Evig lovprisning tilkommer den nye verdens enehersker

„Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ — Sl. 145:2.

1. Hvem er den nye verdens enehersker, og hvorfor?

JEHOVA er den store enehersker, han er den overordnede, ophøjet over alle andre, endogså over Kristus. „Gud er Kristi hoved.“ (1 Kor. 11:3) Ingen anden end Jehova Gud kunne være den nye verdens enevældige overordnede, for han er dens Skaber. Dog vil han tro mod sin pagt eller højtidelige overenskomst regere den nye verden ved sin Salvede, sin kongelige søn, Jesus Kristus. — Ap. G. 4:24-26.

2. Hvad erkender den større David i Salme 145:1, og hvad må vi nu arbejde på i forbindelse med Guds navn?

² Det vil virkelig sige en del, når en mægtig konge erkender, at han ikke er enevældig, men står under en overordnet hersker. Det var, hvad kong David af fortidens Jerusalem erkendte, da han sagde: „Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og altid love dit navn.“ (Sl. 145:1) I dag er den større David, Herren Jesus Kristus, stået frem, og han regerer nu på det himmelske Zions bjerg. Siden 1914 har han hersket som den nye verdens konge i Guds navn. Hovedformålet med hans regering er, at han skal ophøje sin Gud og overordnede konge, for aldrig i hele universets historie er Guds navn i den grad blevet hånet af mennesker og dæmoner. Med denne konge, som er viet lovprisningen og ophøjelsen af Guds navn, vil forhånelsen ikke få lov at fortsætte ret meget længere. I harmoni med Jehovas konge må vi nu arbejde på at fjerne den forhånelse, der er blevet kastet på Guds navn. Først og fremmest bør de, som hører til den salvede rest af hans medarvinger, gøre dette, og nu også den store skare af hans fremtidige undersåtter. — Åb. 7:9-15.

3. Hvordan er Jehova en teokrat, og i hvor vid udstrækning må vi i lighed med apostlene anerkende dette faktum?

³ Jesus anerkender Gud som konge. Såfremt vi efterligner Jesus, vil også vi anerkende den guddommelige kongemagt, Jehovas kongemagt. Den omstændighed, at Jehova både er Gud og konge, gør ham til guddommelig konge, teokrat eller Gud-hersker. Hele universet, både det synlige og det usynlige, kan kun rumme een sådan Gud-konge. Det er en omstændighed, der forpligter os til at undgå ethvert kompromis, når der opstår konflikt mellem Guds herredømme og menneskers herredømme, mellem Guds kongelige love og menneskers politiske love. For nitten århundreder siden gjorde det jødiske synedrium, Jerusalems højesteret, der bestod af præster og andre religionsledere, påstand på at være Guds repræsentanter, men forkastede ikke desto mindre hans Salvede. Da de forsøgte at lave love, der tog sigte på at hindre Kristi apostle i at lære i Kristi navn, sagde apostlene Peter og Johannes: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ De bekendte, at de måtte være vidner i lydighed mod Guds ophøjede befaling. Da de på ny blev ført frem for den samme domstol, anklaget for overtrædelse af myndighedernes anti-kristne love, svarede Peter og hans medapostle som een mand: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. . . . Og vidner om disse ting er vi og den hellige ånd, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ — Ap. G. 4:19, 20; 5:29-32.

4. Hvordan får vi et godt rygstød ved at vælge at anerkende Jehovas kongedømme, og hvordan og hvor bør vi love og ophøje Jehova?

⁴ Et kristent vidne for Jehova kommer måske til at lide, fordi han fastholder et sådant standpunkt, men det giver os et vældigt rygstød, når vi i lighed med Kristus vælger at have Jehova som Gud og konge. I kraft af dette valg kan vi frimodigt se fremtiden i møde, trods alle de politiske forandringer, der endnu vil finde sted på jorden. For os er der ikke noget andet valg. Det herredømme, vi har valgt at underkaste os i vort liv, har vi valgt for bestandig. Vi har ingen grund til at tvivle. Vi må vedblive med at ophøje Jehova som vor Gud og konge. Det vil sige, vi først og fremmest må ære ham og give ham førstepladsen i vort liv. Dernæst må vi bestræbe os for at hjælpe andre til at gøre det samme, idet vi alle vegne forkynder hans overhøjhed og kongedømme for andre.

5. Hvad viser vor beslutning om at love Guds navn evigt og altid, og hvordan vil vi kunne gøre det?

⁵ Når du siger, at du har bestemt at gøre noget for evigt og altid, viser det, at du har et urokkeligt håb om evigt liv. Vi må have et sådant håb, hvis vi sammen med Jehovas konge, Jesus Kristus, skal sige „Jeg vil . . . evigt og altid love dit navn.“ Når vi beslutter at love Jehovas navn, er det værd at lade denne beslutning gælde for al fremtid, for hvis vi gør dette, vil vi ikke komme på afveje, og det er kun dem, som træffer det rette valg, der vil blive begunstiget med evigt liv. Der gives ikke rum for lunkenhed eller tvivlrådighed, for vi kan aldrig tillade os at forlade den rette vej. Enhver, som bestemmer sig til at love Jehova som Gud og konge for evigt og altid, har en bevæggrund, der fortjener at belønnes med evigt liv, for evigt liv giver den enkelte mulighed for at udføre sin beslutning. Den salvede rest af Kristi medarvinger har håb om et liv udover dette jordiske liv, hvilket vil give dem mulighed for at gennemføre deres beslutning i det himmelske rige. Den store skare af deres loyale medarbejdere ser frem til evigt liv på jorden for her at kunne love den nye verdens enevældige hersker evigt og altid.

