Ulykkelige mennesker, der altid klager
„Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin synd! Lad os ransage, granske vore veje og vende os til Jehova.“ — Klages. 3:39, 40.
1. Hvad ved Jehova om menneskets sind, og hvordan kan et menneske være lykkeligt midt i en ond verden?
JEHOVA kender menneskets sind. Han ved, at om et menneske ikke opøver sit sind til at tænke ret, vil det ikke føle sig lykkelig. Denne gamle verdens tanker og veje er urette, fordi de ikke er i harmoni med Guds tænkemåde, som den kommer til udtryk i hans ord. Nogle mennesker ved imidlertid, hvorfor vi er undfanget i misgerning og født i synd, og de har set hen til Jehova som den, der kan udfri dem fra de forhold, de befinder sig under. De forstår, at „den levende“ ikke skal klage; thi den trængsel og nød, der rammer ham, skyldes Adam, menneskets første stamfader. Jehovas vidner har gransket Bibelen, og de har kendskab til sandheden om, at vi er undfanget i misgerning og født i synd, men det giver dog ikke den kristne frihed til at handle uret. Som kristne må de tage sig selv i øjesyn og nøje ransage deres hidtidige livsførelse, se, hvad den har ført til for deres vedkommende, og afgøre, hvad de for fremtiden agter at gøre. De er kommet til den slutning: Lad os „vende os til Jehova“. Det er derfor, de har indviet deres liv til Jehovas tjeneste. De ved, at al sorg, sygdom og død er blevet bragt over dem af deres første forældre, Adam og Eva, og de klager derfor ikke over deres lod. Tværtimod har de al grund til at være lykkelige. De ved, der findes en udvej, for Gud har truffet en frelsesforanstaltning. Også du kan lære at kende denne udvej, som Jehova har skabt, for Jehova, „den lykkelige Gud“, ønsker, at al skabningen skal være lykkelig.
2. Hvem er ifølge Salme 1 et lykkeligt menneske trods forholdene i verden?
2 Du kan som enkeltperson opnå lykke. Du behøver ikke at være medlem af en stor menighed for at kunne erfare lykke, selv om naturligvis mange lykkelige mennesker, der kommer sammen, udgør en lykkelig menighed. Hvor som helst i verden en Guds tjener befinder sig, om han bor i et missionærhjem langt borte eller i et isoleret distrikt, så kan han føle sig lykkelig. Når et menneske har det rette synspunkt, vil han være opfyldt af de samme følelser som den mand, om hvem salmisten skrev: „Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, står på synderes vej eller sidder i spotteres lag, men har lyst til Jehovas lov, og som grunder på hans lov både dag og nat.“ (Sl. 1:1, 2) Hvor sande er ikke disse ord! For den, som sidder i synderes lag, vil være ulykkelig. Kast et blik på forholdene i verden i dag. Folk er ikke virkelig tilfredse; de kan ikke være det, for verden er fuld af ondskab. De ignorerer Gud og hans foranstaltninger til opnåelse af liv. Derfor er hverken det enkelte menneske eller hele menneskeheden i dag lykkelig. Den, som undlader at have noget med denne verden at gøre, er lykkelig.
3. Hvad grunder man over?
3 Salmisten siger, at denne mand „grunder på hans lov både dag og nat“. Hvad er det, han grunder over? Han grunder over de foranstaltninger, Gud omtaler for ham i Bibelen, nøjagtig ligesom Josua grundede over Guds ord. Gud sagde til ham: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig.“ (Jos. 1:8) Josua skulle dag og nat grunde over disse sandheder, som Gud havde talt til Moses, og som nu forelå skriftligt. Levede han efter disse ord, ville lykken følge ham. Ja, lykken følger det menneske, som handler ret, og det er ret for den enkelte at tjene den Højeste, for det er tilbedelse af Gud.
