Kan videnskaben løse vore problemer?

„VI kan løse vore problemer . . .,“ pralede en videnskabelig redaktør i U.S.A. sidste år.

Engang ville en sådan udtalelse måske have stået uimodsagt, for i mange år syntes videnskaben at vinde den ene strålende sejr efter den anden. Men i 1960erne og først i 1970erne begyndte skuffelsen at melde sig.

Det er sandt at videnskaben har været årsag til forbløffende fremskridt. Men — ja, der er et men. Trods oprigtige anstrengelser for at løse fødevareproblemet må flere end nogen sinde gå sultne i seng. Trods videnskabelige metoder til bekæmpelse af kriminaliteten er lovløsheden blevet ved med at vokse og har bredt sig fra byerne ud i de engang så fredelige landdistrikter. Luften og vandet er blevet forurenet med affaldsstoffer. Nogle giver også videnskaben skylden for at der er opstillet raketter med en uhyggelig ødelæggelsesevne, rettet mod verdens storbyer.

Nu da vi skriver 1975, er mange som før gik ind for videnskaben, derfor ikke mere så sikre i deres sag. De ser at videnskaben godt nok har medført visse goder, men også alt for mange onder. Disse mangler ved videnskaben udspringer imidlertid af en enkelt grundlæggende svaghed. Denne svaghed er på ingen måde ny, men blot mere tydelig nu som følge af de verdensomspændende problemer der er i dag.

Denne hovedsvaghed påpeges i Bibelen, i Jobs bog, der blev skrevet for over 3400 år siden. Job lagde mærke til menneskenes videnskabelige kunnen, blandt andet deres opfindsomhed i forbindelse med at hugge gange dybt ind i klipperne for at fravriste jorden dens rigdomme. Men hvad sagde Job de manglede? Vi læser:

„Men visdommen — hvor mon den findes, og hvor er indsigtens sted?“ — Job 28:12.

Sand visdom — det er hvad videnskaben mangler og altid har manglet. Den må ledes — ledes i de rette baner. Eller, som Milton Katz fra Harvard-universitetet udtrykker det: „Problemet er ikke teknologien. Problemet er den måde vi har brugt teknologien på.“

Visdommen, det vil her sige evnen til at bruge videnskabens opdagelser på rette måde, må komme fra en kilde uden for videnskaben selv. Giver videnskabsmændenes bestræbelser for at løse menneskets problemer indtryk af at de har fundet denne visdom? Lad os se på det.

Uhildet tankegang nødvendig

Er det ikke rimeligt at mene at de der søger at løse problemerne, må se bort fra deres egne personlige synspunkter og fordomme? Dette kræver imidlertid ydmyghed.

Det er som Bibelen siger i Ordsprogene 11:2: „Kommer hovmod, kommer og[så] skændsel, men med ydmyge følger der visdom.“ Det hebraiske ord som her er oversat med „ydmyge“ indebærer tanken om at ’skjule sig selv’, det vil sige stille sig selv i baggrunden. Dermed være ikke sagt at den ydmyge ignorerer problemerne. Nej, han finder derimod frem til hvad der er de virkelige problemer. Den ydmyge søger ikke at komme i forgrunden eller at opnå økonomisk gevinst, og han prøver heller ikke selvisk at bevare en eller anden position.

Det skal til mange videnskabsmænds ros siges at de ærligt bestræber sig for at opfylde disse krav. Nogle har endog ofret livet for at finde frem til det der er sandt. Men når man læser videnskabelig litteratur kan man alligevel ikke undgå at lægge mærke til den snæversynede dogmatisme der ofte kommer til udtryk, fremholdt med næsten religiøs lidenskabelighed. Herom skrev Robert K. Merton i bladet American Scientist for foråret 1969:

„Sagen er at næsten alle som nu har deres faste plads i den videnskabelige gudeverden — Newton, Descartes, Leibniz, Pascal eller Huggins, Lister, Faraday, Laplace eller Davy — var opslugt af en lidenskabelig iver efter at komme først med nye opdagelser, og at få dem officielt registreret. . . . Somme tider . . . vokser ønsket om anerkendelse til det tager overhånd. Det bliver en uimodståelig trang til hyldest.“

Videnskabens historie har ikke just båret præg af ydmyghed. Tværtimod har der kunnet spores „hovmod“, som det bibelske ordsprog også omtaler. Det har medført at videnskaben har pådraget sig en vis „skændsel“.

Interesse for andre, samarbejdsvilje

Visdom vil naturligt nok også give sig udslag i ægte interesse for dem der trænger til hjælp. I Ordsprogene 8:22-31 siger den personificerede visdom: „Min Lyst var hos Menneskens Børn.“ (Rev. overs. af 1871; NW) Sand visdom glemmer ikke andres behov, men glæder sig over at kunne hjælpe.

Har videnskaben fulgt dette ophøjede ideal?