6. Hvad vil diet sige at love hans navn, og hvem er vort store eksempel i denne henseende?

⁶ At vi lover Guds navn vil sige, at vi taler godt om det, ærer og ophøjer det og altid bevarer vor retskaffenhed over for ham og aldrig lader Satan Djævelen forlede eller tvinge os til at forbande eller fornægte Gud. Satan søgte at få Job til at forbande Gud ved at fornægte ham, men det lykkedes ikke Satan at rokke ved Jobs retskaffenhed eller få ham til at forbande Gud op i ansigtet. Ved Guds hjælp kan vi handle ligesom Job, idet vi aldrig siger et ondt ord om Gud eller knurrer og klager og finder fejl hos ham eller i vort hjerte betvivler hans godhed eller vækker tvivl om den hos andre. Jehovas salvede konge, Jesus Kristus, er vort store eksempel i at love Gud og aldrig at lade nogen nedbryde vor retskaffenhed over for ham. Han er en gudfrygtig konge, en konge, der er ubøjelig i sin loyalitet over for Gud, og han hjælper os, så vi vedblivende kan love vor Gud og alt imens bevare vor retskaffenhed.

7. Hvor ofte og hvor længe bør vi love Jehova, og hvad er det sandsynligt, at Kristus nu gør i sit rige?

⁷ Alle vort livs dage bør vi love ham. Hvor tomt og fattigt og formålsløst, om vi ophørte med det bare een dag! Vi må derfor vogte på hver dag. „Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ (Sl. 145:2) Bestemmer vi os til at gøre dette, rykker muligheden for at tage heltidstjenesten op nærmere. I hvert tilfælde kan vi bestræbe os for at gøre alt, hvad vi foretager os, af hele vor sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker. (Kol. 3:23) „Gør det alt til Guds ære!“ (1 Kor. 10:31) At love ham er en tjeneste, vi bør udføre hver dag, hele dagen, ja hele livet, og der er ikke noget, som hedder at trække sig tilbage på grund af høj alder. Vi søger altid en lejlighed til at sige noget godt om Jehova til andre. Dengang Jesus var her på jorden, tog han ganske specielt dette skridt, da han forlod sit tømrerarbejde i Nazaret, lod sig døbe og begyndte at prædike for andre og blev ved dermed lige til sin død. Den dag, han opstod fra de døde, fortsatte han dermed, og den dag, han steg op til himmelen, gjorde han det stadig. Det giver os en anelse om, hvad han nu gør i sit rige: Hver dag hersker og arbejder han med Guds interesser for øje og har det som sit mål at oplære alle Rigets undersåtter i at love Gud, den nye verdens enevældige hersker.

8. Hvornår begynder lovprisningen af Jehovas navn, og hvorfor vil den fortsætte til evig tid i den nye verden?

⁸ Nu har Jehova et dårligt navn blandt sine fjender, endogså blandt det store flertal af dem, som giver sig ud for at være kristne. Den, der først og fremmest er ansvarlig herfor, er den falske gud, Satan. Men skulle vi af den grund skamme os over hans navn og undlade at nævne ham ved navn? Hvordan kunne vi efterligne den nye verdens konge og opnå hans godkendelse, hvis vi handlede således? Vi må identificere Gud ved at kalde ham ved hans navn, ved at bringe dette navn helt frem i forgrunden og rense det for alt det smuds, som både hans fjender og såkaldte venner har tilsølet det med. Vort evige liv afhænger af, om vi gør dette, for den evige lovprisning af Jehovas navn begynder her og nu. Selv om livet i den nye verden bliver uden ende, vil der altid være grund til at lovprise Guds navn. Hvilken uret eller vanærende handling kunne Jehova nogen sinde begå? Absolut ingen! Han vil altid omgive sit hædersnavn med ære. Vi bør omgive det med lovprisning.

9. I hvor stor udstrækning bør vi lovprise ham, og hvorfor er det gavnligt for os at gøre det?

⁹ „Stor og højlovet er Jehova, hans storhed kan ikke ransages.“ (Sl. 145:3) Han skal „lovprises over al måde“, „højligen lovprises“, han „er værdig at lovprise“. (RoPss; AT; CB; Crampon) Det er ikke nogen sparsom lovprisning, men lovprisning over al måde. Hver dag har vi nye grunde til at lovprise ham. Det gælder den enkelte i hans privatliv, men det gælder særlig Guds handlemåde med sit folk, som vi har den forret at være forenet med. Læs i hans Bibel og mærk dig, hvad han har gjort for sine særligt udvalgte tjenere og for sit folk som helhed. I dag har han også sit folk, der er kaldt med hans navn, og hans handlemåde med dette folk løber parallelt med de forbilleder, de mange profetiske dramaer, Gud lod sine tjenere i fortiden opføre. Hvad vi er i dag som hans folk, som den nye verdens samfund, er vi takket være ham, og ikke på grund af hvad noget menneske eller mennesker har gjort for os. Det er godt og åndelig sundt for os at lovprise ham, for når vi giver vor lovprisning udtryk, uddybes vor værdsættelse af ham.

