Troen på Jehovas sejrende organisation
„Frygt [Jehova] og tjen ham oprigtigt af hele eders hjerte; thi se, hvor store ting han gjorde imod eder!“ — 1 Sam. 12:24.
1. (a) Hvordan blev Guds synlige jordiske organisation til i 1513 f.v.t.? (b) Hvorfor blev den kaldt teokratisk?
GUDS synlige, jordiske organisation blev til i år 1513 f.v.t., da hebræernes 12 stammer blev grundlagt som en nation og fik et teokratisk styre. Dette styre blev ikke udpeget ved et demokratisk valg. Det blev udpeget af deres Befrier, der havde hentet dem ud af trældommen i det gamle Ægypten. Det blev også indsat af ham. Han var Gud, og han havde selv den øverste magt i dette styre. Derfor blev styret kaldt teokratisk, og Herskeren blev kaldt en Teokrat. Alle hans undersåtter fik påbud, og det med rette, om at tilbede ham, deres øverste Hersker, som deres Gud. Denne befaling blev udtrykt i de to første af de ti bud som israelitterne fik ved Sinaj bjerg i Arabien.
2. Hvordan kan man sige at denne nation udgjorde en organisation hvis lige ikke fandtes på jorden?
2 Da deres teokratiske Hersker 40 år senere førte dem ind i det forjættede land, fortsatte de med at have et teokratisk styre. Gud blev til stadighed repræsenteret af ypperstepræsten, og i kritiske perioder blev der oprejst dommere til at handle på den usynlige Teokrats vegne. Nationen udgjorde på den måde en synlig teokratisk organisation. Der fandtes ikke noget tilsvarende på jorden!
3, 4. (a) Hvorfor vedblev den israelitiske organisation med at være teokratisk, selv efter oprettelsen af et jordisk kongedømme? (b) Hvordan bevidnede Samuel at det stadig var en teokratisk organisation?
3 Dette forbilledlige teokrati fortsatte sin eksistens til trods for at de omboende folk, der havde et afguderisk styre, gang på gang forsøgte at udslette det. Det fortsatte endog selv om Israel i 1117 f.v.t. blev omdannet til et kongedømme med synlige, jordiske konger. Hvordan det? Jo, den jordiske konge optrådte blot som synlig repræsentant for den egentlige Hersker, den himmelske Teokrat. Gud gav ikke afkald på det retmæssige herredømme blot fordi folket krævede en synlig konge. Der blev ikke holdt noget demokratisk valg, men Gud benyttede sig af sin ret og udnævnte selv en synlig konge over den nation han engang havde løskøbt som sin arv. Det bevidnes af Samuel, den daværende dommer i Israel. Han sagde:
4 „For sit store navns skyld vil [Jehova] ikke forstøde sit folk, da det jo har behaget [Jehova] at gøre eder til sit folk. . . . men frygt [Jehova] og tjen ham oprigtigt af hele eders hjerte; thi se, hvor store ting han gjorde imod eder! Men hvis I handler ilde, skal både I og eders [jordiske] konge gå til grunde!“ — 1 Sam. 12:22-25.
5, 6. (a) Hvorfor er Samuels ord til stor opmuntring for sande kristne i dag? (b) Hvordan tjener de ulykker der ramte Israel som en advarsel mod at gøre noget der ville bevirke at man blev forstødt af Jehova? (c) Hvordan gav salmisten udtryk for de følelser der fyldte den landflygtige rest som ønskede at den teokratiske organisation skulle genopstå?
