Genopbyggere af den sande religion

„Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du „murbrudsbøder“, „genskaber af farbare veje“.“ — Es. 58:12.

1. Hvad er sand religion, og hvad er falsk religion?

SAND religion er uforfalsket tilbedelse af Jehova. Falsk religion omfatter alt, hvad der er imod tilbedelsen af Jehova. Ordet „religion“ i dets enkleste og mest gængse betydning betegner en „form for tilbedelse“ eller et „tilbedelsessystem“. Ordet i sig selv betyder altså ikke „sandhed“. Vi taler både om hedensk religion og kristen religion, således at enhver form for tilbedelse, eller ethvert tilbedelsessystem, uanset motivet og genstanden, der tilbedes, med rette kaldes religion. Skønt der findes i tusindvis af religioner, er der kun een sand religion, tilbedelsen af den Højeste, hvis navn er Jehova. Denne sande religion er nu blevet genoprettet for folket.

2. Hvad har fjenderne forsøgt mod den sande religion, og hvorfor er de kommet til kort?

² Den sande religion er evig og kan aldrig udslettes. I mange århundreder har fjenderne søgt at kvæle og ødelægge den, men deres onde bestræbelser har været slag i luften. Til tider har den sande religion været så godt som skjult og tabt af syne. Den er blevet bagtalt, og man har gjort det til højforræderi at dyrke den. I de henved seks tusind år, der har levet mennesker på jorden, har der ofte været tilfælde, hvor den sande religion med nød og næppe overlevede de voldsomme stormløb mod dens mure. I perioder har den næsten ligget i ruiner, og dog har Jehova altid oprejst trofaste mænd til at tale dens sag og kæmpe for dens beståen, trods personlige tab og uden at ænse dødsfare. Disse mænd bødede murbruddene og genskabte farbare veje, så folket atter kunne tilbede Jehova Gud i ånd og i sandhed. Vi lever i en lignende kritisk periode nu.

3. Hvorfor dyrkedes den rene religion i Eden, og hvorfor ophørte man dermed?

³ Før Adams ulydighed blev den rene religion dyrket i Edens have, for dengang fandtes kun tilbedelsen af den eneste Gud, Jehova. Mennesket nød store velsignelser, mens han befandt sig i denne rene tilstand og udførte det glædelige hverv at tage sig af den lavere skabning, som det var Guds hensigt at gøre ham til herre over. Alt åndede fred og ro, og der hørtes ingen mislyd i denne skønne lysthave. Mennesket havde ikke brug for en mellemmand mellem sig og Gud, for Jehova talte til ham, når dagen var forbi, sandsynligvis ud på aftenen. Men disse paradisiske forhold varede ikke længe, for Adam svigtede den sande religion og gav sig til at dyrke den falske. En overlagt ulydighedshandling gjorde ende på de mange velsignelser. Skulle denne lykkelige tilstand genoprettes og blive hans efterkommere til del, måtte der fremstå en, som havde magt og myndighed til at gøre det. Menneskeheden gik glip af disse vidunderlige velsignelser og af selve livet, og nu er de kommet så langt bort fra den sande religion, at mange end ikke ved, hvori den består. I deres uvidenhed tror de, at deres afguderiske religion er den rigtige, idet de overhovedet ikke ænser den forfærdelige frugt, den har båret, og ikke ser, i hvor høj grad den har udslettet enhver lighed mellem Skaberen og skabningen.

