var til stede, da Goliat første gang udslyngede sin pralende udfordring, og han kunne derfor opmuntre den forfærdede og panikslagne kong Saul og tilbyde at prøve kræfter med kæmpen. Saul kendte den unge David, men ikke som kriger; derfor fortalte David kongen om sine bedrifter, hvorledes han som hyrdedreng havde dræbt løven og bjørnen ved Jehovas kraft. Så opfordrede Saul David til at gå ud og kæmpe imod Goliat, og ønskede, at Jehova ville være med ham. Og da David gik ud mod kæmpen, behøvede Saul ikke at spørge om, hvem denne yngling var, og Septuaginta siger da heller ikke noget om, at han gjorde det. Af den grund sætter James Moffatts moderne oversættelse de vers, der beretter om Sauls forespørgsler om Davids herkomst, i parentes for at vise, at de er et indskud, der hidrører fra en, der senere publicerede teksten. Faktisk sætter Moffatts oversættelse så godt som alle de dele af i Samuel, kapitlerne 17 og 18 i parentes, som Septuaginta udelader.

Dette forklarer derfor de vanskeligheder, som findes i den danske og andre oversættelser, der er baseret på den masoretiske tekst, og vi må tage den mulighed i betragtning, at der er blevet foretaget noget med den masoretiske tekst, der har skabt disse tilsyneladende vanskeligheder for os.

● 5 Mosebog 21:10-13 viser, at israelitiske mænd kunne ægte fremmede krigsfangne kvinder, mens andre skriftsteder forbyder ægteskab med fremmede. Er dette ikke selvmodsigende? — M. H., Pennsylvania.

Jehova giver grunden til det almindelige forbud mod fremmede hustruer: „De vil vende dine sønner fra at følge mig til at tjene fremmede guder.“ Der lød også en guddommelig advarsel mod at „gifte dine sønner med deres døtre, som vil vende sig til deres guder og også få din søn til at falde fra“. (2 Mos. 34:16, Mo; 5 Mos. 7:4, AT) Forbudet havde ikke sin grund i racefordomme eller nationalistiske forskelle, men tjente alene det formål at beskytte israelitterne mod religiøs besmittelse. Det var for at undgå forbindelser, der kunne være en fare for den rene tilbedelse af Jehova.

Men læg mærke til, hvorledes de særlige omstændigheder i forbindelse med omtalte tilfælde i 5 Mosebog 21:10-13 udelukker denne fare for besmittelse: „Når du drager i krig mod dine fjender, og Jehova din Gud giver dem i din hånd, og du tager fanger iblandt dem og blandt fangerne får øje på en kvinde, som ser godt ud, og får kærlighed til hende og ønsker at tage hende til ægte, da skal du føre hende ind i dit hus, og hun skal klippe sit hår af, skære sine negle, aflægge sin fangedragt og opholde sig en månedstid i dit hus og græde over sin fader og moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din hustru.“

Hun klippede sit hår af, hvilket var det sædvanlige tegn på sorg. (Job 1:20; Es. 15:2; Jer. 7:27; Amos 8:10; Mik. 1:16) Hun enten skar sine negle, som var farvet for at virke tiltrækkende, ganske korte, hvorved denne pryd forsvandt; eller hun lod dem vokse og blive usoignerede, så de mistede deres velplejede skønhed. (5 Mos. 21:12, Knox; Le) Hun aflagde den dragt, som hun var blevet taget til fange i, idet de besejrede hæres kvinder tog deres fineste klæder og smykker på i håb om at finde gunst i deres erobreres øjne. Derefter sørgede hun en måned og begræd tabet af sine kære, hvilket muligvis tilkendegav den fuldstændige ødelæggelse, krigen havde forårsaget på tidspunktet for hendes tilfangetagelse. De fangne kvinder var måske de eneste overlevende, og de hedenske guder var uden tvivl blevet ødelagt af de israelitiske krigere. Der var således ikke flere bånd, der bandt dem til den hedenske nation, hverken socialt eller religiøst. Der var ingen hedenske slægtninge at omgås for den israelitiske mand.

Det var derfor tilladt at ægte fremmede kvinder, som var så fuldstændig adskilt fra forbindelsen med falske guder og falske tilbedere. Det var noget helt andet end at gifte sig med en fremmed kvinde, som ikke var krigsfange, hvis slægtninge var i live, hvis religiøse guder stadig blev tilbedt af hendes familie, og som fra tid til anden ville have forbindelse med sine hedenske slægtninge og deres guder, og altså også kunne bringe sin israelitiske mand i forbindelse med dem, således at hans rene tilbedelse blev udsat for besmittelse. Det var derfor de særlige omstændigheder i 5 Mosebog 21:10-13, der tillod en undtagelse fra det almindelige forbud mod ægteskab med fremmede kvinder.

Frygt Jehova, den overordnede

„Al jorden skal frygte for Jehova.“ — Sl. 33:8.

Ikke een nation på jorden er i dag fri for frygt. Jesus forudsagde, at menneskene ville „lammes af frygt og forventning om de ting, der kommer over den beboede jord“. (Luk. 21:26, NW) Men der findes en anden form for frygt, som er sund og fører til evigt liv. Det er frygten for Jehova, og den er ren. Millioner af mennesker trænger til at blive belært om, at frygt for Jehova er vejen til liv, og det er kort fortalt hensigten med bladet Vagttaarnet. I januar 1953 kan Vagttaarnets læsere være med til at udbrede bladet ved at tilbyde folk et års abonnement og tre småbøger for i alt kr. 7,00.