Bevar en ren organisation af vidner

1. Hvem er, som Judas forudsagde, kommet ind i menigheden, skønt vi ikke ønsker at se dem, og hvad vil der ske med dem tilsidst?

MANGE har sluttet sig til Jehovas vidner og er kommet sammen med dem, og vi har troet, at de var oprigtige, fordi de ville være iblandt os og handlede, som de gjorde. Men der er kommet nogle ind iblandt os, som vi ikke ønsker at have hos os. Grunden er den, at de er selviske. De elsker ikke Gud eller deres næste. De hører stadig den gamle verden til, og de tror, at de kan fortsætte med den gamle verdens levevis inden for den nye verdens samfund. Det vil Jehova ikke tillade. Judas skrev: „Nu . . . ser jeg mig nødsaget til i et brev at formane jer til at stride for den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige. Thi der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.“ (Jud. 3, 4) Et menneske af den slags skal vi være på vagt overfor. Han er hykler! Hans filosofi og tænkemåde hører ikke hjemme i den nye verdens samfund. Kun de, som lovpriser Jehova, vil vinde livet. Judas siger videre: „Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres højhellige tro, bed i den hellige ånd, bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus i sin barmhjertighed vil føre jer til evigt liv.“ (Jud. 20, 21) De, som følger den rette vej, vil blive velsignet. De, om står imod og er urene, vil miste alt, endogså livet.

2, 3. Hvilken vældig gerning, som Jehova gjorde ved Jeriko, kan vi tale om, og ved hvilken handlemåde afslørede en uønsket israelit sig selv?

² I denne forbindelse står der skrevet: „De taler om dine ræddelige gerningers vælde, om din storhed vil jeg vidne.“ (Sl. 145:6) En af Jehovas frygtelige gerninger var byens Jerikos ødelæggelse. Hvilken vældig og forfærdelig gerning! Jehova Gud havde lovet at føre sit folk ind i landet med mælk og honning, og han gjorde det og forsikrede dem om, at han ville vinde deres krige for dem. Han fortalte dem derfor, hvordan Jeriko ville blive ødelagt. Du kan læse beretningen i Bibelen, i Josua 6:1-26. Jehova Gud vågede over hvert skridt, hans folk tog, og de gjorde, som Jehova befalede. De gjorde deres del; Jehova gjorde sin. Murene styrtede sammen. Du siger med rette, at det var et mirakel. Selv efter at murene var styrtet sammen, viste Jehova stadig sit udvalgte folk interesse. Det var hans ønske, at de skulle forblive rene og lydige.

³ Men nu viste den selviske Akan sig på skuepladsen. (Jos. 7:1-26) Hele Israels folk må have bævet af frygt, dengang Akan blev afsløret, for denne udpegning af den selviske talte sit tydelige sprog om Jehova Guds almagt og årvågenhed. Akan blev tyv. Udadtil så han ren ud i israelitternes øjne, men det var han ikke, for i sit hjerte var han fordærvet. Hans livsfilosofi var grundlagt på selviskhed og ikke på kærlighed eller tilbedelse af Jehova Gud eller på lydighed mod hans befalinger. Nej, han troede, han var så klog, at han ikke behøvede at følge Jehovas organisations påbud. Josua, der var udvalgt til at lede Jehovas folk, talte på Jehova Guds vegne, da han fortalte folket, hvordan og hvornår de skulle drage ud, hvor de skulle drage hen, og hvad de videre skulle gøre. Men Akan fulgte ikke med af kærlighed. Han var interesseret i, hvad han kunne opnå for sig selv. Hans hjertes begær var drivkraften.

4, 5. Hvordan blev Akan fjernet? Og hvad tilkendegav den metode, efter hvilken han blev udpeget, vedrørende Jehova?

⁴ Hvad skete der, fordi Akan var uren, en besmittelse i Israel, der var Jehovas udvalgte folk? „Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras søn, og sølvet, kappen og guldtungen og hans sønner og døtre, hans hornkvæg, æsler og småkvæg, hans telt og alt, hvad der tilhørte ham, og førte dem op i Akors dal. Og Josua sagde: Hvorfor har du styrtet os i ulykke? Jehova skal styrte dig i ulykke på denne dag! Derpå stenede hele Israel ham, og de brændte eller stenede dem.“ — Jos. 7:24, 25.