4. Gør i korthed rede for, hvad der sker, når den sande religion tabes af syne.

⁴ Mennesket er skabt i „Guds billede“, og det indebærer, at han må tilbede Jehova i renhed. Han må leve efter de samme principper og handleregler som sin Skaber. Når mennesket holder op med at tilbede Jehova, ophører han øjeblikkelig med at anerkende sit ansvar over for Gud. Hans indsigt glipper, og han haster frem ad dårskabens vej, syg i sit sind, hvilket giver sig udslag i, at han ser sig om efter træ, sten eller metal og laver sig et billede, maler et ansigt på det og bøjer sig tilbedende for det. Nogle skabninger er tilfredse med at tilbede andre levende skabninger eller livløse ting. Falsk religion avler uvidenhed, frygt, overtro, had, fanatisme og sindssyge. Sand religion fremelsker godhed, glæde, fred, kærlighed og liv. Menneskehedens håb og frelse er knyttet til genoprettelsen af den sande religion.

5. Hvem er ophavsmanden til falsk religion, og hvorfor fremkaldte han et brud mellem Gud og mennesker?

⁵ Satan er ophavsmanden til falsk religion, for med oprøret i Edens have fremkaldte han med velberåd hu et brud mellem Gud og mennesker, og det lykkedes ham til fulde. Derpå begyndte han at organisere menneskene under sit tilbedelsessystem. Satan har altid gjort sit yderste for at hindre menneskeslægten i at tilegne sig kundskab om Jehova. Med dette for øje har han fået mennesker til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen, og i de forløbne århundreder har de som religion dyrket alt lige fra solen til jordens kryb. Det har affødt forvirring over hele jorden. Paulus skriver: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ (2 Kor. 4:3, 4) Tiden kommer, da Satan ikke længere vil få lejlighed til at bedrage menneskeslægten med falsk religion, for om Jesus er der forudsagt: „Og han greb Dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.“ — Åb. 20:2, 3.

6. Hvilket forhold rådede der på Noas og Paulus’ tid, og hvilken andel har falsk religion i disse tilstande?

⁶ De fordærvede tilstande, der opstår, når sand religion tabes af syne, kom grelt til udtryk gennem den ondskab, der rådede på Noas tid: „Og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. Da sagde Gud til Noa: Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.“ (1 Mos. 6:12, 13) To tusinde år senere gjorde de samme forhold sig gældende, for Paulus siger: „Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme . . . Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr. . . . Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed — hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere.“ (Rom. 1:21-31) Paulus tilkendegiver også, at de samme onde forhold ville råde i de sidste dage, lige før den onde tingenes ordning skulle ophøre. — 2 Tim. 3:1-7.

7. Hvad er nu påkrævet, dersom mange mennesker skal frelses, og udføres der nu et sådant arbejde?

⁷ De her citerede skriftsteder skildrer med al tydelighed det fordærv, menneskeheden er sunket ned i. Det er absolut påkrævet, at der finder et gennemgribende, opbygnings- og genoprettelsesarbejde sted, for at en del af verdens døende befolkning kan blive genløst og reddet fra det totale sammenbrud. Et sådant verdensomspændende genopbygningsværk går nu for sig, og hundredtusinder er de, som har høstet den største gavn af dette arbejde. Ikke sådan at forstå, at de har fundet en ny religion, men de er snarere blevet ført ind på de gamle stier igen til den religion, apostlene og fortidens trofaste mænd som Noa, Abraham og andre dyrkede. Det har været til uvurderlig vinding for dem, som nu atter udfører en trofast tjeneste for Jehova. De har lært, at Jehova er den Højeste, og Guds kærlighed, der har fundet grobund i deres hjerter og plads i deres liv, har tilskyndet dem til lydigt at gøre hans vilje. Hos disse oprigtige og ærlige mennesker har den sande religion fremkaldt ærbødighed, lovprisning, taknemmelighed, håb og gudsfrygt. Den har knyttet dem fast til den Almægtige og fået dem til villigt at lægge alt i Jehovas hånd.