10. Hvori ligger Guds storhed, og hvorfor vil han altid vække vor interesse?

¹⁰ Hvor stor Jehova Gud er rent legemligt set, ved vi ikke. Men hans sande storhed ligger i arten af hans guddommelighed. Dette overstiger vor fatteevne. Hans evner til at udrette ting er ubegrænsede. Vi kan ikke granske hans synlige skaberværk til bunds, endsige det usynlige. Rent bortset fra hans skaberværk, hvor storslået er så ikke hans handlemåde! Hvor sand en Gud er han ikke over for sine skabninger! Hvilke fuldkomne egenskaber han ejer: hans trofasthed mod sine hensigter, mod sine løfter, mod sine pagter, hans ordholdenhed, hans for os overraskende visdom, forudviden og måde at åbenbare sine midlertidig skjulte hensigter på. Hvilken bøgernes bog er ikke hans Bibel! Alle dens seks og tres bøger, der blev skrevet og antog endelig form over en periode på seksten århundreder, er et mesterstykke af harmoni. I de syv tusind år af menneskehedens historie, som Bibelen spænder over, har, som det fremgår af dens blade, Guds hensigt, at hævde og herliggøre sin overhøjhed og for evigt velsigne menneskeheden, stået uforanderlig fast. Nu ser vi denne herliggørelse og velsignelse stå over for sin skønne virkeliggørelse. Jehova Gud vil på grund af sin uransagelige storhed altid have vor interesse. Den frelste menneskehed på jorden vil aldrig blive færdig med at granske ham og hans skaberværk.

„Slægt efter slægt“

11. Til hvilken slægt hører den salvede rest, og hvordan forøges og opretholdes den talmæssigt set?

¹¹ Uanset om den enkelte drager fordel af sin forrettighed eller ej, så står dette fast vedrørende Jehova: „Slægt efter slægt lovpriser dine værker, forkynder dine vældige gerninger.“ „Den ene generation skal lovprise dine værker for den anden og forkynde dine vældige gerninger.“ (AS) „Generation skal lovprise dine værker for generation.“ (RoPss) (Sl. 145:4) Vi er denne gamle verdens sidste generation! Tænk engang over det! Man kan godt blive bragt lidt ud af fatning ved denne tanke, men det er sandt. (Matt. 24:34) Men der findes to andre generationer, som skal overleve denne verdens ende. Hvem da? Tænk dig om: Den salvede rest af Kristi medarvinger til Riget er en åndelig slægt, der ikke søger at rejse en ny generation ved bogstavelige fødsler. Denne rest er ikke blevet fuldtallig eller holdt ved lige ved, at der er blevet født børn efter kødet, men den er blevet opretholdt ved åndelige midler, i kraft af Rigets sandheder og gennem den hellige ånds avlekraft. Resten er begrænset i antal, idet der nu er nøjagtig så mange, som der skal til for at fuldstændiggøre skaren af lemmer på „Kristi legeme“, 144.000 lemmer, med Jesus som hoved. Når resten er nået til fuldtallighed her på jorden, vil de ikke koncentrere sig om sig selv som en åndelig slægt for Gud og nøjes med at lovprise hans værker blandt sig selv. Nogle har i selviskhed forsøgt at gøre det, men de er blevet deres herre, Jesus Kristus, en „ond træl“.

12. Hvad står nu frem som følge af Guds brug af resten?

¹² Jehovas storhed ses også af den brug, han nu gør af sin salvede rest i „endens tid“, den gamle verdens sidste dage. Det har ført til, at en ny slægt eller generation står frem, for nu bruger Jehova resten til at danne et jordisk samfund, der skal overleve Harmagedon. Resten er en åndelig slægt. De, som giver agt på forkyndelsen af Riget og indvier sig til Gud, den nye verdens enevældige hersker, udgør sammenlignet med resten en jordisk slægt eller generation, der får liv fra Gud gennem Kristus.

13. Hvordan lovpriser nu den ene slægt eller generation Jehovas værker over for den anden og berømmer hans vældige gerninger?

¹³ Ægteskabet vil ikke ophøre med Harmagedon. De, som overlever Harmagedon, vil få efterkommere og måske både sønnesønner og sønnesønssønner, der alle skal være med til at opfylde jorden. De overlevende fra Harmagedon vil ikke forsvinde ud af tilværelsen og overlade den nye verdens skueplads til deres efterkommere, som var de ifølge den gamle regel i Prædikeren 1:4 den slægt, der afløste dem. Nej, de, som overlever, er en blivende slægt. Deres sønner, sønnesønner og sønnesønssønner vil smelte sammen til eet med den evige generation, der allerede er begyndt. De medlemmer af den åndelige rest, som overlever Harmagedon, vil til sidst forsvinde fra den jordiske skueplads for aldrig at vende tilbage, og de vil lade det helt og holdent jordiske nye verdens samfund bag sig. Lige til da vil resten lovprise og berømme Jehovas værker og vældige gerninger for den generation, der er begyndt at vandre ad livets vej. For at kunne gøre dette må resten gå ud og forkynde. Det har de i væsentlig grad gjort siden 1931 og med endnu større slagkraft siden 1935, da den „store skare“ i Åbenbaringen 7:9-17 påvistes at være nulevende medlemmer af den jordiske generation. De gør denne opvoksende slægt kendt med Gud og hans værker og vældige gerninger. De bruger Bibelens beretninger om disse bedrifter og viser, at Guds værker og vældige gerninger er aktuelle, idet de påpeger, hvordan han har opfyldt sine hensigter med og profetier om sit rige og sit folk netop nu i den tid, vi lever i, navnlig siden 1914.

