Hvad siger Bibelen?

Satan Djævelen — et begreb eller en person?

BIBELEN nævner hyppigt Satan Djævelen. I Bibelens hebraiske skrifter (Det gamle Testamente) omtales denne store modstander af Gud og mennesker atten gange som Satan (der betyder „modstander“), og De kristne græske Skrifter (Det nye Testamente) omtaler ham fireogtredive gange som Satan og over tredive gange under navnet Djævelen (der betyder „bagvasker“).

Mange tror på at Djævelen er en ond åndeskabning som kan påvirke mennesker i ond retning. Andre benægter dette. De holder på at Djævelen ikke er en person, men et begreb, det onde som begreb, Ifølge New York Times Magazine for den 4. februar 1973 sagde en katolsk teolog for nylig: „Ingen moderne teolog tror at Satan er en person.“

Hvad er sandheden? Er Djævelen et begreb eller en person? Det vil være gavnligt at kende Bibelens syn på dette spørgsmål. Bibelforskeren Louis Matthews Sweet forklarer hvorfor: „Bibelen er ikke alene fuldstændig fri for de overdrivelser der findes i den moderne Satanlære — som er fuld af absurde historier om Satans optræden, kneb og forklædninger blandt mennesker — men dens udtalelser præges også af en pålidelig nøjagtighed og konsekvens som er yderst tillidvækkende.“

Det første sted hvor Bibelen direkte omtaler Satan (som nævnes med den bestemte artikel, altså bogstaveligt: „Satanen“), er i Jobs bog, kapitlerne et og to. I disse kapitler præsenteres Satan i en samtale med Jehova Gud. (Job 1:6-12; 2:1-7) Alene dette giver nogle vanskeligheder for alle som, samtidig med at de hævder at de tror på Bibelen, påstår at Satan blot er et symbol på det onde i én selv. Hvis Satan blot er det onde inde i én selv, må det onde have været i Jehova Gud som Satan talte med. Men Bibelen beskriver Jehova som en Gud „hos hvem ingen uret findes“. — Sl. 92:16.

En oplevelse Jesus havde med Djævelen svarer hertil. Mattæus 4:1 fortæller: „Derefter blev Jesus af ånden [Guds ånd] ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen.“ Blev Jesus fristet af det onde inde i sig selv? En sådan betragtning harmonerer ikke med Bibelens beskrivelse af Jesus som „den retfærdige“ der „ikke gjorde synd“. (1 Joh. 2:1; 1 Pet. 2:22) Nej, den Satan der viste sig for Jehova Gud og som fristede Jesus Kristus, var adskilt fra dem.

Læg også mærke til at disse beretninger fortæller om samtaler mellem Djævelen og Gud, og mellem Djævelen og Jesus Kristus. Både Jehova Gud og Jesus Kristus er personer. Kan en fornuftløs ’kraft’ føre en samtale med en person? Bibelen kalder også Satan for en morder, en løgner, en fader (i åndelig forstand) og en fyrste. (Joh. 8:44; 14:30) Alle disse beskrivelser kan kun passe på en fornuftbegavet person. Derfor erklærer M’Clintock og Strongs Cyclopædia: „De hellige skribenter benytter alle udtryk for personligt virke når de beskriver Satans karakter og optræden. . . . Ethvert karaktertræk, enhver handling som kan antyde personlighed, tillægges ham, og i et sprog der ikke kan bortforklares.“

Bibelen viser at Djævelen oprindelig var en fuldkommen, retfærdig åndeskabning. Men han blev ikke „i sandheden“. (Joh. 8:44) Det var først efter at han med vilje slog ind på en vej der gik imod Gud at han blev kaldt Satan.

Over for Adam og Eva gav han det indtryk at Gud udøvede sin suveræne myndighed på en forkert måde ved at forbyde dem at spise af frugten af et bestemt træ. Han fremstillede det som om ulydighed mod Gud var vejen til frihed. Det at de faldt for dette selviske ønske om at ’blive som Gud’ (eller at blive deres egne herrer) førte imidlertid ikke til frihed, men til deres egen og deres efterkommeres død. Jesus kaldte derfor Djævelen for „en morder“. (Joh. 8:44) Senere prøvede Satan at få Job og Jesus Kristus til at vende Gud ryggen af selviske grunde. Men det lykkedes ikke for ham. — Job 1:9-11; 2:4; Luk. 4:1-13.

Satans aktivitet er imidlertid ikke begrænset til enkeltpersoner. Jesus kaldte ham „verdens fyrste“. (Joh. 14:30) Åbenbaringen 12:9 viser at „Djævelen og Satan“ er „hele verdens forfører“. Kan vi i menneskets historie finde vidnesbyrd om påvirkning fra en ond åndeskabning med overmenneskelig intelligens?

Andrew M. Greeley, en katolsk præst der er knyttet til Chicago-universitetets institut for meningsundersøgelser, udtaler om den iøjnefaldende ondskab der har præget menneskehedens historie:

„Det ondes omfang og styrke står ikke i forhold til de involverede menneskers ondskab. . . . Hvis der findes en overmenneskelig intelligens der styrer de onde kræfter, må man sige at vedkommendes strategi har været fremragende.“

Det tyvende århundrede er et særlig tydeligt eksempel. Professor i historie René Albrecht-Carrié skriver: „Det nittende århundrede betragtes nu ofte som et fredens århundrede, et synspunkt der afgjort berettiges af kontrasten mellem det og vor tids omfattende stridigheder. Den æra kom brat til ophør i 1914.“ Det var det år den første verdenskrig brød ud.

Dr. Scott Nearing fra University of Pennsylvania påpeger at mange før den første verdenskrig mente at krigen slet ikke kunne bryde ud, „fordi mennesker var for civiliserede, krig var for dyrt, og stemningen mod krig var for stærk“.

Ikke desto mindre udbrød verdenskrigen i 1914. Dette indledte en generation med total krig, hvor den anden verdenskrig og talrige andre krige har gennemvædet jorden med uskyldigt blod. Også fødevaremangel, sygdomsepidemier, vold og forbrydelser i en hidtil ukendt målestok har plaget den nuværende generation. Men hvis mennesker ikke har ønsket disse forhold, hvad skyldes de så?

Endnu en gang lægger Bibelen skylden hos personen Satan Djævelen. Hvordan? Bibelens kronologi peger frem til 1914 som det år hvor Guds messianske rige i himmelen blev oprettet og overdraget til Jesus Kristus. Dette rige skal fjerne det herredømme over jorden der udøves af menneskers regeringer under Satan Djævelens usynlige kontrol.

Hvordan ville Guds hovedmodstander reagere på Guds riges fødsel i 1914? Åbenbaringen, kapitel tolv, forklarer: „Der blev kamp i Himmelen“ mellem den indsatte Kristus Jesus og Satan. (Åb. 12:7) Som et resultat heraf blev Satan „nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham“. Dette skulle resultere i ’ve over jorden og havet’. De uhørte veer denne generation har oplevet, vidner om denne profetis sandhed. — Åb. 12:9, 12.

Satan Djævelen udgør som en mægtig person en fare for alle der lever i dag. Første Petersbrev 5:8 advarer: „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ Vil han opsluge Dem? Hvordan kan De beskytte Dem mod sådanne overmenneskelige kræfter? Bestemt ikke ved at benægte Djævelens eksistens som en person. Men ved at anerkende hans eksistens og adlyde Bibelens befaling: „Stå ham imod, faste i troen.“ (1 Pet. 5:9) Det kræver et omhyggeligt studium af Bibelen at gøre dette.