„Vær ikke bekymrede for noget“
„Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Fil. 4:6.
1. Med hvilken bibelsk begrundelse kan vi sige at Jehova er „fredens Gud”?
JEHOVA er „fredens Gud“. (Fil. 4:9) Han nærer ingen bekymring eller ængstelse, ingen uro eller frygt. Intet — ikke engang de ondes skændige gerninger — kan berøve Gud hans fred og ro eller få ham til at miste ligevægten. Hans egenskaber er altid i fuldkommen balance. I sin kærlighed lader Jehova for eksempel solen „stå op over onde og gode“. (Matt. 5:44, 45; 1 Joh. 4:8) Hans handlinger er altid i overensstemmelse med hans retfærdighed. (1 Mos. 18:25) Hans uovertrufne visdom gør det muligt for ham at ’kende enden fra begyndelsen’ og at klare enhver situation. Og ved hjælp af sin ubegrænsede magt, der aldrig udøves på en ansvarsløs måde, kan han altid gennemføre sin retfærdige vilje. — Job 12:13; Es. 40:26; 46:9, 10.
2. Hvordan bør Jehova betragtes af dem der tilbeder ham?
2 Hvordan bør denne uforlignelige „fredens Gud“ betragtes af dem der tilhører hans universelle familie af tilbedere? (Jævnfør Efeserbrevet 3:14, 15.) Eftersom deres himmelske Fader er i stand til at klare enhver situation, har de der lovpriser Jehova al mulig grund til at bevare roen. De kan hvile trygt i deres forhold til ham.
Helt uden bekymringer?
3. Hvorfor er det ikke overraskende at Jehovas tjenere har visse bekymringer?
3 Det betyder naturligvis ikke at de der elsker Jehova er helt uden bekymringer. (Sl. 97:10) De er behæftet med ufuldkommenheder som de har arvet fra Adam, og de må leve blandt andre syndige efterkommere af det første menneske. (1 Kong. 8:46; Rom. 5:12) Deres „livsdage“ er fyldt med møje, „korte og mættet af uro“. (Job 14:1, NW; Sl. 90:10) Det bør derfor ikke overraske os at Jehovas tjenere har visse bekymringer.
4. Hvilke skriftsteder viser hvorfor gudfrygtige mennesker ikke kan være helt fri for bekymringer?
4 Der kan være tale om et følelsesmæssigt pres. Esaus hetitiske hustruer var for eksempel „årsag til en bitter ånd“ hos hans gudfrygtige forældre, Isak og Rebekka. (1 Mos. 26:34, 35, NW) Sygdom kan også være en kilde til bekymring for Guds tjenere i dag, ligesom det må have været det for sådanne trofaste kristne som Timoteus og Trofimus. (1 Tim. 5:23; 2 Tim. 4:20) De der i dag priser Jehova lider under lovbryderiske menneskers umoralske adfærd, ligesom „den retfærdige Lot“ gjorde. (2 Pet. 2:7) Undertiden må Jehovas indviede tjenere klare sig med meget få af livets fornødenheder, og det kan afgjort give anledning til mere end almindelig bekymring. (Fil. 4:12) Og ligesom apostelen Paulus, er mange kristne mænd i vor tid bekymrede for deres trosfæller. (2 Kor. 11:28) Føj til alt dette de mange forskellige prøvelser som gudfrygtige mennesker hver især kommer ud for, og det er let at se at kristne ikke kan være fuldstændig fri for bekymringer.
5. (a) Hvilken særlig hjælp har Jehovas folk til at overvinde bekymringer? (b) Hvad ligger der i ordet „fred“ sådan som det bruges i Bibelen?
5 Jehovas tjenere kan imidlertid regne med Guds hjælp til at overvinde alle deres bekymringer — en værdifuld hjælp som kun de der har åndelighed kan glæde sig over. (Jævnfør Judas 17-21.) Jehova er ikke alene „fredens Gud“, men lykkeligvis også „den Gud som giver fred“. (Rom. 15:33) I Bibelen betyder ordet „fred“ ikke blot det modsatte af ufred. Det indebærer blandt andet velfærd, lykke, fremgang og alt godt. (1 Mos. 41:16, Authorized Version; Mark. 5:34; Luk. 1:79) Ejer man en sådan altomfattende fred vil den afgjort kunne modvirke eller mindske livets bekymringer.