8. Er den sande religions velsignelser begrænsede? Begrund dit svar.

⁸ Den sande religion kræver vor personlige stillingtagen, idet den fordrer, at den enkelte skabning beslutter at underkaste sig Skaberen. En sådan handling er rigtig, for den betyder, at man bestandig føler sig tilskyndet til at yde Gud den tilbedelse og ære, der med rette tilkommer ham. Den medfører, at de, som tilbeder Jehova i sandhed, opnår kærlig samhørighed med Skaberen og lærer at kende og ære ham som deres egen overordnede Herre, at elske ham som en fader og opnå hvile, lykke og fred sammen med hans store familie og i hans hellige tjeneste. De velsignelser, der følger med den sande religion, er så altomfattende, at der ikke er nogen grænser for dem, for den sande gudsdyrkelse indgyder os håb om evigt liv, og udsigten dertil bliver en del af selve vor tilværelse, og det i stærkere og stærkere grad efterhånden som vi lærer at tro på og have tillid til Jehovas og vor Herres, Jesu Kristi, løfter.

9. Hvordan indgyder sand religion os håb, og hvad fører det til?

⁹ Det håb, som sand religion tænder i os, forandrer vort liv. Det udligner alle de smertelige erfaringer, de prøver og skuffelser, der møder os under den nuværende onde tingenes ordning. I verden lægger mangelen på håb sig som en kold hånd om sind og hjerte. Håb om varigt liv får vi kun fra Jehova Gud gennem hans søn. „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) „Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore [under vore, NW] trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd, som blev os givet.“ (Rom. 5:1-5) Dette er den sande religion.

10. Hvad kendetegner dem, som dyrker sand religion?

¹⁰ En og anden vil måske spørge: Hvordan kan vi vide, at det er den sande religion? Svaret lyder, at alt i forbindelse med den må tale til Jehovas ære og pris. Den må bevirke, at vi giver ham større plads i vort sind og hjerte. Den må optænde et ønske og et håb hos os om, at hans navn må blive ophøjet over alle andre navne i universet. Ja, at hans navn JEHOVA må skinne og stråle i sin storheds og majestæts fulde glans for al skabningens blik. Dette er nogle af de ting, der kendetegner sand religion. Den er ikke formvæsen, ritualer eller social virksomhed. Den er ikke noget, hvorved man kan vinde ære og anseelse, men den er en levende, altfortærende nidkærhed for tilbedelsen af Jehova i ånd og i sandhed. Den knytter os til Skaberen og binder os til ham med bånd, der ikke kan brydes. Paulus var en sand tilbeder, og han sagde: „Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:38, 39.

Jehovas navn og sand religion

11. Forklar, hvordan Satan drog sandfærdigheden af Guds ord i tvivl, og hvad bevirkede det?

¹¹ Satans bestræbelser for ved hjælp af falsk religion at fortrænge den sande tilbedelse har ført stor forsmædelse over Jehovas navn. I Eden kastede Satan tvivl over sandfærdigheden af Guds ord, hans hænders værk og hans navns ære, ja endogså over hans ærlige hensigter med menneskeparret. Der står skrevet: „Men slangen var træskere end alle markens andre dyr, som Gud Jehova havde gjort, og den sagde til kvinden: Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven? Kvinden svarede: Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø! Da sagde slangen til kvinden: I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mos. 3:1-5) Disse få ord røber mangt og meget. Satan drog rigtigheden af Jehovas ord i tvivl. Rækkevidden af denne forbrydelse forstås først ret, når vi betænker, hvordan menneskeheden i næsten seks tusinde år har trællet under synd og ondskab, sygdom og sorg, lidelse og død. Hvilken afskyelig selviskhed, hvilken oprørskhed at drage selv Skaberens mindste ord i tvivl! Disse skæbnesvangre ord, „mon Gud virkelig har sagt“ — dels spørgende, dels forstilt overraskede — havde til hensigt at så tvivl og vække mistillid til Skaberen. Dybden af Satans ondskab stilles blot gennem disse ord. Hans oprør mod den guddommelige lov og orden fremgår af hans hån mod den Allerhøjestes navn. Det var første gang, Jehovas navn blev vanhelliget og smædet. Satans plan gik ud på at bryde de bånd, der bandt menneskeparret og Jehova sammen, og forårsage et brud imellem dem, et brud, der ikke lod sig hele, men hindrede, at det oprindelige sunde forhold genopstod.