⁵ Folket må have undret sig over den måde, hvorpå Jehova fandt frem til Akan, stamme for stamme, slægt for slægt, familie for familie, lige til han standsede ved Akan selv og hans telt, hvor man fandt kappen og guldet og sølvet, Akan havde stjålet i byen Jeriko. Ja, Jehova Gud holdt øje med sin organisation. Han så sit folk marchere rundt om Jeriko, han så murene styrte sammen, han så sit folk drage ind i byen, og han så dem tage de ting, der skulle bringes til Jehovas hus. Han så den selviske Akan, der ikke elskede Gud eller sine brødre. Husk, at du nu lever under den samme levende Guds, Jehovas, blik og mægtige hånd, og ikke under blinde, livløse guder af sten, træ eller metal!

6. Hvilken advarsel og sund formaning bør hver eneste, der elsker Jehovas organisation, nu beredvilligt følge for at undgå en skæbne som Akans?

⁶ Der er måske nogle, hvis livsopfattelse bygger på selviskhed, og som ikke vil rense deres indre ved at forandre deres tænkemåde. Nogle af dem kommer ind i Jehovas organisation. Vær ikke en af dem, for Jehova ser, hvad der går for sig. Han kan slå lige ned på dig og kaste dig ud, og det så hurtigt, at det vil tage dig et stykke tid at finde ud af, hvad der så pludseligt er overgået dig. Men så længe du i alvor og oprigtighed stoler på Jehova og vågent holder dig til hans organisation og holder fast ved hans ord og adlyder hans befalinger, vil hans ånd og velsignelse være din lykkelige lod. Men overtræd hans befalinger, og du vil ikke længere eje hans gunst, men blive straffet. Jesus sagde: „Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!“ (Joh. 14:15) Hele Jehova Guds organisation er jo grundlagt på kærlighed og ikke på selviskhed og urenhed. Måske tror nogen, at de kan slippe godt fra et eller andet i Jehovas organisation. Hvis det ikke er i overensstemmelse med Guds befalinger, slipper de ikke godt fra det. De vil komme til kort ligesom Akan.

7. Hvorfor er Ananias’ død også en advarsel for os, og hvordan bør sande medlemmer af den nye verdens samfund undgå en sådan død?

⁷ Genkald i erindringen Ananias’ tilfælde. Det er endnu et eksempel på Jehova Guds storhed, hans vældige gerninger og hans hellige ånds kraft. Ananias forsøgte at leve på en løgn. Fordi han løj, fordi han gav det udseende af, at han gjorde noget stort og vidunderligt, men i virkeligheden stjal fra Jehovas organisation, faldt han død om. (Ap. G. 5:1-6) Det er en advarsel til os om, at vi aldrig bør lyve for Jehova. Prøv ikke på at handle selvisk over for hans retfærdige organisation. Bring ikke uærlighed og urenhed ind i Jehova Guds menighed. Det er selvisk. Den lykkelige vej, som sande kristne følger, er denne: „Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ Det er, hvad alle vi, som er kommet ind i Jehovas nye verdens samfund, må gøre. Gør ikke forsøg på at ødelægge Jehovas riges og hans organisations herlighed ved at handle i lighed med Akan eller Ananias. Jehovas nye verdens samfund er en del af Guds hellige organisation. Anerkend dette, slut dig til dette samfund og tjen sammen med det gennem hele Harmagedonslaget og ind i hans nye retfærdige verden, der er uden ende, og hvor alle vil elske Jehova og deres næste, som også overlevede dette slag.

8, 9. Hvordan må de, som indvier deres liv til Jehova, tilbede ham og virke for hans varige regering?

