Fordi de har en ret hjertetilstand vil deres synd ikke føre til udslettelse. Selv om de skulle dø en „naturlig“ død som følge af den synd de har arvet efter Adam, har de håb om en opstandelse. Men det kan ikke siges om de mennesker der er lovløse i Guds øjne og har Djævelens indstilling over for synd. De angrer ikke, og de gør heller ingen bestræbelse for at opnå tilgivelse, for de nærer jo ingen skyldfølelse selv om de har overtrådt Guds love. De gentagne synder har brændemærket deres samvittighed så den er blevet forhærdet. Gud vil derfor ikke bevare mindet om dem. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

Hvad enten det er den freudske psykologi eller andre, lignende former for tænkning der nedbryder de moralske hæmninger, er det dødsens farligt at lade sig lede deraf. Det fører til synd og død — ikke til liv. „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ — Gal. 6:7.

Spørgsmål fra læserne

● Betyder Zefanias 2:3 at man, selv om man er i sandheden og gør Guds vilje, ikke kan være sikker på at få det evige liv? — H. B., Puerto Rico.

Dette skriftsted lyder: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“

Det hebraiske ord som er gengivet „måske“ i den autoriserede danske oversættelse er ulaí. Dette hebraiske ord bibringer os ikke tanken om noget positivt. Det kan gengives „sandsynligvis“, „det kan være“ eller „måske“. New World Translation gengiver, det „måske“ i 1 Mosebog 43:12 og 1 Kongebog 18:27, og „sandsynligvis“ i Zefanias 2:3.

Somme tider står ulaí som et udtryk for tvivl, mens det til andre tider udtrykker håb. I 1 Mosebog 16:2 skal det åbenbart udtrykke håb; dér læser vi: „Og Saraj sagde til Abram: ’[Jehova] har jo nægtet mig børn; gå derfor ind til min trælkvinde, måske kan jeg få en søn ved hende!’ Og Abram adlød Saraj.“ Det er også håb der skinner igennem i Amos 5:15, hvor der står: „Had det onde og elsk det gode, hold retten i hævd i porten! Måske vil da [Jehova], Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs rest.“

Zefanias 2:3 viser at de der begynder at søge retfærd og ydmyghed ingen garanti har for at de vil blive skjult på Jehovas vredes dag blot fordi de er begyndt at vandre ret. Men der er håb om at de vil gøre sig egnede til at blive skjult. Det at blive skjult er en mulighed.

Der knytter sig altså et usikkert moment til teksten i dette skriftsted, et moment det er værd at overveje. Det usikre består imidlertid ikke i at Gud muligvis ikke er i stand til at skjule de mennesker som i trofasthed søger retfærd og ydmyghed. Ingenlunde. Sagen er at Gud ikke er forpligtet til at skjule nogen, og det er det der giver rum for usikkerhed. Vi kan ikke tage beskyttelsen for givet, som om det var noget vi havde ret til. Vor beskyttelse afhænger fuldstændig af Guds barmhjertighed, hans ufortjente godhed imod os syndere, for i virkeligheden fortjener vi at dø som syndere. Imidlertid er der kun én måde hvorpå vi kan stræbe efter at få det bibelske håb om Guds barmhjertighed opfyldt, og det er ved at søge Gud samt søge retfærd og ydmyghed før det er for sent. Da kan det være at han vil tage vor anger, omvendelse og indvielse til ham i betragtning. Bibelen giver os grund til at sige at han sandsynligvis vil gøre det.

● Når Logos, Jesus i hans førmenneskelige tilværelse, ikke var blandt de engle Gud benyttede da han overgav Loven til Moses, hvordan skal man da forstå 2 Mosebog 23:20-23, der taler om en engel der har Guds navn i sig? — A. M., De forenede Stater.

At Logos, Guds søn, ikke var blandt de engle Gud benyttede da han overgav Loven til Moses fremgår tydeligt af Paulus’ ord i Hebræerne 2:2, 3: „Thi når det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse? Den blev jo først forkyndt ved Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham.“ Det følger heraf at englene blev benyttet dengang, men at Guds søn, Jesus i hans førmenneskelige tilværelse, ikke blev det.

Dette udelukker dog ikke muligheden af at Gud har benyttet Logos til at udføre en eller anden særlig opgave i forbindelse med Israels folk. I 2 Mosebog 23:20-23 siges der: „Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive Eders overtrædelser, efterdi mit navn er i ham. Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander. Ja, min engel skal drage foran dig.“ Det er rimeligt at slutte at denne engel om hvem Jehova siger: „Mit navn er i ham,“ var Jesus Kristus i hans førmenneskelige skikkelse. (1 Kor. 10:1-4) Jesus, hvis navn betyder „Jehova er frelse“, er den der først og fremmest hævder og ophøjer Guds herlige navn.