4. Hvilket folk havde i sin tid Jehova til Gud, og hvorfor var de til trods herfor ikke ret ofte lykkelige?
4 Den Højeste lader ikke alene lykken være med enkeltpersoner, men han handler med et helt folk og gør dette folk lykkeligt. „Hvor lykkeligt det folk, der har Yahweh til Gud, det folk, han har valgt til sin arvelod!“ (Sl. 33:12, Ro) Israel var dette udvalgte folk. Gud havde sluttet en pagt med deres stamfædre Abraham, Isak og Jakob. Som folk betragtet havde israelitterne al grund til at være lykkelige, thi deres Gud var Jehova, universets enevældige hersker. Men de vendte sig ofte bort fra deres Guds vise råd og formaninger. I stedet vandrede de ad syndens vej og ignorerede Gud, og det havde til følge, at folket ikke længere havde lykken med sig. Vi ser af Bibelens beretninger om dem, at det var ikke så ofte, de havde anledning til at føle sig lykkelige, for de var et stivnakket folk, der altid klagede. De ydede ikke Jehova sand tilbedelse, og derfor sendte Gud ikke velsignelse over dem. Jesus talte sandt, da han sagde: „Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.“ (Joh. 14:23) Alt for ofte ønskede israelitterne ikke at tage bolig hos Jehova, men deres hu stod til Ægypten og tilbedelsen af de hedenske guder.
5, 6. Hvem er nu et lykkeligt folk, og hvad bidrager til deres lykke?
5 I dag ser vi Jehovas vidner som et folk, Jehova har oprejst, et udvalgt folk fra alle folkeslag, stammer og tungemål, og de er et lykkeligt folk. Hvorfor? Fordi de har holdt Jesu ord; og derfor elsker Faderen dem og har taget bolig hos dem. De tilbeder deres himmelske Fader i ånd og i sandhed. De ønsker ikke at handle efter deres eget hoved, men er ivrige efter at gøre Faderens vilje og følge Jesu Kristi, Guds søns, befalinger. Det er dem en glæde at forkynde evangeliet om Jehovas rige til et vidnesbyrd for hele verden. Guds gave til dem er kundskaben om sandheden, og Jehovas vidner er lykkelige over at dele denne gave med andre hele verden over. De er ikke selviske, således at de beholder den for sig selv. De trykker bibler, bøger, brochurer og blade og udbreder dem på mange sprog overalt i verden.
6 Tilhængere af falsk religion kan ikke forstå, hvorfor alle Jehovas vidner er så aktive; men sagen er den, at deres travle aktivitet er selve deres tilbedelse af den Højeste. Jehovas vidner ønsker at opnå et liv i lykke, og allerede nu er de lykkelige. De har fundet hemmeligheden ved at være lykkelig selv i den nuværende onde verden. De har gjort den erfaring, at der er større lykke ved at øse af Guds ords sandheder, som i så rigt mål er blevet dem til del, og give deraf til andre i alle verdens nationer, end der er ved at beholde dem for sig selv, og derfor vedbliver de med at dele med andre af det, de selv har fået i gave. I Jehovas vidners organisation er der fuldt op af lykkelige mennesker. De er venlige, og de vil gerne, at andre skal dele deres lykke og være med i den sande tilbedelse af den Højeste. Derfor ser man dem gå fra hus til hus, fra by til by, fra land til land i lydighed mod Jesu befaling om, at dette Rigets evangelium skal forkyndes i hele verden til et vidnesbyrd. Jehovas vidner er overmåde lykkelige som folk betragtet, fordi Jehova er deres Gud og Fader.
7. Hvordan kan det være, at nogen i organisationen vender tilbage til verden og mister lykken?
7 Undertiden ser vi en eller anden i organisationen, der vender tilbage til verden. Hvorfor mon? Grunden er ganske ligetil. Det er, fordi han er ophørt med at forkynde; han er ophørt med at give andre noget. Der er ikke plads i Guds organisation for den, som ikke tilbeder Gud. Hvis nogen hører op med at tilbede Gud, fjerner han sig selv fra organisationens rækker. Når man ophører med at studere sandheden og svigter Jehova, har man intet at give andre. Så er sandheden ikke længere i en. Studium er en betingelse for at kunne forblive i Jehovas organisation. Hvis man ikke til stadighed tilegner sig sandhederne og det lys, som skinner klarere og klarere indtil højlys dag, bliver man ligeglad med sine forrettigheder og er ikke længer ivrig efter at forkynde det gode budskab om Riget. En, der handler sådan, vil snart mærke, at han ikke har noget at fortælle folk. Årsagen er åndelig dovenskab. Han siger i virkeligheden: Jeg ønsker ikke mere føde fra Jehovas bord. Så holder han op med at bruge den kundskab, han har. Han deler den ikke med andre, og hans lykke forsvinder. Lykken kommer hovedsagelig ved at give andre noget.