5 Dette er i sandhed opmuntrende ord for alle som det ’har behaget Jehova at gøre til sit folk’ i vor tid! Hvis vi fortsat tjener ham oprigtigt af hele vort hjerte vil han aldrig forstøde os. I denne forbindelse har vi et advarende eksempel. I hvem? I de ti israelitiske stammer der valgte deres egne konger og handlede ilde. Både de og deres synlige konge blev forstødt af Jehova, og det endte med en national ulykke for dem. De blev ført i landflygtighed til det assyriske verdensrige, og deres ti-stammerige blev aldrig genoprettet. En tilsvarende ulykke ramte de to andre stammer. I deres hovedstad, Jerusalem, sad der konger af Davids slægt på det der kaldtes ’Jehovas trone’. (1 Krøn. 29:23) Men i 607 f.v.t. blev deres by ødelagt af det babyloniske verdensrige, og de blev ført i fangenskab til Babylonien. Deres gudgivne hjemland, Judas land, skulle ifølge den store Teokrats beslutning ligge øde i 70 år. Den synlige teokratiske organisation lod til at være udslettet. Men der var en trofast rest af de landflygtige som længtes efter at den teokratiske organisation skulle genopstå. Salmisten udtrykker deres følelser med disse ord:
6 „Men du troner evindelig, [Jehova], du ihukommes fra slægt til slægt; du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når nådens tid, når timen er inde; thi dine tjenere elsker dets sten og ynkes over dets grushobe. Og [Jehovas] navn skal folkene frygte, din herlighed alle jordens konger; thi [Jehova] opbygger Zion, han lader sig se i sin herlighed; han vender sig til de hjælpeløses bøn, lader ej deres bøn uænset.“ — Sl. 102:13-18.
7. (a) Hvordan viste Jehova at han ikke lod den angrende rests følelser uænset? (b) Hvordan virkede Jehovas teokratiske organisation, selv om den genrejste rest var underlagt et hedensk overherredømme?
7 Det vidner sandelig om stor værdsættelse af Jehovas organisation når de der angrer, elsker selv dens „sten“ og ynkes over dens „grushobe“, så at sige. En sådan værdsættelse hos de angrende landflygtige i Babylon lod Jehova ikke uænset. Han belønnede dem ved at udfri dem efter at Zion, det vil sige Jerusalem, havde ligget øde i de 70 år. Han førte dem tilbage til deres hjemland så de dér kunne genoprette den rene, teokratiske tilbedelse. Han fortsatte med at være deres teokratiske konge. Ganske vist blev han ikke længere repræsenteret af en synlig konge i Jerusalem, men selv om nationen, i overensstemmelse med hans eget bud, var underlagt hedenske verdensrigers overherredømme, genoptog hans salvede præsteskab den teokratiske tjeneste i det genopførte tempel. Sådan udøvede Jehova i den periode sit teokratiske herredømme over sit udvalgte folk. Han havde ikke forstødt det.
8. (a) Hvem viste sig at være den stærkeste tilhænger af teokratisk organisation, og hvordan kom dette til udtryk? (b) Hvorfor så det ud som om den teokratiske organisation på jorden havde lidt et uopretteligt nederlag?
8 Tilhængerne af den teokratiske organisation så frem til at den skulle manifestere sig på en storslået måde når den lovede „Davids sæd“, den forudsagte Messias, viste sig. (Rom. 1:3) Denne Messias blev udsendt fra den teokratiske Hersker, Jehova, i skikkelse af Jesus Kristus. Ingen i hele universet var en stærkere tilhænger af teokratisk organisation end han. Derfor drog han omkring i hele det genoprettede Israels land og forkyndte modigt „himlenes rige“ eller „Guds rige“. (Matt. 4:17; Mark. 1:14, 15) På grund af sin urokkelige hengivenhed for den teokratiske organisation blev han henrettet som martyr den jødiske påskedag år 33. Den stemme der trofast havde forkyndt evangeliet eller den gode nyhed om Guds rige, var nu forstummet. I dele af tre dage så det ud til at den teokratiske organisation havde lidt et uopretteligt nederlag. Dens vigtigste forkæmper lå kold og livløs i graven.
