• Vor krigsførelses hellighed
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • en retsindig hetit, ikke tilbragte natten sammen med sin hustru i deres hjem i Jerusalem, skønt kong David havde beordret ham hjem fra slagmarken. Dengang kong David uden at ænse de hellige krav, der stilledes under et felttog, spurgte Urias, hvorfor han ikke var gået hjem den aften, svarede den loyale stridsmand på teokratisk vis: „Arken og Israel og Juda bor i hytter, og min herre Joab og min herres trælle ligger lejrede på åben mark; skulle jeg da gå til mit hus for at spise og drikke og søge min hustrus leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg gør det ikke!“ (2 Sam. 11:6-11) Urias ønskede at bevare sig selv hellig til kampen. For en tid ville han derfor være, som om han ingen hustru havde. Dette minder os om apostelen Paulus’ ord til de kristne i Korint: „Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde.“ (1 Kor. 7:29) Det sker, at pligterne kalder en kristen bort fra sin hustrus side, og så må han adlyde kaldet.

      19. Hvilken fremgangsmåde skulle israelitterne følge med henblik på unge tilfangetagne kvinder, som de ønskede at ægte, for at hærens hellighed kunne bevares, og hvorfor blev en kriger, der var trolovet med en kvinde, fritaget for krigstjeneste?

      19 Når israelitterne fik befaling til at indtage en by og dræbe mændene og de kvinder, der ikke var jomfruer, havde de ikke frihed til at voldtage de unge piger, der fik lov at blive i live. Dermed ville de have besmittet hæren, bedrevet utugt og båret sig umoralsk ad. Hvis en israelit ønskede en bestemt ung kvinde blandt de tilfangetagne, kunne han ikke have kønslig omgang med hende, så snart hun var blevet taget til fange. Nej, han måtte bevare sig selv hellig til den teokratiske kamp og holde Loven, der påbød: „Når du drager i krig mod dine fjender, og HERREN din Gud giver dem i din hånd, og du tager fanger iblandt dem og blandt fangerne får øje på en kvinde, som ser godt ud, og får kærlighed til hende og ønsker at tage hende til ægte, da skal du føre hende ind i dit hus, og hun skal klippe sit hår af, skære sine negle, aflægge sin fangedragt og opholde sig en månedstid i dit hus og græde over sin fader og moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din hustru.“ (5 Mos. 21:10-13) Før krigen var forbi og dens krav om hellighed opfyldt, kunne en sådan kønslig omgang ikke finde sted med Guds godkendelse. Hvis en mand blev indkaldt til hæren, og han var trolovet med en kvinde, blev han fritaget for krigstjeneste i eet år, for at han kunne vende hjem og ægte denne kvinde og få et barn med hende, så han ikke skulle dø barnløs, men hans navn kunne leve videre, hvis han faldt i slaget. — 5 Mos. 20:7; 24:5.

      20. Hvad havde større betydning i lejren end ceremoniel eller moralsk urenhed?

      20 Hævdelsen og herliggørelsen af Jehova, sejrens Gud, var det, det drejede sig om. Det havde langt større betydning, at lejren ikke skæmmedes af noget, der var vanærende i Guds øjne, men var værdig til at vinde sejr på grund af Jehovas fortsatte bevågenhed, end at nogen skulle have frihed til at begå ceremonielle eller moralske urenheder og dermed krænke krigstogtets hellighed. Sådan forholder det sig også med den hellige krigsførelse, Jehovas kristne stridsmænd i dag tager del i. Naturligvis gælder den lovpagt, Jehova Gud sluttede med fortidens israelitter ved Moses, ikke vor tids kristne, og det er grunden til, at det ikke forlanges af kristne stridsmænd, at de skal afholde sig fra kønslig omgang med deres hustruer, fordi de er med i en hellig krig. Dog må deres adfærd være ren i moralsk og åndelig henseende. At de afholder sig fra umoralitet og også fra åndeligt hor, det vil sige, at de ikke gør fælles sag med denne verden, medvirker til bevarelsen af den kristne krigsførelses hellighed. (Jak. 4:4) Det, det kommer an på, er, at de har en andel i hævdelsen og herliggørelsen af Jehova, og denne andel udøver en rensende indflydelse på dem og er en tilskyndelse til moralsk og åndelig renhed.

      (The Watchtower, 15. november 1954)

  • Præster ledsagede den teokratiske hær
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • Præster ledsagede den teokratiske hær

      1. Hvis nærværelse forlenede den israelitiske lejr med hellighed, og hvorfor var deres nærværelse påkrævet?

      DEN teokratiske krigsførelses hellighed krævede af de israelitiske mænd, at de skulle helliges til at tjene Gud som hans universelle overhøjheds forsvarere og som redskaber til at udøse hans retfærdige harme over dyrkerne af falske guder. Følgelig var det nødvendigt, at præsterne af Levis stamme ledsagede Israels hær. Deres nærværelse forlenede Jehovas hær med hellighed. Dengang Guds hellige pagts ark stod opstillet i tabernaklet eller teltet, plejede israelitterne at føre arken ind i deres krigslejr som et symbol på Jehova Guds nærværelse blandt sine kampstyrker. (1 Sam. 4:4-6; 14:18, 19, KJ; 2 Sam. 11:11) Dette nødvendiggjorde de levitiske præsters tilstedeværelse i lejren, for de alene havde bemyndigelse til at bære Jehova Guds ark. Engang blev en israelit, der ikke var præst, dræbt, da han rørte ved arken, fordi han var bange for, at den var ved at glide ned af vognen, den var anbragt på. Havde de levitiske præster båret arken, ville dette ikke være sket. (5 Mos. 31:9; Jos. 3:17; 6:4-11; 1 Sam. 4:4; 2 Sam. 6:6, 7; 1 Krøn. 15:2-15, 26) Når Israels hær stod over for udkæmpelsen af et slag, var det skik og brug, at der blev bragt et offer til Jehova Gud, og dette krævede Jehovas profeters eller levitiske præsters nærværelse. (1 Sam. 7:9; 13:9) Fremdeles ville den gudfrygtige hærfører, inden han fulgte en bestemt slagplan, rådføre sig med Jehova ved hjælp af arken eller den præstelige efod eller de hellige urim og tummim, ypperstepræsten bar. Hedningerne, for eksempel Nebukadnezar, Babylons konge, benyttede forskellige former for varsler, men Jehovas folk adspurgte den sande Gud og lod ham råde for slagets gang. (Dom. 1:1; 20:27, 28; 1 Sam. 14:37; 23:2, 6, 9-14; 28:6; 30:8; 2 Sam. 5:19, 23;