Kapitel 3
Seglene på den hemmelighedsfulde bogrulle brydes
1, 2. Hvad gjorde bogrullen så betydningsfuld at Johannes græd ved tanken om at ingen kunne åbne den?
FOR NITTEN hundrede år siden græd en fange på den lille ø Patmos i Ægæerhavet fordi det et øjeblik så ud til at ingen i himmelen eller på jorden var i stand til at åbne den hemmelighedsfulde bogrulle i Jehova Guds, den Almægtiges, højre hånd.
2 Bogrullen var beskrevet indvendig og udvendig, men den var rullet sammen og forseglet med syv segl der ikke kunne brydes uden Guds officielle tilladelse. Skriften på begge sider af bogrullen fortalte om noget der skulle ske i fremtiden, ikke blot i de usynlige himle, men også på jorden, hvor vi lever. Den håndskrevne bogrulle skildrer Guds fastlagte forudviden og hans hensigter med hensyn til himmelen og jorden. Bogrullen fremsætter hvad den almægtige Gud ved om fremtiden og hvad han har besluttet at lade ske, og også hvad han selv har til hensigt at gøre i betragtning af det han har tilladt at ske. Det er intet under at fangen på den romerske fangeø, den kristne apostel Johannes, græd fordi han ikke kunne udholde tanken om at ingen skabning kunne bryde de syv segl og afsløre bogrullens hemmeligheder, der berørte ham selv, og som også berører os. — Åbenbaringen 5:4.
3. Hvorfor gav det Johannes skrev efter at hvert segl var brudt ikke den fulde forståelse af den del af bogrullen som var åbnet?
3 Da seglene blev åbnet og bogrullens indhold blev kendt, stod man imidlertid blot over for et nyt mysterium. Det der blev åbenbaret, var holdt i et symbolsk sprog eller i billeder som krævede en fortolkning. Dette nødvendiggjorde at de nu åbenbarede symboler blev opfyldt som virkelige historiske begivenheder. Først da kunne de blive fuldt ud forstået, og først da ville vi kunne se at den almægtige Gud har en nøjagtig forudviden og trofast gennemfører sine kærlige hensigter. Det Johannes nedskrev da han skildrede hvad han så efter at hvert segl var blevet brudt, afgjorde altså ikke sagen. Vi måtte have den rette fortolkning af de symboler han så og hørte før vi kunne forstå tingene. Vi måtte vente på de historiske begivenheders udvikling før Gud ved sin usynlige aktive kraft eller ånd kunne give os den rette fortolkning. Det har i virkeligheden krævet at bogrullens segl har måttet brydes endnu en gang, på en supplerende måde, nu i vort eget enestående århundrede der er så fyldt med begivenheder af universel betydning og interesse.
4, 5. Hvordan bryder „løven af Judas stamme“ i dag seglene, så bogen åbnes for os endnu en gang?
4 Det er derfor lige så spændende for os i dag som det var for den kristne apostel dengang da han så Guds værdige, Lammet, „løven af Judas stamme“, bryde seglene og lade den profetiske bogrulles indhold komme til syne. Apostelen Johannes så symbolerne og de symbolske begivenheder blive afsløret. Vi der lever i dag ser efter, og bliver ved med at se efter, hvordan hemmeligheden bag disse symboler og symbolske begivenheder afsløres, som om bogrullens segl blev brudt nu for første gang. Det Johannes så, var et syn; det vi ser, er virkelighed, noget vi selv oplever. Med største interesse lytter vi til hvad Johannes har at fortælle:
5 „Og jeg så Lammet bryde det første af de syv segl, og jeg hørte et af de fire væsener råbe med en tordenrøst: ’Kom!’“ — Åbenbaringen 6:1.
DET FØRSTE SEGL BRYDES
6. (a) Hvad betyder indbydelsen „Kom!“, og hvorfor har vi ingen undskyldning for at ignorere den? (b) Hvilket af de fire livsvæsener gav Johannes invitationen, og hvorfor var det på sin plads at det denne gang var dette væsen der talte?
