Forkynd Frihed ud over Hele Landet

„På forsoningsdagen skal I lade hornet lyde rundt om i hele jeres land. Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og forkynde frihed ud over hele landet for alle dets indbyggere.“ — 3 Mos. 25:9, 10, KJ.

Følgende er det offentlige foredrag, der blev holdt af præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab for tilhørere på Hawaii, New Zealand, Australien, Filipinerne, Japan og andre steder i Stillehavsområdet i marts, april og maj 1951. På grund af dets opmuntrende og betydningsfulde indhold gengiver vi det her til glæde for læserne og til grundigt studium.

1, 2. Hvad er det, der skal forkyndes i dag, og hvorfor er det tiltrængt?

DENNE er dagen, da der skal forkyndes frihed for alle racer og nationer ud over hele jorden. Det er årsagen til det her fremholdte budskab, og vi har til hensigt at vise, at det hviler på den rette grundvold og har den rette klang af frihed.

² Forkyndelsen af frihed indebærer, at folkene skal gøres fri. Denne forkyndelse vil være en velkommen nyhed for alle, som elsker retfærdighed og sandhed, og som længes efter sand frihed for alle mennesker og ikke bare for deres egen nation eller race. Siden afslutningen på den første verdenskrig i året 1918 har frihedshungeren tæret på menneskehedens livskraft som aldrig før. Mange gør nu voldsomme forsøg på at tilfredsstille denne hunger. I århundreder har store folkemasser været undertrykt af nogle få, hvad enten disse få har været nogle få herskere eller nogle få mægtige nationer. Efterhånden som forholdene i verden stadig forværres, synes de undertryktes forhold mere og mere uudholdelige. Der hersker utilfredshed alle vegne. Visse regeringsformer og systemer har bestået i lang tid, og oprørsstemningen mod dem vokser og griber om sig, især under yderliggående agitatorers piskesnert. De, der længe har været undertrykt, og som er flertallet, udtrykker deres sympati for hinanden og føler deres talmæssige styrke. Gennem deres repræsentanter bliver de stadig dristigere og mere pågående i deres krav.

3. Hvad har været resultatet af menneskers forsøg som befriere?

³ Mange oprigtige mennesker har kæmpet for folkets frihed, men hvad kan de tilbyde folket? Kun en menneskelig teori eller frihedsplan, som ligger fjernt fra den sande frihed, og som til sidst lader folket stå skuffet tilbage. På samme tid har mange magtbegærlige mænd, der har mærket massernes krav om udfrielse fra tyranni og undertrykkelse, fremstillet sig som befriere for at udnytte folkets ønsker om frihed til deres egen fordel og ærgerrige planer. Som et resultat heraf er folket blevet offer for nye frihedsberøvere. Dets tilstand bliver ikke bedre, men snarere værre, under nye herskere, der er trælle af deres egen ærgerrighed. Som en fra gammel tid, der havde profetiske syner, så passende udtrykte det: „De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen.“ — Citeret fra 2 Peter 2:19.

4. Hvordan betragter man i almindelighed demokratiet? Hvor grundfæstet er det i dag?

⁴ Det er en almindelig mening, at det at have en uafhængig regering og selvstyre er ensbetydende med virkelig frihed. I mange lande anses demokrati, et folkestyre med offentlige repræsentanter, for den højeste form for frihed. For at vinde folkets støtte og retfærdiggøre Amerikas Forenede Staters indtræden i den første verdenskrig opfandt præsident Wilson feltråbet: „Verden må gøres sikker for demokratiet.“ Men i dag, mere end tredive år efter, har det såkaldte „demokrati“ aldrig befundet sig i større fare. Det er sandt, at mange uindskrænkede monarkier og kongeriger er forsvundet siden da, men alligevel er undertrykkelsen af folket ikke blevet mindre, lige så lidt som dets frihed er blevet større.

5. Hvem bekæmper folkets frihed? Med hvilke midler?

⁵ Der findes mennesker, der ser med hån på folkets evne til at styre sig selv ved folkevalgte repræsentanter, som udøver deres magt med det folks samtykke, som de styrer. Visse politikere og religiøse gejstlige er fortørnede over folkets bestræbelser for at vinde sig større friheder og få mere kontrol med regeringen og gøre lederne ansvarlige over for folket. Derfor kæmper de imod folkets frigørelse og danner totalitære regeringer, personlige diktaturer eller strenge autoritære styreformer. De forherliger den politiske stat. De mener, at staten har ubetinget ret til at planlægge hele det menneskelige samfunds virksomhed og til at kræve ubestridt lydighed af alle borgere. I dag er menneskeheden således delt i to politiske opfattelser af styreformer og to meninger om, hvor langt folkets frihed må strække sig. Der raser varme og kolde krige, som udkæmpes på grund af disse politiske synspunkter, og folkets frihed bliver hemmet og lider stor skade. Trods alle tidens feltråb synes sand frihed ved menneskers hjælp at være længere borte end nogen sinde.

Hidrører ikke fra demokratiet

6. Er det også passende at forkynde frihed i Amerika? I bekræftende fald, hvorfor?

⁶ Amerikas Forenede Stater har, hvad nogle kalder et demokrati eller folkestyre, og der gøres en hel del bestræbelser for at gøre det populært blandt andre folkeslag. Men ikke alle folkeslag synes at ønske demokrati eller den form for demokrati, som det amerikanske folk har, for de finder alvorlige fejl ved det; og den måde, demokratiet føres ud i livet på, bliver udsat for kritik fra mange kanter. Ja, selv i Amerikas Forenede Stater, hvor der findes så mange prisværdige demokratiske foranstaltninger, kan folket ikke glæde sig over den sande frihed. Selv dér er der brug for den store frigørelse. Dér såvel som alle andre steder i verden er det meget hensigtsmæssigt, at det storslåede budskab om sand frihed bliver forkyndt.