Forbilledlige eksempler
8. Hvorfor var israelitterne ikke tilfredse, skønt de var blevet udfriet fra Ægypten?
8 Se på Israels børn, dengang de vandrede i ørkenen. Tænk på alt, hvad Jehova havde gjort for dem ved at udfri dem fra Ægypten. Der havde de levet under en undertrykkende organisation, der holdt dem i slaveri, men nu havde himmelens Gud, Jehova, udfriet dem og ført dem ud i ørkenen. Han havde beskyttet dem ved at udfolde sin store magt og føre dem fra Ægypten gennem det Røde Hav og ud i ørkenen. Han gav dem føde i fyrretyve år, mens de vandrede rundt i dette fremmede land. Tænk på storheden i Guds kærlighed til dette folk, der fik ham til at føre dem til det forjættede land. Men til trods for alt dette og til trods for deres udfrielse var israelitterne dog ikke tilfredse. De manglede kærlighed. De ydede ikke som folk betragtet Gud sand tilbedelse, og de var ikke lykkelige.
9. Hvorfor kan et menneske til tider føle det, som var hans byrde for tung, og hvordan er Moses et eksempel herpå?
9 Men der var mange enkeltpersoner iblandt folket, der følte glæde ved at tjene Gud og var trofaste imod de anordninger, der blev givet dem. Imidlertid fandt selv disse trofaste til tider, at byrden var for tung at bære, når de fik pålagt et ansvar. I sådanne tilfælde manglede de tro på Guds omsorg. Moses, for eksempel, tjente som mellemmand mellem Gud og israelitterne. Men på et bestemt tidspunkt følte han det, som om der blev forlangt for meget af ham. Israelitterne klagede, knurrede og krævede kød. De sagde i virkeligheden: Den manna, som Gud giver os og byder os at indsamle hver morgen, er ikke nok. Vi vil have kød. De klagede til Moses og forlangte, at han skulle skaffe dem kød. De havde beklaget sig mangen en gang før og befandt sig nu i en misfornøjet sindstilstand, og deres knurren bragte Moses i samme sindsoprør. For bedre at forstå hele denne tildragelse vil det være godt at læse 4 Mosebog 11:11-15. Her siger Moses: „Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig? Mon det er mig, der har undfanget hele dette folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min favn skal bære det hen til det land, du tilsvor dets fædre, som en fosterfader bærer det diende barn? Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette folk kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os kød at spise? Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det er mig for tungt. Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet nåde for dine øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan elendighed!“
10. Hvorfor følte Moses sig ikke lykkelig på det tidspunkt, da ansvaret tyngede ham så stærkt?
10 Det var ikke nogen lykkelig sindstilstand at befinde sig i. Moses’ tro var ved at svækkes, hans tillid til Jehova ved at svigte. Det må i sandhed have gjort Moses så forstemt at have med dette folk at gøre, at det fik ham til at ønske, at Gud ville dræbe ham, så han kunne slippe bort fra dem. Moses lagde en uret ånd for dagen under denne hårde prøve. Han ønskede ikke at bære det ansvar, Gud havde pålagt ham. Han stolede heller ikke ubetinget på Jehova Gud i det øjeblik. Moses var ilde til mode, og da han betragtede hele den store folkemængde, tvivlede han på Guds magt. Han skulle have tænkt på de undergerninger, Gud havde øvet førhen. Det ville have været langt bedre, om Moses havde stolet på Jehova og bedt til ham og sagt: „Hvad skal jeg gøre? Hvad vil du gøre for dette folk?“ Moses ønskede ikke at give dette folk noget og ønskede heller ikke, at andre skulle gøre det. Han var ikke lykkelig, det er ganske sikkert.