14. Hvad må vi grunde over, hvordan og hvorfor?

¹⁴ Ofte vil vi, før vi taler til andre om Gud, om hans egenskaber og gerninger, tale med os selv eller gøre os tingene klart i vort eget sind til vejledning for vor tunge. At grunde over tingene og tale med sig selv om dem som en forberedelse, inden man taler med andre, er godt og tjener et godt formål. Vor konge, Jesus Kristus, den større David, benyttede denne fremgangsmåde: „De [jeg, RS] taler om din højheds glans, jeg vil synge om [grunde over, eller tale med mig selv om, RS; RoPss] dine undere.“ (Sl. 145:5) Når vi giver os til at grunde over Jehova Gud som den øverste hersker, åbnes vore øjne for hans højheds herlige glans. At grunde over dette kræver et personligt studium. Vi har brug for at studere for at skaffe os oplysning og uddybe vore indtryk og underbygge vor overbevisning, så vi kan tale om disse ting til andre på rette måde. Dengang Jesus efter sin dåb søgte ensomhed i ørkenen, hvor han fastede i fyrretyve dage, grundede han over og bestræbte sig for at fatte den fulde betydning af de ting, der var blevet lagt blot for ham, da himlene åbnede sig for hans blik. Det styrkede ham til at møde fristeren og hans anslag. Derefter talte han offentligt, og han fik andre til at tale.

15. Hvem er det, der skal opildnes til at tale, og om hvad?

¹⁵ „De taler om dine ræddelige gerningers vælde, om din storhed vil jeg vidne.“ (Sl. 145:6) Der lægges her vægt på at tale om Gud, om hvad han har gjort og nu gør. Hensigten er at få den åndelige generations medlemmer til at tale, tale om Jehova, opbygge hinanden i deres allerhelligste tro på Gud, og også underrette og oplære den opvoksende generation, der aldrig skal dø. Selve denne underretning og oplæring udvirker, at de aldrig dør. (Joh. 17:3) Vore samtalers hovedemne bør være den store livgiver, der udretter undere. Hans gerninger er underfulde, dog gør han dem ikke for at mystificere sine venner, men for at udfri, frelse og velsigne dem. Det er den åndelige slægts eller generations opgave at hjælpe den jordiske generation til at erkende Guds værker og forstå dem.

16. Hvad er det første, en teokratisk konge bør gøre over for sine undersåtter, og hvordan har Jehovas konge gjort dette lige op til året 1954?

¹⁶ Dengang Jesus Kristus var på jorden, afholdt han sig ikke fra at vidne om sin himmelske Faders storhed. Det vil resten af hans medarvinger heller ikke gøre. „Om din storhed vil jeg vidne.“ Det er en konges første pligt at ophøje den gud, han tilbeder, og ikke at blæse sig selv op til noget stort i sine undersåtters øjne. Kongen, den større David, sidder som en underkonge på Jehovas trone. Han bør indprente sine undersåtter, hvem der er deres sande hersker, og hvor værdig Jehova er til at herske og til at modtage deres villige underkastelse. Den underordnede konge ophøjer ikke sig selv på Guds bekostning, således som Satan og Nebukadnezar, inden han blev afsindig. Den gudfrygtige konge er som en hyrde, der leder sine undersåtter ad de rette veje, ad retfærds stier. Han vil samle sine undersåtter til møder for at tale til dem. Han vil ikke undlade at komme til de møder, Gud fastsætter for sit folk, men overvære dem og tage del i dem og således yde sit bidrag til mødet. Det er eet sted, hvor han vil kunne vidne om Jehovas storhed. Vor konge Jesus Kristus lovede, at selv der, hvor kun en lille gruppe, to eller tre, var forsamlede i hans navn, ville han være iblandt dem. Hvor tydeligt manifesterede ikke hans tilstedeværelse sig under Jehovas vidners stævne, Den nye verdens Samfund, på Yankee Stadium i New York i dagene fra den 19.-26. juli 1953, hvor resten af hans „lille hjord“ og en „stor skare“ af hans andre får var samlet til det største vidnesbyrd i de kristnes historie! Der blev i sandhed talt om Jehovas ræddelige gerningers vælde! Der tales om det endnu!

17. Hvad bør vi gøre med henblik på Jehovas ry for hans rige miskundhed, og hvordan kan vi undgå at gøre de samme fejl, som fortidens Israel begik?

¹⁷ „De udbreder din rige miskundheds ry og synger med fryd om din retfærd.“ (Sl. 145:7) Jehova har vundet sig ry for sin miskundhed, og det har gjort ham navnkundig blandt hans folk. Hans miskundhed eller godhed er så rig, at de simpelt hen må udbrede kendskabet til den gennem en stærk strøm af taknemmelighedsudtryk, således at andre kan lære at kende, hvor god Gud er mod dem, som indvier sig til ham. Alle, som længes efter at kende og tilbede en sådan Gud og leve i et nært fællesskab med ham, føler sig draget til ham af hans ry. Men de, som dyrker falske guder, det vil sige onde dæmoner, er misundelige på den godhed, Jehova overøser sit folk med, og søger at afskære dem fra den. Som Jehovas folk bør vi uafladeligt mindes hans rige miskundhed, altid tænke derover og tale derom med påskønnelse. Det var denne godhed hos Gud, der førte til, at vi fra først af angrede, og den kan også føre til, at andre angrer, når de lærer hans godhed at kende. (Rom. 2:4) Det er til skade for os at glemme den. Da Israel lod Guds godhed gå ad glemme, ophørte de med at være taknemmelige og begyndte at finde fejl, og der opstod hos dem et ønske om at forsøge sig med andre guder. De kom på afveje og i stor nød. (Sl. 106:13-43) Vi ønsker at undgå de fejl, som de begik. Det kan vi ved stadig at huske Guds rige godhed og tale om den i størst mulige omfang, og således bevare os selv ydmyge, idet vi bæver for, at vi skulle vise os uværdige til hans fortsatte godhed.

