Hvad din påklædning fortæller om dig

Råd og vejledning til gavn for unge

„MENNESKER ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ (1 Sam. 16:7) Eftersom Gud ser på hjertet, har vort udseende da ingen betydning?

Jo, det har det. For ligesom det er sandt at Jehova ser på hjertet, er det også sandt at „mennesker ser på det, som er for øjnene“. I første omgang lader mennesker sig lede af hvad vort udseende fortæller om os.

Desuden kan vor påklædning endda fortælle noget om hvad der bor i vort hjerte. Hvordan det?

Hvad din påklædning afslører

Da du var helt lille valgte dine forældre dit tøj. (Jævnfør Første Samuelsbog 2:18, 19.) De satte sandsynligvis også dit hår på en bestemt måde. Men efterhånden som du blev ældre lod de dig sikkert være med til at vælge dit tøj og bestemme din frisure. Jo mere du selv fik lov til at bestemme, jo mere blev dit tøj præget af dit indre, din egen personlighed. Derfor spørger vi: Hvad fortæller din klædedragt om dig?

Tyder den på at du er stolt, forfængelig og overdrevent modebevidst, og at du søger at overgå andre? (Jævnfør Esajas 3:16-23.) Eller er du ligegyldig med dit udseende og sjusket i tøjet, uden at tænke på hvilket indtryk andre får af dig?

Eller befinder du dig imellem disse to yderpunkter, idet din påklædning viser at du er beskeden og tager hensyn til andre, samtidig med at du viser dømmekraft og god smag hvad angår tøj og andre ting der har at gøre med dit udseende? Hvad tilskynder dit hjerte dig til at gøre i denne forbindelse?

Nogle unge indvender måske at hvis de ikke følger moden bliver de „anderledes“ og kommer til at se gammeldags ud. Men der er altid en gylden middelvej man kan holde sig til, så man hverken behøver at være „stokkonservativ“ eller at være iført „det sidste skrig“. Tænk også over følgende: Hvem har fordel af at du er meget modebevidst? Egentlig kan man sige at moden dikteres, eller i det mindste opmuntres, af folk i handelsverdenen. De har kun én hovedinteresse, nemlig at tjene penge. Når du danser efter deres pibe er det ikke til dit eget virkelige gavn.

På den anden side bør man ikke være sjusket med sit udseende. Ganske vist er der nogle der ikke har så mange penge. Det sætter naturligvis en grænse for hvad de kan vælge af tøj. Men selv i et sådant tilfælde viser man at man har selvrespekt og en vis værdighed når man holder sit tøj pænt og rent. Derved viser man at man ikke er ligeglad med sit udseende. Som oftest vinder man større respekt hos andre på denne måde.

Der findes en god regel for alle livets anliggender i Romerbrevet 15:2: „Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.“ Andre folk ser mere på os end vi selv gør. Eftersom det er tilfældet, bør vi da ikke prøve at give dem noget pænt at se på? Ikke noget der får dem til at føle sig underlegne eller generte på grund af deres eget udseende, men noget der viser at vi tager hensyn til deres følelser.

Dit udseende kan sætte dig i bås med andre

Din påklædning fortæller også noget om dig på en anden måde. Den kan identificere dig med en bestemt gruppe eller kategori af mennesker. Dette var også tilfældet for tusinder af år siden, da Bibelen blev skrevet.

For eksempel læser vi i Anden Kongebog at kong Ahazjas sendebud vendte tilbage til ham og fortalte at de havde mødt en mand der gav dem en bestemt besked. Kongen spurgte: „Hvorledes så den mand ud?“ Da de beskrev hans klædning, sagde kongen øjeblikkelig: „Det er tisjbitten Elias.“ Hvordan vidste han det? Fordi Elias havde en særlig profetklædning på. — 2 Kong. 1:2, 7, 8; jævnfør Anden Kongebog 2:13, 14; Mattæus 3:4.

