menneskers sind, og som et slør har han lagt det over folkenes øjne, så de nu blindt ledes til nedslagtningen i Harmagedon. Satans propaganda og „dæmoners ånder [udtalelser, inspireret af dæmoner, NW] . . . går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — 2 Kor. 4:3, 4; Åb. 16:14; Jer. 51:7; Åb. 17:2; 18:3.

18. Hvorledes ser de blinde på det budskab, vi forkynder? Men hvad er deres visdom?

¹⁸ Men tror du, at disse masser, der er bedraget og blindet af Djævelen, vil indrømme det? Nej, lige så lidt som den drukne vil indrømme, at han er drukken! Forkynd sandheden for dem, fortæl dem om Kristi offer, påpeg, at hans rige er her, giv beviser for, at vi lever i denne gamle verdens sidste dage, advar dem om Harmagedonslagets nærhed, og forklar, hvorledes de kan undgå at omkomme deri! Hvorledes vil de vurdere alt det? Det er „for dem, som fortabes, en dårskab“. Denne indbildske verden er blindet af sin egen formodede visdom, som Bibelen siger: „Verden med al sin visdom kendte [ikke] Gud.“ Eftersom det at kende Gud betyder evigt liv, og det er denne verdens visdom, der hindrer folk i at tilegne sig den livgivende kundskab, er det sandelig rigtigt, at „denne verdens visdom er . . . dårskab“. For at undslippe dette dårskabens dække og vinde syn og dømmekraft i lyset af Jehovas ord må menneskerne komme frem foran det slør, Satan har dækket deres øjne med. — 1 Kor. 1:18, 21; 3:19; Joh. 17:3.

19. Hvor alene kan vi slippe af med Satans forblindende slør?

Spørgsmål fra læserne

● I Romerne 7:9 taler Paulus, som om han havde levet, før Lovpagten eksisterede, og at han levede, da den begyndte. Det lå århundreder forud for hans levetid; hvordan skal Paulus’ ord forstås? — D. S., de Forenede Stater.

Paulus’ bevisførelse går ud på, at Loven ved at påvise synd gjorde menneskers syndighed åbenbar. Den fordømte dem som syndere, og synd førte til død. Således bragte Loven synden til live og dødsdømte dem, der levede under Loven. Et ufuldkomment menneske, som var ude af stand til at holde Loven fuldkomment, var kendt skyldig som synder og kunne kun vente døden. Det er på denne baggrund, Paulus skrev i Romerne 7:9: „Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde.“ Han taler om sig selv som levende, før Loven blev givet, men da Loven trådte i kraft, bragte den synden til live, og den kendte ham skyldig til døden.

Men hvordan kunne dette være sandt i apostelen Paulus’ tilfælde? Lovpagten trådte i kraft femten århundreder, før han blev født. Han levede ikke „uden lov“, eller da Loven kom. Imidlertid var Paulus en kødelig efterkommer af Abraham, til hvem Gud sagde: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ (1 Mos. 22:18) Abraham var Guds ven og blev retfærdiggjort i Guds øjne på grund af sin tro. Skønt Paulus endnu ikke var født, men var i Abrahams lænd, havde han et håb om liv gennem tro. Men 330 år efter Abrahams død blev Lovpagten føjet til det guddommelige løfte til Abraham. Denne lovpagt lod det klamt skinne igennem, at Abrahams kødelige efterkommere, Israels tolv stammer, var syndere og overtrædere. Paulus var født under Lovpagten, og da han var ude af stand til at retfærdiggøre sig selv til liv ved hjælp af Lovpagten, døde hans håb om liv.

Det var kun i symbolsk forstand, han var i live uden Loven, før dens komme, idet han var i sin stamfader Abrahams lænder. På samme måde siger Bibelen, at Levi betalte tiende til Melkizedek, skønt Levi ikke levede før længe efter Melkizedeks tid. Men Levis stamfader Abraham betalte tiende til Melkizedek ved en lejlighed, og derfor skrev Paulus: „Ja, endog Levi, som tager tiende, har så at sige gennem Abraham givet tiende; thi han var endnu i sin stamfaders lænd, dengang Melkizedek gik denne i møde.“ (Hebr. 7:9, 10) Således forklarer Bibelen selv, i hvilken forstand Paulus levede uden Loven, eller før den kom. — Se Vagttaarnet, 1. november 1946, side 385, 386.

● Salme 110:1 taler om Kristus som siddende ved Jehovas højre hånd, men Sl 110 vers 5 siger, at Jehova er ved Kristi højre hånd, idet „Herren“ her betyder Jehova i henhold til bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene?, side 102. Hvis Kristus er ved Jehovas højre hånd, må det så ikke betyde, at Jehova er ved Kristi venstre? — R. C., Australien.

I Salme 110 hører vi Jehova tale til Kristus, idet Jehova omtales i tredje person og Kristus i anden person. Vers 1 lyder: „[Jehova] sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd.“ Vers 5 siger: „Herren ved din højre knuser konger på sin vredes dag.“ „Dig“ og „din“ henviser til Kristus, så „Herren“ i vers 5 må gælde Herren Jehova. Derfor taler salmen først om Kristus som siddende ved Jehovas højre hånd, og henviser senere til Jehova som værende ved Kristi højre hånd.