Spørgsmål fra læserne
■ Kan man ud fra ordene i Johannes-evangeliet 20:25 slutte at der ved Jesu pælfæstelse blev benyttet en nagle til hver af Jesu hænder?
I Cyclopaedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature af M’Clintock og Strong bringes denne kommentar:
’Megen tid og ulejlighed er blevet spildt på striden om hvorvidt vor Herre blev naglet med tre eller fire nagler. Nonnus erklærer at der kun blev benyttet tre, og Gregor af Nazianz støtter ham heri. Efter den mere udbredte opfattelse var der fire nagler, en formening som Curtius støtter med mange ord og ejendommelige argumenter. Andre har holdt på at der var hele fjorten nagler.’ — Bind II, side 580.
I Mattæus 27:35 står der kun: „Da de havde pælfæstet ham, delte de hans yderklæder ved at kaste lod.“ Her, som hos Markus, Lukas og Johannes, gives der kun få detaljer. Efter Jesu opstandelse sagde Tomas: „Hvis jeg ikke ser mærket af naglerne i hans hænder og stikker min finger i mærket af naglerne og stikker min hånd i hans side, vil jeg afgjort ikke tro.“ (Johannes 20:25) Det står altså fast at Jesus blev naglet til pælen, skønt forbrydere undertiden blev bundet med reb. Ud fra de citerede ord har nogle imidlertid også draget den slutning at der blev benyttet to nagler til hænderne, én gennem hver hånd. Men skal Tomas’ brug af flertalsordet „naglerne“ forstås som en præcis angivelse af at hver af Jesu hænder blev gennemboret af en nagle, så der var to nagler?
Ifølge Lukas 24:39 sagde den opstandne Jesus: „Se mine hænder og mine fødder, at det er mig.“ Dette antyder at også Jesu fødder var gennemboret. Tomas nævner ikke direkte nogen naglegab i fødderne, men hans brug af flertalsordet „naglerne“ kan have hentydet til at der blev brugt adskillige nagler ved pælfæstelsen.
På nuværende tidspunkt er det således ikke muligt at sige med bestemthed hvor mange nagler der blev benyttet. Enhver illustration der viser Jesus som pælfæstet skal altså kun forstås som et udtryk for en tegners opfattelse, bygget på det begrænsede materiale vi har. En debat om så uvæsentligt et spørgsmål bør ikke få lov til at overskygge den sandhed som har den største betydning: at vi er blevet „forligt med Gud gennem hans søns død“. — Romerne 5:10.
■ En af mine bekendte har mistet et barn ved spontan abort. Som kvinde kan jeg vise hende medfølelse, men kan jeg også opmuntre hende ved at henvise til opstandelseshåbet?
Du kan, ganske rigtigt, være til stor støtte ved at give trøst og yde kærlig kristen hjælp. Men Bibelen giver os ikke grundlag for at forvente en opstandelse af et foster. Overvej følgende:
Ved undfangelsen består det kommende foster kun af en enkelt celle, et befrugtet æg. Under den ni måneder lange udvikling vil cellen normalt dele sig og fosteret lejre sig i livmoderen og udvikle sig, hvorefter barnet fødes når tiden er inde. Ved en abort afbrydes denne naturlige proces, sådan at det liv der var begyndt og som skulle blive til et selvstændigt individ, ophører. Hvis aborten fremkaldes forsætligt, er det en krænkelse af livets hellighed og en overtrædelse af Guds forbud mod at slå ihjel. — 2 Mosebog 20:13; 2 Mosebog 21:22, 23, NW; 4 Mosebog 35:16-18; 1 Peter 4:15.
Vor Livgiver er opmærksom på det liv der vokser i en kvindes livmoder. Det fremgår for eksempel af Bibelens ord om at Jehova kendte det foster Isajs hustru bar, det der fødtes som drengen David. (Salme 139:13-16; se også Job 31:15.) Men når det drejer sig om spontan abort eller dødfødsel, fremholder Bibelen da et håb om en opstandelse?
Selve den mulighed at et foster kan dø, så der sker en spontan abort eller en dødfødsel, nævnes i Bibelen. — 1 Mosebog 31:38, NW; 2 Mosebog 23:26, NW; 2 Kongebog 2:19-21, NW; Job 21:10; Salme 58:9; 144:14, NW.
