Spørgsmål fra læserne
● På hvilken måde drak israelitterne i ørkenen af „en åndelig klippe, som fulgte med“, som det siges i Første Korinterbrev 10:4? — I. M., U.S.A.
Apostelen Paulus fortalte om hvordan Gud havde sørget for israelitterne efter at de havde forladt Ægypten idet han sagde: „Alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus.“ — 1 Kor. 10:3, 4.
Det ser ud til at apostelen havde to betydninger i tanke her, for det første en bogstavelig og for det andet en åndelig betydning.
I betragtning af at Paulus forud havde nævnt at israelitterne gik igennem Det røde Hav, ser det ud til at han hentydede til den bogstavelige mad og drikke som Gud mirakuløst forsynede israelitterne med i ørkenen. Jehova forsynede dem regelmæssigt med manna, og da denne bogstavelige føde blev skaffet til veje ved et mirakel, ved Jehovas ånd, kunne den kaldes „åndelig mad“.
På samme måde sørgede Gud ved sin ånd for drikke til israelitterne. Kort efter at de havde forladt Ægypten manglede de vand. På Guds anvisning tog Moses sin stav og slog på en klippe, hvorved der tilvejebragtes vand til de omkring to millioner israelitter samt deres dyr. (2 Mos. 17:5-7) Henimod slutningen af den fyrretyve års vandring slog Moses igen på en klippe, og vand strømmede frem til den store forsamling. — 4 Mos. 21:1-11.
Hvordan drak de i bogstavelig forstand af en „klippe, som fulgte med“? Selv om den klippe som Moses første gang slog på, ikke rullede med dem i alle disse år, står det dog fast at de ved mindst to lejligheder fik vand som var tilvejebragt af Gud, den ene gang i begyndelsen og den anden gang i slutningen af de fyrretyve år. I den forstand kunne man altså sige at det bogstavelige vand havde fulgt med dem. Man kunne også tænke sig at da vandet blev tilvejebragt i så enorme mængder, var det blevet til noget nær en flod som „fulgte“ dem eller løb ved siden af dem og holdt trit med dem, så de kunne drikke af det en tid under deres vandring.
Men hvordan leder dette tanken hen på en måde hvorpå israelitterne dengang fik åndelig mad og drikke som fulgte dem? Israelitterne så frem til den „sæd“ der var lovet Abraham, den Silo der skulle komme. (1 Mos. 22:18; 49:10, NW) De ofre og ceremonier der havde tilknytning til deres synder og deres behov for tilgivelse, pegede frem til Messias, den modbilledlige „klippe“. Som Paulus skrev andetsteds: „Loven ejer kun en skygge af de kommende goder,“ og „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro.“ (Hebr. 10:1; Gal. 3:24) Samtidig med at Gud sørgede for bogstavelig mad og drikke til israelitterne, sørgede han altså også for åndelig næring til dem, en næring som fulgte med dem gennem ørkenen. De åndelige sandheder om Messias kunne nære deres håb og deres åndelige liv.
Da Jesus så kom som Messias strømmede der i åndelig forstand levende vand og føde fra ham, noget der var langt mere værdifuldt end det hebræerne i bogstavelig forstand havde levet af. Jesus sagde: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“ (Joh. 7:37, 38) Mange af de israelitter der drak af klippen i ørkenen, kom ikke engang ind i det forjættede land, men til de senere jøder der ikke snublede over Jesus som „anstødsstenen“, gav Kristus åndeligt vand der blev dem „et kildespring til evigt liv“. — Rom. 9:32, 33; Joh. 4:14, 15.
■ Min mand og jeg har begge verdsligt arbejde. Da jeg tjener nogle af pengene, har jeg da ikke ret til at bestemme hvad pengene skal bruges til? — U.S.A.
Spørgsmålet om hvem der skal bestemme hvordan og hvornår de penge som en hustru tjener, skal bruges, er vanskeligt. Det ses blandt andet af at de love der gælder i dette spørgsmål varierer stærkt fra sted til sted. Nogle steder er alt hvad hustruen tjener, i realiteten hendes mands, og det er ham der bestemmer hvordan pengene skal bruges. Andre steder er denne yderliggående opfattelse mildnet noget, og loven anerkender at hustruen er en voksen person der har visse rettigheder, ligesom hendes mand har visse juridiske rettigheder. Lovene varierer altså på dette punkt.
Vi må sige at det ville være sørgeligt hvis to mennesker som har indgået ægteskab med hinanden og højst sandsynligt har lovet at elske og ære hinanden, skulle mødes som modstandere i en retssag. Ifølge Guds ord er mand og hustru „ikke længer to, men ét kød“. (Matt. 19:6) Det forventes af dem at de samarbejder og i forening stræber efter at opnå et lykkeligt ægteskab. Jehova har i sit ord givet visse principper som — hvis de bliver fulgt af ægtemanden og hustruen på deres respektive pladser i ægteskabet — kan mindske eller helt udelukke ægteskabelige problemer som for eksempel dette, og der kan ofte opnås gode resultater, selv når kun den ene ægtefælle er troende eller kristen.
