dig i tankerne hele dette område, hvad enten det er et byområde eller et landområde. Det er måske i et land, hvor så godt som hvert eneste hjem ejer en bibel, og hvor der utvivlsomt findes en del religiøse forsamlingshuse, hvor der opbevares en bibel eller andre religiøse skrifter. Men kan man sige om nogen af dem, at de „har sæd i sig selv“? Du ved så udmærket, at det at et religiøst hjem eller samfund ejer en bibel, ikke nødvendigvis betyder, at sandhedssæden, det livgivende budskab, har slået rod eller spirer og gror der. Med kendsgerningerne for øje og uden anstrøg af indbildskhed må du erkende, at i hele det område har Jehovas organisation kun een plantning, som i beretningen om skabelsen, og det er kredsen af Jehovas vidner, hvor lille den end måtte være. Hvilken uvurderlig forret er det ikke i hele det område at høre til den kreds, hvorom der med sandhed kan siges, at den „har sæd i sig selv“!

27. Hvordan understreger dette billede vort store og glædelige ansvar?

²⁷ Gud, som kender hjerterne hos dem, som ønsker retfærdighed, kunne med lethed forbeholde sig den ret og forret direkte at skabe eller vække interessen hos de retsindige og åbenbare for dem kundskaben om sandheden og føre dem til sin organisation. Men i stedet for har han givet dig, sammen med andre og personlig (ja, dig, som holder og læser dette blad), det ansvar og den ubeskrivelige glæde at få lov at udrette noget og at gå gennem dette distrikt gang på gang for at finde de hjerter, hvor der kan plantes „sæd“. Efter mange genbesøg og efter at have vandet den nye plante og gødet jorden omkring den, skræmt de tyvagtige fugle bort, hjulpet med at trække ukrudtet op uden at skade den dyrebare plante, oplever du til sidst den store fryd og glæde at have vundet en ny ven og medarbejder, der virkelig påskønner sandheden og den nye verdens samfund. Husk, der tilkommer ikke os nogen ære derfor, og alt må gøres i lydighed mod de love, som er fastsat af organisationens Skaber. — Es. 43:1.

28, 29. a) Hvad antyder det, dersom man mangler trangen til at være travlt beskæftiget i arbejdet? b) Hvordan kan dette afhjælpes, og med hvilket resultat?

²⁸ Hvis du har et „ret og godt hjerte“, hvor sandhedens sæd er spiret frem, så vil også du erfare det brændende ønske og den bestandige trang til at være travlt optaget i alle de forskellige grene af Herrens arbejde, der står dig åben, og stadig søge at forbedre kvaliteten af din tjeneste, så du mere effektivt kan blive brugt af „høstens Herre“. — Luk. 8:15, NW; Matt. 9:38.

²⁹ Vedbliv med at bede om Jehovas ånd, søg altid at ære hans ord, og hold dig nær til hans organisation, Zion. Hver gang Gud udstedte påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige,“ blev disse nåderige ord tilføjet: „Og Gud velsignede dem.“ Måtte det blive din rige og lykkelige lod, alt mens du yder din del i den herlige forøgelse af Jehovas lovprisning. „Skrid frem til modenhed,“ og så vil han „skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter“. (2 Kor. 9:10) „Jehova velsigne dig fra Zion.“ — Sl. 128:5.

(The Watchtower, 1. september 1952)

Koranen — af Gud eller af mennesker?

IFØLGE den ortodokse islam er Koranen „uskabt og evig [og] skrevet fra begyndelsen i gyldne lysglimt på en prægtig tavle i himmelen og overgivet til Muhammed af engelen Gabriel . . .“. (1942-udgaven af Encyclopedia Americana, bind 16, under „Koran“) I sin anstrengelse for at hæve Koranen op over alt andet og ligestille den med Gud selv, gør den muhammedanske tradition sig til talsmand for et paradoks; for hvordan kan Koranen være evig og uskabt og dog skrevet på en prægtig tavle? Skrevet af hvem — hvis den er lige så evig som Gud?

I de tidligere artikler i denne serie har vi set, at Koranens fremkomst ikke var ledsaget af mirakler, sådan som det var tilfældet, da Loven og evangeliet blev givet menneskene, og vi har set, at den muhammedanske påstand om, at Koranen er et litterært mirakel, ikke er holdbar. Vi blev også klar over, at der ikke er noget grundlag for dens påstand om at være en bekræftelse af tidligere skrifter, og at skylden for denne mangel ikke kan lægges på Bibelen, men kun på Koranen selv. Yderligere har vi set, at selve budskabet ikke kan bruges som et bevis for dens guddommelige oprindelse, da guddommelig sandhed frem for alt må være i harmoni med sig selv, hvorimod vi fandt mange selvmodsigelser i Koranen. Alt dette modbeviser, at Koranen skulle være fra Gud.

Forudsiger Bibelen Muhammeds komme?

Blandt de argumenter, muhammedanske skribenter fremfører for at bevise, at Koranen er inspireret, er, at Bibelen har forudsagt Muhammeds komme og hans arbejde. Ifølge en fodnote til sure 46:10, Ali (n. 4783) finder vi „i Koranen og dens profet end sand bekræftelse af tidligere skrifter . . . Islam [er en] opfyldelse af selve Moses’ åbenbaring! (Se 5 Mos. XVIII, 18-19 5Mo 18:18, 19).“

Men hvordan kan det være tilfældet? Ved Sinaj sagde Jehova til Moses: „Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, som ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ — 5 Mos. 18:15-19.

Det kan absolut ikke siges, at Muhammed, der var en efterkommer af Ismael, var af Moses’ brødre. Muhammed talte heller ikke i Jehovas navn, sådan som Moses. Faktum er, at århundreder før Muhammed blev født, anvendte apostelen Peter dette skriftsted på Kristus Jesus, da han talte til Moses’ sande brødre, jøderne, og kendsgerningerne viser, at denne profeti virkelig viser hen til ham. — Ap. G. 3:20-23.

En anden profeti, som muhammedanske skribenter anvender på Muhammed, er Jesu udtalelser om en „talsmand“ eller „trøster“, der skulle komme. Ali siger i sin fodnote som en kommentar til sure 3:81: „I det Nye Testamente, som findes nu, forudsiges Muhammed i Johannes-evangeliet 14:16; 15:26 og Joh 16:7. Den fremtidige trøster kan ikke være den hellige ånd, sådan som de kristne forstår det, for den hellige ånd var allerede nærværende, idet den hjalp og ledede Jesus.“

Læg imidlertid mærke til, at Jesus sagde, at hans bortgang ville gøre hans apostle forældreløse, men ikke for ret længe, da „sandhedens ånd“, talsmanden, „hjælperen“