6 Det vi ser finde sted eller blive kendt efter at det første segl er blevet brudt i vor tid, er vigtigt. Vi har ingen undskyldning for at ignorere det, for vi indbydes til at iagttage det som med øredøvende tordenskrald. „Kom!“ Det vil sige, kom og se! Sådan lyder indbydelsen til os, og den fremsættes af „et af de fire væsener“, der taler „med en tordenrøst“ og indbyder Johannes til at komme. Det var uden tvivl det første af de fire kerublignende livsvæsener som apostelen Johannes så, nemlig det der „lignede en løve“ og repræsenterede den guddommelige retfærdighed. (Åbenbaringen 4:7) Det stod midt for den forreste side af Guds trone, der havde nogen lighed med kong Salomons trone i Jerusalem. Denne havde to statuer af løver ved siden af tronens armlæn og „tolv løver på de seks trin, seks på hver side“. (1 Kongebog 10:18-20) Ikke blot skulle det løvelignende livsvæsen til at henlede opmærksomheden på noget der er en opfyldelse af den guddommelige retfærdighed, men det skulle også pege på en der lignede det selv, nemlig „løven af Judas stamme“, den himmelske konge, der endelig med retfærdighed skrider til handling.
7, 8. (a) Hvad så Johannes derpå? (b) Skildrer scenen en parthisk invasion i romerriget, som eksisterede på Johannes’ tid?
7 Hvad så apostelen Johannes som symbol på det vi i dag ser med vor åndelige dømmekrafts øjne? „Og jeg så,“ siger Johannes, „og se, der var en hvid hest, og han, som red på den, havde en bue; og en sejrskrans blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr.“ — Åbenbaringen 6:2.
8 Denne scene skildrer ikke at romerriget invaderes af partherne fra østen. Det er rigtigt at partherne var dygtige med bue og pil på hesteryg. De havde en krigslist der bestod i at deres ryttere foregav at flygte, men samtidig skød de velrettede pile bagud, gav, om man så må sige, en „afskedssalut“. Scenen som apostelen Johannes så, kunne minde om dette, men er dog en forudsigelse af noget langt vigtigere.
9. Hvordan viser Salme 45 hvem rytteren på den hvide hest er?
9 Hvem rytteren på den hvide hest er, får vi at vide i Salme 45, der er et inspireret digt om en konge. Versene 4-8 siger profetisk, henvendt til denne konge: „Lykken følge din højhed og hæder, far frem for sandhedens sag, for ydmyghed og retfærd, din højre lære dig frygtelige ting! Dine pile er hvæssede, folkeslag falder for din fod, kongens fjender rammes i hjertet. Din trone, o Gud, står evigt fast, en retfærds stav er din kongestav. Du elsker ret og hader uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ Mere end fem hundrede år senere anvendes disse profetiske ord på Jesus Kristus, Guds søn, af den der har skrevet Hebræerbrevet, i brevets kapitel 1, versene 1, 2, 8 og 9. I overensstemmelse hermed viser andre detaljer i Johannes’ syn at rytteren på den hvide hest er den herliggjorte himmelske Guds søn, „løven af Judas stamme“. Ved at bryde bogrullens første segl så Guds lam altså sig selv skride til handling som konge.
10. (a) Hvordan adskiller denne rytter sig i det ydre fra rytteren på den hvide hest der er beskrevet i Åbenbaringen 19:11-16? (b) Hvad er forskellen på de to rytteres opgaver?
10 I dette indledende syn ser rytteren på den hvide hest anderledes ud end den rytter på en hvid hest som er beskrevet i Åbenbaringen 19:11-16, hvor rytteren er skildret med „mange kroner“ på sit hoved og med et langt, skarpt sværd der udgår af hans mund og hvormed han skal slå jordens folkeslag, idet han giver ordre til at eksekvere Guds dom over dem. I dette sidste syn rider rytteren på den hvide hest ud til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. (Åbenbaringen 16:14-16) I denne krig udløber den forudsagte „endens tid“ for jordens folkeslag. (Daniel 12:4) Men når rytteren på den hvide hest kommer til syne med sin bue efter at det første segl på bogrullen er brudt, er det ved begyndelsen af denne „endens tid“. Det er når de syv hedningetider er udløbet. Altså var det i det tidlige efterår 1914, samme år som den første verdenskrig brød ud. Rytteren på den hvide hest rider altså ikke ud i en fredelig mission.