6. Hvad må vi gøre hvis vi ønsker at opnå og bevare den fred Gud giver?
6 Men for at opnå og bevare denne gudgivne fred må man have en inderlig kærlighed til Jehova og hans ord. Det indebærer at man elsker Gud, holder hans bud, har tro på hans søns Jesu Kristi navn, og viser kærlighed til andre. (1 Joh. 3:19-24; 5:2-4) For at holde Guds bud må vi naturligvis kende dem. Det kræver at vi daglig studerer Bibelen. (Jos. 1:8) Og efterhånden som vi bruger mere tid på Jehovas ord, vil vor ’higen’ efter det uden tvivl blive stærkere. Dette vil igen give os større fred i sind og hjerte. — 1 Pet. 2:1-3.
En kærlig Fader der gør vældige gerninger
7. Hvordan berører et større kendskab til Guds ord vort forhold til Jehova, og hvordan befrier det os for bekymringer?
7 Vort øgede kendskab til Guds ord vil drage os stadig nærmere til den Højeste, forudsat vi nærmer os ham som ydmyge børn og med et inderligt ønske om at tilegne os „visdommen ovenfra“. (Jak. 3:17, 18) Det vil gøre et dybt indtryk på os at erfare at Jehova er en Gud som er „barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed“. (2 Mos. 34:6) Vi vil få en større erkendelse af at han er „god og rund til at forlade“. (Sl. 86:5) Eftersom vi er ufuldkomne og syndige vil vi ofte komme til kort, men Guds ord forsikrer os: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:13, 14) Dette befrier i sandhed vort sind og hjerte for de bekymringer der ellers truer med at knuse os! Og hvilken kærlighedsgerning, som langt overgår menneskers fatteevne, har Jehova ikke øvet i forbindelse med den genløsningsforanstaltning han har truffet gennem sin elskede søn, „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. — Joh. 3:16; 1 Tim. 2:5, 6.
8, 9. (a) Hvilke skriftsteder viser at Jehova gør vældige gerninger“? (b) Hvordan viser Guds gerninger i fortiden at hans folk i nutiden kan forvente at få hans hjælp til at overvinde livets bekymringer?
8 Vor himmelske Fader gør også „vældige gerninger“. (Sl. 106:1, 2; 145:4, 11, 12) I en bøn til Gud om hans gunst kunne Moses sige: „[Jehova], [Jehova]! Du har begyndt at vise din tjener din storhed og din stærke hånd! Thi hvem er den gud i Himmelen og på jorden, der kan gøre sådanne gerninger og storværker som du?“ (5 Mos. 3:23, 24) Moses huskede hvordan Jehova med stærk hånd havde udfriet sit folk fra trældommen i Ægypten og ført det tørskoet gennem Det røde Hav. (2 Mos. 12:29-42; 14:5-31) Han havde også set Jehovas gerninger i forbindelse med Israels sejr over amoritterne og deres konger Sihon og Og. Eftersom Jehova kæmpede for israelitterne havde Moses tillid til at han også ville tilintetgøre andre fjendtlige riger og give sit folk det forjættede land. (5 Mos. 3:1-22) Og da Jehova holder sine løfter var det netop hvad han gjorde. (Jos. 23:1-5) Hvordan bør de der elsker Jehova da føle når de tænker på hans pålidelighed og hans evne til at udfri sit folk? Har hans folk i dag grund til at være dybt bekymret? På ingen måde, for Jehova er trofast og ’forstår at udfri gudhengivne mennesker’. — 2 Pet. 2:5-9.
9 Guds gerninger til gavn for dem der helt har indviet sig til ham, består naturligvis ikke blot i at han udfrier dem; men ved sådanne magtdemonstrationer viser han at han ikke vil svigte sit folk. (Sl. 94:14) Vi kan derfor have tillid til at han vil hjælpe os med at overvinde livets bekymringer.
