Er der et liv efter døden?
„HVOR går sjælen hen efter døden? Det spekulerer vi på da vi har mistet vor lille dreng.“ Et fortvivlet forældrepar sendte disse ord til en af Amerikas ledende præster. Hvad svarede han? Han skrev: „For mig er de ord som Jesus udtalte til den angrende røver af største betydning — ’I dag skal du være med mig i Paradis.’ Jeg tror at Deres barn . . . er sammen med ham.“
Der er ingen tvivl om at denne præst tror livet fortsætter efter døden. Det troede de gamle grækere og romere også. Sokrates sagde for eksempel: „Alle menneskers sjæle er udødelige.“ Platon fulgte sin læremester Sokrates, og som følge deraf henføres denne tro angående sjælen ofte til Platon.
Hvorfor havde disse mænd denne overbevisning? Et af deres argumenter var at menneskets forstand var for vidunderlig til at menneskene skulle dele skæbne med dyrene. De påstod ligeledes at det ville begunstige de onde hvis døden var afslutningen på alt. Oldtidens romerske skribent og taler Cicero hævdede at han selv såvel som andre fornemme mænd kun kunne udholde tilværelsens lidelser fordi de havde håb om et liv efter døden. Derfor omtalte han sin dødsdag som den „strålende dag“ når han skulle forlade denne jord for at være sammen med „det guddommelige samfund af henfarne ånder“.
De første „kirkefædre“ lod sig påvirke af denne hedenske græske lære, og derfor er den med i mange af kristenhedens trosbekendelser. Men de begrundelser som grækerne gav for deres tro viser at den ikke var bygget på iagttagelser; de havde denne tro fordi de ønskede at det var sådan.
Hvad lærer Bibelen?
Indeholder Bibelen den tanke at mennesket har en sjæl der er adskilt fra legemet og lever evigt? Nej, det gør den ikke. Derfor siger New Catholic Encyclopedia (bind 13, s. 449) under overskriften „Sjæl (i Bibelen)“: „Der er ingen tvedeling [adskillelse] af legeme og sjæl i G[amle] T[estamente]. . . . Selv om udtrykket nepes oversættes med vort ord sjæl, betyder det aldrig en sjæl der er adskilt fra legemet.“ New American Bible (en romersk-katolsk oversættelse) siger derfor ligeledes i sin oversigt over bibelsk-teologiske udtryk, under overskriften „Sjæl“: „I Det nye Testamente betyder det at ’frelse sin sjæl’ (Mark. 8:35) ikke at man frelser nogen ’åndelig’ del af mennesket, i modsætning til ’legemet’ (som Platon lærer), men hele mennesket med eftertryk på at mennesket er levende, at det har ønsker, . . . foruden at det er håndgribeligt og fysisk.“
Dr. H. M. Orlinsky, en af Amerikas ledende hebraiskkyndige, siger ligeledes om brugen af ordet „sjæl“: „Det pågældende hebraiske ord er her ’nefesh’. . . . Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen.“ I Første Mosebog 2:7 kan man se at Guds ord siger det samme: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [nefesh].“ (Andre oversættelser siger „sjæl“ [oversættelsen af 1871, New World Translation] eller „skabning“ [New English Bible].) Da det forholder sig således, er det en selvfølge at sjælen dør når mennesket dør. Og derfor læser vi: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4, 20.
Det er meget interessant at den ene teolog efter den anden i de senere år er begyndt at støtte denne forståelse. I en bog om kristne dødsopfattelser siger professor Milton Gatch: „Generelt har bibelskribenterne ikke forestillet sig sjælen som en adskilt del af mennesket, og de samstemmer også i at døden . . . bringer livet til ophør og at der ikke er noget individuelt liv efter dette.“ (Death: Meaning and Mortality in Christian Thought and Contemporary Culture) Professor O. Cullmann, der er teolog ved universiteterne i Paris og Basel, skriver noget lignende. I sin bog Immortality of the Soul or Resurrection of the Dead? siger han: „Ingen af mine andre publikationer har fremkaldt en så stor begejstring eller et så voldsomt fjendskab.“ I sin bog understreger han at menneskets håb for fremtiden ikke ligger i at det har en udødelig sjæl men i at det kan få en opstandelse.
Liv eller død
Da Skaberen satte mennesket i Edens have gav han det ikke valget mellem et liv i lykke eller et liv i pine, men simpelt hen valget mellem livet eller døden: „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Derfor sagde Jehova gentagne gange til israelitterne: „Jeg har forelagt eder livet og døden.“ — 5 Mos. 30:19.