11, 12. Hvad symboliserer hesten, dens farve og buen i rytterens hånd?
11 Selve det at den himmelske rytter rider på en hest viser at han rider ud i krigsøjemed. På Bibelens tid var hesten et symbol på krig; som Ordsprogene 21:31 siger: „Hest holdes rede til stridens dag.“ (Se også Job 39:22-28.) Det at rytterens hest er hvid, viser at det er en retfærdig krig, en krig til hævdelse af Guds retfærdighed. I overensstemmelse hermed har rytteren på den hvide hest en bue, et krigsvåben. På Bibelens tid var Israels konger dygtige bueskytter. (2 Samuel 1:22) Da Jehu lige var blevet salvet som Israels konge og han brugte sin bue med dødelig virkning, var det dog fra en stridsvogn, og ikke fra hesteryg som rytteren på den hvide hest. — 2 Kongebog 9:20-24.
12 På Bibelens tid var nogle ryttere væbnet med lanse, men det krævede at de måtte tæt ind på livet af fjenden for at kunne støde lansen eller spyddet i ham. Det er en kunst at skyde med bue og pil fra en hest i fart, men på den måde kan rytteren på den hvide hest gennembore sine fjenders hjerte på lang afstand.
13. (a) Hvordan opfylder Jesus Kristus her Salme 110:1, 2? (b) Hvad er pilene symbol på?
13 Tiden er åbenbart kommet for Herren Gud i himmelen til at opfylde Salme 110:1, 2 for sin søn Jesus Kristus, der er kong Davids efterkommer og samtidig hans herre: „’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Da hedningetiderne udløb i 1914 fandtes der stadig fjender af Gud og Kristus, endog i de hellige, usynlige himle. Derfor ville Kongen, Jesus Kristus, som nu havde fået magt fra Jehova Gud, først skride ind over for disse fjender i himmelen, som et senere kapitel i Åbenbaringens bog viser. Han blev altså, om man så må sige, sendt af sted på en hvid hest og udrustet med en bue. Enhver pil som han ville afskyde fra sin krigshest ville være „en sejrspil fra [Jehova], en sejrspil [en frelsespil, NW]“ mod Guds og hans folks fjender. (2 Kongebog 13:17) De symbolske pile han afskyder uden at ramme ved siden af, er udtryk for at Guds dom over fjenderne vil blive eksekveret indtil de til sidst er udryddet.
14, 15. (a) Hvilket folk var berømt for dets dygtige brug af bue og pil? (b) Hvilken profetisk rolle skal rytteren på den hvide hest spille i betragtning af at han er bevæbnet med bue og pil?
14 Her er det værd at huske på at Persien i gammel tid var et land med heste og at perserne var dygtige bueskytter. Ifølge historien var det deres hovedvåben, og det var hovedsagelig ved hjælp af bue og pil at de besejrede babylonierne og opnåede at blive det fjerde af de syv verdensriger historien indtil nu har opvist.
15 At rytteren på den hvide hest er bevæbnet med en bue antyder at han skal spille rollen som det gamle perserriges kong Kyros den Store, der erobrede Babylon ved Eufratfloden i året 539 f.v.t. og dermed gjorde det af med det tredje verdensrige. Perserkongerne red på hvide heste, og de romerske sejrherrer red ligeledes på heste når de i triumftog vendte tilbage til deres hovedstad. (Ester 6:8-11) Det betyder at rytteren på den hvide hest, Jesus Kristus, af Jehova Gud vil blive brugt til at styrte Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og derpå, som den større Kyros, til at udfri Jehovas folk fra dets herredømme. Når alle Guds tjenere er draget ud af Babylon den Store i lydighed mod Guds bud, vil den større Kyros sørge for at den falske babyloniske religions onde verdensimperium tilintetgøres. — Esajas 13:17-19; Åbenbaringen 16:12; 17:1-18; se bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules!, siderne 197-199; eller Vagttårnet 1965, siderne 190, 191.
