Isak og Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1 Mos. 32:28) De talte det samme sprog, hebraisk. De havde fælles forordninger, skikke og traditioner. De havde den samme regering og var underkastet de samme love. Heller ikke engang under de fyrretyve års vandring skiltes de som nomader, men holdt sammen. Til sidst fik de den lovede arv i eje, bosatte sig i et land de kunne kalde deres eget og som strakte sig til nøje fastlagte grænser — de udgjorde en nation i ordets fulde forstand.

¹⁰ Et folk behøver ikke at opfylde hver eneste af de foran nævnte betingelser for at kunne kalde sig en nation. Det kødelige Israel opfyldte imidlertid dem alle. Men gælder det også den kristne kirke? Kan man virkelig kalde dette nye redskab en nation? Det spørgsmål vil vi undersøge i næste nummer af Vagttårnet.

Kærlighedens Gud

BIBELEN kalder Jehova for kærlighedens Gud. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. Og Moses sagde om Jehova at han er en Gud som er „barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed“. — 2 Kor. 13:11; 1 Joh. 4:8; 2 Mos. 34:6.

Men nogle mennesker indvender: En kærlig Gud ville aldrig forlange at hans tjenere skulle gøre det som Jehova krævede af Abraham. Han ville aldrig kræve at en mand skulle bringe sin eneste søn som et brændoffer. Sådan er der nogle mennesker der mener. Hvad mener du? Får denne beretning dig til at nære en stærkere kærlighed til Jehova, eller får den dig til at vende dig bort fra ham?

Man vil høste varig gavn af at værdsætte alt hvad Gud siger og gør. Denne hændelse skulle derfor ikke få os til at vende os bort fra Gud. Den skulle derimod få os til at ønske at forstå den bedre, således at den kan knytte os stærkere til Gud i kærlighed. Hvis vi har det rette syn på det Jehova krævede af Abraham, vil vor tro på Jehova som Livgiver styrkes, og vi vil se hvor stor kærlighed han nærer til menneskeheden.

Bibelens beretning siger at Jehova gav Abraham følgende befaling: „Tag din søn, Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig! . . . Da de nåede det sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et alter og lagde brændet til rette; så bandt han sin søn Isak og lagde ham på alteret oven på brændet. Og Abraham greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn. Da råbte [Jehovas] engel til ham fra Himmelen: ’Abraham, Abraham!’ Han svarede: ’Se, her er jeg!’ Da sagde engelen: ’Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!’“ — 1 Mos. 22:1-14.

Men hvorfor fordrede Jehova at Abraham skulle ofre sin søn, og hvorfor er denne beretning blevet bevaret i Bibelen? Apostelen Paulus henledte sine medkristnes opmærksomhed på denne hændelse for at opmuntre dem til at være lige så trofaste som Abraham. Endvidere erindrede han dem om at Jehova havde lovet Abraham at der skulle udgå et stort folk fra den søn som han havde fået ved et mirakel. Paulus citerede løftets ord: „Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig.“ (Hebr. 11:17, 18; 1 Mos. 12:2, 3; 15:18; 21:12) Men hvorledes kunne der blive et stort folk hvis Isak døde? Det var umuligt. Og alligevel bød Gud Abraham dræbe Isak. Var Gud ikke temmelig inkonsekvent? Hvordan reagerede Abraham?

Bibelen melder intet om hvad der rørte sig i Abraham da han drog hen til offerstedet. Den siger intet om hvad Abraham følte da han bandt sin søn, lagde ham på