⁸ Når vi indvier vort liv til Jehova Gud, er det et spørgsmål om bestandig, evigvarende tjeneste. Det er ikke bare en tjeneste, vi gør i ny og næ. Det er ikke bare en tilfældig hobby eller fritidsbeskæftigelse. Men „jeg vil love dig dag efter dag“. Din tjeneste for Jehova Gud er din tilbedelse. Du må prise hans navn, du må tale om hans herlighed, du må fortælle andre, hvad din Gud har gjort. Lovpris hans navn, tal godt om hans navn, vis hele verden, at du er hans tjener, at du kan leve i lykke med kærlighed som drivkraft.

⁹ Sig det ud blandt verdens folk, at Jehova regerer, og at hans rige er en herlig og varig regering. Jesus sagde: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene [folk af alle nationer, NW] til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.

„Offentligt og fra hus til hus“

10, 11. a) Om hvad taler alle Jehovas vidner, og hvor gør de det? b) Hvorfor haster det med at tale om Riget til andre?

¹⁰ Alle Jehovas vidner, hvad enten de er missionærer, pionerer eller menighedsforkyndere, må tale om Jehovas riges herlighed. Der er ingen i Jehovas organisation, der er tavse, men „alt i hans helligdom råber: Ære!“ (Sl. 29:9) Det gjorde Paulus også, og han minder os om: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW] alt, hvad der kunne være jer til gavn.“ — Ap. G. 20:20.

¹¹ Jesu apostle og andre trofaste efterfølgere holdt intet tilbage af det, de vidste om deres Skaber eller om hans søn, deres leder, der borttog verdens synd. De kunne ikke. Hvor talte de? Offentligt og fra hus til hus. Ligesom den fremgangsmåde var så vigtig lige fra begyndelsen og senere, på Paulus’ tid, således er den vor vigtigste arbejdsgren i dette Jehovas riges fyrretyvende år. Du bør være med ude på arbejdsmarken, gå fra hus til hus, fra hjem til hjem, træffe folk i deres hjem og tale med dem om Jehovas riges herlighed. Gør du det, især nu da Riget, Jehovas varige regering, er her? Det haster med at gøre det, for der kan ikke være mange år tilbage til det endelige Harmagedonslag.

12. Hvorfor og hvordan viser de, som virkelig elsker deres næste, at de er anderledes end verden?

¹² Vi må vise verden, at vi er anderledes. Vi kan ikke skjule vort lys under en skæppe. (Matt. 5:15) Vi anser det for ret at elske vor næste og ikke at dræbe ham med mørke. Vi ønsker at se ham leve. Vi kan hjælpe ham med det livets budskab, som Jehova har givet os at tale til verden. Det gør vi bedst ved at gå fra dør til dør og ved at studere med folk i deres eget hjem, så de frit kan stille spørgsmål og få svar ud fra Bibelen. Ligesom du selv må de forvisse sig om alt, og vi ønsker, at de skal tro på Jehovas rige. „Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv.“ — Matt. 10:12, 13.

13. a) Hvorledes afgør forkynderen, når han prædiker fra hus til hus, om hjemmet er hans budskab værd? b) Hvorfor anerkender og respekterer han den enkeltes ret til at træffe sit eget valg?

