev heller ikke fritaget for straffen for at have begået helligbrøde.
21. Hvad lærer vi af kong Davids bitre erfaringer efter hans synd med Batseba?
21 Ingen kan over for Gud gøre krav på at han eller hun er et særligt tilfælde som kræver at der afviges fra de strenge regler for en ret adfærd. Ikke engang Davids høje stilling som konge var nogen undskyldning for at han begærede en andens hustru og derefter forårsagede ægtemandens død så hans urette begær kunne blive tilfredsstillet. Selv om hans eget liv blev skånet, døde det barn som Batseba fødte ham, og han kom til at lide hele resten af sit liv under stadige hjertesorger og vanskeligheder som hans egne sønner og betroede tjenere voldte ham. Endog hans medhustruer blev offentligt krænket af en oprørsk søn af hans eget hus. — 2 Sam. 12:1-14; 16:21, 22.
22. Hvordan gjorde Salomon sig fortjent til at høre den kommende dom over hans rige?
22 Davids anden søn med Batseba, Salomon, begyndte i den sidste del af sin regeringstid at afvige fra Guds retfærdige rettesnor. Han tog sig flere hustruer, især fra de hedenske folk, og disse kvinder gjorde krav på at ville føre tilbedelsen af deres falske guder med sig til Israels land. Beretningen fortæller hvordan han gav efter for disse egenrådige kvinder, der foragtede deres mands Gud, og hvordan han byggede templer for deres afguder. Jehova besluttede at hans rige ville blive ramt af en ulykke efter hans død. Ti stammer gjorde oprør mod hans søns regering og oprettede et uafhængigt rige. Kun to stammer forblev tro mod kongen i Jerusalem.
23. (a) Hvorfor forudsagde og tillod Jehova at Israels og Judas riger blev omstyrtet? (b) Hvad havde de landflygtige jøder endnu ikke lært på Ezras tid?
23 Senere konger i Juda og Israel viste sig også, på få undtagelser nær, utro mod Guds krav. De var umoralske i deres samkvem med de omboende folkeslags falske guder og udførte tøjlesløse religiøse ceremonier. Jehova overgav til sidst rigerne til de assyriske og babyloniske erobrere og lod Judas land ligge øde hen i halvfjerds år. Derefter udfriede han barmhjertigt folket og lod det vende tilbage til sit eget land. Men fulgte det derefter hans retfærdige rettesnor? Nej; jøderne holdt sig ikke adskilt fra kana’anæerne og de andre blandingsfolk der boede omkring dem. Den skriftlærde Ezra var chokeret da han fik at vide at de havde taget hedenske kvinder til hustruer til sig selv og deres sønner. Han spildte ikke tiden, men advarede straks overtræderne om Guds ugunstige dom. Efter at Ezra havde bragt jøderne til fornuft gik de ind på at rense sig fuldstændig for deres urenhed: „Lad os slutte pagt for vor Gud om at skille os af med alle vore fremmede kvinder og deres børn efter min herres [Jehovas, NW] bestemmelse.“ (Ezra 10:3) Deres valg var af livsvigtig betydning. De afværgede de frygtelige følger af Jehovas vrede.
Nationer dømt efter Guds rettesnor
24. Begrænser Jehova sig til at gribe ind over for enkeltpersoner der tilsidesætter de krav som han ønsket overholdt? Giv eksempler.
24 Ikke blot for enkeltpersoner men for hele nationer har det i forgangne tider haft afgørende betydning om de har fulgt eller ringeagtet den uforanderlige Guds retfærdige rettesnor. Moab, Ammon og Edom — alle semitiske folk der foragtede og afskyede israelitterne, begærede deres land og hovmodede sig mod Jehova — blev bragt til fald og lagt øde efter den retfærdige Guds beslutning. (Ez. 25:1-14) Fønikierne, der beherskedes af begær efter at berige sig ved handel, brød deres pagt med Israel og begyndte at sælge fangne jøder som slaver. Israels Gud bragte ulykke over dem, først ved Babylons Nebukadnezar og senere ved Grækenlands Alexander.
