En verdensomfattende trængselstid — hvorfor og hvornår?
„[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal Ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes.“ — Jer. 25:33.
1-3. Giv eksempler på at folk ofte ignorerer advarsler, til skade for dem selv.
„DET sker ved enhver katastrofe. Der er altid nogle — ja mange — der ikke vil efterkomme en advarsel. . . . Alt for mange lider en meningsløs død fordi de ikke vil høre på en advarsel.“ Sådan skriver forfatteren af en bog der handler om katastrofer. Et af de mange eksempler han anfører for at underbygge det han skriver, er katastrofen i Holland i 1953, hvor digerne blev gennembrudt og store områder oversvømmet. Han siger: „Mange af de 1835 der mistede livet, havde ikke behøvet at dø. De kunne let være undsluppet. De havde tid nok.“ Men de hørte ikke på de advarsler der blev givet. De omkom — uden grund.
2 I samme forbindelse kan nævnes de 135 eller flere der mistede livet under en oversvømmelse som pludselig ramte Big Thompson Canyon i U.S.A. lørdag aften den 31. juli 1976. I en beretning om katastrofen skrev avisen Post (Denver, Colorado) den 2. august: „Alle var blevet grundigt advaret af sheriffen.“ Tre gange var politiets højttalervogne kørt gennem dalen og havde udsendt advarselen. Kun de der gav agt på de indtrængende advarsler og flygtede fra dalen, overlevede.
3 Endnu et eksempel stammer fra Kina. Bladet The Unesco Courier for maj 1976 fortalte at kinesiske videnskabsmænd med stor præcision forudsagde et jordskælv der ville ramme byen Hai cheng i Liaoning-provinsen. Praktisk taget hele befolkningen fulgte advarselen og reddede sig i sikkerhed. Men en enkelt familie gav ikke agt, og tre af dens medlemmer måtte bøde med livet.
4. Hvad kan være grunden til at folk så ofte vender det døve øre til sådanne advarsler?
4 Hvordan kan det være at folk så ofte undlader eller nægter at efterkomme advarsler, selv om deres liv står på spil? Hvad er grunden? Det kan være almindelig ligegyldighed der spiller ind — dét at man ikke virkelig påskønner eller værner om den kostelige skat som livet er. Eller måske sætter man materielle værdier højere end livet. Og i nogle tilfælde er grunden sikkert den at tidligere advarsler har vist sig at være falsk alarm.
5. Hvordan har nogle søgt hjælp, men forgæves?
5 Andre som har stået over for en truende katastrofe, har søgt redning i noget der ikke kunne hjælpe dem. Under Vesuvs udbrud i 1944, da lavaen strømmede ned ad bjergsiden, stillede overtroiske bønder deres religiøse figurer ud foran lavaen for at standse den. Den samme indstilling kunne man i sommeren 1976 finde hos en mand i Californien. Da en skovbrand truede med at brede sig til hans hus, løb han frem og tilbage med et helgenbillede knuget ind til sig, mens han klagende sagde: „Det hjælper ikke!“ Helgenfiguren kunne ikke standse skovbranden.
6, 7. (a) Hvorfor er det vigtigt at give agt på Guds advarsel i dag? (b) Hvilke spørgsmål stiller nogle, i betragtning af det foregående?
6 Det at så mange i tidens løb har mistet livet fordi de har ignoreret en advarsel, understreger hvorfor det nu, mere end nogen sinde, er vigtigt at vi giver agt på en advarsel der lyder fra Gud, Skaberen, gennem hans ord, Bibelen. Ja, det er af største vigtighed at vi gør dette. Hvorfor? Fordi det ikke blot er befolkningen i et bestemt område eller en bestemt by der nu er truet, men hele menneskeheden. Hermed tænker vi ikke på truslen om en atomkrig mellem verdens førende nationer. Nej, den trussel vi taler om, er en vældig katastrofe som er forudsagt i Guds ord. Det er en katastrofe der vil blive udløst af Skaberen, Jehova Gud, selv.