En evig sejr for Teokratiet
9. Hvordan sejrede Jehovas teokratiske organisation, og hvem var de første der glædede sig over det?
9 Men Jehova, kilden til teokratisk regering, kunne ikke besejres. Hans usynlige teokratiske organisation i himmelen forblev loyal mod ham og ventede på at han skulle gribe ind og hævde sin ret. Det gjorde han på tredjedagen efter at hans søn havde lidt offerdøden i Jerusalem. Derved sejrede hans teokratiske organisation, for han udførte sit største mirakel idet han oprejste den teokratiske organisations hovedforkæmper, sin loyale søn Jesus Kristus, fra de døde. De hellige himle glædede sig med Jehova. Også blandt de jordiske tilhængere af teokratisk organisation blev der glæde over den store Teokrats sejr, idet hans søn var opstået fra de døde og viste sig lyslevende for dem.
10. Hvilken stor religiøs omvæltning fandt da sted?
10 Nu forestod en af de største omvæltninger i den religiøse verden. Under indflydelse af de selviske religiøse ledere havde Israels nation forkastet den teokratiske organisation. Ganske efter fortjeneste forkastede Jehova derfor denne vildførte nation som sin synlige teokratiske organisation og gjorde ende på den jødiske husholdning eller administration. Men han forstødte ikke den lille rest af israelitter der personligt havde fået tro på Jesus og havde fulgt ham som Messias, „Davids sæd“. Dem overførte han nu til en ny, synlig teokratisk organisation. Dette skete på Pinsedagen, den 50. dag efter Kristi sejr over døden. Gennem sin opstandne søn udgød Jehova hellig ånd over en skare der ventede i Jerusalem. Denne åndens gave, der var lovet ifølge Joel 3:1, 2, blev ikke givet til det israelitiske folk der fejrede pinsen, men til Jesu ventende disciple. Derved blev det bekræftet at der var sket en stor religiøs omvæltning. Den nye synlige teokratiske organisation var blevet udpeget.
11. Hvordan fortsatte Jehovas nye teokratiske organisation sin sejrrige fremmarch?
11 Syvogtredive år senere blev Jerusalem jævnet med jorden af romerne, og det jødiske præsteskab blev for bestandig udelukket fra Jehovas hellige tjeneste. Dermed blev den religiøse omvæltning endeligt beseglet. Det stod nu klart at Jehova havde forkastet sin jødiske organisation på jorden og var begyndt på en ny administration, en ny husholdning. (Ef. 1:10; se oversættelsen af 1907.) Hans nye teokratiske organisation sejrede og fortsatte sin sejrrige fremmarch på trods af romerrigets nedrige forsøg på at knuse den med sin forfølgelse!
12. Hvordan omtalte den engelske udgave af Vagttårnet for 1. december 1894 det at den kristne menighed blev organiseret i det første århundrede for at evangeliet kunne blive forkyndt under denne kristne administration?
12 Denne overgang fra den jødiske til den kristne organisation på Jesu Kristi og hans apostles tid blev kommenteret i den engelske udgave af Vagttårnet for 1. december 1894. Der siges her, på side 384, i det andet afsnit, om indhøstningen af de jødiske troende på apostlenes tid: „Ligesom dette arbejde med at organisere den nye evangeliehusholdnings kirke ikke var en del af høstarbejdet i den gamle jødiske husholdning, sådan er det nuværende høstarbejde i evangeliehusholdningen heller ikke en del af, men forskelligt fra, arbejdet i den nye millenniske husholdning der nu nærmer sig.“
13. Hvordan kom disciplenes teokratiske indstilling klart til udtryk i deres svar til sanhedrinet i Jerusalem?
13 Organiseringen af ’kirken’, det vil sige den nye menighed der var blevet salvet med ånden, fortsatte fra og med Pinsedagen, der markerede begyndelsen til den kristne husholdning eller administration. Som et åndeligt Israel blev menigheden ført ind i en ny pagt med Gud. At denne menighed af Kristi disciple var teokratisk indstillet, kom klart til udtryk i den måde apostlene svarede på da den religiøse domstol i Jerusalem, der var skyldig i Jesu blod, krævede at de holdt op med at vidne om Guds opstandne søn. Apostlene svarede frimodigt: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. Vore forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl. Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd som hovedformidler og frelser for at give Israel sindsændring og tilgivelse for synder. Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ — Apg. 4:19, 20; 5:29-32.