Fødevareproblemerne gør sig navnlig gældende i troperne, men de fleste videnskabelige studier er helliget afgrøder som vokser i de tempererede klimabælter. Ja, 98 procent af den videnskabelige forskning og udvikling er koncentreret i de udviklede lande og tager sigte på at løse deres problemer. To tredjedele af verden må klare sig med produkter der er beregnet for en anden kultur.

Med hvilke resultater? Den britiske videnskabsmand Lord Ritchie-Calder siger: „Vi giver tilbagestående lande traktorer som de ikke forstår at bruge og som de ikke har udstyr til at vedligeholde. Vi bør i stedet koncentrere os om teknisk samarbejde. . . . I stedet for at behandle eskimoerne som museumsgenstande og tage til de arktiske områder med færdigsyede programmer, bør vi gå i kompagniskab med eskimoerne.“

Det synspunkt at problemer kun kan løses på én måde — måske ved hjælp af „vestens videnskabelige metoder“ — har i virkeligheden gjort dårlige forhold værre. I de senere år er dele af Afrika, navnlig Sahel-området, blevet hærget af svær hungersnød. Mange faktorer har været medvirkende til dette, men har vestens videnskab gjort sagen bedre? En artikel i bladet Science oplyser: „Vestens videnskab og teknologi . . . har været en af de vigtigste årsager til ødelæggelsen. . . . Når indbyggerne i Sahel-området har været konservative og har modsat sig forandringer som vestlige eksperter har anbefalet, har det ofte været med god grund. . . . set på langt sigt er det kun i få tilfælde at den vestlige indsats i Sahel har virket til indbyggernes bedste.“

Ved manglende samarbejdsvilje og interesse for andre har videnskabsmænd også øget problemerne på anden måde. De har ofte overhørt advarsler om kommende katastrofer, som for eksempel fødevare-, transport-, bolig- og energiproblemer. Netop disse problemer er nu ganske pludselig rykket tæt ind på livet af de fleste.

Hermed være naturligvis ikke sagt at noget menneske eller nogen gruppe af mennesker kan vide nøjagtigt hvad fremtiden vil bringe. Men når der fremsættes velbegrundede advarsler vil det altid være på sin plads at tage rimelige forholdsregler. Når en krise truer, er det nødvendigt at gribe ind, at gøre noget for at afværge den. Men gang på gang har det vist sig at det bedste videnskaben evner, er at reagere bagefter, når krisen først er en realitet. „Den kloge ser faren og søger i skjul,“ siger Bibelen, og den tilføjer: „Tankeløse går videre og bøder.“ (Ordsp. 22:3) Millioner har måttet ’bøde’ fordi den videnskabelige verden ikke har været tilstrækkelig forudseende og ikke har grebet ind i tide.

Det er tydeligt at videnskaben ikke har løst menneskenes problemer; den mangler den sande visdom til at kunne gøre det. Men vil det sige at den gudfrygtige bør være modstander af al videnskab?

Et ligevægtigt syn på videnskaben

Den kristne påskønner sand lærdom og sande videnskabelige opdagelser. Imidlertid har han den fordel at hans tanker ledes af visdom. Denne ledelse stammer ikke fra mennesker. Det erkendte den retskafne Job, som vi henviste til i begyndelsen af denne artikel. Efter at Job havde indrømmet at end ikke mennesker med videnskabelig indsigt ejede visdom, spurgte han, inspireret af Gud:

„Men visdommen — hvor mon den findes?“ Han svarede:

„Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.“ — Job 28:1-28.

Hvad opnår man ved at lade sine tanker lede af Gud i spørgsmål af videnskabelig art? Gunstige resultater; livets problemer løses.

Det kan belyses med noget som skete i fortiden. En konge af Babylon gav befaling til at nogle unge jødiske fanger skulle føres til hans palads og have en særlig oplæring. Ifølge Daniel 1:4 (Lindbergs oversættelse) drejede det sig om unge mænd „med Forstand paa al Visdom og Indsigt i al Vidskab og Kløgt til al Kundskab“. Den „Vidskab“ (videnskab) de havde indsigt i, var ikke de dåragtige astrologiske og magiske videnskaber der byggede på den tids filosofiske og religiøse synspunkter. Fortidens jøder var ikke uvidende med hensyn til astronomi, kemi, og så videre, men de lod sig aldrig forlede til at acceptere Babylons pseudovidenskab.

De var derimod kendt for den visdom og høje moral der kom til udtryk i deres litteratur og deres forståelse af skaberværket, samt i deres arkitektur, landbrug og andre praktiske videnskaber. „I mange af disse henseender,“ siger bibelkommentatoren Albert Barnes, „var de uden tvivl langt forud for kaldæerne [babylonierne], og den kaldæiske monark havde uden tvivl i sinde at drage nytte af det de vidste.“

På tilsvarende måde har sande kristne i dag et ligevægtigt syn på videnskaben, og det er til gavn for dem. De lader sig ikke vildlede af videnskabelige synspunkter som ofte mere er personlige anskuelser end fastslåede kendsgerninger. Den østrigske filosof Karl Popper, der har beskæftiget sig meget med videnskabsteori, erkender: „Videnskaben er ikke et system af sikre eller fastslåede erklæringer; . . . vi ved ikke: vi kan kun gætte. Og vore gætterier ledes af det uvidenskabelige, det metafysiske . . .“ Det den kristne apostel Paulus skrev til Timoteus kan også med god grund siges i dag; han rådede Timoteus til at vende sig bort „fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“. — 1 Tim. 6:20.