7 Men, vil nogle måske spørge, hvordan kan vi vide om Gud virkelig vil gribe ind i menneskenes anliggender på jorden? Hvordan kan vi være sikre på at de løfter og advarsler der er nedskrevet i Bibelen kan tages alvorligt? Ja, hvordan kan vi, for den sags skyld, være sikre på at Gud i det hele taget eksisterer og at Bibelen er hans åbenbaring til os? Sådanne spørgsmål leder tanken hen på apostelen Paulus’ ord: „Troen er ikke alles.“ — 2 Tess. 3:2.
8, 9. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Bibelens profetier om en verdensomfattende trængselstid vil gå i opfyldelse? (b) Hvad har Gud forudsagt om denne tid gennem henholdsvis Jeremias, Zefanias, Daniel og Jesus Kristus?
8 Fordi et utal af bibelprofetier er gået i opfyldelse (som nævnt i den foregående artikel), kan vi være sikre på at de profetier der taler om en kommende verdenskatastrofe, en verdensomfattende trængselstid, også vil gå i opfyldelse. Det er ingen anden end Skaberen, Jehova Gud, selv der vil fremkalde denne trængselstid. Resultatet vil derfor svare til den ødelæggelse der beskrives i Jeremias 25:33, hvor der står: „[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“
9 Om denne katastrofe blev profeten Zefanias inspireret til at skrive: „Bi derfor på mig, så lyder det fra [Jehova], på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi min ret er at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal al jorden fortæres.“ (Zef. 3:8) Og profeten Daniel sagde under inspiration: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.“ (Dan. 12:1) Jesus Kristus sigtede til den samme tidsperiode i sin store profeti om afslutningen på tingenes ordning, idet han sagde: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst.“ (Matt. 24:21, 22) Og Åbenbaringens bog fortæller om slaget på Guds, den Almægtiges, store dag, som vil foregå et sted der kaldes Har-Magedon. — Åb. 16:14, 16; 19:11, 19.
10, 11. (a) Hvordan var forholdene på jorden efter de seks skabelsesdage? (b) Hvad er en af grundene til at Gud vil gribe ind og bringe orden i forholdene på jorden?
10 Men hvorfor skulle Skaberen ønske at bringe et sådant ragnarok, en sådan verdenskatastrofe, over menneskeheden? Fordi han som jordens Skaber og Ejer er dybt interesseret i denne planet og dem der bor på den. Efter de seks lange skabelsesdage, siger Bibelen, så Gud „alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. (1 Mos. 1:31) Og cirka tre tusind år senere aflagde kong Salomon det samme vidnesbyrd: „Alt har han skabt smukt til rette tid.“ — Præd. 3:11; Sl. 111:2; 104:5-27.
11 Men hvad finder vi på jorden i dag? Krige, revolutioner, alle former for uretfærdighed, lovløshed og korruption, undertrykkelse og tyranni, foruden en mængde fysiske og psykiske sygdomme der hjemsøger menneskene og forårsager store lidelser. Jesus Kristus, Guds søn, lærte os imidlertid at bede om at Guds rige må komme, og at Guds vilje må ske på jorden som den sker i himmelen. (Matt. 6:10) For at besvare denne bøn må Gud befri jorden for al vold og ondskab, samt for alle de mennesker og institutioner der er imod hans suveræne herredømme, imod at hans vilje sker på jorden. — Sl. 37:10, 11.
12-14. (a) Hvilke to egenskaber som Gud har, giver os vished for at han vil gribe ind i menneskenes anliggender på jorden? (b) Hvorfor kan vi have tillid til at Gud kan gennemføre det han vil i denne henseende?
12 Det har også noget at sige at Jehova er en retfærdig Gud. „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) Ikke alene handler han selv retfærdigt til hver en tid, men det ligger ham også stærkt på sinde at der råder retfærdighed overalt i hans skaberværk. Han er mindst lige så interesseret i dem der lider uretfærdighed som fortidens Job, der sagde: „Jeg redded den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savned en hjælper.“ (Job 29:12) Gud vil ikke for bestandig tolerere uretfærdighed.