7. Stammer titlen på vort emne fra den amerikanske republik? Hvorfra kommer den sande frihedsånd?

⁷ Det var denne Amerikanske Republik, der gjorde de berømte ord, som udgør titlen på dette foredrag, populære. Efter at uafhængighedserklæringen var blevet proklameret den 8. juli 1776, lød frihedsklokken fra Independence Hall, Philadelphia, Pennsylvania. På denne klokke findes en indskrift med citatet: „Forkynd frihed ud over hele landet for alle dets indbyggere. — 3 Mos. xxv, 10 3Mo 25:10.“ Men disse ord er i virkeligheden ikke noget, der stammer fra amerikansk propaganda. De hidrører ikke fra den Amerikanske Republik eller demokratiet. De hidrører fra TEOKRATIET, der betyder „Guds styre“. Det er ikke menneskers ord, selv om det var den hebraiske profet Moses, der udtalte dem. Det er Guds ord. Den Gud, som hebræerne tilbad, hedder „Jehova“, og disse ord er en del af hans lov til dem. Det er Jehova Gud, der er den store Befrier og den store Forkynder af frihed for folket. Den sande frihedsånd kommer fra ham. Som en af hans frihedsforkyndere skrev under inspiration: „Jehova er ånden, og hvor Jehovas ånd er, der er frihed.“ — 2 Kor. 3:17, NW; Sl. 83:19.

8. Har den nuværende forkyndelse af frihed til hensigt at ophidse til sådanne begivenheder, som der fandt sted i Amerika i 1776? Hvorledes afgør vi svaret?

⁸ Den nyfødte, af mennesker oprettede Amerikanske Republik antog blot disse historiske frihedsord, men den førte ikke ordenes virkelige betydning ud i livet. Republikken brugte blot ordene som et feltråb for at fremme oprøret mod den britiske regerings herredømme. Den blandede disse ord ind i en politisk revolution, ind i en omvæltning fra en stilling som koloni til uafhængighed som en ansvarlig regering blandt nationernes familie. Der fulgte en blodig revolution, som sluttelig sikrede uafhængigheden. Vor forkyndelse af frihed ud over hele jorden i disse urolige dage har imidlertid ikke til hensigt at ophidse til sådanne politiske begivenheder, som der fandt sted i 1776. Når vi undersøger disse ord i deres oprindelige sammenhæng, ser vi, at de taler om en frihed, der kunne opnås gennem lydighed mod den højeste Gud, frihed ad fredelig vej. Vi ser, at denne frihed lød ud over hele landet, ikke ved at man ringede med en klokke, som mennesker havde lavet, men ved at man blæste i et væderhorn, i jubelhornet.

9. Hvad er kærnen i 3 Mos. 25:9-13?

⁹ Lad mig citere de oprindelige ord og sammenhængen, som de lyder ifølge en moderne oversættelse: „I skal hellige det halvtredsindstyvende år og forkynde frihed ud over hele landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer, hvor enhver af jer skal vende tilbage til sin ejendom, og enhver af jer skal vende tilbage til sin familie. Det halvtredsindstyvende år skal være et jubelår for jer, da må I ikke så eller høste nogen eftergrøde, ej heller samle druer af de ubeskårne vinstokke; for da det er et jubelår, skal det være helligt for jer; I skal spise, hvad marken bærer. I dette jubelår skal enhver vende tilbage til sin ejendom.“ — 3 Mos. 25:9-13, AT.

10, 11. (a) Hvorfor er denne lov af interesse for os i dag? (b) Hvem begyndte frihedsforkyndelsen, og hvem må nu tage den op?

¹⁰ I det sekstende århundrede før vor tidsregning overleverede profeten Moses dette som Guds lov til sit udvalgte folk, Israels nation. Den lov holdes ikke i dag og ville derfor ikke have andet end forbigående historisk interesse for os, der lever i disse trængselsfyldte år, hvis ikke det var, fordi denne lov om jubelåret havde en profetisk betydning. Den var et gode for den gamle israelitiske nation og var en skygge af sande goder, der skulle komme i den da så fjerne fremtid, en fremtid, som nu er tæt inde på os.

¹¹ Gud, hvis navn alene er Jehova, og som er den store Befrier, lod dér fremstille et billede af den store frigørelse, der skulle komme, ikke bare for Israels nation, men for hele menneskeheden. En af hans inspirerede frihedsforkyndere siger os dette i klare ord: „Loven ejer kun en skygge af de kommende goder.“ (Hebr. 10:1) Den mand, med hvem den virkelig store frihedsbevægelse begyndte, henviste også til den gamle profeti om jubelåret og tilkendegav, at den forudsagde den gerning, som han skulle udføre. Denne mand var Guds søn, og han var kommet ned fra himmelen til jorden for at leve som et menneske i tre og tredive og et halvt år i den hensigt at påbegynde denne store frihedsbevægelse og forkyndelsen af den. Hans navn var Jesus Kristus, og han blev født som en kongelig efterkommer af David, der i mange år var Jerusalems konge. Denne Jesus Kristus begyndte for nitten århundreder siden at forkynde om den store frigørelse og lagde grundvolden til den. Hans sande efterfølgere i dag må derfor tage den samme glædelige forkyndelse op og frimodigt lade den lyde, som blev der blæst i horn for alle racer, folkeslag, nationer og tungemål.

12. Hvordan viste Jesus, at han var bemyndiget til at udføre sin befriende gerning, og hvordan ligner hans gerning Moses’?

¹² I begyndelsen af sin forkyndergerning holdt Jesus et offentligt foredrag på det religiøse forsamlingssted i Nazaret, hvor han var opvokset. Ved den lejlighed gav den tjenestehavende ved den jødiske synagoge ham rullen, der indeholdt bogen med Esajas’ profeti. Profeten Esajas havde også hentydet til den frigørelse, som jubelåret betød for Guds folk. Jesus fandt nu dette stykke af Esajas’ profeti og læste det: „Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til de fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.“ Derefter sagde Jesus til sine tilhørere: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ Og med denne indledning holdt han et foredrag, der fik dem alle til at undres. (Luk. 4:16-22) På denne måde begyndte Jesus sin frigørende eller befriende gerning, der skulle strække sig længere end til jøderne eller Israels nation og omfatte alle folkeslag. Hans frigørende arbejde var større end det, den gamle profet Moses udførte. Den lov, der blev givet gennem Moses, var en skygge af dette store gode, der skulle skænkes hele menneskeheden gennem Jesus Kristus. I virkeligheden var Jesus Kristus den større Moses, og den gamle profet Moses forudsagde selv, at Jehova Gud ville oprejse en profet som Moses, men større end han. Den større profet var Jesus Kristus, der tilvejebringer en befrielse for menneskeheden, hvilken blev forud skildret ved loven om frigivelse i jubelåret. — 5 Mos. 18:15-19; Ap. G. 3:19-23.