Der siges ikke at den engel der har Guds navn i sig overgiver Loven til Israel, men at den leder israelitterne på vejen til det forjættede land. Paulus’ ord i Hebræerne 2:2, 3 udelukker altså ikke at engelen der omtales i 2 Mosebog 23:20-23 var Jesus i hans førmenneskelige skikkelse, hvilket der er stor sandsynlighed for.

● Ifølge 5 Mosebog 22:23-27 skulle en trolovet israelitisk pige der blev truet med voldtægt skrige om hjælp. Hvordan stiller sagen sig for en kristen kvinde i dag hvis hun kommer ud for det samme? Skal hun også skrige hvis en mand truer hende på livet med et våben? — M. U., De forenede Stater.

Ifølge Guds lov havde en israelitisk pige pligt til at skrige om hjælp i en sådan situation: „Når en mand inde i byen træffer en jomfru, der er trolovet med en anden, og har samleje med hende, skal I føre dem begge ud til byens port og stene dem til døde, pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp i byen, og manden, fordi han krænkede sin næstes brud.“ Men hvis overfaldet fandt sted ude på marken og kvinden skreg og på denne måde søgte at slippe af med manden der antastede hende, skulle hun ikke stenes, eftersom hun var blevet overmandet og ingen kom hende til undsætning. — 5 Mos. 22:23-27.

Men hvis nu manden havde et våben og truede med at dræbe pigen hvis hun nægtede at indlade sig med ham? Argumentet i disse skriftsteder svækkes ikke og situationen ændres ikke ved at man henviser til omstændigheder der kunne berettige pigen til ikke at skrige. Der siges tydeligt at hun skal skrige og følgelig modsætte sig overfaldet uanset omstændighederne. Hvis hun blev overmandet og måske slået bevidstløs og krænket før nogen der havde hørt hendes skrig kom hende til undsætning, kunne hun ikke drages til ansvar for det. Tanken i skriftstederne er øjensynlig den at pigens skrig skulle tiltrække andres opmærksomhed og derved skræmme manden bort, selv om han truede hende på livet for at få hende til at tie stille og rette sig efter hans ønske.

Sådanne bibelske eksempler fra fortiden kan tjene som en rettesnor for de kristne i dag, som har fået befaling til at „fly utugt“. (1 Kor. 6:18) Hvis en kristen kvinde ikke skriger og gør alt for at undslippe, vil hun således blive anset for at have givet sit samtykke til handlingen. Den kristne kvinde der ønsker at adlyde Guds befalinger og at bevare sig selv ren, må derfor hvis hun kommer ud for en sådan situation i dag, være modig og handle således som Bibelen foreslår: hun skal skrige. Det tjener til hendes eget bedste at hun følger dette råd, for hvis hun giver efter for mandens ønske, har hun ikke alene givet sit samtykke til utugt eller hor, men hun vil også blive plaget af skam. Ikke alene ved tanken om oplevelsens modbydelighed, men også over at hun havde ladet sig tvinge til at overtræde Guds lov og haft kønslig forbindelse med en mand der ikke var hendes lovformelige ægtefælle. Dertil kunne komme at forholdet fik følger, at hun blev gravid, eller at hun pådrog sig en smitsom sygdom fra den moralsk fordærvede mand.

Det er sandt at kvinden må se den mulighed i øjnene at manden gør alvor af sin trussel. Men, på den anden side, hvilken garanti har hun for at manden ikke vil dræbe hende efter at han har tilfredsstillet sin lyst? Ja, i virkeligheden er det højst sandsynligt at en sådan person, der måske allerede er eftersøgt af politiet, vil dræbe hende efter overfaldet, eftersom hun da ville have større chance for at mærke sig hans udseende og give et signalement af ham til politiet. I dette tilfælde kunne det meget vel frelse kvindens liv hvis hun fulgte Bibelens råd og skreg om hjælp. Det kunne skræmme manden bort fra begyndelsen og ville forhindre at han bagefter fik den tanke at han måtte rydde sit offer af vejen for ikke senere at blive afsløret.

I de fleste tilfælde vil det uden tvivl være et spørgsmål om at gøre manden forskrækket og skræmme ham bort, for pigens skrig kunne resultere i at han blev anholdt for voldtægtsforsøg. Endvidere, hvis han gjorde alvor af sin trussel og virkelig begik mord, ville han risikere at blive anholdt og dømt for denne langt alvorligere forbrydelse. Der er naturligvis den mulighed at manden i stedet for straks at flygte vil slå sit offer eller tilføje hende et overfladisk sår for at få hende til at holde op med at skrige, men ville denne fysiske overlast ikke være for intet at regne mod skammen og vanæren over at have givet efter for mandens uanstændige tilnærmelser?

En kristen kvinde har ret til at kæmpe for sin ære. Hvordan hun bedst kan forsvare sig mod en der vil krænke hende afhænger af hendes mod og snarrådighed. I hvert fald bør hun som nævnt først prøve at skræmme manden bort ved at skrige, og lave så meget spektakel som hun på nogen måde kan for at tilkalde hjælp. Nytter det ikke, har hun ret til at forsvare