blevet påvirket af Bibelen. Den tyske digter og litteraturkritiker Heinrich Heine følte sig tilskyndet til at sige: „Alle udtryk og idiomer som findes i Lutherbibelen er tyske. Forfatteren må blive ved med at bruge dem. Og da denne bog er i de fattigste menneskers eje, behøver de ikke at være særlig lærde for at kunne udtrykke sig i litterær form.“ Mange tyske ordsprog er hentet fra Bibelen, og Luthers oversættelse danner grundlag for litterært tysk.

To berømte mænd inden for tysk litteratur, Johann Wolfgang von Goethe og (igen) Heinrich Heine, har fremsat bemærkelsesværdige udtalelser om Bibelens betydning for deres eget arbejde. Goethe sagde: „Det er troen på Bibelen, frugten af dyb meditation, der har tjent som rettesnor for mig i moralsk og litterær henseende. — Jeg har fundet at den er en sikker investering der yder en høj rente.“ Heine udtalte sig i samme retning: „Min oplysning skyldes ene og alene at jeg har læst i en bog. — En bog? Ja, og det er en enkel gammel bog, fordringsløs som naturen selv, og lige så naturlig; en bog der virker simpel og ligetil som solen der giver os varme, som brødet der giver os næring; en bog der betragter os med samme bedrøvede og hengivne blik som en gammel bedstemoder der selv daglig læser i bogen med kærlige, skælvende læber, og med brillerne på næsetippen. . . . Og navnet på denne bog er ganske enkelt Bogen, Bibelen.“

Hvordan kunne omkring fyrre mænd, der levede over en periode på cirka 1600 år, frembringe en sådan bog, et værk der har været en stadig inspirationskilde i mange hundrede år efter sin fuldførelse og stadig er det i dag? Ingen af disse mænd tog selv æren for det de skrev. Deres hensigt var ikke at formidle deres egne tanker, men et budskab fra Jehova Gud, kilden til deres inspiration. Salmisten David erklærede: „Ved mig talede [Jehovas] Ånd, hans ord var på min tunge.“ (2 Sam. 23:2) Underbygger Bibelens enestående natur ikke denne udtalelse? Fortjener denne bog da ikke den største opmærksomhed fra vor side?

Elias ’bad om at det ikke skulle regne’

EN BØN der bedes af en retfærdig, en der står i et godkendt forhold til Jehova Gud, har megen kraft. Den giver resultater. (Jak. 5:16) Det belyste disciplen Jakob da han skrev: „Elias var et menneske med de samme følelser som vi, og dog bad han en bøn om at det ikke skulle regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder. Og han bad igen, og himmelen gav regn og landet frembragte sin frugt.“ — Jak. 5:17, 18.

Selv om Elias var profet, var han som menneske ikke anderledes end alle andre retfærdige mennesker. Han havde de samme følelser, svagheder og ufuldkommenheder. Alligevel besvarede Jehova Gud hans bønner. Jehova vil ikke gøre mindre for sine tjenere i dag, når de retter anmodninger til ham i overensstemmelse med hans vilje.

Det kan nævnes at De hebraiske Skrifter ikke specielt siger at Elias „bad“ om det som Jakob nævner. Men der er vidnesbyrd om at han må have gjort det. Om det Elias foretog sig lige før den lange tørke hørte op, står der: „Elias gik op på Karmels top og bøjede sig til jorden med ansigtet mellem knæene.“ (1 Kong. 18:42) Ja, Elias indtog en stilling som tyder på at han henvendte sig til Gud i bøn. Han har højst sandsynligt rettet anmodninger til Gud i forbindelse med det han ved en tidligere lejlighed havde erklæret over for Akab: „Så sandt [Jehova], Israels Gud, lever, han, for hvis åsyn jeg står, i de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!“ — 1 Kong. 17:1.

Som vi ved, skrev disciplen Jakob under inspiration, og derfor var han i stand til at omtale ting som havde fundet sted, selv om disse ting ikke direkte var nævnt i De hebraiske Skrifter. Elias’ bøn er et eksempel på dette.

Det Jakob skrev om Elias, skulle opmuntre os til at være udholdende i bønnen. Vi kan være forvissede om at Gud vil besvare vore bønner, ligegyldigt hvad vi beder om, hvis vi beder i overensstemmelse med det der er hans vilje. — Joh. 14:13, 14.