18. Hvilke grunde har vi til at synge højt om Jehovas retfærdighed, og hvordan gør vi det?

¹⁸ Gud har altid ret! Når han dømmes, vinder han altid sin sag, og hvad han sagde eller gjorde, viser sig at være sandt og hævder ham som den, han er. Det er derfor altid rigtigt at lade Gud stå som sanddru, om så hvert menneske kommer til at stå som løgner. Hvor er Jehova retfærdig, ikke bare i sammenligning med mennesker, men også i sammenligning med de guder, mennesker dyrker! De falske guder, hvis ånd man ser gennemsyre deres tilhængeres tanker, handlinger, ord og religioner, er så uretfærdige, så afskyvækkende. Jehova derimod overskrider aldrig retfærdighedens grænser. Selv når han retfærdiggør eller erklærer syndere retfærdige, er han stadig retfærdig. Han har gennem Jesu Kristi genløsningsoffer truffet en foranstaltning, hvorved han kan borttage deres synder, som angrer og omvender sig fra deres overtrædelser og indvier sig til ham gennem Kristus. På denne måde fornægter han ikke sin egen retfærdighed. (Rom. 3:4, 22-26) Hans retfærdighed er et storslået sangtema for os. Bibelen er vor sangbog. Fra deres blade synger vi højt om hans ret og retfærdighed. Det vil sige, vi forkynder den med glæde for andre, så de kan få at vide, at der ikke findes svig hos vor Gud. — 5 Mos. 32:4.

Langmodig til frelse for sine skabninger

19. Hvordan har den åndelige rest nydt godt af Jehovas nåde, barmhjertighed og andre egenskaber, der omtales i Salme 145:8?

¹⁹ Vi lever nu i „endens tid“, da Jehova vil tilintetgøre al uretfærdighed i den gamle verden. Hvor faretruende nær var vi ikke ved selv at blive tilintetgjort sammen med den! Jehova har i sandhed vist sig at være netop således, som den større David, vor konge, nu skildrer ham: „Nådig og barmhjertig er Jehova, langmodig [sen til vrede, AS] og rig på miskundhed.“ (Sl. 145:8) Da vi først kom ind under guddommelig gunst og guddommelig nåde ved Kristus, nød vi godt af, at Jehova udfoldede disse sine ypperlige egenskaber. Se, hvad han gjorde for os, mens vi endnu var syndere, idet han sendte sin elskede søn ned fra himmelen for at dø for os, så vi kunne blive forligt med Gud og smage hans barmhjertighed. (Rom. 5:6-11) Således viser han os sin kærlighed. Men foruden denne almindelige godhed, hvilken barmhjertighed har han så ikke nu ved „endens tid“ vist sin salvede rest, der ved verdenskrigens ophør i 1918 havde gjort sig skyldig i forsømmelighed på grund af menneskefrygt, og fordi de var plettet af den babyloniske verden! Men i stedet for at udrydde dem sammen med verden, afkortede Jehova disse trængselsdage over Satans organisation og afbrød dem med en periode, i hvilken han nu lægger ufortjent godhed for dagen, inden Harmagedonslaget bryder løs. Han frelste sin rest, der endnu befandt sig i kødet, og gav dem lejlighed til at arbejde på deres egen frelse ved frimodigt at tage tjenesten op som hans vidner og sendebud for Riget i denne efterkrigstid. Hans barmhjertighed mod dem, der gav sig udtryk i, at han afkortede trængselsdagene og genindsatte dem i sit vidnearbejde, har udvirket barmhjertighed mod andre, nemlig mod en „stor skare“ af hans gode hyrdes, Jesu Kristi, andre får. — Matt. 24:21, 22; Åb. 7:1-17.

20. Hvordan kan det siges, at Jehova har været „sen til vrede“ over for menneskeslægten helt op til vor tid?

²⁰ „Langmodig“, „sen til vrede“! det har Jehova i sandhed været over for den menneskeslægt, han har haft at gøre med siden den verdensomspændende vandflod på Noas tid. Han har holdt Harmagedonslaget tilbage, denne store trængsel, der forbilledligt blev skildret ved Vandfloden. Han lod ikke Harmagedon bryde løs i 1918 eller lige efter „krigen i himmelen“, der førte til, at Satan blev kastet ud af himmelen og ned til jorden. Der er gået fem og tredive år siden da, og disse år har yderligere bevist, at Jehova er „langmodig [sen til vrede, AS] og rig på miskundhed“. Vi har gjort klogt i at følge Peters råd og betragte Guds langmodighed som udslag af hans frelsesvilje og som en lejlighed for os til selv at opnå frelse og hjælpe andre får til at blive frelst. (2 Pet. 3:15) Da vi ved, at denne gamle verden er dødsdømt, og dens undergang velfortjent, kan vi se, at Jehovas handlemåde over for os er et storslået udtryk for hans miskundhed.