¹³ Vi har et vidunderligt budskab at bringe verden, et budskab for alle folkeslag, stammer og tungemål. Det er et fredeligt budskab, der forkyndes af fredelige mennesker. I er Ordets tjenere og tilhører den nye verdens samfund; I er Jehova Guds, universets øverste herskers, repræsentanter. Når du går ind i et hus, må du lade dets beboere føle din fred. Hvis huset ikke ønsker dit fredelige budskab og din venlige og fredelige nærværelse, og det ikke ønsker at høre noget om Jehova Guds herlige rige, så irettesæt ikke den, der lukker op og nægter at lytte. Tag din fred tilbage igen. Forlad hurtigt, men venligt et sådant menneske, der ikke har et hørende øre. Der er ingen grund til at irettesætte vedkommende og sige: „De vil dø i Harmagedon!“ for så pludselig at vende ham ryggen og gå. Enhver har ret til at vælge, hvem han vil tjene. Du kom med fred, med et kærlighedens og godhedens budskab. Du forsøgte at vise ham den nye retfærdige verden. Han ønskede den ikke. Du tager atter dit fredelige budskab til dig selv og fortsætter til det næste hus for at tale med dem, som bor der. Måske vil manden i det første hus, du kom til, og som nægtede at lytte til dig, forandre sind. Måske vil det lykkes den næste forkynder at efterlade det fredelige budskab i hans hjem. Du har et fredeligt og godt budskab for dem, som vil høre på det. Det er et dyrebart og herligt budskab. Du er villig til, ja glad for og ivrig efter at give det til hvem som helst, der gerne vil tage imod det. Hvis folk ikke vil tage imod det, bliver du ikke fornærmet eller lader det pine dig; du vil holde fast ved det og fremholde det for andre. Lad ikke folk, som foretrækker og vælger den gamle verden, gøre dig ked af det eller få dig til at sagtne tempoet. Men glæd dig snarere ved at huske på, at „således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv“. (Joh. 3:16) Dersom nogen ikke ønsker at anerkende Sønnen, tvinger Jehova ikke vedkommende til at leve. Det står til den enkelte at vælge at modtage den vidunderlige gave at tro på Kristus, nyde det herlige riges velsignelser og glæde sig over dets herredømme over den nye verden. Men hvis nogen ikke ønsker at drage fordel af genløsningsbetalingen, vil han ikke blive tvunget til at tage imod den. Forkynderen går glad videre for at finde dem, som hungrer, og give dem næring.

14. Hvem alene vil kunne lovprise Jehova fra nu af, og hvor længe skal de blive ved?

¹⁴ I den nye verden vil Jehova ikke tåle selviske og ufredelige personer, der måtte forstyrre roen der. De gør klogt i at forandre sind nu, mens tid er, og komme ind på livets vej. Vær derfor ikke forsømmelig i at lovprise den højeste Guds navn fra nu af og til Harmagedonslaget. Det vil vi blive ved med, og vi vil få lejlighed til at gøre det evigt og altid. — Sl. 71:14, 15.

15, 16. a) Hvad andet foretager den modne forkynder, der prædiker fra hus til hus, sig i lighed med Jesu apostle? b) Hvordan og hvorfor følger Selskabets hovedkontor den samme fremgangsmåde?

¹⁵ Tro ikke, at din kærlighedsgerning er gjort, fordi du går fra hus til hus. I uselviskhed bringer vi det gode budskab om Jehovas rige fra hus til hus. Nogle lytter til budskabet. Men læg mærke til, hvad apostlene gjorde. „Men efter nogen tids forløb sagde Paulus til Barnabas: Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens [Jehovas, NW] ord, for at se, hvordan det går dem.“ — Ap. G. 15:36.

¹⁶ Når vi har bragt fredsbudskabet til et hjem og fortalt dette hjem om Jehovas riges herlighed, ønsker vi ikke, at de skal glemme det. Husk, du er så langt mere moden end de mennesker, du for første gang har ladet smage Jehovas sandhed. Sandheden har fæstet rod i dit sind, den har gjort dig og din tro stærk. Paulus og Barnabas vidste dette. Derfor vendte de tilbage til deres brødre, hvem de havde forkyndt sandheden, ja til hver eneste by, de havde besøgt. De ønskede at styrke dem i Guds ord, som Jesus sagde er sandheden. Vi må følge den gudgivne handleregel, og vi gør det som organisation betragtet, idet Vagttaarnets hovedkontor udsender zonetjenere og sektionstjenere, der rejser fra menighed til menighed, så vi kan se, om der er noget galt i menigheden, eller om der er noget, der lægger en dæmper på dens nidkærhed, eller noget, der får dens medlemmer til at nedsætte tempoet, og disse modne Jehova Guds tjenere hjælper menigheden med at fjerne hindringen og opbygge den igen i dens højhellige tro.

17. Hvordan og blandt hvem bør menighedstjenerne navnlig forkynde og undervise?

¹⁷ Tjenerne i de forskellige menigheder bør altid drage omsorg for Guds hjord og besøge dem, som er svage i troen, og lære dem, hvordan de skal gå fra hus til hus. De bør også sørge for dem i de isolerede landdistrikter, som har vist interesse. Menighedstjeneren bør sammen med sine assistenter eller andre tage ud til dem, når det på nogen måde kan lade sig gøre. De er Jehovas andre får, de er adsplittede, og de bør samles, så de kan få den rette næring. Som der står skrevet om den første menighed: „Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene [fra hus til hus, NW] og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ — Ap. G. 5:42.