12. Hvad ligger der i skriftstedet: „På den tid begyndte man at påkalde Jehovas navn“?

¹² I det tredje århundrede af menneskeslægtens historie, dengang Enosj, Sets søn, levede, begyndte man åbenlyst at vanhellige Jehovas navn. Der siges: „På den tid begyndte man at påkalde Jehovas navn.“ (1 Mos. 4:26) Ikke at menneskene, angrede og i ydmyghed søgte at tjene Jehova. Hebraiske lærde har hævdet, at dette skriftsted burde gengives „begyndte på vanhellig vis at påkalde“, eller „da begyndte vanhelligelsen“. Det er en kendsgerning, at det samme hebraiske udsagnsord er oversat med „vanhellige“ i 3 Mosebog 21:6, men der står det i en anden bøjningsform. På dette tidspunkt var det, at der fandt afgudsdyrkelse sted. Bemærk i denne forbindelse disse oplysende kommentarer: „Dengang Enosj levede, for Adams sønner vild, og hans samtids vise mænd blev dårer, og Enosj selv var blandt dem, der for vild. Deres vildfarelse bestod i, at de sagde: Eftersom Gud har skabt disse stjerner og kloder og sat dem på himmelen og forlenet dem med ære, og de er tjenere, der tjener ham, er det ret og rimeligt, at mennesker hylder, hædrer og højagter dem. . . . de begyndte at bygge templer for stjernerne og ofre til dem . . . for at de efter deres eget onde sind kunne opnå Skaberens gunst; det var roden til afgudsdyrkelse o.s.v. . . . Med tiden gik det (Guds) herlige og frygtindgydende navn alt levende ad glemme, de kendte det ikke og anerkendte ikke ham.“ (Citeret fra Treatise on Idolatry af Maimonides) Her ser vi det jødiske syn på 1 Mosebog 4:26 og Satans snedige plan.

13. Hvordan trodsede Nimrod Jehova, og fremmede han den falske religion?

¹³ Den oprørske Nimrod foragtede dem, som tilbad Jehova, for Noa og Sem havde uden tvivl forkyndt Jehovas befalinger for menneskeslægten og også hans forbud mod unødig blodsudgydelse. Nimrod trodsede Jehova og gjorde sig til folkets hersker. „Han var en vældig jæger for Jehovas øjne. [i opposition mod Jehova, NW]; derfor siger man: En vældig jæger for Jehovas øjne [i opposition mod Jehova, NW] som Nimrod.“ (1 Mos. 10:9) Jerusalems Targum lyder: „Han var en vældig jæger [eller vældig til at gøre bytte] og stor i synd for Gud, thi han gjorde jagt på menneskenes børn i deres tungemål, og han sagde til dem: Forlad Sems religion og hold jer til Nimrods påbud.“ Hans mål var at gøre det af med sand religion. Babel var begyndelsen til hans rige. (1 Mos. 10:10) At byen Babel og dens store tårn blev bygget, vakte Jehovas mishag. Beretningen siger: „Se, de er eet folk og har alle eet tungemål; . . . Da spredte Jehova dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav [ophørte efterhånden med, NW] at bygge byen.“ (1 Mos. 11:5-8) Denne by og dette tårn blev bygget i den hensigt at udslette Jehovas navn, og for at dens indbyggere i trods mod Gud kunne vinde sig selv et navn.

14, 15. a) Hvordan blev faraos opsætsighed til lovprisning for Jehova? b) Hvilke brud hører vi om på Moses’ og Elias’ tid?