’Lad jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud’
10. Hvordan kan vi, ifølge apostelen Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:6, 7, styrke vort forhold til „fredens Gud“?
10 Et regelmæssigt studium af Guds ord vil drage et oprigtigt menneske nærmere til Jehova. Meditation over vor himmelske Faders kærlige handlemåde og vældige gerninger til gavn for dem der trofast tjener ham, virker i samme retning. Der findes imidlertid endnu en måde hvorpå vi kan styrke vort forhold til „fredens Gud“. Det understregede den kristne apostel Paulus i følgende formaning til sine trosfæller: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ Dette resulterer i den gudgivne fred som langt overgår menneskers forstand. — Fil. 4:6, 7.
11. Hvilke bibelske eksempler viser at Jehova „hører bønner“?
11 Længe før Paulus skrev disse ord havde Jehova vist at han var en kærlig og pålidelig Gud der „hører bønner“. (Sl. 65:2) De der tilbad ham kunne kaste deres forskellige bekymringer på ham, i tillid til at de ville blive bønhørt. Det viser følgende eksempler: Abrahams tjener Eliezers bøn blev hørt da Gud ledede hans søgen efter en hustru til sin herres søn, Isak. (1 Mos. 15:2; 24:10-27, 62-67) Den barnløse Hanna bad længe og „under heftig gråd“, og hun fik en søn, Samuel, som hun taknemmeligt ’overlod til Jehova på livstid’. (1 Sam. 1:4-28) Den dødssyge konge Ezekias bønfaldt under voldsom gråd Jehova om hjælp og blev rask. (2 Kong. 20:1-11) Nehemias fastede og bad i dagevis — og på et kritisk tidspunkt bad han tavst en bøn til „Himmelens Gud“ — med det glædelige resultat at han af kongen blev bemyndiget til at genopbygge det ødelagte Jerusalem. (Neh. 1:1 til 2:8) I templet ydede den trofaste Anna hellig tjeneste nat og dag „med fasteperioder og bønner“, og hun blev belønnet ved at være til stede da barnet Jesus blev bragt dertil. (Luk. 2:36-38) Den sidste nat Kristus var her på jorden bad han indtrængende til Jehova og blev af sin himmelske Fader styrket til at drikke det „bæger“ der var tilmålt ham. — Matt. 26:36-47.
12. Hvorfor kan Jehovas tjenere tillidsfuldt bede til ham når de er bekymrede?
12 Tænk også på de mange andre bønner Bibelen indeholder — bønner i form af bekendelse, lovprisning og taksigelse. Spørg derefter: Bør Jehovas tjenere i dag ikke vende sig til ham i bøn uanset om de er glade, taknemmelige, modløse eller bekymrede? Jo, det bør de, i tillid til at deres himmelske Fader hører deres ydmyge bønner og anmodninger.
13. Hvorfor kunne apostelen Paulus formane sine trosfæller til ikke at være bekymrede „for noget“?
13 Lige før Paulus formanede sine medkristne til at lade deres anmodninger blive gjort kendt for Gud, sagde han: „Vær ikke bekymrede for noget.“ (Fil. 4:6) Med disse ord gentog han det råd Jesus havde givet: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl,“ og: „Vær ikke forud bekymrede for hvad I skal sige.“ (Matt. 6:25; Mark. 13:11) Apostelen vidste at vor himmelske Fader ville tage sig af dem der tilbeder ham og at de ville få Jehovas hellige ånds hjælp til at gøre alt hvad der havde Guds godkendelse.
14. Hvilken form for bønner er „anmodninger“?
14 I erkendelse af at Jehova „hører bønner“ kan vi der i dag lever et gudfrygtigt liv, med tillid følge Paulus’ formaning: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ Vore bønner er ofte „anmodninger“. Denne form for bøn indbefatter at vi beder eller anmoder om noget bestemt eller specifikt. Eliezer og Hanna er eksempler på at trofaste Guds tjeneres specifikke anmodninger er blevet hørt af Gud, og Jesus viste at det var på sin plads at være specifik i sine anmodninger. For eksempel lærte han sine disciple at de skulle bede således til Faderen: „Giv os vort brød for denne dag efter dagens behov.“ — Luk. 11:2, 3.