11. Hvordan viste Moses mangel på tro, og hvad kan det sammenlignes med i vor tid?
11 Gud sagde til Moses, at han ville give israelitterne kød, ikke bare een dag, eller to eller fem eller ti eller tyve dage, men en hel måned, „indtil det står jer ud af næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Jehova, der er i jeres midte“. (4 Mos. 11:18-20) Moses sagde rent ud til Gud: Du kan ikke skaffe mad til 600.000 fodfolk. Du kan ikke skaffe kød til hele dette folk på over to millioner, indbefattet kvinder og børn. Der er ikke fugle nok under himmelen til at ernære dette folk; der er ikke kvæg nok på jorden til at mætte dem alle. Du kender dem ikke, Gud. Jeg ved, hvordan de er. De er det mest selviske, stivnakkede, misfornøjede og klagesyge folk, der findes. Gid jeg var død. Men Jehova talte til Moses og sagde: Er Jehovas magt så begrænset? Nu skal du få at se, om mit ord går i opfyldelse for dig eller ej. (4 Mos. 11:23) Kan du forestille dig, at nogen skulle betvivle Guds magt og sige, at Gud ikke kunne gøre det, han sagde, han havde i sinde at gøre? Moses betvivlede i dette tilfælde Guds magt. Det er det samme, hvis nogen nu ville sige, at Gud ikke formår at beskytte sit folk i Harmagedonslaget og føre dem over i den nye verden, at det ville være for stor en opgave for ham. Men har du nogen sinde tænkt over, at Jehova beskyttede Noa og hans familie under Vandfloden og førte dem fra „den daværende verden“ over i den nuværende, onde verden? Denne begivenhed er historisk og viser, at Gud allerede har bevist sin magt. Tror du, at han kan gøre det igen? Hvor er din tro? Moses mente, at Guds magt var begrænset, men Jehova ejer al magt i himmelen og på jorden. Han har endogså overdraget sin søn den samme magt. — Matt. 28:18.
12. Hvorfor førte Guds mirakel for mange israelitters vedkommende ikke til lykke, og hvad bør dette historiske eksempel tjene til?
12 Hvad der skete der i ørkenen skulle gøre et sådant indtryk på os, at vi aldrig vil betvivle Guds ord. Når vi læser Guds ord, som han fremholder det i Bibelens hebraiske og græske skrifter, bør vi anerkende det som absolut sandt og ret. Han taler til os om virkelige hændelser, der indtraf for mange århundreder siden, og bruger disse som eksempler på, hvad der skal ske i vor tid. Skønt den store mellemmand Moses begik en fejl, er det ikke dermed sagt, at vi i dag skulle betvivle Jehovas magt og begå en lignende fejltagelse. Det er grunden til, at disse ting blev nedskrevet i fordums tid til advarsel og belæring for os. Uden for israelitternes lejr hobede vagtlerne, de havde fanget, sig op i store mængder. Jehova havde ført dem ind over lejren et eller andet sted fra og gav folket alt, hvad det orkede at spise. Men de satte ikke pris på det, Jehova havde gjort for dem, og Gud blev vred over den grådige måde, hvorpå israelitterne tog til sig af disse forsyninger. Jehova var giveren, en rundhåndet giver, men israelitterne viste mangel på værdsættelse. Jehova godtgjorde over for Moses, at hans ord var sandt og pålideligt, og han viste ham sin magt. Hans arm var ikke for kort. Han beviste, han var den overordnede. Hvis israelitterne havde lovprist Gud for hans godhed, ville lykken have fulgt dem på deres vej. — 4 Mos. 11:31-35.
13. Hvorfor bør vi ikke klage, således som det fremgår af Arons og Mirjams tilfælde?
13 Videre er der i Bibelen en beretning om Mirjam og Aron, der beklagede sig og tog til orde imod Moses. Har Jehova kun talt til Moses? sagde de. „Mon han ikke også har talt til os?“ (4 Mos. 12:2) Ved en tidligere lejlighed havde Moses frelst sin broder Arons liv, dengang Aron ikke havde holdt sig til den sande tilbedelse. I 5 Mosebog 9:20 sagde Moses: „Også på Aron blev Jehova vred, så han ville tilintetgøre ham; men den gang gik jeg også i forbøn for Aron.“ Nu viste disse to fremtrædende skikkelser blandt israelitterne, Moses’ broder og søster, at de ikke var tilfredse med Guds forordning, der gjorde Moses til talsmanden. De kunne ikke lide Guds måde at gribe tingene an på, men deres klage medførte kun, at Mirjam blev ramt af spedalskhed. Moses gik i forbøn for sin søster, og efter at hun i overensstemmelse med Loven var blevet sendt uden for lejren for at blive renset, blev hun frelst fra en kummerlig tilværelse som spedalsk. (4 Mos. 12:9-15) Vi kan forstå, at ingen bør knurre imod Gud, fordi han ikke ordner tingene, således som vi ønsker dem ordnet. Husk, at Jehova er universets enevældige hersker. Han ved langt bedre end dem, som tjener ham, hvordan organisationen og arbejdet skal ledes. Alle burde være fornøjet med den stilling, Jehova anviser dem i sin organisation og i sin tjeneste. Hvad Gud kræver af os er retskaffenhed og trofasthed. Yder vi ham dette, vil vi være lykkelige.
