så selvisk deres behov og tager langt mere end han kan tilkomme? Er han meget overvægtig og behersker alligevel ikke sin madlyst? Plejer han at overfylde sig? Føler han sig utilpas, og bliver han måske endog syg fordi han har spist for meget? Hvis det er tilfældet, er der noget galt. Han har brug for at lære selvbeherskelse.

På områder af denne art gør den kristne klogt i at ransage sine tilbøjeligheder. Han har af Gud fået befaling til at gøre alt, også det at spise, til Guds ære. (1 Kor. 10:31) Det er tydeligt at den der overfylder sig når som helst han har lejlighed til det, ikke ærer Gud. Han ødelægger sig selv åndeligt og fysisk. På grund af hans manglende selvbeherskelse kommer andre til at ringeagte ham, og han bringer skam over Jehova Gud. Det er grunden til at de der fremturer i frådseri, ikke har nogen plads i Guds folks menighed. Havesyge, som frådseri afgjort er forbundet med, er en af det faldne køds gerninger. Om dem der øver sådanne gerninger skrev Paulus: „De . . . skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:21.

Den kristne har derfor god grund til at stræbe ihærdigt efter at være et godt eksempel hvad mådehold angår. Det gælder hans forhold til Gud.

Hvordan er dine bønner?

HVOR ofte beder du? Føler du at dine bønner bliver hørt? Føler du dig i vildrede med hensyn til hvordan du skal bede eller hvad du skal bede om?

Bønnen er en af Skaberens mest værdifulde foranstaltninger, en gave som vi bør skatte højt. Vi bør derfor være opmærksomme på at bruge denne gave og sikre os at vore bønner er af en sådan beskaffenhed at Gud vil høre dem.

Det første krav der må opfyldes for at ens bønner kan behage Gud og være genstand for hans opmærksomhed, er meget enkelt — man må have et oprigtigt hjerte. Apostelen Paulus skriver: „Lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished.“ (Hebr. 10:22) Det sprog man bruger kan være meget formfuldendt eller det kan være ganske jævnt; man kan udtrykke sig klart eller have svært ved at udtrykke sig. Jehova ser ikke på disse ydre ting, men på hjertet: „Han kender jo hjerternes løndom.“ Det er ikke vor fremtræden eller udtryksmåde der betyder noget for ham, for „[Jehova] ser på hjertet“. — Sl. 44:22; 1 Sam. 16:7.

Bønnen behøver i virkeligheden slet ikke at kunne høres; den kan blot være en inderlig anmodning til Jehova fra hjertet, sådan som i tilfældet med den trofaste Hanna. „Hanna talte ved sig selv, så kun hendes læber bevægede sig, og hendes stemme ikke kunne høres.“ Men Jehova hørte hendes bøn. — 1 Sam. 1:13, 20.

Tro og kundskab nødvendig

Foruden at have et oprigtigt hjerte, er der andre vigtige krav vi må opfylde.