Et gammelt billede på befrielse

13. Hvad førte til oprettelsen af loven om jubelåret?

¹³ Lad os da i korthed undersøge den gamle lov om jubelåret og se, hvorledes den er af allerstørste betydning for os i dag. I mere end firsindstyve år havde Israels folk, som profeten Moses tilhørte, trællet under et grusomt, opslidende slaveri i Ægyptens land. Med en mægtig militærmagt i ryggen søgte den tyranniske regering at udslette disse israelitter. Så sendte den almægtige Gud, Jehova, profeten Moses til sit folk, og ved hjælp af vidunderlige mirakler udfriede han israelitterne fra det onde Ægypten og førte dem til Sinajs bjerg i Arabien. Jehova Gud havde lovet at give dem landet Palæstina og førte dem nu dertil. Men før han lod dem komme ind i det forjættede land, gav han dem sine love, sine teokratiske love, som de skulle styres efter, når de omsider slog sig ned i det forjættede land. Blandt disse love fandtes der den, at jubelåret skulle fejres hvert halvtredsindstyvende år, og den står udførlig omtalt i 3 Mosebog, det 25. kapitel.

14. Hvilke af de problemer, som vi nu står overfor, blev behandlet i denne lov? Hvorfor var det en retfærdig ordning?

¹⁴ Af de store problemer, som menneskeheden i dag står overfor, er fordelingen af landet, bevarelsen af landet i en god tilstand, fjernelsen af fattigdommen blandt hele folket og indførelsen af en ensartet levefod for alle medlemmer af det menneskelige samfund. Loven om jubelåret viste billedligt, hvorledes alle disse vigtige problemer vil blive løst af den almægtige Gud, hvis navn er Jehova. Han er ophavsmanden til loven om jubelåret og til dens store opfyldelse på hele menneskeheden. Det var en retfærdig lov. Den var ikke uretfærdig eller hård, selv ikke mod dem, der var blevet rige op mod jubelåret. Jehova Gud bragte ved et mirakel israelitterne ind i det forjættede land og fjernede ved yderligere mirakler det onde djævledyrkende folk, der ikke havde ret til at bo der. Dette tog år, og delingen af landet tog også flere år, ifølge traditionen i alt fjorten år, og derefter skulle landet opdyrkes på fredelig vis og jubelårssystemet begynde at fungere. Landet var således et gudgivent land, og Jehova havde ret til at bestemme, hvorledes det skulle anvendes. Hele jorden er hans skaberværk. Han bestemte ikke, at store jordbesiddere skulle tilrane sig landet og trænge det jævne folk sammen i byer, men at hver familie skulle have et ret stort stykke jord, som skulle tilhøre familien fra slægt til slægt. Ikke engang kongen kunne lovmæssigt fratage en familie denne fædrene arv. Der var en konge, der på underfundig vis prøvede på det, og af den grund slog Jehova ham ihjel.

15. Hvordan opstod der fattigdom i Israel, og hvorledes mistede israelitterne deres jordbesiddelser og kom i trældom?

¹⁵ Gud lovede israelitterne, at holdt de hans lov, ville der ikke blive nogen fattige i landet. (5 Mos. 15:4) Men Gud forudså, at mange israelitter på grund af denne verdens synd, ufuldkommenhed og selviskhed ville blive fattige, hvorimod andre ville blive rige og selvisk ønske at holde fast ved deres rigdomme på bekostning af deres medmennesker. Derfor tilføjede han disse ord: „Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land.“ (5 Mos. 15:7-11) For at klare udgifterne ville nogle israelitter blive nødt til at sælge en del af deres fædrene jord eller endog al jorden og ville således blive jordløse for en tid. Andre ville blive nødt til at sælge deres familiemedlemmer eller sig selv som slaver til deres landsmænd eller til fremmede i det forjættede land. Dersom en slægtning ikke var i stand til at købe hans jord tilbage til ham eller betale hans gæld og skaffe ham friheden, eller han ikke i mellemtiden kunne erhverve sig de midler, der skulle sikre ham disse goder, så frembød jubelåret et lyst håb for ham.

16. Hvordan betød jubelåret befrielse både for landet og folket?

¹⁶ Jubelåret betød frigørelse, befrielse. Det bødede på alle de uheldige forhold, der havde udviklet sig, idet alle sådanne israelitiske slaver skulle frigives i det år. Al nedarvet ejendom, der var blevet solgt, skulle gives tilbage til den retmæssige ejer, og familierne skulle genforenes. Og for selve landet betød jubelåret, at det fik hvile. Hvert syvende år var et sabbatsår for landet, hvor det skulle ligge brak. Det ni og fyrretyvende år var således et sabbatsår, men hertil kom, at det halvtredsindstyvende år også var et sabbatsår for landet, således at jorden fik et ekstra år til at samle næring i. Det, der voksede af sig selv, måtte man spise, men det måtte ikke høstes eller oplagres. Israelitterne havde således ikke alene lejlighed til at komme til kræfter i materiel henseende og begynde på et nyt grundlag, hvor de var i besiddelse af ejendom og stod på lige fod med deres medmennesker, men landet havde også lejlighed til at genvinde sin ydeevne. Ved at Gud velsignede dem for deres trofasthed, ville det otte og fyrretyvende år have givet dem en så rigelig høst, at der var føde nok til de tre følgende år, indtil de høstede afgrøden af det, de såede året efter jubelåret.

17. Hvordan viste Jehova Israel, at han tog denne lov om sabbatsåret alvorlig?

¹⁷ Eftersom denne vise og kærlige foranstaltning var et billede på noget, der knytter sig til hele menneskehedens fremtid, tog Gud denne ordning med sabbatsåret og jubelåret alvorlig. Da israelitterne ikke holdt disse sabbatsår på den rette måde, straffede han dem med landflygtighed, så at det gudgivne land kunne få hvile i halvfjerdsindstyve år, medens de ulydige israelitter var fanger i Babylon. Ved at synde mod Jehovas lov havde de solgt sig selv til dette fangenskab. Men han lagde den samme ånd for dagen, der prægede sabbatsårets goder, og optrådte barmhjertigt som deres befrier. Han brød fjendens undertrykkende magt og førte dem tilbage til deres hjemland. Her viste Jehova sig atter som frihedens Gud og Ophavsmand.

18. Hvorfor var denne lov ikke uretfærdig mod dem, der lovligt købte land og trælle? Blev den ført ud i livet med revolution og blodsudgydelse?

