Hvad siger Bibelen?

Har Gud skabt Djævelen?

JESUS KRISTUS sagde om sin Fader, Jehova Gud: „Ingen er god undtagen én, Gud.“ Og Paulus sagde: „Gud er ikke uretfærdig.“ (Mark. 10:18; Hebr. 6:10) Når dette er tilfældet, hvordan er Djævelen da blevet til? Har Gud skabt ham? Nej, bestemt ikke.

I en sang Moses skrev om Guds gerninger, lyder det: „Ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Dernæst omtaler Moses den israelitiske nation, som Gud havde udvalgt, udfriet fra Ægypten og oplært i sin lov: „De har selv handlet ødelæggende; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen. En forvendt og vanartet slægt!“ — 5 Mos. 32:3, 4; 32:5, NW.

Det var ikke Gud der var skyld i det israelitiske folks frafald. Han havde sørget for dem, beskyttet dem og ledet dem, og dette var de fuldt ud klar over. De handlede med fuldt overlæg. Så da de valgte at fremture i ondskab, søgte Gud ikke med magt at hindre dem heri. Han lod dem bruge deres frie vilje.

Hele Guds skaberværk er fuldkomment, og hans veje, hans gerninger, er retfærdige. Alt hvad han skaber har en hensigt, og er skabt til at fuldføre denne hensigt. Englene, for eksempel, var fuldkomne fra begyndelsen. (Sl. 103:20) De blev skabt i Guds billede, og havde derfor også en fri vilje, eftersom Gud selv naturligvis har en fri vilje. Ja, for fornuftbegavede skabninger ville fuldkommenhed i sit væsen indbefatte friheden til at vælge. Hvis de var blevet skabt på en måde så de ikke kunne vælge, enten at gøre det gode eller det onde, ville de blot have været robotter, og som datamater kun have været i stand til at gøre det de var programmeret til. Ingen fornuftbegavet skabning kan være lykkelig hvis han eller hun bliver berøvet sin frie vilje.

Desuden ser Jehova sådan på det at fornuftbegavede skabninger med en fri vilje kan ære deres Gud i langt højere grad. Gud har skabt mange livløse ting, som for eksempel stjernerne og planeterne i universet, der ikke har noget valg, men følger deres bane til fuldkommenhed fordi de ikke kan andet. Disse afspejler Skaberens visdom og magt. Men et menneske som har sin frie vilje vil, når det vælger retfærdighedens vej fordi det elsker det rette og fordi det elsker Skaberen på grund af hans gode egenskaber, være til langt større ære og pris for Gud.

Bibelen bærer således vidnesbyrd om at den engel som blev Satan Djævelen, var fuldkommen da han blev skabt. Navnene Satan og Djævelen gjorde han sig selv fortjent til da han valgte at følge en uafhængig kurs i oprør mod Gud. Jesus sagde om ham: „Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Joh. 8:44.

Da han var skabt af Gud og tjente som en af hans himmelske engle, kunne man sige om denne engel at han oprindelig var „i sandheden“. Jesus siger: „Han stod ikke fast i sandheden.“ Han blev løgnens fader, men først da han talte løgn og blev en løgner, først, da han udtalte den første løgn til Eva i Edens have. (1 Mos. 3:1-5) Derfor var han en manddraber „da han begyndte“, det vil sige da han fortalte den løgn som førte døden med sig for Adam og Eva. Han var det ikke da han blev skabt, men da han begyndte sin løgnagtige, oprørske handlemåde.

Det er således tydeligt at Gud ikke har skabt en djævel. Denne engel gjorde sig selv til en djævel, til Satan Djævelen, idet han valgte at blive Guds modstander og bagtalte Gud ved at lyve om ham, hvorved denne første løgner undergravede sin egen fuldkommenhed. Fra det tidspunkt blev han kaldt Satan, som betyder „modstander“, og Djævelen, som betyder „bagvasker“. Gud udslettede ikke Satan straks da han gjorde oprør, men tillod ham at leve i en bestemt hensigt. Men han er dømt til døden, en dødsdom som Gud vil eksekvere når hans tid er inde. — Rom. 16:20.

Man kunne illustrere Guds handlemåde over for Satan Djævelen ved at betragte Guds handlemåde over for Farao, der herskede i det gamle Ægypten. Denne Farao havde pålagt hebræerne hårdt slavearbejde i Ægypten. Da Jehova Gud så den undertrykkelse de levede under, sendte han Moses til Farao med det budskab at han skulle lade israelitterne rejse. Gud kendte Faraos indstilling, og han fortalte Moses at Farao ville afslå anmodningen. Han sagde: „Jeg ved vel, at ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med magt; men jeg skal udrække min hånd og ramme Ægypten med alle mine undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder lov til at drage af sted.“ — 2 Mos. 3:19, 20.

Senere sagde Jehova til Moses: „Jeg vil forhærde hans hjerte, så han ikke lader folket rejse.“ (2 Mos. 4:21) Dette vil ikke sige at Gud indgød onde tanker i Faraos hjerte. New World Translation siger: „Jeg på min side vil lade hans hjerte blive hårdt.“ Gud greb ikke ind på det tidspunkt, men lod ham „løbe linen ud“, så at sige.

Jehova tvang ikke Farao til at gøre noget han ikke selv ville. Farao var i sit hjerte fast besluttet på at holde Israel i trældom. I virkeligheden viste Gud venlighed mod Farao ved at fjerne den ene plage efter den anden fra Ægypten på Faraos anmodning. At Gud tolererede Farao gav imidlertid denne mulighed for at afsløre sit sande væsen, sit virkelige, ubøjelige sindelag. Gud sagde til Farao: „Derfor har jeg ladet dig blive i live [eller: „bevaret dig“] for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16) Desuden blev det bevist at Jehova stod over Ægyptens guder. (2 Mos. 12:12) Som følge heraf fulgte mange ægyptere Israel i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. — 2 Mos. 12:37, 38.

● „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge. Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ — 1 Pet. 5:8, 9.