18. Hvorledes indvirker synet af Riget, der nu er en virkelighed, på modne forkyndere og på dem, som er ved at blive modne?

¹⁸ Kan vi lade hænderne synke nu, da vi er kommet ind i Jehovas riges fyrretyvende år? Nej, for husk på, at for over 1900 år siden blev Jesus pælfæstet, han blev torteret og slået ihjel af en sammensværgelse af politikere og religionens ledende mænd. Det må have været et forfærdeligt slag for Jesu første efterfølgere. Det var i året 33 e. Kr., at disse ting begyndte at ske. Det så mørkt ud for Jesu disciple, som han havde sendt ud for at prædike, men fra pinsedagen og fremefter måtte de vedblive med at gå fra hus til hus uden at holde op. Skulle vi, som har forkyndt det gode budskab i mange år her i de allersidste tider under denne tingenes ordning, nu holde op dermed? Sætte tempoet ned? Trække os tilbage? Det kan vi ikke. I dag ser vi Riget tydeligere, end vi gjorde i 1914 eller 1918 eller 1935 eller på noget tidligere tidspunkt. Vi mærker dets kraft; vi ser dets aktivitet. I lighed med Jesu apostle må vi uophørligt forkynde og lære andre det gode budskab om Jehova Guds herlige rige. Der ligger et stort arbejde foran os, og den nye verdens samfund vil udføre det.

19. Hvilke udtryksformer tilskynder forfatteren af Salme 145 Jehovas villige, jordiske lovsangere til at bruge?

¹⁹ Salme 145, der er grundlaget for denne artikel, er meget „talende“ og udtryksfuld, og den har stadig noget at sige os. Hvis du læser denne salme igennem vers for vers, vil du forstå, at du skal ophøje, love, prise, forkynde, grunde over, tale, vidne og synge om og „kundgøre menneskens børn [Jehovas] vælde, [hans] riges strålende herlighed“. Salmisten ønskede så inderligt, at vi skulle tale! Han var ivrig efter at tale, han ville gerne sige noget om de herlige ting, han forudså allerede dengang, for tusinder af år siden. Men vi, vi oplever Jehovas riges herlighed. Vi har i sandhed grund til at tale om det og kundgøre menneskenes børn Jehovas vældige gerninger og hans riges herlighed og majestæt. — Sl. 145:12.

20, 21. a) Hvem udgør nu den verdensomfattende skare, der forkynder Riget fra hus til hus? b) Hvem leder dem, og hvad er den store og endelige hensigt med deres uafladelige vidnesbyrd?

²⁰ At forkynde dette fredens budskab til jordens ender er et ansvar, der påhviler alle dem, som har indviet sig til Jehova Gud. Husk, Jehovas rige er her. Det er hans universelle organisations hovedstad eller regeringssæde. Der er blevet taget 144.000 ind i dette rige. De er Kristi medarvinger og skal regere sammen med ham i tusind år. De er alle ydmyge, lydige, kærlige skabninger, der, mens de var her på jorden, var gode forkyndere af Riget og talte om dets herlige majestæt. Foruden disse er der mange mennesker, der vil få del i velsignelserne og freden under dette rige. De befinder sig i dag spredt ud over hele jorden. Men de er ved at blive samlet ind i een organisation. Nu ser vi ganske tydeligt den nye verdens samfund og hele dets aktivitet, der foregår under ledelse af det himmelske rige, der blev født i 1914. Det er ikke en myte, men en håndgribelig virkelighed. Dengang Jesus Kristus vandrede på jorden, beviste han, at han var værdig til at blive ophøjet til den store stilling som hersker, og den, som kunne lede den nye verden efter kærlighedens princip. Han ved, hvad kærlighed er, og han praktiserede den, da han levede her på jorden. Fordi han bevarede sin retskaffenhed over for sin Fader i himmelen lige til døden, ja, døden på en marterpæl, har „Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ — Fil. 2:8-11.