16, 17. (a) Hvornår rider rytteren på den hvide hest ud, og hvad vises der ved at han får en krone? (b) Vis ud fra Bibelen at denne krone har været holdt i beredskab til ham siden året 607 f.v.t.
16 Men hvornår er det at rytteren på den hvide hest rider ud? Det sker først efter at han er kronet som konge. Han rider ud kronet, for Åbenbaringen (6:2) fortsætter med at sige: „Og en sejrskrans [krone, NW] blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr.“ Det er ikke til at tage fejl af tidspunktet! Det er fra det øjeblik hedningetiderne udløber i året 1914. Da var tiden inde for Jehova Gud til at sætte kronen på hovedet af „løven af Judas stamme“, kong Davids evige arving. Denne krone, der repræsenterer kongemagt der udøves er ikke blevet båret af nogen af Davids efterkommere siden året 607 f.v.t., da den kongelige by Jerusalem blev ødelagt af de hedenske babyloniere. Henvendt til den sidste jordiske konge der bar denne krone, nemlig kong Zedekias, i hvis dage hedningetiderne begyndte, sagde Jehova Gud:
17 „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.
18. (a) Hvem havde retten til kongedømmet, og hvorfor kunne han ikke overtage kongedømmet før 1914? (b) Hvordan var det der skete nu, det modsatte af hvad der foregik i 607 f.v.t.?
18 Den der har retten til riget, repræsenteret ved kronen, er Jesus Kristus, Guds lam og kong Davids evige arving. Han kunne ikke blive kronet som konge af Gud før hedningetiderne var udløbet i 1914. På det tidspunkt kom han, som skildret i synet i Daniel 7:13, 14. Jehova Gud, den gamle af dage, anerkendte hans ret til kronen og kongedømmet, og da blev det guddommelige løfte opfyldt: „Ham vil jeg give det.“ (Salme 21:2-4) Dette fandt sted i de usynlige himle, og kongerækken fra fortidens kong David var ikke længere ’nede’, og jordens hedenske konger var heller ikke længere ’oppe’. Nu skete det modsatte af det der skete 2520 år tidligere, i 607 f.v.t. Kronet med gudgiven kongelig magt kunne den „høje“ Jesus Kristus nu gå til værks mod alle sine fjender som rytteren på den hvide hest bevæbnet med buen. Han måtte tilintetgøre Guds riges fjender.
19. (a) Hvordan skal det forstås at Kristus „drog ud fra sejr til sejr“ i 1914, og hvordan vil han fuldende sin sejr? (b) Hvad forårsagede udbruddet af den første verdenskrig?
19 Den kronede konge har lige siden redet på den retfærdige krigs hvide hest, sejrende. Han begyndte med en sejr, og han slutter med en sejr, med den totale sejr. „Han drog ud fra sejr til sejr,“ idet han først vendte sin opmærksomhed mod de nærmeste fjender, Satan og dæmonerne i de usynlige himle, og slog dem tilbage, fjernede dem fuldstændig fra himmelen og fra den nære kontakt med Guds hellige keruber, serafer og engle. Efter at den hemmelighedsfulde bogrulles syvende segl var blevet brudt, fik apostelen Johannes et syn af hvordan Satan blev styrtet ned fra himmelen. (Åbenbaringen 12:1-13) Det var ikke Kristus der indledte den første verdenskrig, som brød ud den 28. juli 1914 blandt jordens hedenske nationer og som var en kamp om verdensherredømmet. De krigsførende nationer stod under Satan Djævelens ledelse. Siden han og hans dæmoner blev nedstyrtet til jorden er deres bevægelsesfrihed blevet indskrænket. De har aldrig igen kunnet vende tilbage til de hellige himle.