14. (a) Hvordan viste de kristne i det første århundrede at deres tro kunne sejre over verden, og hvad resulterede deres arbejde i? (b) Hvad begyndte, trods inspirerede advarsler, at gribe om sig i menigheden, men var den teokratiske organisation forsvundet for evigt?
14 Disse kristne i det første århundrede kunne kendes på deres tro, en tro der sejrede over verden. De skammede sig ikke over at lide ondt for kristennavnets skyld, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hvilede over dem. (1 Pet. 4:14; Apg. 11:26) Som et resultat af deres trofaste vidnearbejde blev der døbt nye disciple, og menigheder skød op alle vegne, både inden for og uden for det vidtstrakte romerriges grænser. Men de udgjorde alle én synlig organisation under Jesus Kristus, forenet i tilbedelsen af den store Teokrat, Jehova. Senere begyndte et frafald, et religiøst oprør, imidlertid at gribe om sig, til trods for at Jesus Kristus og hans inspirerede disciple på forhånd havde advaret om det. Til sidst var det som om den sande teokratiske organisation helt var forsvundet. „Lovløshedens menneske“, „undergangens søn“, der var forudsagt, ophøjede sig som en gud i den frafaldne religiøse organisation. Han anerkendte ingen anden gud, end ikke Jehova, den sande Teokrat. (2 Tess. 2:3-12; Matt. 13:24-43) Selv om der nu og da var oprigtige reformatorer som søgte at rive sig løs fra dette selvforgudende ’lovløshedens menneskes’ dominerende indflydelse, havde frafaldet overtaget i mere end 1500 år. Var den teokratiske organisation nu blevet kvalt og udryddet for evigt? Ifølge Guds ord ville dette aldrig kunne ske!
Den teokratiske organisation i vor tid
15. Hvorfor begyndte man i juli 1879 at udgive et blad der åbent erklærede sin tillid til Jehova?
15 Omkring midten af det nittende århundrede havde „lovløshedens menneske“ efterhånden oprettet mange religiøse organisationer eller samfund i kristenheden. Disse samfund havde hver deres navne for at man skulle kende dem fra hinanden. Kristenheden bar præg af stor religiøs forvirring. I et forsøg på at komme ud af denne forvirring og få en pålidelig og velfunderet forståelse af Guds ord, skilte en lille menighed af oprigtige bibelstudenter sig ud fra alle kristenhedens religiøse organisationer. De vendte dens sekteriske trosbekendelser ryggen og gjorde som indbyggerne i Berøa i det første århundrede, der daglig ransagede Skrifterne for at nå frem til den sande apostolske tro. (Apg. 17:10, 11) Denne fuldt indviede menighed forsvarede kraftigt læren om genløsningen ved Jesus Kristus og læren om hans lovede „nærværelse“ som kongen i Guds rige. I juli 1879 begyndte man at udgive et blad der åbent erklærede sin tillid til Jehovas hjælp og støtte.
16. Hvilken organisation gav denne usekteriske menighed udtryk for at den tilhørte, ifølge den engelske udgave af Vagttårnet for februar 1884?
16 Denne lille kristne menighed bestræbte sig oprigtigt for at vise sig værdig til at være Jehovas synlige organisation og redskab. Derfor undgik den enhver tilknytning til kristenhedens sekteriske organisationer såvel som til denne verdens politiske organisationer. Dette standpunkt gav den udtryk for i den engelske udgave af sit officielle blad, Vagttårnet, for februar 1884:
„Nye læsere i alle dele af landet spørger bestandig: Med hvilke navne kalder I jer selv? Er I ’primitive baptister’? Er I ’missionsbaptister’? Er I ’universalister’? Er I ’adventister’? Er I ’primitive metodister’? osv., osv. Vi har flere gange søgt at gøre vores stilling klar, og prøver endnu en gang at gøre det med nogle få ord.
