„Født i Østen og klædt i orientalsk skikkelse og billedsprog betræder Bibelen hjemmevant alverdens veje og går ind i land efter land for at finde sine egne overalt. Den har lært at tale på hundreder af sprog til menneskers hjerter. Børn lytter til dens fortællinger med undren og glæde, og vise mænd grunder over dem som livets lignelser. De onde og de stolte skælver ved dens advarsler, men til de sårede og angrende taler den med en moders røst. Den er blevet knyttet til vore inderligste længsler sådan at Kærlighed, Venskab, Sympati, Hengivenhed, Minder og Håb ifører sig dens skattede tales smukke klædning: Ingen som ejer denne skat er fattig og forladt.“

Hvordan stiller De Dem? Hvis De også skal sætte Bibelen højere end alle andre bøger, må De selv læse og studere den. Jehovas vidner vil være glade for at vise Dem hvordan man kan studere den systematisk, uden at det skal koste Dem noget eller forpligte Dem på nogen måde. Fortæl blot det næste Jehovas vidne som ringer på Deres dør at De gerne vil have et gratis hjemmebibelstudium. De vil snart komme til at betragte Bibelen som „et lys, der skinner på et mørkt sted“. (2 Pet. 1:19; Sl. 119:105) Vær som den mand der „har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat“, og De vil få gavn deraf. (Sl. 1:1, 2; Jos. 1:8) Jehovas love, vidnesbyrd, forskrifter, bud og lovbud vil blive „søde fremfor honning“ for Dem, og De vil komme til at betragte visdommen derfra som noget der er „bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld“, for den vil betyde livet for Dem. — Sl. 19:8-11; Ordsp. 3:13-18.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor begik kong David en synd da han holdt mandtal, som berettet i Anden Samuelsbog, kapitel 24? — M. C., U.S.A.

Sandt at sige ved vi det ikke med sikkerhed, for Bibelen præciserer ikke nærmere hvori synden bestod. Men tænker man nærmere over det der fandt sted, bliver man dog klar over at Jehova på ingen måde var uretfærdig eller grusom i sin måde at handle på.

Beretningen lyder: „[Jehovas] vrede blussede atter op mod Israel, så at han [en, NW] æggede David mod dem og sagde: ’Gå hen og hold mandtal over Israel og Juda!’ Kongen sagde da til Joab og hærførerne, der var hos ham: ’. . . Hold mønstring over folket, for at jeg kan få tallet på det at vide!’ Men Joab svarede kongen: ’Måtte [Jehova] din Gud forøge folket hundredfold, og måtte min herre kongen selv opleve det — men hvorfor har min herre kongen sat sig sligt for?’ Men Joab og hærførerne måtte bøje sig for kongens ord. . . . Men efter at David havde holdt mandtal over folket, slog samvittigheden ham, og han sagde til [Jehova]: ’Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort!’“ — 2 Sam. 24:1-10.

Det var ikke forbudt at holde mandtal eller folketælling i Israel. Ikke længe efter udgangen af Ægypten talte Gud til Moses om ’at holde mandtal over israelitterne’. Alle mand som kunne udføre militærtjeneste skulle mønstres, og der blev afkrævet en hovedskat som gik til tjenesten ved tabernaklet. (2 Mos. 30:11-16; 4 Mos. 1:1-3) Endnu en folketælling blev holdt kort før israelitterne gik ind i det forjættede land. — 4 Mos. 26:1-4.

På baggrund heraf har forskellige bibelkommentatorer anført flere mulige grunde for at Jehova betragtede Davids folketælling som en synd. Nogle har ment at David begik en fejl ved ikke at opkræve den hovedskat som Gud havde sagt skulle betales ved sådanne lejligheder. Andre er af den formening at kongen viste tegn på svaghed ved at prøve at finde ud af hvor stor hans militærstyrke var, i stedet for at stole på at Gud kunne skænke sejr uanset hærens størrelse. Andre igen anfører at David kan have givet efter for menneskelig stolthed og gerne ville kunne prale af Israels storhed og betydning.

Men som sagt ved vi simpelt hen ikke hvorfor Davids folketælling var en synd. Hans handling var afgjort forkert, for det var Satan som „trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over Israel“. (1 Krøn. 21:1) Selv Joab, der undertiden lod sine egne følelser og ambitioner gå forud for det der var ret, forstod at Davids folketælling var forkert, for der stor at „kongens ord var Joab en gru“. (1 Krøn. 21:6) Der er langt mellem os og begivenhederne dengang,