¹⁸ Ved at kræve, at slaveholderne skulle frigive deres israelitiske tjenere, og at køberne skulle give nedarvet ejendom tilbage til de retmæssige ejere, begik Gud ikke nogen uretfærdighed mod dem, der foretog lovlige køb. Alle køb måtte være baseret på det antal år, der var tilbage til jubelåret. Desuden tilhørte hele landet jordens skaber. Derfor siger hans lov: „Jorden i landet må I ikke sælge uigenkaldeligt, thi mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig.“ (3 Mos. 25:23) De måtte også allesammen huske på, at de var befriede trælle, der var blevet undertrykt i Ægypten og senere i Babylon. Og ligesom Jehova for sit navns skyld havde vist dem barmhjertighed og udfriet dem fra trældommen i fjendernes land, således måtte de også vise guddommelig barmhjertighed og i lydighed mod den store Befriers påbud frigive deres israelitiske trælle i jubelåret. „Thi mig tilhører israelitterne som trælle; mine trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Jehova jeres Gud!“ (3 Mos. 25:55) Hele denne ordning var således retfærdig og barmhjertig. Den blev ført ud i livet uden voldelig revolution eller blodsudgydelse. Jubelhornets klang betød derfor fred og glæde ud over hele landet.

19. Hvordan er mennesker blevet holdt i trældom af mennesker, og hvordan har man behandlet landet?

¹⁹ Dette er et forbillede på en større udfrielse fra gæld og trældom, som menneskeheden skal erfare, og på en større hvile for jordens vedkommende. Og tænk på, at det er lige for døren! At mennesker er blevet holdt i trældom af deres medmennesker, lader sig overhovedet ikke bestride, og det gælder, hvad enten det er sket ved militærmagt, ved tilranelse af politisk magt, ved store monopoler, karteller og kommercielle og industrielle systemer eller ved religiøse præsters rænkespil og hykleri. Endvidere har selviske mennesker, herskere, aristokrater og religiøse præster bemægtiget sig landet. I de senere år har man gjort en del i retning af at udstykke disse store jordbesiddelser og fordele dem blandt folket. Men dette er sket under stor modstand fra ejernes side, og kun på grund af de regeringers pres, som ønskede en sådan politik. I Italien, der er den romerske katolicismes vugge, har der været højrøstede klager og voldsomme optøjer over den langsomhed, hvormed den republikanske regering opfyldte det løfte, den havde givet ved valget, om at fordele landet til den forarmede befolkning. En orientalsk hersker har for nylig bekendtgjort, at det er hans hensigt at udstykke sine store jordbesiddelser og fordele dem til sine undersåtter, folket. Men det er ikke en opfyldelse af det jubelår, der er lovet menneskene. Det er kun en del af de desperate forsøg, som denne verdens herskere og systemer gør for at bevare menneskets magt over mennesket eller folkets selvstændige styre uafhængigt af Gud. Selv om man fordelte alt opdyrkeligt land på jorden mellem alle jordens familier, ville der stadig være et stort befrielsesarbejde at udføre for at befri menneskeheden for dens største undertrykkere.

Nødvendigheden af sand frihed

20. Hvorledes planlagde den store undertrykker at trælbinde alle mennesker?

²⁰ Menneskeslægtens største undertrykker er Jehova Guds store modstander, Satan, Djævelen. Selve navnet Satan betyder „modstander“, mens navnet Djævelen betyder „bagvasker, falsk anklager“. Jehova Gud ønsker sand frihed for alle sine skabninger. Satan, Djævelen, ønsker at trælbinde dem. Han modstår den guddommelige beslutning om at befri dem, fordi den er ensbetydende med at befri dem for Djævelens magt. Af den grund bagvasker og anklager han falskelig den sande og levende Gud og ønsker, at alle skabninger skal tro, at det er Jehova, der er undertrykkeren. Satan, Djævelen, har begæret jorden som sin ejendom og ønsket at rive den løs fra Jehovas universelle eneherredømme. Satan gør krav på alle mennesker som sine slaver. Han har udfordret Gud til at sætte et menneske på jorden, der ville hævde sin uafhængighed af Satans styre og sværge Gud troskab og bevare den under den mest yderliggående prøve. Han så, at der var en lejlighed til at trælbinde menneskene i deres første hjem, Edens have, der lå et sted i østen i nærheden af floderne Eufrat og Tigris. På det tidspunkt var han en Guds søn, en mægtig engel, der af Jehova, Skaberen, var sat over den første mand og kvinde som deres „skærmende kerub“. (Ez. 28:13-18) Ved at få magten over vore første forældre, Adam og Eva, kunne han gøre alle deres efterkommere til sine trælle fra fødselen.

21, 22. Hvordan opstod der trældom i universet?

²¹ Den „skærmende kerub“ gjorde således oprør mod Jehovas universelle suverænitet og gjorde sig selv til Satan eller Guds modstander. For nu at få mennesket med i oprøret henvendte han sig til mandens hustru Eva. Han gjorde sig selv til en djævel eller bagvasker ved falskelig at anklage Gud over for hende og sige, at Gud ved sine befalinger havde holdt hende i uvidenhed, og at han hindrede hende og Adam i at få det, der kunne gøre dem til guder, uafhængige og i stand til selv at afgøre, hvad der var ret og uret, godt og ondt. Han sagde, at Guds trusel om dødsstraf for oprørere ikke kunne gennemføres, for de skulle ingenlunde dø, om de spiste af den forbudne frugt. De skulle derfor frigøre sig og spise, hvad de selv mente var godt. Eva, der var fuldstændig bedraget af den falske befrier, overtrådte Guds lov og gav derefter noget af frugten til sit ansvarlige hoved, sin mand Adam. På sin hustrus opfordring spiste Adam deraf, og denne handling viste, at han med vilje valgte at gøre oprør mod sin Skaber og Gud, Jehova.

²² På denne måde opstod der trældom i universet. Satan, Djævelen, blev træl af sin egen selviske ærgerrighed. Ved deres oprør mistede Adam og Eva deres sande frihed under Gud og blev Guds modstander, Satan Djævelens trælle. På grund af selvisk begær førte de os alle ind i en trældom, hvorfra det er umuligt selv at frigøre sig. Hele menneskeheden, lige op til vor tid, er således født af trælbundne forfædre. — 1 Mosebog, kapitel 3.

