Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor gik Guds tjener Samson ind til en skøge i filisterbyen Gaza?
I beretningen om Samson og skøgen i filisterbyen Gaza står der: „Samson drog så til Gaza. Der så han en skøge og gik ind til hende.“ (Dom. 16:1) Der er ikke noget i sammenhængen som tyder på at Samson tog til Gaza i den hensigt at gå ind til en prostitueret. Men da han var i byen fik han øje på en kvinde som han kunne se hørte til denne kategori, og eftersom han befandt sig i fjendens territorium, var hendes hjem det eneste sted hvor han kunne finde husly for natten. At han kun var interesseret i at finde et sted at sove, fremgår af det vi læser i vers 3: „Samson blev liggende den halve nat, men ved midnatstide stod han op.“ Læg mærke til at der ikke siges at han blev liggende hos hende indtil midnat.
Filistrene kan dog udmærket have fået den opfattelse at Samson opsøgte skøgen for at ligge hos hende. Hvis de drog denne slutning, ville de sandsynligvis mene at de kunne pågribe ham om morgenen. Dette kan også have passet ind i Samsons plan, som gik ud på at tilføje dem et slag ved at rykke Gazas byport op og derved efterlade byen forsvarsløs.
● I Daniel 12:1 står der at Mikael skal „stå frem“ før en trængselstid uden lige. Er Mikael allerede ’stået frem’, eller sker det lige før ’den store trængsel’ bryder løs?
Det ser ud til at Mikael allerede er ’stået frem’.
I Daniels ellevte kapitel finder vi den omfattende profeti om Nordens konge og Sydens konge. Vi forstår at denne profeti beskriver den historiske udvikling fra Daniels tid til vor tid.a Derefter indledes kapitel 12 med ordene: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.“ — Dan. 12:1.
Hvordan skulle Mikael „stå frem“, og hvornår skulle det ske?
Daniels bog benytter flere gange udtrykket „stå frem“ (eller „fremstå“) til at beskrive at en eller anden overtager magten eller myndigheden. I en profeti om at Alexander den Store kommer til magten står der for eksempel: „Da fremstår en heltekonge, og han skal råde med vælde og gøre, hvad han vil.“ (Dan. 11:3; jævnfør Daniel 11:7, 21, NW; 8:22, 23.) At Mikael ’står frem’ må altså betyde at han overtager sin myndighed eller begynder at herske.
Efter sin opstandelse skulle Jesus Kristus, som vi ud fra Bibelen forstår er ærkeengelen Mikael, ’sætte sig ved Guds højre hånd’ indtil han skulle ’herske midt iblandt sine fjender’. (Sl. 110:1, 2; Hebr. 10:12, 13) Jehovas vidner har ofte ud fra Bibelen og profetiernes opfyldelse vist at denne periode hvori Jesus ’sad’ ved Guds højre hånd, endte mens den første verdenskrig var under udvikling i efteråret 1914. Da var tiden inde til at han skulle „stå frem“ eller modtage herredømmet i det himmelske rige, som nævnt i begyndelsen af Daniel 12:1.
Verset fortsætter med at fortælle hvad der ellers skulle ske. Der ville komme ’en trængselstid som hidtil ikke havde haft sin mage så længe der var folkeslag til’. I Mattæus 24:21 kalder Jesus det „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu“.
I den tid der er gået siden Mikael ’stod frem’, har nationerne haft lejlighed til at anerkende hans herredømme og underlægge sig det. Men de har nægtet at gøre det og har endda forfulgt de kristne der bekendtgør at Jesus er blevet bemyndiget til at udøve verdensherredømmet. (Åb. 11:17, 18) Selv om folkeslagene har samlet sig imod Mikael og hans folk, har han dog ikke givet afkald på sit herredømme. Nej, han har holdt fast ved det, og nationernes handlemåde vil kun føre til katastrofe for dem selv. De vil blive indhentet af ’den store trængsel’, hvor de vil blive knust og sønderslået, ligesom en pottemagers kar kan knuses med en jernstav. (Sl. 2:1, 2, 8, 9) Lykkeligvis peger Daniel 12:1, 2 på at Guds folk som helhed vil overleve denne trængselstid og komme ind i den nye orden, hvor de retfærdige som er døde, vil blive oprejst. — Apg. 24:15.
[Fodnote]
a Se „Ske din vilje på jorden“ (på dansk 1961), s. 220-307.