13 Desuden læser vi om Jehova at „Gud er kærlighed“. (1 Joh. 4:8) Og vi læser at „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Joh. 3:16) Hvor stor Jehova Gud end er, har han medfølelse; han kan sætte sig i sine ringe og svage menneskeskabningers sted. Det bekræftes af profeten der skrev: „Under al deres [det vil sige israelitternes] kval var det kvalfuldt for ham.“ (NW) Det skar ham i hjertet at se sit folk lide, og derfor udfriede han det gang efter gang, både på Moses’ tid og senere hen. — Es. 63:9; 2 Mos. 2:23, 24, Dom. 2:18.
14 Guds retfærdighed og kærlighed giver os sikkerhed for at han vil gribe ind til gavn for den undertrykte og nødlidende menneskehed. Men har han magt og evne til at bringe orden i forholdene her på jorden? Så ganske afgjort! Hans magt er ubegrænset, for han er den Almægtige. (1 Mos. 17:1; 18:14, 25) I betragtning af den magt og visdom han lagde for dagen ved universets skabelse, kan der ikke være nogen tvivl om at han også er i stand til at udløse en verdenskatastrofe der vil gøre ende på al ondskab og lidelse på jorden. — Ordsp. 3:19, 20.
15, 16. Nævn en endnu mere tungtvejende grund til at Jehova Gud med sikkerhed vil fremkalde en verdenstrængsel for at rense jorden for ondskab.
15 For øvrigt er der en endnu mere tungtvejende grund til at Skaberen, Jehova Gud, vil fremkalde denne verdensomfattende katastrofe og fjerne alt det onde. Sagen er at al ondskab er et oprør mod ham som den almægtige Suveræn. Det onde er en hån mod ham, noget som han ikke kan tolerere i det uendelige. Det var derfor Jesus indledte sin mønsterbøn med ordene: „Lad dit navn blive helliget.“ — Matt. 6:9.
16 Det Gud sagde om forholdene i Noas dage viser at ondskaben dengang var en hån mod ham; derfor greb han ind. (1 Mos. 6:3, 5, 6) Siden har retskafne mennesker i årtusinder stillet det samme spørgsmål som profeten Habakkuk — nemlig hvorfor en retfærdig Gud tillader at de onde tilsyneladende har overtaget over de retfærdige. (Hab. 1:13) I sit ord giver Gud det svar at han en dag vil sætte en stopper for al ondskab og undertrykkelse, for at mennesker kan vide at han er universets suveræne Herre. Omkring tres gange alene i Ezekiels profeti erklæres der at Gud vil gribe ind, for at ’mennesker kan kende at han er den sande Gud, Jehova’. (Ez. 6:7 til 39:28) Og den hebraiske salmist bad om at Gud ville gribe ind, så man kunne „sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden“. (Sl. 83:19, Kalkar) Så både fordi Jehova Gud føler med den lidende menneskehed og fordi det berører hans navn og suverænitet, vil han fremkalde en verdenskatastrofe der vil gøre ende på al ondskab og lidelse på jorden.
Hvornår? Hvornår? Hvornår?
17. Hvad sagde Jesus med hensyn til dagen og timen for disse begivenheder?
17 For mange er det altafgørende spørgsmål: Hvornår vil denne ’store trængsel’, dette globale ragnarok, denne verdensomfattende katastrofe, finde sted? Hvornår vil Skaberen gribe ind i menneskenes anliggender ligesom han gjorde i fortiden, og gøre ende på de bedrøvelige verdensforhold? Hvor meget Guds tjenere end har længtes efter at kende tidspunktet, er én ting dog sikker: Intet menneske kan sige nøjagtig hvilken dag og time det vil ske. Jesus understregede selv dette idet han sagde: „Om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen.“ Han sagde også at det ville ske i en time hans disciple ikke forestillede sig. — Mark. 13:32; Luk. 12:40.