23. Hvorledes har Satan opbygget en usynlig organisation? I hvilken hensigt?

²³ Siden da har Satan, Djævelen, opbygget sin organisation ud over hele jorden. Han forledte ikke alene menneskene til at gøre oprør mod Skaberen, men forførte også himmelske skabninger, engle, der engang var Guds sønner og lige så hellige, som menneskenes „skærmende kerub“ havde været, til at forlade Guds frie organisation og slutte sig til Djævelens. De blev djævle eller dæmoner og har fyldt jorden med dæmontilbedelse i den ene eller den anden form. Bedragere som de er, har de ved at indgive mennesker den religiøse idé at tilbede deres forfædre, forledt dem til at dyrke dæmoner i stedet for at tilbede den sande Gud. Den usynlige del af Satans organisation er således overmenneskelig, og det er komplet umuligt for mennesker eller nogen menneskelig regering, de Forenede Nationer indbefattet, at bryde den usynlige sataniske regerings magt og frigøre menneskene. De kan tage vor udtalelse så ilde op, de vil: mennesker kan ikke befri det menneskelige samfund eller menneskelige regeringer for Satan Djævelens dominerende indflydelse og indblanding. Han har gjort sig til det, som De hellige Skrifter kalder ham, „dette tingenes systems gud“, der forblinder menneskers tanker, så de ikke kan se sandheden. Her ligger årsagen til den fordærvelse, undergang og ruin, der har ramt alle de regeringer, som har eksisteret på jorden. — 2 Kor. 4:4, NW.

24. Hvordan vil menneskene blive befriet, ved mennesker, ved demokratiet, eller ved hvad?

²⁴ Mennesker, der forherliger og ophøjer sig som folkets befriere, bedrager sig selv og dem, der anerkender dem som ledere. Demokratier og folkerepubliker viser ikke vejen til frihed. Det er Teokratiet, Guds regering, hans store jubelårs rige, der vil befri menneskene. Det vil vriste denne jord, Guds skaberværk, ud af den undertrykkende jordbesidder Satan Djævelens magt og på ny føre jorden og dens beboere ind under Jehovas universelle, suveræne herredømme, hvor de skal være frie medlemmer af hans universelle familie, som består af fornuftbegavede skabninger.

Fordærvelsens trældom

25, 26. Hvem fremstillede sig som frihedens apostel? Hvem modstod ham?

²⁵ Men foruden Satans organisation er der også andre ting, som menneskene skal frigøres for. Guds søn, „mennesket Kristus Jesus“, påpegede klart, hvori disse ting består. Han viste også, hvorledes denne frigørelse vil finde sted. Han bedrog ikke folket, da han fremstillede sig som frihedens apostel, men hans himmelske Fader, Jehova Gud, sendte ham ud i den mission at give menneskene hvile for alle deres trængsler. Han blev salvet med sin Faders ånd. Det var derfor med rette, at han oplæste Esajas’ profeti og anvendte den bemyndigelse, som findes der, på sig selv: „For at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Jehova, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger.“ (Es. 61:1, 2) Han mødte modstand, nej, ikke specielt fra de politiske herskere Pontius Pilatus og kong Herodes, men fra folkets religiøse undertrykkere, nemlig præsterne og deres skriftkloge, farisæernes og saddukæernes religiøse sekter, gejstlige, der, som Jesus sagde, „binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger“. — Matt. 23:1-4.

²⁶ For at hindre folkets frigørelse ønskede disse religiøse modstandere at dræbe Jesus, og han sagde til dem: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham.“ — Joh. 8:44.

27. Hvordan viste Jesus jøderne, at de også var trælle på andre måder?

²⁷ Ved samme lejlighed viste Jesus dem på hvilken måde, de var trælle, der ikke kunne frigøre sig ved egne bestræbelser, og hvorledes han måtte befri dem fra alt det, der undertrykte dem. Ja, de var i Satan Djævelens magt, men desuden var de underlagt noget mere personligt end Djævelen. Slaveholdere bruger løgn for at få folk i deres magt. Derfor sagde Jesus: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Jøderne gav udtryk for, at de følte sig såret over denne hentydning til, at de skulle være trælle. Jesus forklarede så, hvilken trældom de befandt sig i, ved at sige: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, enhver, der gør synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke bestandig i huset; Sønnen bliver der bestandig. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ — Joh. 8:31-36.

28. Hvorfor var de ikke frie til trods for deres herkomst og love?

²⁸ Disse ord af Guds søn beviser, at alle mennesker er syndens trælle, fordi de alle gør synd. Jøderne, som Jesus talte til, nedstammede fra den trofaste patriark Abraham, og Gud havde gennem Moses givet dem sin lov. Fordi de var Abrahams efterkommere ved hans frie kvinde, hans hustru Sara, mente jøderne, at de selv var frie og ikke underlagt Satan Djævelens magt. De prøvede også at godtgøre deres egen retfærdighed ved at holde Moses’ lov, og efter denne lov havde de et præsteskab, der bragte dyreofre for deres overtrædelser af loven; de mente således selv, at de var retfærdige og ikke syndens trælle. Men i stedet for at erklære jøderne for at være retfærdige fordømte selve Moseloven dem som syndere, der var hjemfaldne til Guds straf. De var syndere som den øvrige del af verden, og de kunne ikke prale med selvretfærdighed. Moseloven med dens ti bud giver os forståelse af, at vi ikke i os selv er retfærdige, men syndere, der er ude af stand til at hjælpe sig selv. „Vi ved,“ siger apostelen Paulus, „at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud, thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.“ — Rom. 3:19, 20.

29. Hvorfor skyldes det ikke en fejl ved Guds skaberværk, at vi er syndens og fordærvelsens trælle?

²⁹ Hvordan kan det da være, at hele verden er syndens og fordærvelsens trælle? Det er ikke, fordi alt synligt, materielt skaberværk i sig selv er ondt, fordærvet eller syndigt; og det skyldes heller ikke, at den store Skaber, Jehova Gud, fra begyndelsen skabte manden og kvinden onde. Det er en umulighed, eftersom Jehova Gud ikke er kilden til synd, ufuldkommenhed og fordærvelse. Vi ser, at fejlen ikke ligger hos Jehova Gud, men hos os selv, når vi læser: „Fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han. Skændselsmennesker sveg ham, en forvendt og vanartet slægt.“ Den vise kong Salomos udtalelse stemmer overens med Moses’ ord: „Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (5 Mos. 32:4, 5; Præd. 7:29) Den inspirerede beretning om menneskets skabelse fortæller os, at Gud skabte Adam og Eva fuldkomne, satte dem i det paradisiske Eden og befalede dem at frembringe fuldkomne børn, der skulle opfylde denne jord og udvide deres fuldkomne paradisiske hjem til jordens ender. Men før Adam og Eva nogen sinde satte børn i verden, sluttede de sig til Satan, Djævelen, i hans oprør og blev syndere mod deres Skaber.