Det var en ære at være kendt som profet. Men ens klædedragt kunne også forbinde en med noget mindre ærefuldt. For at nå et bestemt mål tog Judas svigerdatter Tamar sine enkeklæder af og hyllede sig i et slør og satte sig ved vej siden. Da Juda kom forbi, siger beretningen, „troede han, det var en skøge; hun havde jo tilhyllet sit ansigt [med sløret]“. Hendes klædedragt fik hende til at se ud som en skøge. — 1 Mos. 38:13-15.

Ligesom i fortiden kan vor påklædning også i dag forbinde os med en bestemt gruppe mennesker, også selv om vi måske ikke handler ligesom de, eller tror det samme som de. Folk vil mene at vi i det mindste sympatiserer med den gruppe mennesker der klæder sig på den bestemte måde. Kan vi fortænke dem i det?

En særlig klædedragt er ikke kun noget der kendetegner politibetjente, brandmænd og sygeplejersker; den kendetegner også folk der har en vanærende beskæftigelse. I dag er det ikke almindeligt at prostituerede bærer slør, som de gjorde i Kana’an for godt tre tusind år siden. Imidlertid viser den udfordrende, uanstændige klædedragt de bærer nu, endnu tydeligere hvilken profession de har. For mænds vedkommende, har de som er oprørske eller er tilhængere af radikale politiske omvæltninger, deres særlige mode; det samme har mange homoseksuelle.

Ønsker vi at blive sat i bås med sådanne? Og hvis vi klæder os som de, og har problemer som følge deraf — for eksempel har vanskeligt ved at få arbejde eller ikke kan få tildelt visse privilegier i en kristen menighed — hvis er så skylden?

Hvad med frisuren?

Vi kan ikke forandre ansigtets form, ørernes størrelse eller halsens længde. Men vi kan godt bestemme vores frisure, for håret kan sættes på flere forskellige måder. Håret kan betyde en hel del for et smukt helhedsindtryk.

Friseringens historie går langt tilbage i tiden. Op gennem århundrederne har hårmoden varieret fra land til land og fra den ene periode til den anden. Somme tider har menneskers forfængelighed givet sig udslag i meget yderliggående frisurer. Tilbage i det første århundrede fandt apostlene Paulus og Peter det nødvendigt at råde de kristne kvinder til ikke at gå til yderligheder eller lægge for megen vægt på frisuren. (1 Tim. 2:9; 1 Pet. 3:3) I dag er det imidlertid mest de unge mænd der vækker opsigt med deres meget lange hår og deres bakkenbarter.

Havde mændene på Bibelens tid sædvanligvis ikke længere hår end det er almindeligt i de fleste lande i dag? Det havde de uden tvivl. Men der er noget andet der er lige så sikkert. Og hvad er det? Det er at mændenes hår stadig var betydelig kortere end kvindernes. Det er grunden til at apostelen Paulus kunne skrive til menigheden i Korint i Grækenland og sige: „Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham, men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende?“ (1 Kor. 11:14, 15) Hvordan lærer „naturen“ os dette?

Paulus’ udtalelse betyder ikke at en mands hår ikke kan blive lige så langt som en kvindes, for det kan det — og det har vi mange beviser på i vore dage. Som en kommentar til Paulus’ brug af ordet „naturen“ her, siger den bibelkyndige Albert Barnes: „Ordet . . . betegner åbenbart den sans for hvad der er sømmeligt som alle mennesker har . . . [Det] hentyder til en dyb indre sans for hvad der er korrekt og rigtigt.“ — Notes on the First Epistle of Paul to the Corinthians, siderne 225, 226; se også Aid to Bible Understanding, side 1207.

Folk dengang anerkendte altså at det var ’naturligt’ — det vil sige rigtigt og passende — at mænd klippede håret i en moderat længde så det var kortere end kvindernes. I dag bør vi også tage hensyn til hvad der er naturligt. En mand kunne lade sine fingernegle vokse til en længde af flere centimeter — men det er naturligt at klippe dem, eftersom det gør det lettere for ham at samle noget op og at arbejde. Man kunne lade være med at vaske sine hænder eller sin krop mere end en gang om året — men det naturlige (samt det mest hensynsfulde og det sundeste) er at bade oftere. Det gør selv dyr.