18. Hvoraf fremgår det at Jehova har en fastsat tid hvor han vil gribe ind?
18 Men Jehova Gud har en fastsat tid hvor det skal ske. I hans ord, Bibelen, læser vi at „alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid“. (Præd. 3:1) Da forholdene på Noas tid nåede grænsen for hans langmodighed, sendte han den store vandflod. (1 Mos. 6:3, 5-7) Da hans folk, israelitterne, var i trældom i Ægypten, udfriede han dem til sin egen fastsatte tid. Beretningen siger: „Da hørte Gud deres jamren, . . . og Gud så til israelitterne,“ og han førte dem ud med Moses i spidsen. (2 Mos. 2:24, 25) Da israelitterne senere med deres ondskab og afgudsdyrkelse havde trukket store veksler på Guds tålmodighed „indtil . . . der ikke mere var lægedom“, førte Gud „kaldæernes konge imod dem“. (2 Krøn. 36:15-17) Og „da tiden var udløbet“ sendte Gud sin søn til jorden. — Gal. 4:4.
19. På hvilket grundlag kan man slutte at Gud snart vil gribe ind?
19 Tiden da Gud vil gøre op med ondskaben på jorden må snart være inde, for hvis Skaberen ikke sætter en stopper for de nuværende forhold, der hele tiden forværres, ender det med at selviske mennesker gør det af med jordens befolkning, enten ved forureningen eller ved en atomkrig. Ifølge miljøforskerne udgør den hurtige spredning af forurening i jorden, i luften og navnlig i havene, en klar trussel mod menneskeslægtens fortsatte eksistens. Sagt med Jesu Kristi ord er den nuværende onde verdensordning ’et hus som er kommet i splid med sig selv’; derfor kan den ikke bestå ret meget længere. Eller, sagt med et andet billede fra Bibelen: Nationerne ’har sået vind, og de vil derfor høste storm’, ødelæggelsens storm. — Matt. 12:25, 26; Hos. 8:7.
20-22. (a) Hvilken profeti af Jesus peger på at den verdensomfattende trængselstid er nær? (b) Hvordan viser Paulus’ ord at vi befinder os i „de sidste dage“?
20 Især bibelprofetiernes opfyldelse giver os sikkerhed for at vi lever ved afslutningen på den onde tingenes ordning. Som svar på et spørgsmål fra sine apostle om hvornår „verdens ende“ eller enden på denne tingenes ordning ville indtræffe, forudsagde Jesus Kristus at omfattende krige, fødevaremangel, jordskælv og pestsygdomme ville være et tegn på at enden var nær. Netop i vor generations levetid, ja siden 1914, har vi set disse forhold i et omfang som aldrig før. — Matt. 24, 25; Mark. 13; Luk. 21.
21 Noget som også peger på den tid vi nu oplever, er apostelen Paulus’ profetiske ord. Han skrev: „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Hvem vil benægte at det er sådanne forhold der råder i dag, og det i et omfang som vi aldrig før har set? Intet ærligt, velunderrettet menneske kan benægte dette.
22 Som en del af det sammensatte ’tegn’ på afslutningen på denne tingenes ordning forudsagde Jesus endvidere at ’denne gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så ville enden komme’. (Matt. 24:14) Denne profeti har også fået en bemærkelsesværdig opfyldelse, navnlig inden for de sidste halvtreds år. Som det er ret og rimeligt, advarer Jehova Gud de onde før han skrider ind over for dem — ligesom han lod sine profeter forkynde en advarsel før Jerusalem og templet blev ødelagt, først i 607 f.v.t. og igen i år 70 e.v.t.
23. Hvad betyder det for os at disse begivenheder er nær?
23 Hvad indebærer alt dette? Hvad betyder det for os? Det betyder at der er en mulighed for at overleve, ligesom der var under tidligere store katastrofer som blev fremkaldt af Skaberen, Jehova Gud. Det betyder at vi ufortøvet må tage de skridt der er nødvendige for at vi kan overleve, ligesom Lot ufortøvet måtte flygte ud af Sodoma og ligesom de første kristne ufortøvet måtte forlade Jerusalem da de så byen omringet af de romerske hære. Ja, det er nu man må erhverve sig tro og handle efter den.