15. (a) Hvad er „anråbelser“? (b) Hvad lærer Hebræerbrevet 5:7 os om Jesu Kristi bønner?
15 Vi kan blive dybt bekymrede over mange ting, og det kan undertiden nødvendiggøre at vore bønner indbefatter „anråbelser“. Dette udtryk understreger at der er tale om et særligt behov og om en ydmyg, inderlig bønfaldelse. Det drejer sig altså ikke blot om situationer hvor man henvender sig til Gud i en almindelig bøn. Undertiden kan både anmodninger og anråbelser være nødvendige. „I sit køds dage,“ læser vi, „frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner [græsk: deēseis, der andre steder gengives med anråbelser] og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.“ (Hebr. 5:7) Jesu erkendelse af sine behov fik ham til indtrængende at bønfalde og anråbe sin Fader om hjælp, og han var også specifik i de anmodninger han rettede til Jehova. — Joh. 17:9, 10, 15-21.
16. Hvilken virkning kan det have på en kristen når hans bønner bliver hørt?
16 Når en kristens specifikke anmodninger og inderlige anråbelser bliver hørt, ved han at Jehova er med ham. Denne bevidsthed om at Gud hjælper os, kan udløse samme reaktion hos os som hos Job der, efter at have holdt ud under prøvelser, udbrød: „Jeg havde kun hørt et rygte om dig [Jehova], men nu har mit øje set dig.“ (Job 42:5) Ligesom Job kan vi med forståelsens, værdsættelsens og troens øjne betragte Jehovas’ handlemåde med os og ’se’ ham som vi aldrig før har set ham. Ja, dette nære forhold til vor himmelske Fader giver os i sandhed fred i sind og hjerte!
„Sammen med taksigelse“
17. Hvorfor bør vi takke Gud i bøn?
17 Paulus opfordrede sine trosfæller til at lade deres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse „sammen med taksigelse“. (Fil. 4:6) Vi har mange grunde til at takke og lovprise den Højeste. (1 Krøn. 29:10-13) Jesus satte eksemplet for sine disciple da han takkede for maden og for det brød og den vin der blev brugt som symboler ved Herrens aftensmåltid. (Matt. 15:36; 26:26, 27; Luk. 22:19, 20) Foruden at takke Jehova for sådanne gaver bør vi takke ham for „hans underværker mod menneskens børn“, for hans „retfærdige lovbud“, og for mange andre ting. (Sl. 33:2-5; 92:2, 3; 100:4, 5; 107:1, 8, 15, 21, 31; 119:62) Det er også på sin plads at takke Gud for hans uforlignelige sandhedsord. Og hvor taknemmelige bør vi ikke være for hans søns offer, der har gjort det muligt for os at blive forligt med Jehova! — Rom. 5:6-11.
18. Hvorfor har vi ikke grund til at blive overvældet af bekymring hvis vi trofast gør Guds vilje?
18 De der elsker Jehova kan også takke ham fordi han tager sig af dem. Apostelen Peter skrev: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ (1 Pet. 5:6, 7) Både Peter og Paulus formanede således deres medkristne til ikke at være bekymrede for noget, men at kaste al deres bekymring på Jehova. Som vi har set er denne vejledning i høj grad på sin plads, for der findes intet som den Højeste ikke evner eller magter at gøre til gavn for dem der helhjertet har indviet sig til ham. (Mark. 10:27; 12:29, 30) Uanset hvad Gud tillader, så vil de trofaste kunne udholde det, for han giver dem ’styrke til alt’. (Fil. 4:13; 1 Kor. 10:13) Med god grund sagde salmisten David: „Vælt din vej på [Jehova], stol på ham, så griber han ind.“ (Sl. 37:5) Ja, når vi trofast gør Guds vilje er der ingen grund til at blive grebet af panik eller overvældet af bekymring. Der er tværtimod al mulig grund til at være fyldt med en indre fred, selv under trængsel og modgang. Men hvor stor er denne fred?