20. (a) Har rytteren på den hvide hest fuldendt sejren? Begrund dit svar. (b) Hvornår fuldendes sejren?
20 At dømme ud fra forholdene på jorden i dag har den kronede rytter på den hvide hest endnu ikke vundet den endelige sejr. De fjendtlige hedningenationer, som i øjeblikket beherskes af Babylon den Store og dens religion, er her stadig. Jesus Kristus kunne let have tilintetgjort dem da den første verdenskrig var på sit højeste, men Guds tid var ikke inde til at han skulle fuldstændiggøre sin sejr på det tidspunkt og på den måde. Først skulle andre ting ske, som åbenbaret for apostelen Johannes. Det var endnu ikke „Guds, den Almægtiges, store dag“, og hedningenationerne på jorden havde endnu ikke samlet sig på slagmarken, „det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Dér og da vil den kronede rytter vinde den endelige sejr. Han er nu nær ved afslutningen på sit sejrsridt! På hvis side vil vi være til den tid?
21, 22. Hvordan viser Bibelen os at rytteren på den hvide hest vil fuldende sejren, og hvem vil få det at se?
21 Rytteren på den hvide hest vil ikke komme til kort. Hans hensigt er at sejre; og det er derfor den originale græske tekst her har en hensigtsbisætning: „Han drog ud sejrende og for at sejre.“ (Åbenbaringen 6:2, Skat Rørdam) På græsk står verbet i aorist og konjunktiv og „peger frem til den endelige sejr“. (A. T. Robertson i Word Pictures in the New Testament, bind 6, side 340) Rytterens hensigt er „at fuldende sin sejr“. (NW) Det vil han gøre, for han bliver til sidst proklameret som „kongernes Konge og herrernes Herre“. — Åbenbaringen 19:16; 17:14.
22 De af den nuværende generation af mennesker der er værdige til det, vil få lov at se den kronede rytter på den hvide hest fuldende sin sejr ved den almægtige Gud Jehovas hjælp. Apostelen Johannes så dette syn af den sejrrige rytter efter at det første segl var brudt, i året 96, det år traditionen siger at Åbenbaringsbogen blev skrevet. Men hvornår har vi set den nutidige opfyldelse af dette syn?
23. Åbenbarede Selskabets kommentarer til Åbenbaringen i bogen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“ opfyldelsen af synet af rytteren med buen?
23 Johannes’ trofaste medkristne i vor tid har set opfyldelsen af synet af den kronede rytter med buen efter hedningetidernes udløb i 1914. De så det ikke i sommeren 1917. Det var i juli måned dette år at Watch Tower Bible & Tract Society udgav bogen „The Finished Mystery“ (Den fuldbyrdede Hemmelighed), også kendt som det syvende bind af Studier i Skriften. (Se The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for 1. august 1917, side 226, spalte 2, og Vagt-Taarnet for juli 1919, side 98.) Denne bog indeholdt en kommentar til hele Åbenbaringsbogen, og søgte, forud for sin tid, at forklare Åbenbaringen 6:1, 2.
24. Hvornår og hvordan blev forståelsen af synet åbenbaret for Guds folk?
24 Tretten år senere, den 11. august 1930, udgav Watch Tower Society fra hovedkontoret i Brooklyn de to bind af bogen „Light“ (Lys). Heri forklaredes Åbenbaringen 6:1, 2 omsider på grundlag af begivenhederne efter hedningetidernes udløb i 1914, begivenheder som opfyldte de spændende bibelprofetier. Ved hjælp af denne publikation fik Johannes’ medkristne i dette tyvende århundrede forståelse af Johannes’ syn. De fik at vide hvem den bevæbnede, kronede rytter på den hvide hest var og hvordan han havde begyndt sit uimodståelige ridt frem til sejr over alle Guds fjender. Betaget af synet som de ser med deres forstands øjne iagttager de den uovervindelige rytter mens han farer frem til sejren i den tilstundende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“.