21. Hvorfor er der ikke grund til at klage over, at Gud er sen eller tilsyneladende sen til at handle?

²¹ Det vil være klogt af os at tage imod denne miskundhed i den hensigt, den gives. Vi ved ikke, hvor meget længere Jehova vil vise denne slægt sin miskundhed, og hvornår han vil give sin indestængte vrede luft. Mennesker burde være glade for, at Gud er sen til vrede, i hvert fald tilsyneladende sen, snarere end at give sig til at klage over, at han er sen til at indfri sine gode løfter. Når Harmagedonslaget kommer, vil det komme hurtigt nok, for hurtigt for dem, som i selviskhed udsætter at følge det guddommelige råd og handle efter det. Så vil de få at vide, hvad det er de har bedt om, når de spottende spurgte os vidner, hvad det blev til med denne universelle krig og Guds demonstration af sin magt og storhed. Jehova ved, hvad han gør. Han tager sig tid til det. Han fremskynder ikke noget bare for at give spottere et tegn og stille dem tilfreds i deres dåragtige trods. Det, der ligger ham på sinde, er at frelse retsindige mennesker, som længes efter at lære Guds nåde, barmhjertighed og miskundhed at kende.

22. Hvordan har Jehovas barmhjertighed været over alle hans værker, og hvordan har Gud udstrakt sin godhed til andre siden 1931-1935?

²² Den sande Gud har et stort hjerte. „God er Jehova mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ (Sl. 145:9) De fleste påskønner ikke dette, hvad Jesus også sagde i sin bjergprædiken. (Matt. 5:45, 48) I årtusinder har Jehova vist barmhjertighed og medlidenhed. Dengang Satan udfordrede Gud ved at gøre oprør og derpå forlede menneskeslægtens første forældre til oprør, tabte Gud ikke fatningen, så han udryddede de tre oprørere på stedet. Ikke alene gav han Satan tid til at forsøge at godtgøre sin praleriske påstand over for den Allerhøjeste, men han gav menneskeslægten tid til at vokse, således at også vi er blevet født, for at han kunne vise sin barmhjertighed mod sådanne, som ønsker at stille sig på hans side, og bevise, at Satan er en oprørsk løgner. I denne „endens tid“ er Guds godhed blevet udstrakt til alle slags mennesker, navnlig siden 1931-1935, da det blev åbenbaret, at Guds program for „endens tid“ omfattede en „stor skare“ andre får, og da Åbenbaringen 22:17 fik en videre betydning for os: „Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“

23. Hvad bør alle Jehovas værker nu gøre, og hvad vil det føre til?

²³ Det vidunderlige skaberværk er til ære for Skaberen. Det livløse skaberværk ærer ham i tavshed, men den levende skabning, og navnlig den fornuftbegavede skabning, har den større forret af egen vilje at kunne ære, takke og love Gud. Vi ved, at den tid kommer, da det skal ske overalt. „Dine værker takker dig alle, Jehova, og dine fromme lover dig.“ (Sl. 145:10) Tiden er kommet, da alle hans fornuftbegavede skabninger bør takke ham af et oprigtigt hjerte. Alle mennesker har nu grund til at takke ham. De retsindige vil gøre det, og det vil føre til frelse for dem.

24. Hvem er Jehovas „fromme“ eller „miskundheds mennesker“, og hvad må de derfor tale om, og hvorfor nu?

²⁴ Jehovas „fromme“ er hans „miskundheds mennesker“. I dag er det den åndelige rest, der er i den nye pagt, pagten ved offer, som den kaldes, fordi den har Jesu offer som grundlag. Siden 1919 har den store dommer, Jehova, indsamlet disse mennesker, der viser kærlighed, og som står i denne pagt med ham, og de må nu som en enhed love ham, og det gør de også. (Sl. 50:5, Ro) De nyder også godt af hans miskundhed gennem pagten om Riget, som Gud sluttede med kong David. Ved Jesus Kristus, den større David, fører han dem nu ind i denne pagt om Riget, for at de kan regere sammen med Kristus i det himmelske rige og være til velsignelse for alle de lydige af menneskeslægten. (Ap. G. 13:34; Es. 55:3; Luk. 22:28-30) De må udbrede kendskabet til denne pagt om Riget, dette guddommelige udtryk for miskundhed. På denne måde kundgør de, at Guds rige ved Kristus er garanteret af hans pagt og således er en urokkelig kendsgerning, og at dets konge vil være en, som ved Jehovas gunst har gjort sig fortjent til retten dertil. I Salme 110:1 kalder kong David ham sin „Herre“ for at vise, hvor langt højere en stilling denne rigsarving af Davids slægtslinie skulle indtage. De, som nyder den store gunst at være hans medarvinger, har ganske særlig grund til at lovprise den store ophavsmand til denne ordning, Jehova, og denne jord, som de skal herske over, er det rette sted for dem at begynde deres lovprisning. At de gør det nu, har en stor virkning på den store skare andre får og fører til frelse for dem, fordi de gennem resten kommer til kundskab om Riget og derfor kan slutte op om det.

25, 26. Hvornår skulle der tales om Jehovas herlighed, og hvordan er hans „riges strålende herlighed“ blevet kundgjort?

²⁵ „De forkynder dit riges ære og taler om din vælde for at kundgøre menneskens børn din vælde, dit riges strålende herlighed.“ (Sl. 145:11, 12) Jesus gjorde Guds rige til sin ypperste lære. Hvad var det, han profeterede, at hans disciple skulle forkynde helt frem til den samtidige afslutning på tingenes ordning? „Dette gode budskab om Riget“ (NW). (Matt. 4:23; 10:7; 24:14) Den strålende herlighed, der skinner fra det gode budskab om Guds rige, der blev født i 1914, får denne verdens rigers herlighed til helt at blegne. Det ry, de har vundet sig i denne „endens tid“, er blottet for al herlighed.