Ifølge Bibelens definition bliver en ting altså ikke naturlig blot fordi den er mulig. Det er stadig unaturligt at en mand eller en dreng sætter sit hår sådan at han ser ud som en pige. Det er noget der er typisk for en tid (og for lande) hvor homoseksualitet er i tiltagende. Og Bibelen viser at homoseksualitet også er noget unaturligt, noget som både er upassende og afskyeligt i Guds øjne. — Rom. 1:26, 27.

Lægger dette alvorlige begrænsninger på os? Nej, for som det er med tøjet, er det også med håret. Man kan sætte håret på mange forskellige måder så frisuren er smuk og klædelig uden at være yderliggående eller unaturlig. Der er mulighed for forfriskende variationer uden at man behøver at overskride grænserne for hvad der er ret i Guds øjne.

Hvad med kosmetik?

Er det også imod naturen at bruge kosmetik? Det siger Bibelen ikke noget om. Ligesom folk ikke blot tager tøj på for at dække legemet men også for at se godt ud, og ligesom fortidens hebræere ofte brugte parfume for at det skulle være behageligt at være sammen med dem, sådan brugte de hebraiske kvinder tilsyneladende også kosmetik, især salver, for at forhindre huden i at udtørre og for at pynte på udseendet.

Hvad bør unge piger i dag lade sig lede af når de ønsker at gøre det der har Guds velbehag? De bør følge det gode råd om gøre alt „med ærbarhed og af et sundt sind“, idet de lader deres vigtigste prydelse være „hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne“. — 1 Tim. 2:9, 10, NW; 1 Pet. 3:3, 4.

Det er godt hvis unge piger gør sig klart at kosmetik ofte gør mere skade end gavn. Den kan ødelægge en god teint eller gøre en mindre god værre. Desuden skjuler kosmetik ofte ungdommens friskhed, der i virkeligheden er langt smukkere end kosmetikkens kunstige facade.

Hvis unge piger bruger for meget kosmetik henleder det ofte opmærksomheden på svage punkter. Og endnu værre er det at kosmetikken kan forhindre en smuk personlighed (som i virkeligheden er langt mere tiltrækkende end et godt udseende, og langt mere varig) i at skinne igennem eller blive bemærket. Overdreven brug af kosmetik kan bevirke at andre får et forkert indtryk af et menneskes personlighed, og kan med tiden endog bevirke at personligheden formes efter det „billige“ udseende man dermed får. — Jævnfør Anden Kongebog 9:30.

Følg de rigtige retningslinjer

I Guds ord er der ikke bestemte regler angående disse ting, men derimod gode retningslinjer. Unge mennesker bør søge at få et ligevægtigt syn på tingene, og det vil Bibelen hjælpe dem til.

Dine forældre har den naturlige ret til at opstille yderligere retningslinjer. Hvis det hus du bor i var malet i skrigende og ejendommelige farvesammensætninger, ville folk spekulere på om husets overhoved (eller hans kone) var ved sine sansers fulde brug. Og hvis huset blev forsømt og kom til at se forfaldent ud, ville de ikke have megen respekt for husets ejer. Du repræsenterer dine forældre i endnu højere grad end jeres hjem gør. Du bærer deres navn, og ligesom det du siger og gør genspejler den oplæring de giver dig og hvilken slags mennesker de er, sådan genspejler dit udseende også dem. Og endnu vigtigere: hvis du hævder at være en af Guds tjenere repræsenterer du også ham. Svarer dit udseende til din påstand?

Tænk på Jesu ord: „Når I ved dette, er I salige, om I gør det.“ (Joh. 13:17) Erkender du selv at Bibelens råd er fornuftige? Eller hører du til dem der altid venter at andre skal fortælle dem nøjagtig hvad de bør gøre? Du kan vise at du har virkelig indsigt og karakterstyrke ved at efterleve Bibelens råd. Så vil du føle glæden ved at vide at du behager Gud, hans søn, og alle der elsker og tjener dem.