²¹ Jesu trofaste efterfølgere har vidnet eller talt til andre om, at Jesus er Herre „til Gud Faders ære“, og det vil de blive ved med at gøre. Al sand tilbedelse, endogså Sønnens, er rettet mod Jehova, for således ønsker Gud det. Alle de 144.000 vil bringe Faderen ære gennem Sønnen, for de skal udgøre Kristi Jesu brud i det himmelske rige. (Åb. 22:9) Der findes endnu en rest af denne brudeskare på jorden, ifølge rapporten over mindehøjtiden i 1953 kun 19.183. De må alle tale om Jehovas herlige rige til hævdelse og herliggørelse af Jehovas navn, og Kristus Jesus er den, som fører an i denne hævdelse og herliggørelse, for om ham læser vi, at „på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Jehovas nidkærhed gør det“. — Es. 9:6, 7.

22, 23. a) Af hvem er denne regeringsmagt, der nu er oprettet, afhængig for sin beståen og varige succes? b) Hvem forkynder nu denne sande og varige regering, hvor ofte og hvor længe vil de gøre det, og hvad vil det føre til for dem selv og andre?

²² Jehova, den levende Gud, står bag hele denne ordning. Det er hans vilje, hans kraft, og hans nidkærhed, der gør den til en håndgribelig virkelighed. Jehova vil gøre det. Når vi får øjnene op for dette herlige rige, må vi simpelt hen tale om det. Vi ved, der er behov for dette retfærdige herredømme, og som kristne må vi fortælle andre derom „hele dagen lang“ (AT), „dag efter dag“. (Sl. 145:2) Vi må vise, at vi er Guds folk. „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.

²³ Lad os derfor nu tale om det, der er ret og rigtigt. Tal om Riget, Jehovas varige regering, og du vil vinde livet. Du er kommet til kundskab om det ved mundtlig undervisning, og du kan fortsætte ad livets vej. Hvordan? „Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.“ (Gal. 6:6) Dette kan du gøre ved at følge med din lærer, når han prædiker ordet, og ved at tale om, forkynde, undervise i og ophøje Jehovas riges herlighed sammen med ham. Det er dit ansvar at „kundgøre menneskens børn [Jehovas] vælde, [hans] riges strålende herlighed“. Handler du således, kan du med salmisten bestandig sige til Jehova: „Dit rige står i al evighed, dit herredømme varer fra slægt til slægt.“ (Sl. 145:13) Om du ønsker at leve, må du gøre årstekstens ord til dine egne: „Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ — Sl. 145:2.

24. Er forkyndelsen af Jehovas oprettede rige begrænset til dem, som nu tager del i den? Begrund dit svar.

²⁴ Vi er ikke så selviske, at vi tror, at dette forkynderarbejde kun skal udføres af dem, som nu er Jehovas vidner. Vort selskab eller vor organisation er ikke lukket, begrænset eller hemmelig. Vi opfordrer hele verden, som vi underviser mundtligt, som vi taler til, om at komme og dele alle disse gode ting med os, fryde sig over samme fred og lære Jehovas hensigter at kende, så hvert eneste „får“ kan tilbede ham og være ham en sand forkynder. Vi søger ikke at få nogen til at slutte sig til noget; men vi ønsker af hjertet at se vore medmennesker vinde livet. Vi ønsker ikke at dø, og vi ønsker ikke, at andre skal dø. Vi ønsker, at de skal leve; vi ønsker, at andre skal anerkende universets øverste hersker, Jehova Gud. Hvorfor skulle vi så ikke med al vor mundtlige undervisning netop ønske, at de kom med os og talte, ligesom vi taler?

25, 26. Hvordan bydes flere og flere velkommen som forkyndere af Riget, og hvilken gammel forudsigelse opfyldes derigennem?

²⁵ Der kan ikke være tale om nogen standsning i det forkynderarbejde, vi udfører. Og der vil ikke komme nogen standsning i forkyndelsen af det gode budskab, for „ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt“. — Åb. 22:17.