Bibelens formaning lyder: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, . . . I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken.“ (Ef. 5:23, 25) Men hvad betyder dette i forbindelse med familiens økonomi?
Det betyder først og fremmest at ægtemanden bærer hovedansvaret for at træffe afgørelserne om hvordan familiens penge skal bruges. Den kærlige ægtemand vil uden tvivl drøfte sådanne anliggender med sin hustru for at høre hendes mening og de forslag hun har, men især i de vigtigere anliggender er det ham der bør træffe den endelige bestemmelse. Alt afhængigt af familiemedlemmernes tid, muligheder og ønsker kan han overdrage nogle af hverdagens afgørelser til sin hustru, som for eksempel indkøb af mad og visse klædningsstykker samt betaling af bestemte regninger og regelmæssige udgifter. Naturligvis må han da også forsyne hende med de nødvendige midler hertil. Nogle steder anerkender loven også hustruens ret til såkaldte „nålepenge“, det vil sige penge til personlige artikler og andre fornødenheder, som for eksempel udgifter i forbindelse med hendes gudsdyrkelse. De kloge ægtemænd vil ikke være unødvendig strenge over for deres hustruer i denne henseende, men vil ’leve med forstand sammen med deres hustruer som med en svagere skabning; og vise dem ære’. (1 Pet. 3:7) Hvert enkelt ægtepar må træffe deres personlige ordning i disse sager.
Men for at blive ved familieoverhovedets opgave: Ægtemandens stilling giver ham ikke overopsynet med familiens økonomiske midler uden de dermed forbundne pligter. Nej, det er også familiefaderen der har hovedansvaret for at sørge for familiens underhold. Under normale omstændigheder er det ham og ikke hans hustru der forventes at tage arbejde og at tjene det daglige brød til familien. Det er først og fremmest ham der bør føle vægten af det bibelske princip: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ — 1 Tim. 5:8.
Men hvad nu hvis hustruen har verdsligt arbejde og tjener penge? Får det nogen indvirkning på forholdet? Lad os først undersøge hvorfor en kristen hustru ville befinde sig i denne situation.
Naturligvis vil en hustru der er en moden kristen ikke have et verdsligt arbejde blot for at „være noget“, eller for at opnå uafhængighed og på den måde konkurrere med sin mand, eller for at unddrage sig de pligter hun først og fremmest har som hustru, eller måske på grund af et ønske om overdreven luksus. Nogle kvinder i verden som ikke har haft egentlig brug for at have et verdsligt arbejde men har haft det af ovennævnte grunde, er kommet ud for følelsesmæssige problemer og store vanskeligheder i ægteskabet. På denne baggrund kan man se visdommen i det bibelske råd om at en gift kvinde koncentrerer sig om den vigtige opgave at passe hjem og børn. (Ordsprogene, kap. 31; 1 Tim. 5:14) Det vil højst sandsynligt også give hustruen mulighed for at bruge mere tid til åndelige interesser. Således vil hun på mange måder kunne yde et værdifuldt bidrag til hele familiens lykke. — Ordsp. 6:20-22.
Det er dog muligt at ægtemanden på grund af visse omstændigheder ikke er i stand til at tjene tilstrækkeligt til at dække familiens fornødenheder (ikke ønsker). Efter i forening at have drøftet sagen kan manden og hustruen beslutte at hustruen tager verdsligt arbejde for en tid. Forandrer det at hun tjener penge nu noget ved mandens stilling med hensyn til familiens økonomi? Nej! Hvis det er nødvendigt at både manden og hustruen har verdsligt arbejde, skulle det være indlysende hvad de penge de tjener skal bruges til — føde, klæder og husly. Som en underdanig kristen hustru bør hun anerkende sin mands bibelske forpligtelse til at bestemme i disse anliggender, selv om hun har bidraget med nogle af pengene.
Det skulle ikke være nødvendigt for os at prøve at fastsætte regler for hvordan familiens økonomi skal klares. Men vi kan opmuntre ægtemænd og hustruer til hver for sig at skuldre deres ansvar i forbindelse med familien og dens underhold. Ægteskabet kræver kærligt samarbejde mellem mand og hustru, så når et ægtepar stræber efter at samarbejde, også på det økonomiske område, vil det sætte dem i stand til at holde økonomien på den plads der tilkommer den og forhindre den i at overskygge de mere betydningsfulde åndelige anliggender i ægteskabet.