Mangel på tro
14. Hvordan blev der lagt mangel på tro for dagen, dengang de tolv spejdere vendte tilbage fra det forjættede land, og hvilken følge havde det?
14 Vi har et andet slående eksempel i det, der indtraf, dengang Moses sendte de tolv spejdere ind i Kana’ans land for at tage den arvelod i øjesyn, som Gud havde lovet israelitterne. Moses udvalgte en mand af hver af de tolv stammer og udsendte dem for at udspejde landet. Husk, at Gud havde sagt til dem: Jeg vil give jer dette land, og I skal arve det; det er det bedste i den egn af jorden. Men da de tolv spejdere kom tilbage, sagde de ti af dem: Dér ønsker vi ikke at drage op. Det er et forfærdeligt land, beboet af kæmper. Det vil være bedre at vende tilbage til Ægypten og atter gå i trældom. Vi vil simpelt hen blive tilintetgjort, for folket der er stærkere end vi. Det var en nedstemmende rapport at aflægge om det land, Gud havde givet israelitterne. Blandt de tolv spejdere var der kun to, Josua og Kaleb, der aflagde en gunstig rapport, da de kom tilbage. De var taknemmelige over det, Gud havde skænket dem, og de medførte bevis for, at det var et rigt land. De rådede folket til at drage derop med det samme. Men flertallet sagde: Nej, vi vil hellere blive her. Vi er tilfredse med forholdene, som de er her. Israelitterne og de ti spejdere, der havde taget landet i øjesyn, var for uinteresserede til, at de ville gøre noget for at opnå den arv, Gud havde lovet dem. De ti vantro spejdere påvirkede hele folket med det resultat, at hele den ældre generation ikke kom med ind i det forjættede land. Derimod fik deres børn dette løfte opfyldt, og Kaleb og Josua kom med dem ind i det forjættede land, fordi de var trofaste og aflagde en sand beretning.
15. Hvilke spørgsmål står vi over for i dag, og hvilke svar vil vi give?
15 Tror du på Guds foranstaltninger i dag? Er du villig til at fortsætte under Guds ledelse? Foretrækker du at blive i denne gamle, døende og fordærvede verden? eller vil du komme sammen med folk som Kaleb og Josua, mænd, der havde blikket rettet fremad, mænd, der kæmpede for den nye verden? Hvis du foretrækker at følge Jehovas vejledning, vil du forkynde dette Rigets evangelium til et vidnesbyrd i hele verden og deltage i den sande tilbedelse af den Højeste. — 4 Mos. 13:1-33; 14:1-3.
16. Hvad klagede israelitterne over ved Kadesj?
16 Lyt endnu en gang til israelitternes klagen, denne gang ved Kadesj, i det fyrretyvende år af deres vandring: „Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I ville have os hen til dette skrækkelige sted, hvor der hverken er korn eller figener, vintræer eller granatæbler, ej heller vand at drikke?“ (4 Mos. 20:5) Indtil denne dag havde israelitterne ikke sultet under hele deres vandring. Deres sko var ikke blevet slidt op, og de var ikke døde af tørst. Men nu knurrede de igen. I deres utålmodighed kunne de ikke vente på Jehova. Nu gjaldt det vand. De ville have vand, rigeligt med vand til sig selv og deres kvæg, og de ville have det med det samme. Derfor gav de sig til at klage.
17. Hvordan lægger nogle i vor tid mangel på tro for dagen, efter at de kun har kendt sandheden en kort tid, og hvorfor er de ikke lykkelige?