30. Hvordan blev vi da alle underlagt synden, fordærvelsen og Satan?

³⁰ Herved blev de syndens trælle og blev drevet ud af Edens paradis på den uopdyrkede jord, som de endnu ikke havde underlagt sig. Da de nu selv var syndens trælle, kunne de ikke frembringe fuldkomne, retfærdige børn. Derfor er alle vi, der er deres efterkommere, født som syndens trælle. Vi er ufuldkomne og underlagt forgængeligheden fra fødselen. Vi er også født i denne onde verden, der har Satan, Djævelen, „dette tingenes systems gud“, til fyrste. Følgelig er vi underlagt hans magt. — 1 Mos. 1:26-28; 2:7, 8.

31, 32. (a) Hvilken anden konge har hersket over os og hvorfor over os alle? (b) Hvorfor er det ikke muligt at opnå liv gennem Moseloven, og hvorledes opnås det?

³¹ Samtidig med at disse forhold har rådet, har der været en anden ubarmhjertig konge, der har hersket over os, og som hans undersåtter har vi lidt og er blevet bebyrdet med sorger og kvaler. Hvem er denne konge, der har fyldt vort liv med en sådan kummer og hjertekval? Det er døden, og de utallige grave er et bittert vidnesbyrd om hans skånselsløse regime. Hvorledes blev døden menneskehedens konge? Det skete, fordi vore første forældre syndede mod den store Lov- og Livgiver, før nogen af os blev født. Gud havde advaret det første menneske Adam om, at han skulle dø, dersom han blev ulydig mod Gud og syndede. På den anden side skulle Adam, om han fortsat adlød Gud, for evigt leve på den paradisiske jord og blive fader til en hel jord fuld af fuldkomne børn. Men Adam og hans hustru solgte sig selv til synden, og Gud dømte dem med rette til døden. Han fortalte kvinden Eva, at hun skulle føde sine børn med stor sorg og smerte. Ikke fuldkomne børn, men ufuldkomne, syndige børn, der fra fødselen var dømt til døden, thi vi læser: „Kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!“ (Job 14:4) Fordi vi således nedstammer fra Adam, er vi fra fødselen underlagt den grusomme konge døden, og ikke engang Moseloven viste sig at være et middel, hvormed man kunne undslippe hans herredømme. Dette forklarer, hvorfor alle er syndige, ufuldkomne og dør.

³² Således læser vi: „Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede — thi allerede før loven var der synd i verden; men synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er; dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams.“ Men medens Moseloven blot viste, at alle mennesker, jøder indbefattet, var syndere, kom Guds ufortjente godhed menneskene til hjælp, og derved blev der tilvejebragt en mulighed for, at den faldne menneskehed kunne opnå retfærdighed, for hvilken belønningen er et evigt liv i en retfærdig ny verden. Videre læser vi: „Men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig, for at, ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.“ Evigt liv i en genoprettet retfærdighedens verden er derfor kun muligt gennem Jesus Kristus, Guds søn. Som et vidnesbyrd herom lyder den videre bibelske bevisførelse: „Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 5:12-14, 20, 21; 6:23.

Prisen for friheden

33. I hvilken henseende frigør Guds søn os da?

³³ Nu kan vi forstå, hvorfor Jesus Kristus, Guds søn, sagde: „Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ Vi kan ikke, lige så lidt som nogen menneskelig regering, frigøre os fra syndens, vildfarelsens, dødens og Satan Djævelens trældom. Hvis Moseloven ikke kunne gøre mennesker retfærdige, så er ingen jordisk regerings lov i stand til det eller til at give os en ret stilling ind for Gud. Hvordan kan vi da blive befriet fra den dødens forbandelse, der hviler over os, fordi vi er født i synd? Kun ved det, som Gud i sin ufortjente godhed gør for os gennem sin søn Jesus Kristus. Det er kun gennem ham, vi kan vinde hvile fra syndens og dødens trældom under Satan, Djævelen. Dette blev forbilledligt skildret ved ordningen med jubelåret. Hvorledes?

34. (a) På hvilken dag begyndte jubelåret? (b) Hvad var disse ofre et billede på?

³⁴ Læg mærke til dette vigtige træk ved den profetiske lov: Det var på den tiende dag i den syvende jødiske måned, det vil sige „på forsoningsdagen“, at der blev blæst i jubelhornet, og det skete ikke før, men efter, at forsoningsofferet for folkets synder var blevet bragt. Jubelåret kunne således ikke begynde, førend hele Israels folks synder var blevet sonet ved de ofringer, som præsterne frembar i Guds tempel. (3 Mos. 25:9) De forsoningsofre, der bragtes på forsoningsdagen, var alle et billede på det ene tilstrækkelige offer, som „mennesket Kristus Jesus“ i kraft af sin stilling som ypperstepræst ville bringe Gud for alle menneskers synder. Dette offer var ikke et eller andet lavtstående dyr som f. eks. en tyr, et får eller en ged, men det var hans eget menneskeliv; og værdien af dette offer frembar han ikke i Jerusalems tempel på jorden, men i selve himmelen i Guds nærværelse, for Jehova Gud bor ikke i menneskegjorte templer på jorden. Om dette læser vi: Han gik „ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod een gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning. . . . Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.“ — Hebr. 9:12, 24.

35. Hvorledes døde Jesus, og hvordan blev hans død ikke til intet?

³⁵ Jesus, der ved Guds magt var blevet født fuldkommen, bevarede sin syndfrihed, og han døde ikke, fordi han syndede, men som et offer. Han døde for sine religiøse fjenders hænder, fordi han vidnede om sandheden og forkyndte, at Guds kommende rige var den eneste retfærdige regering for jorden og det eneste håb for menneskene. For at Jesu menneskelige offer ikke skulle blive til intet, men komme menneskeslægten til gode, oprejste Gud sin søn Kristus Jesus fra døden som en herliggjort åndelig søn, der var iklædt udødeligt liv. Fordi han døde trofast mod Jehova Guds universelle overhøjhed, oprejste Gud ham fra de døde til at være den nye verdens himmelske konge. — 1 Pet. 3:18, 22.