²⁶ Jehovas riges herlighed er en ophøjet herlighed, idet den er himmelsk og ikke jordisk. Men Rigets usynlige herlighed vil få sit synlige udtryk i den betagende skønhed, hvormed det vil fylde jorden og forvandle den til et paradis, befolket med fuldkomne skabninger, både mennesker og dyr. Ingen konge er at sammenligne med Kongen, den større David, som Jehova har salvet til at beklæde denne post. Jehova har gjort, som han sagde: „Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ (Sl. 89:28) Riget har allerede vundet sig ry, idet det har vundet den første krig, man nogen sinde har hørt om i himmelen, og ydmyget den tabende part, Satan og hans engle, ved at kaste dem for Kongens fødder, ned til hans jordiske fodskammel. Efter at have vundet det første slag i himmelen drager Kongen videre til kampen i Harmagedonslaget, alle tiders største kamp. Med Rigets oprettelse i 1914 lagde Jehova sin magt for dagen. Siden 1919 har den guddommelige magt yderligere manifesteret sig gennem forkyndelsen af Rigets oprettelse trods verdensomfattende modstand. Den guddommelige kraft har givet Jehovas vidner styrke til at forblive loyale mod Riget, og i kærlig hengivenhed taler de om Rigets vælde, der til fulde skal manifesteres i Harmagedonslaget til hævdelse og herliggørelse af Jehova.

27. I hvilken bestemt hensigt taler de om Jehovas riges herlighed, og hvorfor må vi være med hertil?

²⁷ Det er i en ganske bestemt hensigt, at de taler om hans riges herlighed og vælde: „For at kundgøre menneskens børn din vælde, dit riges strålende herlighed.“ Riget bør omtales og forklares for andre mennesker, for at de, som hungrer efter en retfærdig, gudfrygtig regering, kan vide, at her er det, de søger, og sværge dette rige ubetinget troskab. Ifølge profetierne har Guds rige ved Kristus et omfattende og vidunderligt program for sig, men det er også opgaven fuldt ud voksen. Profetierne om, hvad Guds rige nu udretter og yderligere vil udrette, iklæder det en majestætisk vælde, intet andet rige nogen sinde har kunnet omgive sig med. Det er en regering, der er værd at slutte op om og give sin uforbeholdne støtte. Denne verdens riger, der er modstandere af Guds rige, må overlades til deres undergang i Harmagedon. Vi må gøre Guds rige til vort eneste håb. Det er vort eneste håb.

28. Hvordan er forholdet mellem varigheden af Jehovas rige og menneskers regeringer, og hvorfor er de sidstnævnte dømt til undergang?

²⁸ Da „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914, blev ordren til henrettelsen af denne verdens riger beseglet. De kan ikke holde stand mod det rige, der da blev født i himlene. „Dit rige står i al evighed, dit herredømme varer fra slægt til slægt.“ (Sl. 145:13) „Dit rige er et rige for alle tidsaldre, og dit herredømme, varer gennem alle generationer.“ (CB) Stillet over for Guds evige regering må alle regeringer, mennesker har indført, med tiden gå til grunde. Vil de jordiske regeringer undgå at komme i konflikt med Guds rige, må de anerkende dette rige og på fredelig vis afstå deres herredømme til det. Ved ikke at gøre det dømmer de sig selv til undergang i den største trængsel, menneskeslægten nogen sinde vil opleve.

29. Hvorfor vil fjenderne aldrig kunne bringe de mange munde til tavshed, der nu taler om Jehovas rige?

²⁹ I dag drejer stridsspørgsmålet sig om Jehovas rige og herredømme, hans universelle overhøjhed. Satan ønsker at herske side om side med Gud eller helt uden Jehova Gud, men det vil ikke lykkes ham. Guds regering vil bestå uden rival i himmelen eller på jorden. Ved hans hjælp har vi kundgjort hans rige for mange af menneskenes børn, og så mange retsindige menneskebørn taler om hans riges herlige vælde og majestæt, at det vil være helt umuligt for fjenderne at standse munden på dem alle. Vi er fast besluttet på vedvarende at forkynde Riget for derved at opildne utallige retsindige menneskebørn til at tale om det som vidner for Jehova.

En trofast forsørger

30. Hvilken slags salme er Salme 145, og hvilket vers mangler i de fleste af de nu eksisterende hebraiske manuskripter?

³⁰ Salme 145, som vi her har fremme til overvejelse, er en akrostisk eller alfabetisk salme. Det vil sige, at hvert vers begynder med et af det hebraiske alfabets 22 bogstaver i rækkefølge fra alef til tav. Det fremgår ikke af alle oversættelser, men An American Translation, Crampon o.s.v. viser det. I de fleste af de eksisterende manuskripter af den hebraiske tekst mangler det vers, der skulle begynde med det hebraiske bogstav nûn (= n), men det findes i mindst eet hebraisk manuskript, og dets eksistens bekræftes af den græske Septuaginta, af Hieronymus’ latinske oversættelse, af de syriske, arabiske, og ætiopiske oversættelser. Revised Standard Version og den danske oversættelse medtager verset, der lyder: „Trofast er Jehova i alle sine ord og miskundelig i alle sine gerninger.“ Den katolske Confraternity Bible gengiver det: „HERREN er trofast i alle sine ord, og hellig i alle sine værker.“

31. Hvorfor gør vi ret i at holde os strengt til Jehovas ord, og hvorfor behøver vi ikke at nære bekymring for nogen af hans fornuftbegavede skabninger?