17 Den slags mennesker findes også i dag, selv i Guds organisation. Nogle har været knyttet til organisationen i et halvt, andre i et helt år, og så begynder vi at høre dem klage og sige: Der sker jo ingenting. Jeg synes, I sagde, at Harmagedon var lige for hånden, og nu har jeg kendt sandheden i et helt år, og Harmagedon er ikke kommet endnu. Tror I, jeg vil tilbringe hele mit liv sammen med organisationen? Nogle få har den indstilling, at medmindre Gud ikke leder tingene efter deres hoved, vil de ikke være med mere. Men Gud har ikke bedt os om at give vort besyv med. Vi bør være taknemmelige for alt det, Jehova har skænket os. Vi forstår hans sandheder og påskønner hans løfter, og vi tror på dem. Vi er lykkelige i vor tilbedelse og tjeneste og har den forret at trøste retsindige mennesker. De, som har blikket åbent herfor, glæder sig over deres arbejde på nærværende tidspunkt, hvorimod den nyomvendte eller den kritiske endnu ikke har lært dette, måske fordi han ikke har givet sig tid til at studere Guds ord. Han forbeholder sig bare retten til at klage. Sådanne ligner meget israelitterne, som aldrig kunne vente på Jehova. Derfor er de ikke lykkelige, og de sætter heller ikke pris på Guds foranstaltninger i fortid eller nutid. De vil have deres egen vilje, ikke Guds vilje.
18. Hvorfor kom Moses ikke med ind i det forjættede land, og hvilken advarsel ligger der heri for os?
18 Vi vender igen tilbage til beretningen om israelitterne og deres klagen over mangel på vand: Moses fortalte dem, at de nok skulle få vand, men han glemte at lovprise ham, som gav ham magten til at frembringe dette vand. Læs beretningen i 4 Mosebog 20:10-13: „Og Moses og Aron kaldte forsamlingen sammen foran klippen, og han sagde til dem: Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til jer af denne klippe?“ Og Moses løftede sin hånd og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede vand frem i mængde, og menigheden og dens kvæg drak deraf. Men Jehova sagde til Moses og Aron: „Fordi I ikke troede på og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem.“ Dette er Meribas vand (Meriba: at finde fejl), hvor israelitterne fandt fejl hos Jehova, men hvor han hævdede sig for deres åsyn. Fordi Moses ikke helligede Jehova for israelitternes øjne, dengang de knurrede, skulle han ikke få del i den arv, Herren Jehova havde forjættet dem. De, som i dag knurrer og klager over Guds måde at gøre tingene på, og som ikke giver Gud æren, vil heller ikke arve den nye verdens velsignelser. De vil forspilde deres muligheder inden da, skønt tiden er så nær.
19, 20. Hvilken holdning indtager Jehovas vidner over for Gud, når han øser mere „sandhedsvand“ ud til andre?
19 Moses havde som Guds tjener for menigheden en vidunderlig lejlighed til at ære Jehova og vende israelitternes sind til den eneste, sande Gud. Men Moses var vred på folket, og han betragtede dem som oprørere og glemte, at Gud handlede med dem. Han skulle ikke have irettesat dem på denne måde. Skønt de knurrede og klagede, var de dog Guds organisation, og det stod til Jehova at handle med dem efter sin egen vilje. Hvis han ønskede, at israelitterne skulle have vand, var det hans ansvar, og det tilkom ikke Moses at lade Gud ude af betragtning i dette tilfælde. Hvis det er Jehovas vilje, at flere mennesker skal have lejlighed til at lære livets vej at kende, inden Harmagedonslaget bryder løs, så er det ikke tilrådeligt for os at klage eller knurre. Tværtimod skulle vi glæde os over, at der er mere tid til at forkynde evangeliet. Nogle vil naturligvis sige, at Gud er sen til at handle. Men skyldes det ikke Jehovas langmodighed, at tusinder af mennesker i disse sidste tider har lært frelsen at kende? Læs selv beretningen i 2 Peter 3:15.
20 Der er altid nogle, som klager og knurrer og finder fejl. Men hvorfor søge deres selskab og lade sig smitte af dem? Hvis Gud ønsker, at mange flere skal komme til kundskab om sandheden, og indsamler endnu mange flere af de andre får, så burde vi være glade. Jehovas vidner er i sandhed lykkelige over, at de stadig har lejlighed til at forkynde det gode budskab. Jehovas vidner har ingen grund til at klage, fordi de har fået mere tid til forkyndelsen, men bør tværtimod være lykkelige over at kunne fortsætte i den sande tilbedelse. Med glæde burde de sige: Vi modtog det for intet, lad os give det videre for intet.