36. Hvornår kunne det store jubelår derfor først begynde?

³⁶ Heraf kan vi se, at den store udfrielse for menneskeslægten, som jubelåret var et billede på, ikke kunne finde sted, førend det offer, der borttager synden, var blevet bragt af Guds ypperstepræst Jesus Kristus her på jorden og frembåret for Gud i himmelen.

37, 38. (a) Hvilket år var jubelåret, og på hvilken dag blev den hellige ånd udgydt? (b) Hvilken udfrielse var dette et tegn på, og hvem gjaldt den?

³⁷ Det er interessant at lægge mærke til denne kendsgerning: Jubelåret var det halvtredsindstyvende år. På tilsvarende måde faldt den jødiske ugefest eller pinse halvtredsindstyve dage efter Jesu opstandelse fra døden. (Pinse betyder „den halvtredsindstyvende dag“.) Det var på denne pinsedag, at Guds hellige ånd blev udgydt over de trofaste disciple, og at de begyndte en stor forkyndergerning og en i åndelig henseende befriende virksomhed.

³⁸ Denne udgydelse af ånden over dem var et synligt tegn på, at Jesus Kristus var faret til himmelen og var trådt frem for Guds åsyn og havde overgivet ham værdien af sit opofrede menneskeliv. Det var et bevis på, at Jesus Kristus nu sad ved Guds højre hånd i himmelen som den store præst og konge, i lighed med den gamle Melkisedek, der var „Gud den Allerhøjestes præst“. (Ap. G. 2:1-36; 1 Mos. 14:18; Hebr. 7:1-27) Således blev Jesu Kristi trofaste disciple, der denne pinse eller halvtredsindstyvende dag begyndte at modtage den hellige ånd, udfriet fra syndens fordømmelse og trældommen under Satan, Djævelen, der er „dette tingenes systems gud.“ De hellige Skrifter oplyser os om, at disse salvede disciple, der må være trofaste til døden, sluttelig vil udgøre et antal på 144.000. De vil også få en åndelig opstandelse fra døden, en opstandelse til udødeligt liv i himmelen, hvor de skal regere med deres hoved Jesus Kristus i hans himmelske rige over den retfærdige nye verden. — Åb. 14:2, 3; 2:26-28; 3:21.

Frihedens regering

39. Hvorfor er tiden nu inde til at forkynde de gode nyheder om jubelåret?

³⁹ Nu efter nitten hundrede år, hvori menneskeheden i almindelighed har lidt og sukket og er bukket under for syndens, ufuldkommenhedens, selviskhedens, Satans verdensomfattende organisations og dødens trældom, NU er tiden inde til at lade de gode nyheder om den nye verdens store jubelår lyde, som blæstes der i horn. Ved menneskets begyndelse tillod den store befrier Jehova, at menneskeslægten kom under syndens, dødens og Djævelens trældom, men det har aldrig været hans hensigt, at den evigt skulle forblive under en sådan trældom. Der tilbage i Edens have, efter at synden gennem Adam var kommet ind i verden og sammen med den døden og den bedrageriske slange Satans herredømme, udtalte Jehova Gud øjeblikkelig en profeti om menneskeslægtens udfrielse gennem en befrier, Guds kvindes sæd. Denne hans kvindes sæd, profeterede Gud, skulle knuse eller tilintetgøre den store Slanges, Satan Djævelens, hoved, han, der er ophavsmanden til alt, hvad der er ondt og fordærvet. (1 Mos. 3:15) Guds kvindes sæd er hans søn Jesus Kristus. Gud er nøjagtig som et kronometer, han er den, der fastsætter tider og stunder og lader begivenhederne indtræffe nøjagtig til sin bestemte tid. Derfor fastsatte han en bestemt tid, hvor Satans regering skulle ende. Det betyder, at han også fastsatte en bestemt tid, hvor han selv ville herske over jorden gennem sit lovede rige. Vi lever nu i „endens tid“ for Satans styre. Den begyndte for nogle og tredive år siden, i 1914. Dette tidspunkt kan afgøres ved hjælp af kronologien i Guds ord, Bibelen.

40, 41. (a) Hvorfor kendetegnede 1914 tidspunktet for Guds riges oprettelse? (b) Hvilke beviser har vi på, at det begyndte dengang, og på at vi lever ved verdens ende?

⁴⁰ Da udløb „nationernes fastsatte tider“, for disse nationer er underlagt Satan, Djævelen, og er Guds folks undertrykkere. Nationerne, der er underlagt den djævelske slaveholder, har vanrøgtet jorden og undladt at frigøre det undertrykte folk. Eftersom de „fastsatte tider“ for deres magt udløb i 1914, var tiden inde til, at Gud, Skaberen igen skulle tage sin magt over jorden, der er hans skaberværk, ligesom han har magten over hele det øvrige univers. (Luk. 21:24, NW) Dette gjorde han ved at oprette sit rige i himlene for fra da af at tage herredømmet over jorden og dens nationer, og denne regering har han lagt i sin salvede konge Jesu Kristi hænder. Der behøver ikke at råde nogen usikkerhed i ærlige menneskers sind med hensyn til dette. Kort før sin offerdød forudsagde Jesus de tegn, der skulle gøre det klart, at vi lever i „endens tid“, i „tingenes systems samtidige afslutning“, og at den absolutte ende på denne undertrykkende trældommens verden var nær. Nu ser vi disse tegn. Ethvert oplyst menneske kender verdenshistorien siden 1914. Da begyndte den første verdenskrig, hvor nationer rejste sig mod nationer og riger mod riger.

⁴¹ Denne første verdenskrig blev ledsaget af rædsler som hungersnød, pest, jordskælv, voldsomme forfølgelser af de sande kristne, der er arvinger til Guds rige, uheldige udfald af alle fredsbestræbelser og fredsalliancer, nationernes voksende frygt, fordi de ikke kunne se nogen udvej ved menneskers hjælpemidler. Jesus Kristus forudsagde, at alle denne generations erfaringer ville afmærke vor tid som „endens tid“ for Satans verden og tiden til, at Guds rige skulle herske midt iblandt alle sine synlige og usynlige fjender. Jesus sagde: „Således kan også I skønne, når I ser alt dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: denne slægt [generation, NW] skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.“ — Luk. 21:31, 32.

