Moses. (Johannes 1:1-3, 14; Hebræerne 2:2, 3) Men det er rimeligt at antage at den engel om hvem Jehova sagde: „Mit navn er i ham,“ var Jesus i sin førmenneskelige skikkelse. Han blev brugt til at lede israelitterne på vejen til det forjættede land. (1 Korinter 10:1-4) Jesus, hvis navn betyder „Jehovas frelse“, er den der først og fremmest hævder og forsvarer sin Faders navn.

● 32:25 — Hvorfor blev Aron ikke straffet for at have lavet guldkalven?

Aron lavede guldkalven på folkets forlangende, ikke fordi han gik helhjertet ind for afgudsdyrkelsen. Øjensynlig tog han senere, sammen med de øvrige levitter, standpunkt for Jehova mod dem der modarbejdede Moses ved denne lejlighed. Omkring 3000 (sandsynligvis hovedmænd i frafaldet) blev slået ihjel, men at endnu flere var skyldige fremgår af at Moses, efter at de 3000 var borte, mindede hele folket om at det havde syndet groft. Der var altså flere end Aron der blev genstand for barmhjertighed fra Jehova ved denne lejlighed. — 2 Mosebog 32:1-6, 26-35.

● 34:26 — Hvad lå der i budet om ikke at koge et kid i dets moders mælk?

Det at koge et kid eller en ung ged i dets moders mælk skal efter sigende have indgået i hedenske regnritualer, og israelitterne har måske fået denne lov for at de kunne undgå sådanne skikke. Det ser imidlertid ud til at dette bud, i lighed med flere andre, understreger den omstændighed at der i alle forhold er hensyn at tage til hvad der er passende og tilbørligt. Jehova har frembragt modermælken for at moderen kan give sit afkom næring, men at bruge mælken i forbindelse med det døde kid ville være modsat den tiltænkte hensigt. Denne lov synes også at have tjent som en lære til Guds pagtsfolk om at de ikke måtte handle hjerteløst, men skulle være medfølende.

Bogens betydning for de trofaste

Anden Mosebog er en bevægende beretning om trællekår, udfrielse ved guddommelig indgriben og organisering af et teokratisk samfund. Men hvad kan vidner for Jehova i dette 20. århundrede lære af bogen?

Jehova opretholder sit folk. Det gjorde han ved at bistå og velsigne israelitterne da de var undertrykte trælle. (2 Mosebog 1:7, 14) På lignende måde opretholder Jehova sine nutidige vidner, selv når de kommer ud for voldsom forfølgelse.

Jehova er den uforlignelige Udfrier. Ja, dette blev tydeligt for enhver ved Det røde Hav! På samme måde kan hans vidner i dag have tillid til at de som gruppe betragtet vil overleve den kommende „store trængsel“ under denne store Udfriers almægtige hånd. — Mattæus 24:20-22; Åbenbaringen 7:9, 14.

Jehova er den teokratiske organisations Gud. Når israelitterne adlød hans love, kunne de tilbede ham på en velordnet måde, med tryghed og glæde, til ære for hans navn. Tilsvarende har Jehova organiseret sine vidner i dag som et velordnet, trygt og lykkeligt broderskab. Til fremme af vor personlige tryghed og lykke må vi derfor trofast tjene Gud som en del af dette teokratiske samfund der herliggør hans hellige navn. — Salme 100:1-5; 1 Peter 2:17.

„Et meget nært kendskab“

Den kendte arkæolog sir George Rawlinson skriver angående Anden Mosebogs skribent at denne „røber et meget nært kendskab til oldtidens Ægypten“. Han fortsætter: „Ægypternes indstilling til fremmede — at de holdt sig på afstand af dem og dog tillod dem ophold i deres land, at de nærede en særlig modvilje mod hyrder, at de mistænkte de fremmede fra Palæstina for at være spioner — landets indre styre, dets bosætningsmønster, kongens magt, præsternes indflydelse, de store byggeforetagender, brugen af udlændinge som arbejdskraft, brugen af teglsten . . . og af tegl med strå, . . . fogederne, skikken med at balsamere de døde, . . . den voldsomme dødeklage, . . . brugen af heste og vogne i kamp, . . . — dette er blot nogle få af de mange punkter der røber at den der har skrevet Pentateuken [de fem Mosebøger] må have haft et intimt kendskab til ægyptisk sæd og skik“. — The Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records, s. 290, 291.