¹⁴ På Moses’ tid satte farao sig op mod Jehova og ophøjede sig selv til noget større i verdens øjne. Jehova tilintetgjorde denne vældige verdensherskers magt, styrtede hans afguder i grus og hævdede sig selv som den Højeste. Guds advarsel til farao lød: „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16) Både mens Moses og hans efterfølger Josua levede, var det nødvendigt klart og tydeligt at give folket valget mellem at holde sig til den sande religion eller gå glip af Guds gunst ved at antage falsk religion. Israels folk blev gang på gang reddet fra undergang. Ved een lejlighed bad Moses Jehova frelse dem for sit eget navns skyld. Gud bønhørte ham, og bruddet blev helet. „Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte mand, stilled sig i gabet for hans åsyn for at hindre, at hans vrede lagde øde.“ — Sl. 106:23.

¹⁵ Et andet alvorligt brud blev helet på Elias’ tid. Bruddet skyldtes Jehovas væmmelse over kong Akabs frafald til hedensk religion. Jesabel, hans dronning, var en datter af zidoniernes konge Etba’al, en tidligere præst for Astarte og Ba’al, hjemmehørende i Fønikien, hvor Kana’ans efterkommere levede. Akab skulle aldrig have ægtet denne vantro kvinde, der nærede et uforsonligt had til den rene religion. Hun organiserede sit eget præsteskab, og det berettes, at 450 af disse præster spiste ved hendes bord, hvilket var ensbetydende med, at de levede på landets bekostning. Nogle år forud havde Samuel afskaffet den falske religion, men Jesabel genindførte den. Tidspunktet var kommet, da Israels folk måtte vælge, hvem de ville tjene, Jehova eller Ba’al.

16. Hvad skete der under styrkeprøven mellem den sande og den falske religion?

¹⁶ Den sande religion var i forfald. Dog brugte Jehova Elias til at genopbygge det nedbrudte og genindføre den sande religion, for Elias virkede til ophøjelse af Jehovas navn. Kong Akab beskyldte Elias for at bringe ulykke over Israel, men profeten svarede ganske frygtløst: „Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Jehova og holder jer til ba’alerne!“ Elias sendte bud ud til hele Israel og kaldte dem sammen på Karmels bjerg tilligemed de 450 falske ba’alspræster. Så sagde Elias: „Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er Jehova gud, så hold jer til ham, og er Ba’al gud, så hold jer til ham!“ Derpå fulgte styrkeprøven, der er skildret i 1 Kongerne 18:17-40. Læg mærke til Ba’als håbløse mangel på evne til at hjælpe disse fanatikere, der råbte og skreg og tøjlesløst hengav sig til deres umoralske hedenske ceremonier for at stille deres gud tilfreds. Læs beretningen og forestil dig deres ophidselse og afsindige vildskab. Da der stadig intet svar kom, blev deres hedenske ritual end mere sanseløst og blottet for al skam (for ba’alsdyrkelsen var i høj grad usømmelig), og disse besatte djævletilbedere begyndte at såre sig selv, så blodet flød. Hele dagen stod dette på, indtil de sank om af udmattelse. Hvilken hæslig tilkendegivelse af dæmonreligion for øjnene af dem, der burde have tilbedt Jehova i helligt skrud!

17. Hvilken stor modsætning sås mellem Elias’ og ba’alsprofeternes holdning?

¹⁷ Vend nu opmærksomheden mod Elias. Roligt, ærbødigt og uden upassende følelsesudbrud bad han til Jehova med en alvor og værdighed, der stod i skærende modsætning til de falske profeters utugtige vanvid: „Jehova, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud! Lad det kendes i dag, at du er Gud i Israel og jeg din tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit ord! Hør mig, Jehova, hør mig, for at dette folk må kende, at du Jehova er Gud, og at du atter drager deres hjerte til dig!“ Hvor letfattelig er ikke denne bøn, og hvor røber den ikke Elias’ inderlige kærlighed til Jehova og til Israel, for han lagde hele sit hjerte i denne bøn til Jehova! Hans tro var stærk, og han ønskede ikke, at Jehovas forbandelse skulle ramme folket. Derfor bad han om, at folkets hjerter måtte drages til de gamle stier igen, og at de ville opgive Ba’als selviske, ophidsende og ødelæggende falske religion.

