grund af personlige ideer eller teorier, bør man holde sig ’midt på vejen’ ved at blive inden for rammerne af Bibelens vejledning. (Ordsp. 8:20) Den der stræber efter at vejlede i visdom må altid søge hjælp hos Gud i ydmyge bønner. — Jak. 1:5; 1 Kong. 3:7-12.

Kristne rådgivere som følger Guds ords vejledning vil være til virkelig velsignelse for deres brødre. Ja, mere end det, de vil også blive rost og værdsat af de store konger, Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus. — Ordsp. 27:9, Gd; 14:35; 16:13.

Spørgsmål fra læserne

● Kan man drages til ansvar for at have overtrådt Guds lov om blodets hellighed hvis man får en blodtransfusion som følge af en retskendelse der tilsidesætter ens egen beslutning om ikke at modtage blod? — U.S.A.

Det afhænger af omstændighederne. En retskendelse kan naturligvis ikke tilsidesætte en lov som er givet af Jehova Gud, den øverste Lovgiver. (Ap. G. 5:29) Det er indlysende at en kristen ikke har ret til at myrde eller stjæle eller begå umoralitet, selv om en domstol befaler ham at gøre det.

I hvilke situationer vil en patient ikke kunne sige sig fri for skyld hvis han får blodtransfusion efter en retskendelse? Hvis patienten ikke med overbevisning giver udtryk for sine synspunkter når han har lejlighed til det og han senere undlader at gøre modstand, kan dette være medvirkende til at han får en uønsket blodtransfusion. Noget som har haft afgørende indflydelse på nogle dommeres beslutning, er patientens overbevisning, hans følelse af ansvar over for Gud. I tilfælde hvor der ikke har været noget der tydede på at patienten ville modsætte sig en blodtransfusion hvis der forelå en retskendelse, har dommere ofte været mere tilbøjelige til at imødekomme lægernes eller hospitalets ønsker.

I flere tilfælde har Jehovas kristne vidner, stillet over for faren for en retskendelse som tillod blodtransfusion, gjort hvad de kunne for at undgå at overtræde Guds lov. Nogle er af deres familiemedlemmer eller slægtninge blevet flyttet til andre hospitaler, hvor de har fået en behandling der ikke stred mod Guds lov. Men hvis patientens tilstand er så kritisk at han tydeligvis ikke ville kunne overleve hvis han blev flyttet fra hospitalet, selv for en kortere tid, er det klart at man ikke kan benytte denne udvej.

Der kan naturligvis være tilfælde hvor patienten forgæves har forsøgt ethvert middel, både i ord og handling, for at undgå en sådan overtrædelse af Guds lov; eller det kan være at patienten er bevidstløs. Hvis han, trods alle sine bestræbelser, påtvinges en transfusion, må han lægge sagen i Jehovas hånd og stole på hans barmhjertighed. Han befinder sig i noget nær samme situation som en kvinde der bliver voldtaget trods sine gentagne skrig og fysiske bestræbelser for at afværge det. Ifølge Moseloven var en sådan kvinde skyldfri. (5 Mos. 22:25-27) Men hvis hun undlod at skrige var hun ikke uden skyld. (5 Mos. 22:23, 24) I overensstemmelse med dette forventer Gud at kristne i dag tager ethvert muligt skridt (som ikke er i strid med hans ord) for at undgå at blive meddelagtige i en overtrædelse af hans lov om blodet.

● Hvis man for mange år siden har givet Gud et løfte som man nu indser var uklogt, er man da stadig nødt til at holde det? — U.S.A.

Det vil afhænge af løftets natur og de omstændigheder hvorunder det blev aflagt. Men lad os først betragte hvad et løfte til Gud er i bibelsk forstand.

På Bibelens tid blev sådanne løfter aflagt til Gud selv, ikke til et menneske eller et råd af mennesker. Der var også det særlige ved disse løfter at de, i alle de tilfælde der er omtalt, var betingede. Det vil sige at den der aflagde løftet, i virkeligheden sagde til Gud: ’Hvis du vil gøre det og det [måske redde vedkommende fra en alvorlig fare eller udvirke at hans bestræbelser i en eller anden retning lykkedes], så vil jeg gøre det og det.’ Hvis Gud hjalp den der aflagde løftet, blev denne forpligtet til at holde hvad han havde lovet. Indfrielsen af løftet indbefattede ofte at der skulle bringes et dyr som offer, eller at visse ejendele skulle helliges tjenesten for Gud. (3 Mos. 7:16; 22:21) I andre tilfælde var løftet betinget på den måde at den pågældende lovede at afholde sig fra at gøre et eller andet indtil det var lykkedes ham at nå et bestemt mål — med Guds hjælp. — Jævnfør Første Mosebog 28:20-22;