42. Hvilken befrielse venter der derfor menneskeheden?

⁴² Guds rige ved hans søn Jesus Kristus er den eneste regering, der kan befri menneskene. Ypperstepræsten Kristi Jesu store forsoningsoffer er blevet frembåret i himmelen, og i de sidste nitten århundreder har hans trofaste efterfølgere gennem tro nydt fordelene deraf. Nu er Jehovas teokratiske regering med Kristus som konge desuden blevet oprettet, og som folkets befrier vil den fuldstændig tilintetgøre Djævelens verdensorganisation, både den synlige og den usynlige del, og forårsage dens absolutte ende. Dette vil finde sted i den universelle krig ved Harmagedon, denne sidste krig, mod hvilken alle nationer nu marcherer under Satan og hans dæmoners indflydelse. — Åb. 16:14-16.

43, 44. (a) Hvorledes forudsagde Jesus, at jubelåret skulle forkyndes nu? (b) Hvad beviser denne forkyndelse?

⁴³ Da det nu er muligt for menneskene at få deres synder tilgivet gennem Kristi offer, og da Guds rige nu er oprettet, er tiden NU inde til at lade forkyndelsen af hele menneskeslægtens jubelår lyde. Hvem skal forkynde det? Kristi salvede efterfølgere og alle retsindige mennesker, der med tro og glæde tager imod budskabet. Jesus sagde: „Dette gode budskab om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“

⁴⁴ Jesus indbefattede forkyndelsen af Riget for nationerne blandt de mange tegn, der skulle kendetegne „endens tid“ og tiden for hans nærværelse i Riget. Siden 1919 har Jehovas vidner på en mærkbar måde forkyndt de gode nyheder om Guds oprettede rige for nationerne overalt på jorden. Til trods for religiøs, politisk, retslig og militær modstand og forfølgelse vokser dette vidnesbyrd om Riget år for år. Her har vi endnu et kraftigt, synligt bevis på, at det rige, der virker til menneskehedens frigørelse, har taget sin magt og nu hersker midt iblandt sine fjender, før det tilintetgør dem i Harmagedon. — Matt. 24:3-14, NW; Mark. 13:4-9; Luk. 21:7-28.

45. (a) Hvor og hvordan vil undertrykkernes magt blive knust? (b) Hvad må frihedselskende mennesker derfor gøre nu?

⁴⁵ Når vidnesbyrdet om Riget, der er nutidens klang af jubelhornet, har lydt i den udstrækning, som Gud har bestemt, så vil Harmagedonslaget pludselig komme som en tyv over Satans verden på den af Gud fastsatte dag og time. Satans trælbindende magt over denne jord og dens indbyggere vil blive knust og fjernet for stedse. Alle, der med vilje forbliver i trældom under ham, må gå til grunde sammen med ham. Derfor er det også, at jubelhornet skal lyde NU, ved at der aflægges et vidnesbyrd om Guds rige, den regering, der vil skænke menneskene evigt liv i en fri, ny verden. I kraft af sandheden om Guds rige må retsindige mennesker, der hører jubelhornet, frigøre sig fra Satans trælbindende verden. De må flygte til Guds rige, som er menneskeslægtens retmæssige regering og det eneste svar på den bøn, Jesus lærte os: „Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Han sagde også: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Endvidere forklarede han, at Guds ord, som det er nedlagt i den hellige Bibel, er sandheden. (Joh. 17:17) Lyt derfor til forkyndelsen af jubelåret i denne korte tid før Harmagedon, lær sandheden at kende og opsæt ikke længere at handle i overensstemmelse med den, om I skal opnå frihed. Som frie mænd og kvinder kan I da forene jeres styrker over hele jorden for at „forkynde frihed ud over hele landet for alle dets indbyggere“. Ved denne handlemåde kan I leve igennem Harmagedon og aldrig dø!

46. Hvorledes vil den nye verden fuldstændiggøre menneskenes udfrielse?

⁴⁶ Guds retfærdige krig ved Harmagedon vil befri menneskeslægten for Satans herredømme. Så vil den nye verden, som skal fuldstændiggøre menneskenes udfrielse, begynde. Kong Død skal ikke herske mere, men alle de syndige virkninger efter vor nedstamning fra Adam, som resulterede i døden, vil blive taget bort fra dem, der viser Guds rige lydighed. Ja, døden vil blive tvunget til at frigive dem, den holder livløse i gravene, for Kristus vil opløfte sin røst, og alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og komme frem. Alle skal lære de retfærdige krav og sandheden om den højeste Gud at kende, og alle de lydige vil blive løftet op fra deres syndige, ufuldkomne tilstand til en tilværelse som fuldkomne mænd og kvinder.

47. Hvad vil der blive gjort med jorden, som svarer til det, der fandt sted i jubelåret?

⁴⁷ Det er en evig sandhed, at „Jehovas er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå“. (Sl. 24:1) Griske jordbesiddere vil ikke længere have eneret på landet, og der vil ikke længere blive ført krige for at udvide landområderne eller tilegne sig naturrigdommene og derved ødelægge jorden og tvinge menneskene ud i hjemløshed og fattigdom. Lige så lidt vil erosion og udpining af jorden gøre landet øde og ubeboeligt. Kongen Kristus Jesus vil tildele enhver af sine trofaste undersåtter en plet på jorden, som han kan opdyrke og glæde sig over til Jehovas, den store jordbesidders, velbehag. Under den guddommelige velsignelse vil jorden blive særdeles frugtbar og yde rigeligt til at dække alle menneskers behov. Paradiset vil blive en verdensomfattende realitet.

48. Hvorledes vil menneskene opnå retten til evigt liv?

⁴⁸ Som en opfyldelse af profetien: „Hans navn skal være . . . Evigheds-Fader“ (Es. 9:6), vil Kongen Jesus Kristus lade alle sine lydige undersåtter få gavn af sit fuldkomne opofrede menneskeliv. De, der så beviser deres troskab mod Jehovas og hans konges universelle suverænitet, vil blive erklæret værdige til evigt liv i en endeløs verden med fred, sundhed og lykke.

49. Hvilket ord, som Gud har givet, vil han således retfærdiggøre?

Retfærdig er Jehova på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger. Nær er Jehova hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres råb og frelser dem. — Salme 145:17-19.