18, 19. a) Hvordan genoprettede Elias den sande religion? b) Vis, hvordan Jehova bønhørte ham, og hvilket resultat det fik. c) Hvad var årsagen til bruddet på Jeremias’ tid?

¹⁸ Elias ærede og ophøjede Jehova og nægtede at benytte ba’alsalteret. Han foretrak at istandsætte Jehovas nedbrudte alter, som folket i foragt havde ladet forfalde, fordi de ikke brugte det mere. Elias tog tolv sten, og med dem genopbyggede han alteret. I forvejen havde han forkyndt, hvad der ville ske, og hans tro var urokkelig. Han forsvarede Jehovas navn og slog til lyd for genoprettelsen af den sande religion i Israel, og for at man genopbyggede det nedbrudte. Hans bøn varede måske kun nogle få minutter, men Jehovas svar kom omgående. Da tilskuerne så denne pludselige ild fra himmelen fortære brændofferet, kunne de ikke tvivle på, hvem der var Gud. „Da alt folket så det, faldt de på deres ansigt og råbte: Jehova er Gud, Jehova er Gud! Men Elias sagde til dem: Grib Ba’als profeter, lad ingen af dem slippe bort! Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der.“ — 1 Kong. 18:39, 40.

¹⁹ Det var en sejrsdag for Elias, for han blev brugt til at hele bruddet, genoprette den sande religion og ophøje Jehovas navn. Elias havde sat livet i vove, da han protesterede mod denne vanhellige, gudsbespottelige og bestialske falske religion, men han var nidkær for Jehova. Jehova er en nidkær Gud og tåler ingen rival. Elias’ opfattelse af den Almægtige var så ophøjet, at den fuldstændigt udelukkede alle andre guder og genstande som mål for tilbedelse. Styrkeprøven på Karmel er en af de mest bemærkelsesværdige, der nogen sinde er blevet skildret. Dog gjorde afgørelsen på denne prøve ikke for evigt ende på spørgsmålet, for inden længe begyndte den usynlige Satan atter at nedbryde det arbejde, Elias havde bygget op, og at vende Israel bort fra den sande religion. Senere kom det til et brud, der varede i halvfjerdsindstyve år, i hvilken tidsperiode Jerusalem og Judas byer lå i ruiner. Jeremias havde gang på gang advaret Israel mod falsk religion, og et af hans budskaber lød: „Hør dette, du tåbelige folk, som er uden forstand, som har øjne, men ikke ser, og ører, men ikke hører: Vil I ikke frygte mig, lyder det fra Jehova, eller bæve for mit åsyn? . . . Dette folk har et trodsigt og genstridigt hjerte, de faldt fra og gik bort. De siger ikke i deres hjerte,: Lad os frygte Jehova vor Gud, som giver os regn . . . Gyselige, grufulde ting går i svang i landet; profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når enden kommer?“ — Jer. 5:21-31.