Guds visdom i Bibelen hjælper de sande kristne til at vurdere de ting der fremholdes fra videnskabelig side. En sand kristen lader sig for eksempel ikke bedrage når han hører en videnskabsmand tale om at forandre det nuværende samfund „til det bedre“. Han ved ud fra Bibelen at „verden er ved at forsvinde“, og alt tyder på at det snart vil være en fuldbyrdet kendsgerning. Derefter indføres en ny ordning — skabt af Gud — hvori al kundskab, også al videnskabelig lærdom, vil blive brugt til menneskets bedste og til Guds ære. — 2 Pet. 3:7-13; 1 Joh. 2:15-17.

Faktisk er det kun rimeligt at søge Guds hjælp til løsning af menneskehedens problemer, for videnskaben er i de fleste tilfælde slet ikke herre over de store problemer den står over for. For det første er videnskaben uløseligt knyttet til de politiske og økonomiske systemer der findes i dag. Det har betydet at folk stadig sulter, selv om videnskaben har skabt en „grøn revolution“. Hvorfor? Fordi politiske bureaukrater eller andre som kun er interesseret i personlig vinding, lægger hindringer i vejen så fødemidlerne ikke når frem til dem der sulter. Ja, videnskaben hæmmes uundgåeligt af det system den er en del af.

For det andet er videnskabsmændenes viden, selv når den er nøjagtig, som regel ufuldstændig. For eksempel har videnskaben i nogle lande i de senere år nedskåret dødeligheden som følge af sygdom, dels ved lægemidler og dels ved insektbekæmpende midler; men den har ikke kunnet hindre at de samme mennesker nu dør af sult som følge af fødevaremangel. Aswandæmningen i Ægypten blev anlagt for at man kunne fremstille elektricitet og benytte kunstvanding; men den har også bidraget til en hurtigere spredning af den frygtede sygdom bilharziose. Som vi ser, kan ét videnskabeligt fremskridt ofte ophæve et andet. Det der mangler, er et fuldstændigt kendskab til hele det miljø vi lever i. Hvem har det?

Den der har skabt universet kender også jordens økologiske system og har herredømme over det. Eftersom det er ham der har udtænkt de komplicerede kredsløb hvorved jorden frembringer føde, er det også ham der bedst kan ophæve den skade mennesket har forvoldt i sin uvidenhed om de faktorer der indvirker på den økologiske balance, og således sørge for at de nævnte kredsløb kommer til at fungere til menneskets bedste. Hans løfter i Bibelen om at gøre ende på sådan noget som sult og forurening er derfor pålidelige.

Vi kan tro på Gud når han i sit ord siger: „Hærskarers [Jehova] gør . . . et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin.“ (Es. 25:6) Vi kan også have fuld tillid til hans løfte om at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åb. 11:18.

Der er endnu en grund til at vi bør se hen til Gud — og ikke til videnskaben — når det gælder løsningen af vore problemer.

Videnskaben kan ikke lave om på folk — men Gud kan

En af de grundlæggende årsager til menneskehedens problemer er i virkeligheden mennesket selv. Videnskaben kan ikke lave om på mennesker — forandre deres motiver. Lad os som eksempel betragte kriminalitetsproblemet. Eksperter kan udtænke særligt udstyr med det mål at dæmme op for kriminelle handlinger, men de kan ikke gøre noget ved den urette indstilling som gør at nogle vil prøve at omgå enhver ny „forhindring“ der lægges. Gud har imidlertid skabt menneskehjertet. Han kender menneskets motiver. Er han da ikke den der bedst kan vide hvem der eventuelt må fjernes fra det menneskelige samfund for at andre kan leve uforstyrret?

Det er grunden til at Gud så afgjort kan forsikre os om at når den nuværende tingenes ordning er borte og hans nye ordning er indført, vil der ikke findes nogen kriminalitet: „Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland.“ — Es. 11:9.

Visdommen fra Gud kan vise hvordan mennesker bør gøre brug af lærdom og videnskab. Undersøger man Bibelen vil man se at den sande visdom hjælper en til at løse — eller til bedre at klare — de problemer man stilles over for hver dag. Desuden vil det give en et pålideligt fremtidshåb. Er det ikke netop det vi alle ønsker? Jo, afgjort. Tal med Jehovas vidner; de vil med glæde hjælpe dig så du kan lære mere om den sande visdom fra Gud.

[Illustration på side 244]

Selv om der er udrettet forbløffende ting ved teknologiens hjælp — siger Bibelen: „Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.“ — Job 28:28