Ifølge den græske idé har de onde udødelighed. Men Bibelen viser at livet er en gave: „Thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23) En gave er noget man kan tage imod eller afslå, afvise. Ellers kan man ikke sige at det er en gave. Hvis de der afslår at tage imod det evige livs gave, skal pines for evigt, kan man ikke længere sige at livet er en gave, for da har man ikke noget valg. Men Gud lader os selv vælge. Alle der afslår Guds gave, det evige liv, vælger ganske enkelt en tilstand af ikke-eksistens. Adam traf den afgørelse at han ikke længere ville være til. Det blev som Gud havde sagt til ham: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:19.
Nogle indvendinger
Professor Cullmann sagde at hans bog i visse kredse havde skabt „voldsomt fjendskab“. Ja, mange såkaldte kristne mener ganske bestemt at mennesket har en udødelig sjæl. Ligesom den præst der søgte at trøste det fortvivlede forældrepar, siger de at Jesu ord til den angrende røver indeholder et sådant håb: „Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.“ (Luk. 23:43) Men er det rigtigt?
Lad os først bemærke at der må foreligge en misforståelse, da Bibelen ikke modsiger sig selv. Det er en kendsgerning at Jesus ikke selv drog til Paradiset på den dag, for Bibelen siger at han kom i Dødsriget, Hades, menneskehedens fælles grav, og blev oprejst på den tredje dag. (Ap. G. 2:23-32) Jesus siger selv at „ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød“. (Matt. 12:40) Derfor sagde han til Maria efter sin opstandelse at han endnu ikke var faret op til himmelen, til sin Gud. — Joh. 20:17.
Hvordan skal vi så forstå Jesu ord? Ikke som om han sagde: „I dag skal du være med mig i Paradis,“ men derimod: „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ (Luk. 23:43, Rotherhams oversættelse; se også New World Translation.) Løsningen ligger i den rigtige tegnsætning og ordstilling. På den dag fortalte Jesus den angrende forbryder at han engang i fremtiden ville være i Paradiset. Det stemmer overens med den øvrige del af Bibelen. Men har man lov til at ændre tegnsætningen? Ja absolut. Hvorfor? Fordi man ikke kendte noget til tegnsætning da Bibelen blev skrevet; det blev først sat i system i begyndelsen af det 16. århundrede efter vor tidsregning. Det er altså bibeloversætterens opgave at sætte tegnene, og det er indlysende at i et skriftsted hvor tegnene kan sættes på mere end én måde, må tegnene sættes så de stemmer overens med den øvrige del af Bibelen.
En anden beretning der ofte bruges som en indvending mod at de døde virkelig er døde, uden bevidsthed, er lignelsen om den rige mand og Lazarus. Den fortæller at den rige mand døde og kom i dødsriget, Hades, og da han åbnede sine øjne i Hades var han i pine. (Luk. 16:19-31) Tilsyneladende siger denne beretning at der findes et liv efter døden; men er det en virkelighedsskildring? Skete det faktisk, eller er det udelukkende en lignelse? Det blev skrevet om Jesus at „uden lignelse talte han intet til dem“. (Matt. 13:34) A New Testament Commentary (1969) bemærker meget rammende at det at betragte den som en virkelighedsskildring „vil være at se bort fra det symbolske element som er ret fremtrædende i beretningen“, såsom „Abrahams skød, den dybe afgrund og denne lue“. Det er også bemærkelsesværdigt at Jesus ikke sagde noget om at den rige mand var ond eller at den fattige mand var god. Når man tager i betragtning at det er en lignelse kan den ikke bruges til at bevise at der er et liv efter døden.
En anden indvending er at Åbenbaringens bog gentagne gange, nævner synet af „sjæle“, såsom „deres sjæle, som var myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved“. (Åb. 6:9; 20:4) Men drejer det sig ikke atter om symboler, som hele Åbenbaringens bog jo er fyldt med? Jo, afgjort. (Se for eksempel Åbenbaringen 9:7-10; 12:3.) I betragtning af det der står i Tredje Mosebog 17:11 om at livet eller sjælen er i blodet, er det meget tydeligt at Johannes’ ord her betyder at han så blodet af trofaste kristne som var blevet myrdet på grund af deres trofasthed mod Gud og hans ord. Og det kan anføres at der er en fornuftig forklaring på alle andre indvendinger som tilsyneladende er grundlagt på Bibelen, for eksempel den at nogle tror at de har talt med de døde.
Forbindelse med de døde
Et tilsyneladende godt eksempel finder vi i beretningen om den utro kong Saul da han ville have en spåkvinde til at fremmane den afdøde profet Samuel. Spåkvinden i En-Dor påstod at hun fik forbindelse med den døde profet Samuel; men fik hun virkelig det? Det kan hun ikke have fået, for de døde er uden bevidsthed, de sover i graven. (Sl. 146:3, 4; Præd. 9:5, 10) Hvem var det da spåkvinden så? Hun så en dæmon der gav sig ud for at være profeten Samuel. (1 Sam. 28:3-25) En dæmon?