Vi tilhører IKKE NOGEN jordisk organisation; så selv om man nævner hele den lange række af sekter, må vi svare nej i hvert eneste tilfælde. Vi tilslutter os kun den himmelske organisation — ’hvis navne er indskrevne i Himlene’. (Hebr. 12:23; Luk. 10:20) Alle de hellige som lever nu, eller som har levet i denne tidsalder, hører til VOR KIRKEORGANISATION: de udgør alle ÉN kirke, og der findes INGEN ANDEN som anerkendes af Herren. Enhver jordisk organisation der på mindste måde er til hinder for dette samfund af hellige, er følgelig i modstrid med Skriftens lære og imod Herrens vilje — ’at de må være ÉT’. — (Joh. 17:11)“
17. (a) Hvad gjorde Babylon den Store mod Guds sande tjeneres organisation lige efter hedningetidernes udløb i 1914? (b) Hvad viser at Babylon den Store ikke havde udslettet den sande teokratiske organisation?
17 Det forhold at hedningetidernes udløb i 1914 nærmede sig, gjorde det endnu mere påkrævet at denne indviede menighed af Kristi disciple holdt sig fri af enhver forbindelse med både verdslige organisationer og kristenheden. ’Drag ud fra Babylon den Store!’ lød den indtrængende opfordring. (Åb. 18:4) Da tiden kom, udløb hedningernes tider som ventet, og udløbet blev markeret af den første verdenskrig. (Luk. 21:24) Babylon den Store så sin chance. Med kristenheden og „lovløshedens menneske“ som sine redskaber lykkedes det Babylon den Store at føre Guds sande tjeneres organisation i fangenskab og trældom. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige ved Kristus blev dæmpet ned til en svag hvisken. Organisationen der forkyndte Guds rige lod til at være udslettet. Men var den det? Havde Babylon den Store vundet en endelig sejr? Var alt håb ude for den sande teokratiske organisation? Til dette vil mere end to millioner teokratisksindede kristne i alle dele af verden i dag svare „nej“ på mere end 190 sprog. Og det med rette, for de ville ikke have haft det forhold til Jehova Gud som de har nu, hvis ikke den synlige teokratiske organisation var blevet genoplivet og var blevet fyldt med større kraft og styrke end nogen sinde.
18. (a) Hvad forstod de åndelige israelitter var grunden til at de var blevet udfriet fra det store Babylon? (b) Hvilket navn antog de for deres organisation i 1931, og hvorfor?
18 I 1919, da kristenheden anbefalede Folkeforbundet som det politiske udtryk for Guds rige på jorden, nægtede den reorganiserede rest af de åndelige israelitter at anerkende denne menneskeskabte erstatning. De gik ind for det virkelige, nemlig Guds nyoprettede himmelske rige ved Kristus. Det kom til at stå dem mere og mere klart at den eneste grund til at de var blevet udfriet fra det store Babylon, var at de skulle være vidner, ikke blot vidner for den nyindsatte Jesus Kristus, men vidner i den forstand der er beskrevet i Esajas 43:10, 12. I 1931 udkom bogen Det store Opgør, en kommentar til Ezekiels profeti, hvori Gud over 60 gange siger at folk og nationer og tilmed hans egne tjenere skal ’kende at han er Jehova’. I sammenhæng med udgivelsen af denne nye bog antog de et meget passende navn for deres organisation. Navnet fik de fra Esajas 43:10 — Jehovas Vidner!
19. (a) Hvilket styre ønskede de i deres jordiske organisation, og hvad begyndte de derfor at indføre i deres menigheder? (b) Hvad kom de til at forstå var det vigtigste stridsspørgsmål for alle i himmelen og på jorden, og hvornår skete det?