20. Hvorfor råbte dyrkerne af falsk religion „fred!“, og hvorfor vakte det Jehovas mishag?

²⁰ Jehova sagde: „Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: Fred, fred! skønt der ikke er fred.“ Jehovas vrede måtte komme, og ingen af de falske profeters fredsbestræbelser kunne standse den. Disse dyrkere af falsk religion handlede forræderisk mod Jehova, for de modvirkede og ophævede Jehovas, den Allerhøjestes, Israels sande konges, bud og befalinger. De søgte at rokke Jehovas trofaste sendebud i hans lovlydighed mod Gud. „Så siger Jehova: Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for jeres sjæle. Men de svarede: Det vil vi ikke.“ Og igen: „Mine øjne skal rinde med gråd ved nat og ved dag og aldrig høre op; thi mit folks jomfruelige datter ligger lemlæstet hårdt, såret er såre svart.“ Bruddet var så stort, at det sendte Guds folk i fangenskab i over halvfjerdsindstyve år. De skulle lære, at kun een måde at tilbede på var den rette. „Kan et menneske lave sig guder? De er dog ikke guder! Se, derfor lader jeg dem mærke, denne gang lader jeg dem mærke min hånd og min styrke; og de skal kende, at mit navn er Jehova.“ — Jer. 6:13-19; 14:17; 16:20, 21.

21. Hvorledes havde Esajas forudsagt, at det skulle komme til et brud?

²¹ Længe før Jeremias’ tid havde profeten Esajas advaret Israel om det kommende brud med Jehova, men de nægtede at lytte til hans ord. „Thi det er et stivsindet folk, svigefulde børn, børn, der ikke vil høre Jehovas lov, som siger til seerne: Se ingen syner! til fremsynte: Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels Hellige! Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, derfor skal denne brøde blive for jer som en truende, voksende revne [et brud, AS] i en knejsende mur, hvis fald vil indtræffe brat, lige i et nu.“ — Esajas 30:9-14.

22. Hvorfor skubbede dyrkerne af falsk religion Jehovas navn fra sig?

²² Israel ville intet have med sandheden og den rene religion at gøre. De prøvede at overtale profeterne til kun at tale „smiger“ til folket. De hårde sandheder var for meget for deres brødefulde og frygtagtige sind. De ønskede, at deres egne profeter skulle forsikre dem om, at Jehovas domme ikke ville ramme dem. De forlangte, at Esajas endog skulle ophøre med at nævne Jehovas navn. De sagde: „Lad os være i fred for Israels Hellige!“ Deres trods mod Skaberen kendte ingen grænser. De var blevet så forhærdede, at de snerrede ad ham, som opretholdt deres liv, og i had vendte de sig mod den moder, der havde født dem. Hvilken frygtelig forfatning befandt de sig ikke i, en forfatning, der med al tydelighed viste, hvor afsindige og rå mennesker bliver, når de dyrker falsk religion! De ønskede at slette Jehovas navn af deres erindring. „Vi vil ikke have noget med det at gøre,“ sagde de. Men den trofaste profet ville ikke for et øjeblik bare så meget som tænke på at holde op med at tale i Jehovas navn. Aldrig vil nogen trofast tjener tøve med at forkynde dette navn og det budskab, Jehova sender dem med, og sande tilbedere vil aldrig gøre sig skyldige i at skjule Jehovas navn under sådanne almindelige benævnelser som „Herren“ eller „Gud“ for at få hans budskab til at glide lettere ned hos verdens mange forskellige folkeslag. De, som skjuler Jehovas navn, skammer sig over dette navn og er bange for de domme, det står som en garanti for.

23, 24. Hvad fører det til, at man følger forbudte stier? Hvornår lod Jehova Amos’ profeti gå i opfyldelse?

²³ Gennem Jeremias lød følgende budskab: „Mit folk har glemt mig og ofrer til løgn. . . . De snubler på deres veje, de ældgamle spor, og vandrer ad stier, en vej, der ikke er højnet.“ (Jer. 18:15) Idet de svigtede Jehova, forlod de ganske automatisk de ældgamle spor eller stier. Israel vendte sig bort fra den højt ophøjede Jehova for at dyrke værdiløse, umælende afguder uden indsigt eller forstand, og det blev til fald for hele folket. I lovløshed betrådte de forbudte og ukendte stier. De var helt prisgivet deres forførere og bragte stor ulykke over sig selv ved at forlade den banede kongevej. De lod hånt om Jehovas advarsel og kunne ikke tåle at høre hans frygtindgydende navn. Hans overvældende hellighed levnede dem intet ståsted.