Ja, for Bibelen igennem omtales dæmoner, det vil sige onde åndeskabninger eller faldne engle. Hvor er de kommet fra? Det er ikke Gud der har skabt dem på den måde, for hele hans værk er fuldkomment og retfærdigt. (5 Mos. 32:4) Ligesom Bibelen fortæller om en engel der gjorde sig selv til Satan Djævelen ved sin bagtaleriske modstand mod Gud, sådan fortæller den om andre åndeskabninger der af selviske grunde fulgte ham i hans modstand mod Gud. Før vandfloden i Noas dage materialiserede disse engle sig og kom ned på jorden for at ægte menneskedøtrene og nyde kønslivet. (1 Mos. 6:1-6) Deres bastardafkom, delvis engle og delvis mennesker, viste sig at være kæmper som bidrog til den ondskab og voldsmentalitet der herskede før Vandfloden. Da Vandfloden kom døde disse bastardsønner, mens deres fædre, der var engle eller ånder, kunne dematerialisere sig og vende tilbage til åndeverdenen. Der bliver de holdt i mørke og i trældom under Satan Djævelen. Da Jesus var på jorden havde han mange sammenstød med disse onde skabninger. — Luk. 8:26-35; 1 Pet. 3:19, 20; 2 Pet. 2:4.
Er der kun håb i dette liv?
Vil det sige at mennesket ikke har noget håb for fremtiden, at døden gør en ende på det hele? Sådan vil det være for Adam og andre der synder med vilje, for Gud fremholdt ikke noget håb for Adam da han dømte ham til at vende tilbage til støvet. Da Adam syndede med vilje, fortjente han den straf Gud udtalte over ham. — 1 Mos. 3:19.
Men ikke alle Adams efterkommere har det samme sind som Adam. Mange af dem elsker retfærdighed, men tilsyneladende er de ikke bedre stillet end Adam. Og dog, det er de, for der er en forskel. Gud har tilvejebragt en opstandelse. Gud sørgede i sin godhed for at hans søn løskøbte menneskeheden, der var blevet solgt, så at sige, til synd og død på grund af Adams ulydighed. (Rom. 5:12) Dette gjorde Jesus ved at komme ned til jorden, blive født som et menneske og derefter give afkald på sit liv til gavn for menneskene. Ved at købe menneskeheden har Jesus åbnet mulighed for at den kan få sine tabte rettigheder tilbage, og nu har han magt til at oprejse menneskene fra døden. — Matt. 20:28; 28:18.
Så menneskeheden har et håb. Men det er ikke fordi mennesket har en udødelig sjæl, som Platon lærte, men fordi de døde vil få en opstandelse, som både Jesus og hans apostle troede og lærte. Saddukæerne, der ikke troede på en opstandelse, fik det svar af Jesus at Gud „er ikke Gud for døde, men for levende“. Han forudsagde at „den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem“. (Matt. 22:31-33; Joh. 5:28, 29) Og hans apostle, i særdeleshed Paulus, understregede den ene gang efter den anden at der vil ske en opstandelse af de døde. Paulus fremhævede at hans håb ikke bestod i at mennesket havde en udødelig sjæl men i at der ville ske en opstandelse, og derfor skrev han: „Hvis døde ikke opvækkes, så ’lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.’“ — 1 Kor. 15:32; Ap. G. 17:31, 32; 24:15.
Læren om at der er et liv efter døden fordi mennesket har en udødelig sjæl, er i modstrid med Bibelens klare beretninger og skaber mange vanskeligheder. Blot for at nævne én: Hvad sker der med hedningerne når de dør? Hvis alle enten kommer i himmelen eller i helvede, hvad så med dem? Bibelen siger at kun de der tror på Jesus, kan blive frelst. (Joh. 3:16; Ap. G. 4:12) Vil disse hedninger blive pint for evigt? Bibelen lærer at Gud er retfærdig og kærlig. Det passer ikke rigtig med hedningernes skæbne. Nogle svarer: ’Jamen Gud vil frelse dem på grund af deres uvidenhed når bare de har levet efter bedste evne!’ Men hvis Gud vil frelse hedningerne fordi eller til trods for at de var uvidende, hvorfor så ikke holde alle mennesker hen i uvidenhed og frelse dem alle? Det er hverken fornuftigt eller bibelsk rigtigt at drage en sådan konklusion. Men det håb Bibelen fremholder for de hedninger der aldrig har hørt om Jesus, er opstandelsen, og dér vil hedningerne få lejlighed til at vælge livet. — Es. 26:9.
Heraf ser vi at mennesket ikke er uden håb. Men håbet ligger ikke i at det har en udødelig sjæl; det ligger i Guds kærlighed og i at han tilvejebragte Kristi løsesum. Det er på dette grundlag det er muligt at få et fremtidigt liv ved opstandelsen fra de døde under Guds rige. — Matt. 6:9, 10.