• Et fast udgangspunkt i historien
    Vagttårnet – 1965 | 15. december

    • følge Bibelens tidsregning undgår vi den fejl som gøres inden for kristenheden, hvor man ser bort fra profetien om de halvfjerds års øde tilstand og sætter Jerusalems ødelæggelse til 587 f.v.t. Man skærer det tidsrum hvori Jerusalem og Juda lå øde ned til halvtreds år fordi man godtager hedenske historikeres upålidelige udregninger i stedet for Guds ufejlbarlige ord. — 2 Krøn. 36:19-23.

      13. (a) Hvad blev den hjemvendende rest sammenlignet med? (b) Hvad lovede Jehova dem?

      13 Elleve år før Jerusalem blev ødelagt og Judas land affolket, havde Jeremias et syn hvori han så den hjemvendende rest som en kurv der indeholdt „såre gode figener“. De nidkære hjemsendte var som disse figener fordi de drog tilbage for at genoprette den sande tilbedelse af Jehova på det sted hvorover han havde nævnt sit navn. I Jeremias’ bog, 24:1-7, siger Jehova blandt andet: „Jeg vil fæste mine øjne på dem med velbehag og føre dem hjem til dette land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem. Jeg giver dem hjerte til at kende mig, at jeg er [Jehova]; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres hjerte.“

      Den sande tilbedelse genindført

      14. (a) Hvordan havde Jehova brugt Kyros som forudsagt? (b) Hvad var det første den hjemvendte rest tog fat på? (c) Hvordan beskriver Ezra genoprettelsen af den sande tilbedelse på det sted Gud havde udpeget?

      14 Som forudsagt to hundrede år i forvejen i Esajas’ bog, 44:28, havde Kyros som en hyrde ført Jehovas får tilbage til deres egen fold i Judas land. Samtidig forudsagde Jehova at templets grundvold skulle lægges. I den syvende måned, lige efter hjemkomsten, var det for tidligt at lægge grunden, men dette forhalede ikke genoptagelsen af Jehovas tilbedelse. Judæerne var omgivet af bitre fjendtlige nationer, men de gik straks i gang med at bygge et antageligt alter, som vi læser:

      „Og Jesua, Jozadaks søn, og hans brødre præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels søn, og hans brødre skred til at bygge Israels Guds alter for at ofre brændofre derpå som foreskrevet i den Guds mand Moses’ lov. Således rejste de alteret solidt på dets egen plads, thi frygt kom over dem på grund af landenes folk, og de begyndte at bringe brændofre til Jehova derpå, morgen- og aftenbrændofrene. Derpå fejrede de løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede brændofre dag for dag i det rette tal og på den foreskrevne måde, hver dag hvad der hørte sig til, og siden det daglige brændoffer og de brændofre, som hørte til nymånerne og alle [Jehovas] hellige højtider, og alle de brændofre, man frivilligt bragte [Jehova].“ — Ezra 3:2-5, vers 3 efter NW.

      15. Hvilke „højtidsstævner“ fejrede den hjemvendte rest, og hvem tog del i festlighederne?

      15 I Ezra 3:6 siges der: „Den første dag i den syvende måned begyndte de at ofre brændofre til [Jehova], før grunden til [Jehovas] helligdom endnu var lagt.“ Dette vil efter den gregorianske kalender sige den 28/29. september 537 f.v.t.d Den første dag i måneden fejrede de altså nymåne i den syvende måned af det år. (4 Mos. 10:10; 28:11; 1 Sam. 20:5, 18, 24) Den femtende dag i samme måned begyndte de i overensstemmelse med Guds lov at fejre løvhyttefesten, højtiden for frugthøsten, der varede syv dage. (3 Mos. 23:33-43; 2 Mos. 23:16; 34:22) Disse „højtidsstævner“ var uden tvivl glædelige fester for den trofaste jødiske rest og for dem der var fulgt med tilbage, nethinim, der nu tjente ved alteret som brændehuggere og vandbærere. — Ezra 2:70, NW.

      Grunden til templet lægges

      16. Hvornår blev grunden til det nye tempel lagt, og hvilket indtryk gjorde det på tempelbyggerne?

      16 Nu skulle Jehovas profeti om templet opfyldes. Der var sagt: „Det skal grundes!“ Og det blev det:

      „I den anden måned [siv eller ijar, den måned i hvilken kong Salomon havde påbegyndt opførelsen af det første tempel] i det andet år [536 f.v.t.] efter deres ankomst til Guds hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, sammen med alle deres brødre, præsterne og levitterne, og alle dem, der var kommet fra fangenskabet til Jerusalem, begyndelsen, idet de satte levitterne fra tyveårsalderen og opefter til at lede arbejdet med [Jehovas] hus. . . . Og da bygningsmændene lagde grunden til [Jehovas] helligdom, stod præsterne i embedsdragt med trompeter, og levitterne, Asafs efterkommere, med cympler for at lovprise [Jehova] efter kong David af Israels anordning; . . . Men mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel [som Salomon havde bygget], græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel, men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde.“ Denne blanding af gråd og jubel hørtes langt bort. — Ezra 3:8-13.

      17. (a) Hvem modarbejdede templets opførelse? (b) Havde disse held til at gennemføre deres planer?

      17 Men dette arbejde blev ikke gennemført uden modstand. Kun rene, indviede mennesker kunne være med til at genopbygge Jehovas hus, så de omliggende landes folk blev nægtet adgang til arbejdet. De begyndte at blande sig i byggeriet. De gjorde alt hvad de kunne for at „bringe [jødernes] planer til at strande; således gik det, så længe perserkongen Kyros levede, lige til perserkongen Darius’ regering“. (Ezra 4:1-5) Til sidst skaffede de en skrivelse fra kongen af Persien med befaling til jøderne om at standse byggeriet. „Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår.“ (Ezra 4:6-24) Det var naturligvis ikke mederen Darius, men perseren kong Darius I; han begyndte at herske i 522 f.v.t.

      18. For hvem er årstallet 537 f.v.t. vigtigt, og hvorfor?

      18 I de næste to numre af dette blad skal vi se at Guds fjender ikke i længden kunne hindre genopførelsen af templet og byen Jerusalem, som Jehova også havde besluttet skulle genopbygges til et ganske bestemt tidspunkt. Men det foregående er tilstrækkeligt til at vise at årstallet 537 f.v.t. er af største betydning. Det betød noget dengang, både for Jehova og for den trofaste rest af jøder der vendte hjem fra Babylon. Det er også vigtigt for mennesker der studerer Bibelen i dag, for ved hjælp af det kan de regne ud hvor længe der har levet mennesker på jorden, hvornår Vandfloden fandt sted, hvornår pagten med Abraham blev indgået, hvornår udgangen af Ægypten skete, hvornår de fyrretyve år Israel vandrede i ørkenen begyndte og sluttede, og hvornår talløse andre yderst vigtige bibelske begivenheder fandt sted. Det er vigtigt for hver eneste af os, for ved hjælp af det kan vi få bekræftet at det der sker i vor tid er et vidnesbyrd om at de „syv tider“, „nationernes fastsatte tider“, er endt og Guds rige ved Kristus blevet oprettet i himlene i 1914 e.v.t.