Vær klog — vær sen til vrede

DET skete en varm forårsaften sidste år i april. Fire halvvoksne drenge løb råbende og støjende ud og ind af en treetages beboelsesejendom i Bronx i New York. En funktionær ved postvæsenet som prøvede at sove fordi han havde natarbejde, lænede sig ud ad sit vindue på første sal og råbte til drengene: „Hold op med det spektakel!“ Drengene ignorerede ham imidlertid, og han for ned ad trapperne med en revolver. Da drengene begyndte at løbe, affyrede han et skud og ramte en af dem i ryggen. „Drengen faldt forover, livsfarligt såret. Han blev erklæret død af en læge fra Lincoln-hospitalet.“ — New York Times, 16. april 1968.

Det kan i sandhed få tragiske følger hvis man har et hidsigt og opfarende sind. Men vrede i sig selv behøver ikke at være en forkert følelse. Den kan have en retfærdig årsag. Det er ikke forkert at blive vred eller oprørt over uretfærdigheder eller over ringeagt for andres rettigheder. Bibelen siger at Jehova Gud, der er en retfærdig dommer, „hver dag vredes“ på grund af den megen ondskab på jorden. (Sl. 7:12) Jesus Kristus, Guds søn, vrededes eller oprørtes ligeledes gang på gang da han levede på jorden, hvilket for eksempel fremgår af at han kaldte den tids religiøse ledere for „hyklere“, „slanger“ og „øgleunger“. Nogle gange kom hans vrede endog til udtryk i handling, som da han væltede vekselerernes borde og med et reb drev kvæghandlerne og deres dyr ud af templet. — Matt. 23:13-33; Joh. 2:15-17.

Men Jehova og Jesus Kristus har aldrig nogen sinde ladet deres vrede løbe af med dem. De mister aldrig besindelsen. De lader ikke deres vrede beherske dem, men har altid fuld kontrol over den. Deres vrede kan siges at tjene dem som en træl. Den behersker dem aldrig og får dem ikke til at handle uklogt eller uretfærdigt. De er altid sene til vrede.

Det at være sen til vrede omtales også i Bibelen som „langmodighed“. På De kristne græske Skrifters originalsprog er ordet makrothumiʹa, som betyder at være lang af sind, det modsatte af at være opfarende. At være langmodig vil sige at være tålmodig, sen til vrede, tolerant, at finde sig i det der ærgrer, fornærmer eller virker irriterende. Ifølge en græsk ordbog er langmodighed „den form for selvbeherskelse der ikke hurtigt gør gengæld eller omgående straffer når den udsættes for provokation“. Den er en af Guds ånds frugter. — Gal. 5:22.

Hvad kan hjælpe en til at overvinde tilbøjeligheden til hurtigt at fare op og tale og handle i vrede? For det første kan man tænke på hvad Guds ord siger om det eksempel Jehova Gud selv har sat med hensyn til langmodighed. Selv om han er almægtig og ejer al myndighed og er fuldkommen i visdom, er han ikke hastig til at handle når han bliver vred. Som han sagde til sin profet Moses: „[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig [sen til vrede, NW] og rig på miskundhed og trofasthed.“ Ja, han har gang på gang „i megen langmodighed . . . båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse“. Blandt de mange eksempler på hans langmodighed kan nævnes at han ventede i mange år før han sendte vandfloden på Noas tid og før han lod sit ulydige folk Israel vandre i landflygtighed til Babylon. — 2 Mos. 34:6; Rom. 9:22; 1 Pet. 3:20; 2 Krøn. 36:15, 16.

En yderligere hjælp til at blive sen til vrede får man hvis man undersøger den direkte vejledning som Guds ord giver i denne henseende. Vi læser således at „den hidsige bærer sig tåbeligt ad“. „Den heftige driver det vidt i dårskab.“ „Vredladen mand vækker splid, sindig mand [en der er sen til vrede, NW] stiller trætte.“ „Større end helt [som ikke er sen til vrede] er sindig mand.“ „Ser du en mand, der er hastig til tale, for en tåbe er der snarere håb end for ham.“ — Ordsp. 14:17, 29; 15:18; 16:32; 29:20.

Ja, man bør blive ved at fortælle sig selv hvor uklogt, hvor ufornuftigt og hvor dumt det er at fare op og ikke vise selvbeherskelse. Vrede ord kan ødelægge venskaber og gøre det nødvendigt at man beder om forladelse. Hvis vi er hidsige kan vi komme til at angre det resten af vort liv, som vi så det i tilfældet med den postfunktionær der skød den halvvoksne dreng. Profeten Moses talte engang uoverlagte ord og handlede i vrede, og det førte til at han ikke fik lov at komme ind i det forjættede land. — Sl. 106:32, 33.

Vi bør især bestræbe os for at lægge selvbeherskelse for dagen. Hvis vi lærer at vise selvbeherskelse i alle livets forhold, for eksempel i vore spise- og drikkevaner og med hensyn til adspredelser og fornøjelser, vil det hjælpe os til at vise selvbeherskelse når vi udsættes for pres. Når vi mærker at vi begynder at blive ophidsede bør vi beslutte ikke at tale eller handle før vi er rolige. Som salmisten David formanede: „Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders leje og ti!“ — Sl. 4:5.

Næstekærlighed er også en hjælp til at være sen til vrede! Bibelen siger at „kærligheden . . . lader sig ikke ophidse, . . . den tåler alt, . . . udholder alt“. „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ Det vil sige at kærlighed tilgiver, den afholder sig fra at gøre gengæld og omgående straffe en anden. — 1 Kor. 13:4, 5, 7; 1 Pet. 4:8.

En anden hjælp er empati. Guds ord siger at „klogskab gør mennesket sindigt“. (Ordsp. 19:11) Hvis vi er i stand til at sætte os i andres sted, vil det hjælpe os til at forstå hvorfor de siger og gør visse ting, og dette vil hjælpe os til at være sene til vrede. Når vi så bliver udskældt vil vi ikke gøre gengæld, men i stedet velsigne. — 1 Kor. 4:12.

Når vi tænker på alle de vanskeligheder der kunne undgås hvis folk blot var sene til vrede — noget der endog ville gavne deres helbred — forstår vi hvor sandt det inspirerede ordsprog er: „Den der er sen til vrede er rig på skelneevne.“ — Ordsp. 14:29, NW.