Job omtalte flere måder hvorpå en graviditet kunne mislykkes, og han følte selv at han havde været bedre tjent med en hvilken som helst af disse muligheder end med de lidelser han nu kom ud for. Han sagde at han kunne have været „som en bortgemt dødfødt“; da ville han „ikke have været til, som børn der ikke har set lyset“. (Job 3:16, NW) Dette kunne hentyde til det der sker når en kvinde aborterer endnu før hun er klar over at hun er gravid, og før fosteret er levedygtigt. Bogen The Body Machine oplyser: „Mange befrugtede æg udvikler sig ikke; antallet af disse er faktisk større end antallet af dem der udvikler sig. Omkring ti procent lejrer sig ikke, og af dem der gør det, vil omkring halvdelen spontant aborteres, sædvanligvis uden at moderen ved det.“
Job siger desuden at hvis ’moderlivets døre havde været lukkede, havde elendigheden været skjult for hans øjne’. Han ville have undgået sine lidelser hvis han var ’død fra moders skød’ eller „i moders skød“. (Job 3:10, 11, NW; Rotherham) Dette kan ske som følge af alvorlige defekter ved fosteret. Det kan også være en følge af defekter ved moderens kønsorganer, af mangel på vitaminer, hormoner eller ilt, eller af en form for barselssygdom.
Job følte i sin kval at disse muligheder havde været bedre for ham. Det ville naturligvis have været til sorg for hans moder, ligesom det i dag er til sorg for kvinder når de kommer ud for en abort eller en dødfødsel. Da Job nævnte disse muligheder, sagde han ikke at der alligevel ville være håb om en opstandelse for ham. Det ønskværdige ved de omtalte forhold ville i hans øjne være at han aldrig ville have set dagens lys, og derfor ville have været skånet for sine trængsler.
Job nævnte endnu en mulighed: „Hvorfor kunne jeg ikke . . . komme ud af moders liv og derpå udånde?“ (Job 3:11, NW) Hvis Job var født og straks derefter, som det undertiden forekommer, var død (måske allerede inden han var begyndt at die), hvilket fremtidshåb var der da for ham? Det nævner han ikke i denne sammenhæng. Men senere nævner han at hvis han havde levet som menneske og var død og kommet i Sheol, ville Gud sikkert ’sætte ham en frist og huske ham’. Livgiveren ville da „kalde“, og Job ville ’svare ham’. Ja, da ville Jehova Gud give Job livet igen ved en opstandelse. — Job 14:13-15.
Dette stemmer med hvad bibelske eksempler i øvrigt viser os om opstandelsen. De der i bibelsk tid fik livet igen ved en opstandelse, blev oprejst som de mennesker de havde været ved døden. Børn blev oprejst som børn og voksne som voksne. (2 Kongebog 4:17-20, 32-37; Lukas 7:12-15; 8:40-42, 49-55; Johannes 11:38-44) Hvis Job ikke var blevet født, fordi der var sket en spontan abort, måske uden at moderen vidste det, ville det da være rimeligt at tro at dette mikroskopiske foster i den nye tingenes ordning skulle genskabes i moderens skød, så et svangerskab hun endnu ikke havde haft kendskab til, kunne fortsætte? Dette stemmer ikke med hvad Bibelen ellers viser om opstandelsen. Ved alle eksempler har det drejet sig om mennesker der var blevet født og havde levet som selvstændige individer for Guds øjne. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.
Men hvordan ville det forholde sig hvis svangerskabet var noget mere fremskredet, hvis fødselen endda var nært forestående? Der kan tænkes mange situationer, men det gavner intet at fremsætte teorier, for ufuldkommenheden giver sig i dag udslag i utallige sørgelige forhold. Når Paradiset er genoprettet vil vor kærlige himmelske Fader rette op på menneskets syndige tilstand og indføre vidunderlige velsignelser. Mange mennesker vil få livet igen ved en opstandelse. Det er Jehova og Jesus der afgør hvordan opstandelsen skal forme sig og hvor omfattende den skal være. Vi kan være overbeviste om at deres afgørelser vil være i overensstemmelse med Jehovas fuldkomne visdom og retfærdighed.
Elihu sagde til Job: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret! For han gengælder mennesket dets handlinger . . . Nej sandelig, Gud handler ikke ondt.“ (Job 34:10-12) Vi kan alle — også de ægtepar iblandt os som har haft den sorg at komme ud for en abort eller dødfødsel — hente trøst i forvisningen om at Jehova er „god og oprigtig“. — Salme 25:8.