19 Mon den sande Gud værdsatte dette loyale skridt og ville velsigne det? Hvordan kunne Jehova gøre andet, især i betragtning af at de levede op til dette navn ved virkelig at være hans vidner! Teokrati, det vil sige gudsstyre, var det de ønskede i deres organisation til udførelse af vidnearbejdet. Det gav de åbent udtryk for i to artikler med titlen „Organisation“, som blev offentliggjort i Vagttaarnet for 1. og 15. august 1938. Denne erklæring fulgte de op ved at indføre den teokratiske ordning i deres kristne menigheder. Og derefter, midt under den anden verdenskrig, ved Jehovas Vidners hidtil største stævne, blev det erklæret at hævdelsen og ophøjelsen af Jehovas universelle herredømme var det vigtigste stridsspørgsmål for alle i himmelen og på jorden.
20. (a) Hvordan blev de styrket til at udholde den værste forfølgelse under den anden verdenskrig, og hvad førte det til at de kom sejrende ud af prøvelserne? (b) Hvad krævedes der for at få del i denne sejr, og hvem viste at de havde dette?
20 Ønsket om sammen med Jesus Kristus at hævde og ophøje Jehovas universelle suverænitet, blev en drivkraft uden lige i Jehovas vidners liv. Dette ønske styrkede dem til at udholde den værste forfølgelse Jehovas folk nogen sinde var blevet udsat for — forfølgelsen under den anden verdenskrig. Endnu en gang kom Jehovas synlige organisation sejrende ud af prøvelserne — til Jehovas ære og pris. Hvad måtte de indviede og døbte vidner have for at få del i denne sejr? Tro på Jehovas teokratiske organisation. Havde resten af de åndelige israelitter og deres teokratiske medarbejdere, den store skare af Kristi „andre får“, en sådan sejrende tro? Ja!
21. Hvorfor har Jehovas vidner bevaret deres tro på Jehovas teokratiske organisation i de 34 år der er gået siden den anden verdenskrig?
21 Siden afslutningen af denne anden totale krig, der truede selve Jehovas synlige organisations eksistens, er der nu gået 34 trængselsfyldte år. Men de hengivne vidner har standhaftigt bevaret deres tro på Jehovas organisation. De ved hvilken af alle jordens organisationer den almægtige Gud har benyttet for at få aflagt det største vidnesbyrd om sit navn og rige i hele den kristne historie. — Matt. 24:14.
22, 23. (a) Hvad bliver den største religiøse omvæltning i hele menneskehedens historie? (b) Hvad vil vi gøre for at vise vor tro på at Jehova ikke vil svigte sine trofaste tjenere, og hvordan vil vi blive belønnet for det?
22 Vi står nu over for en fremtid der vil bringe den største religiøse omvæltning i hele menneskehedens historie; ja, en omvæltning som bliver langt mere forbløffende end den der fandt sted på apostlenes tid, i år 33. Kristenheden, det redskab hvormed Djævelen har øvet sin religiøse forfølgelse, vil stå som fuldstændig forkastet af Jehova Gud og Jesus Kristus og vil blive knust. Og ikke nok med det; også kristenhedens religiøse moder, Babylon den Store, hele den falske religions verdensimperium, vil blive knust. Derimod vil Jehovas forfulgte vidner få oprejsning. Med overvældende tydelighed vil det blive klart for alle i himmelen og på jorden at netop de er udvalgt og godkendt af Jehova. Babylon den Stores tidligere yndlinge, de politiske magter, vil kæmpe mod disse vidner for Jehova, men forgæves. De vil tabe denne krig mod Teokratiet.
23 Hvordan bør vi da stille os i dag? Har vi nogen grund til at miste troen på Jehovas synlige organisation fordi vanskelighederne i denne verden tårner sig op? De der tror på at Jehova aldrig vil svigte sine trofaste vidner, vil svare: „Nej, på ingen måde!“ I tro vil vi fortsat holde os til den og samarbejde med den uden at lade hænderne synke. For vores urokkelige tro vil vi blive belønnet med sejren og livets krone!