Gør dit barn forstandig brug af tiden?

„HVILKEN ugudelig beskæftigelse for børn at befatte sig med!“ Blev de grebet på fersk gerning i færd med at stjæle eller ødelægge andres ejendom? Nej! De gik fra hus til hus og fortalte folk om Bibelens budskab. Men ingen kunne da finde på at kalde det en „ugudelig“ beskæftigelse? Måske synes du det ikke, men så har du ikke samme opfattelse som Raymond Wilcox, der er præst i den engelske kirke i Bentley, Walsall, Staffordshire.

Hans modvilje over for Jehovas vidners „bibelciterende børn“ kom til udtryk i en artikel i The Sunday Express, London, for den 26. april 1964, i hvilken han stemplede denne anvendelse af deres tid som „ugudelig“ fordi de sammen med deres forældre tager del i et religiøst arbejde fra hus til hus. En anden præst fra Birmingham, Peter Hayward, hvis udtalelser blev anført i den samme artikel, anlagde et lignende synspunkt.

Om en tolvårig pige der kom til denne præsts dør klagede han: „Hun citerede skriftsteder fra Bibelen som en lektie i skolen. Det var ganske tydeligt at hun ikke forstod hvad hun talte om.“ Havde præsten stillet pigen nogle spørgsmål i stedet for bare at blive irriteret, ville han sikkert være blevet overrasket over hendes svar. I den teokratiske skole, som alle Jehovas vidners menigheder afholder, oplæres børn og unge til at foretage et studium af mange forskellige emner. Fra talerstolen holder drengene prædikener de selv han forberedt. Pigerne foretager et lignende studium og holder prædikener for en anden mens hele menigheden ser til og lytter efter. Hvorfor roste den føromtalte præst ikke den lille pige fordi hun kunne citere skriftsteder? Er den engelske kirke modstander af at børn kan deres Bibel?

At børn indprenter sig skriftsteder og citerer dem er ikke noget nyt. I Mattæus-evangeliets 21. kapitel fortælles der os at da Jesus havde drevet vekselererne ud af templet råbte børnene i helligdommen et citat fra Salme 118 og sagde: „Hosianna Davids søn!“ De eneste der harmedes over det var ypperstepræsterne og de skriftkloge, hvem Jesus fordømte. Jesus irettesatte disse religiøse ledere og forklarede det betimelige i at børn bruger deres tid og deres mund til at prise Gud: „Har I aldrig læst de ord: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?’“ Tilsyneladende deler den engelske kirkes talsmænd ikke Jesu Kristi syn på sagen. — Matt. 21:15, 16.

Ud fra det synspunkt at vidnearbejde fra hus til hus ikke er nogen klog anvendelse af tiden og med tilsyneladende bekymring for børnenes velfærd fortsætter artiklen med at anføre Wilcox’ videre betragtninger: „Ikke alene er det ugudeligt, men man udsætter børnene for fare.“ Havde han kigget ned ad gaden ville han utvivlsomt have fået øje på voksne vidner et par døre længere henne. Et af Jehovas vidner forklarede i et interview med The Sunday Express: „Børnene får nøje besked på ikke at gå ind i et hus uden i følge med et voksent medlem af organisationen, og der er altid en voksen i nærheden som de kan kalde på hvis der opstår vanskeligheder.“ Når man tænker på hvordan mange unge bruger deres tid til ugudelige formål og mindes den skændige vandalisme som en gruppe på 600 unge med for megen tid tilovers øvede i påsken da de som en hærgende græshoppesværm overfaldt Clacton-on-Sea i Essex, er det så ikke mærkeligt at præster dadler børn for at bruge deres tid til religiøst arbejde? Ikke så mærkeligt at det ser sløjt ud med kirkegangen i England.

Børn har med deres umiddelbarhed og deres enkle sprog opildnet voksne til handling. Bibelen fortæller om et tilfælde hvor en højtstående militærperson tog notits af hvad en lille pige sagde, og høstede stor gavn af det. Han hed Na’aman og var hærfører for kongen af Aram. Han var spedalsk. En lille pige man havde røvet i Israel „var kommet i tjeneste hos Na’amans hustru“. Da der var gået nogen tid sagde den lille pige til sin frue: „Gid min herre var hos profeten i Samaria; han ville sikkert skille ham af med hans spedalskhed!“ Na’aman blev kureret for sin spedalskhed fordi han var ydmyg nok til at tage notits af en lille piges ord. — 2 Kong. 5:2, 3.

Et barn kan også overbringe et advarsels- eller domsbudskab fra Gud. Drengen Samuel overbragte et sådant budskab til præsten Eli. Gud sagde til Samuel: „Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge øren på enhver, som hører derom.“ Hvad ville en præst i dag tænke om et barn der blev brugt til at overbringe et så opsigtsvækkende budskab? Eli svarede: „Han er [Jehova]; han gøre, hvad ham tykkes bedst.“ (1 Sam. 3:11-18) Om det budskab et barn overbragte ham sagde pastor Hayward: „Hun prøvede på at fortælle mig at tiden er kommet da Gud vil tilintetgøre alle onde mennesker på jorden. Hvor forfærdeligt at lære et barn noget sådant!“ Ikke desto mindre var det Jesus Kristus som lærte at de onde skal udslettes. Efter at han havde fortalt om hvordan Vandfloden tilintetgjorde de onde og gudløse mennesker på Noas tid og hvordan der „på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen“ og ødelagde Sodomas onde indbyggere, tilføjede han: „På samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ — Luk. 17:26-30.

Mange profetier i Bibelen peger på at vi nu lever i den tid Jesus talte om. Både forældre og børn bør derfor bruge deres tid på en måde der vil vinde dem Guds godkendelse og ikke nedkalde hans vrede over dem. De vil gøre klogt i at følge apostelen Paulus’ råd: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ (Ef. 5:15-17) Selv om kirkerne fordømmer børn der viser næstekærlighed ved at gå fra hus til hus og udbrede kendskab til Bibelen, ser Gud med velvillige øjne på det de foretager sig. I hans skrevne ord læser vi denne opfordring i Salme 148:7, 12, 13: „Lad pris stige op til [Jehova] . . . ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise [Jehovas] navn.“ Hvis du gør det og hjælper din familie til at gøre det samme, kan du være forvisset om at dit barn bruger sin tid på en forstandig måde.