25. Hvordan ses Guds retfærdighed i forbindelse med Juda og Israel, og hvorfor handlede han som han gjorde?
25 Selv Judas og Israels riger søgte vedvarende at behage sig selv og gjorde som de omboende hedningefolk. Gennem sine profeter revsede Jehova dem for deres fordærvede og umoralske adfærd. Han kaldte dem ’skøger’ og sagde at de var „i brynde for [deres] elskere“. Imidlertid gav de ikke agt på hans formaninger, og den varslede dom blev eksekveret over dem: „En forsamling skal sammenkaldes imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres; forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med sværd; deres sønner og døtre skal man dræbe, og deres huse skal man brænde. Jeg gør ende på skændselen i landet.“ (Ez. 23:46-48) Hvor tåbeligt af disse højt begunstigede folk at ringeagte selve den rettesnor som Jehova havde givet dem til deres eget gavn!
26. Hvordan forsikrer Jehova gennem profeten Malakias, sit forbilledlige folk om sin uforanderlighed med hensyn til den retfærdige rettesnor?
26 Efter Ezras tid faldt jøderne igen tilbage til hedningefolkenes lave moralske niveau. Atter sendte Jehova dem, denne gang ved sin profet Malakias, en alvorlig advarsel om den fare de befandt sig i: „Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig . . . Thi jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden.“ (Mal. 3:5, 6) Guds syn på de urette gerninger der nævnes her, er stadig det samme. Han har ikke forandret sig og vil aldrig gøre det i denne henseende. Han vil ikke se gennem fingre med dem der med overlæg krænker hans retfærdige rettesnor.
Ikke påvirket af mængden
27. Hvad kan man sige om ufuldkomne menneskers indstilling, selv om de er langt i overtal?
27 Den person eller nation der lader sig påvirke urimeligt af de ufuldkomnes og syndiges flertal, bliver ledt i en snare. De der fulgte flertallet i Noas dage, for eksempel, viste sig at have uret, og Guds ugunstige dom blev fældet over dem. Der var ingen beskyttelse hos flertallet. Det populære, konventionelle syn på tingene er sjældent i harmoni med Guds vilje.
28. Hvilken ret indstilling blev lagt for dagen af alle de trofaste mænd fra fortiden der omtales gunstigt i Guds skrevne ord?
28 Dem, derimod, der så med mistillid på flertallets brede og bekvemme vej, valgte at leve deres liv i overensstemmelse med Guds vilje. Noa, Abraham, Job, Jakob, Moses og andre trofaste Jehovas tjenere fulgte mindretallets vej. De lod sig ikke rokke af de andres talmæssige overlegenhed. De vidste at Skaberens tanker og veje er langt højere og af langt større betydning end menneskers tanker og veje. (Es. 55:9) De valgte fremtiden, det evige livs belønning i den rene, nye tingenes ordning som Gud havde lovet, fremfor „at nyde synden en stakket stund“ eller tilfredsstillelsen ved at behage sig selv. (Hebr. 11:25) Snart vil disse trofaste nu modtage deres rige belønning.
29. Hvilken slutning bør gudfrygtige mennesker i dag komme til?
29 Det er visdom i dag i disse udvalgte bibelske beretninger fra menneskehedens historie at se den vejledning der er så stærkt tiltrængt i denne kritiske tid for verden. Det er klogt at anerkende at intet menneske kan gøre krav på at have ret til at leve sit liv fuldstændig som han selv vil, uden hensyn til sine medskabningers interesser og velfærd og uden hensyn til den rettesnor som Skaberen har givet for menneskets adfærd. De personer og nationer der tager sig den frihed at handle uafhængigt af Guds ordning, og som tilsidesætter den rettesnor han har fastsat for sine skabninger i moralsk henseende, går deres undergang i møde.
30. Hvad kan vi være forvissede om med hensyn til Guds indgriben over for mennesker i fortiden?
30 Den måde hvorpå Gud i fortiden har grebet ind over for dem der enten overholdt eller ringeagtede hans retfærdige rettesnor, er af stor betydning for os der lever i dag. Hvorfor? Paulus, der var en at Jesu Kristi apostle, svarer: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) I mellemtiden kan vi være forvissede om at Guds rettesnor for den menneskelige adfærd ikke forandrer sig, for Jehova betegnes med rette som „himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går“. (Jak. 1:17) Han er i sandhed den uforanderlige, evige Gud.
● „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Es. 55:6-9.
[Illustration på side 199]
Josef lod sig ikke forføre