³¹ I betragtning af, at Jehova er trofast i alle sine ord, gør den nye verdens samfund vel i at holde sig strengt til Bibelen. Hans ord vil aldrig skuffe os, selv om vi måske kommer til at vente længere på visse ting, end vi før mente. Der er ikke nogen mulighed for, at noget, som Jehova har lovet, vil slå fejl. Pagter, løfter, erklærede hensigter, sandheder og fremholdte kendsgerninger — tiden vil kun yderligere bekræfte alt dette som sandt og dermed bevise, at Jehova er pålidelig i alle sine ord. Han er tillige hellig, god og barmhjertig mod alle af hans skabninger, der værdsætter hans godhed, og vi behøver aldrig at nære bekymring for nogen af hans fornuftbegavede skabningers fremtid. Der er ikke mindste grund til at tvivle på ham eller mistænke ham for grusomhed. Tiden for den fulde hævdelse og herliggørelse af hans ord nærmer sig, og de, som skal leve evigt, vil blive vidne dertil eller vide besked dermed.

32. Hvordan handlede Jehova i overensstemmelse med Salme 145:14 over for den åndelige rest og derefter over for den „store skare“?

³² Den salvede rest af Rigets arvinger behøver ikke at vende sig til fortiden for at finde eksempler som Job, Israel i Ægypten, hyrden David, Israel i fangenskab i Babylon, men de kan bare se på sig selv. Ud fra deres egne erfaringer i vor tid kan de forstå og værdsætte, hvad salmisten i næste vers siger om Gud: „Jehova støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.“ (Sl. 145:14) Han handlede i overensstemmelse med denne regel i 1919, dengang han genrejste sin rest, der var faldet i unåde under den første verdenskrig, og som var bukket under for deres babyloniske fjender, da verdenskrigen endte. Han har gjort det samme for mange af de bundne „andre får“, der var fanger i den samme babyloniske verden, navnlig siden 1935. Jehova førte de attråværdige blandt alle nationer ud af Babylon og begyndte at lede dem ind i templet, for at huset, hvor han tilbedes, kunne blive fyldt med herlighed. (Hag. 2:7) Han vidste, at det ikke kun var de få tusinder, der hører til resten, der ønskede at tilbede Gud på rette måde her på jorden. Menneskeslægten, skabt af jord, blev oprindelig skabt for at tilbede den levende, sande Gud til evig tid her på jorden. I tråd med sin oprindelige hensigt vil Jehova derfor have sådanne tilbedende tjenere på jorden for evigt, og som en begyndelse hertil har han allerede nu sådanne, der tilbeder ham på denne jord. Han begynder med de hundredtusinder af den „store skare“ andre får, der skal overleve Harmagedonslaget, og som, såfremt de bevarer deres retskaffenhed, aldrig skal dø. Vi må huske på, at Jesus Kristus, „den gode hyrde“, gav sin menneskesjæl hen for både disse „andre får“ og for den „lille hjord“.

33. Hvorfor er medlemmerne af den nye verdens samfund åndelig talt det bedst ernærede folk på jorden?

³³ Åndeligt talt er medlemmerne af den nye verdens samfund det bedst ernærede folk på jorden. Hvorfor? Fordi de ser hen til den rette kilde efter åndelig næring. „Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid.“ (Sl. 145:15) „Fulde af håb ser deres øjne hen til dig, og du giver dem deres mad i rette tid.“ (CB) De, som kender Jehova fra hans ord, ser forhåbningsfuldt og med forstand hen til ham og ikke til kristenhedens præsteskab. De, som bruger al deres tid og energi i Jehovas tjeneste, stoler ganske særlig på hans omsorg, for de ved, at de er mere værd end markens dyr og himmelens fugle, som han ikke undlader at sørge for. Han har sendt sin kongelige søn, den kristne husstands Herre, til templet, hvor tilbedelsen af ham finder sted, og Herren Jesus har sat sit legemes loyale rest til at være en „tro og klog træl“ (NW), og til „at give dem deres mad i rette tid“. — Matt. 6:25-34; 24:45-47.

34. Hvorfor vil Jehova ikke afskedige sin „tro og kloge træl“, når fortidens trofaste vidner opstår, og hvordan vil jordens permanente beboere altid få næring?

³⁴ Jehova har altid givet denne trælleskare noget at stille frem som mad i rette tid. Nu er det ikke alene det salvede tyende, men også de andre får, der hungrer efter åndelig føde, der mætter dem og fører til liv for dem. Så længe denne trælleskare er på jorden, om det også er efter Harmagedonslaget, vil Jehova ikke fritage dem for deres hverv, selv ikke når han oprejser fortidens trofaste vidner fra de døde. Med hvilken begrundelse skulle han afskedige dem? De, som opstår fra de døde, bliver ikke ved selve opstandelsen til liv på jorden kvalificeret til en overordnet stilling, navnlig ikke, når man tager i betragtning, at trælleskarens øjne og ører nu er blevet velsignet langt mere, end tilfældet var med de Jehovas vidner, der levede før Kristus. (Matt. 13:16, 17) Det er Jehovas ånd og velsignelse, der kvalificerer hans trælleskare til overordnet tjeneste. Men når den åndelige „trælle“-skare forlader jorden med det himmelske rige som mål, da vil Kongen, „Evigheds-Faderen“, have sin synlige jordiske organisation, bestående af særlige tjenere, „fyrster på hele jorden“ (AS), der vil betjene alle dem, som for evigt skal bo på jorden. — Sl. 45:16; Es. 9:6.

35. Hvorledes får vi nu alle vore ønsker opfyldt?

³⁵ Vi, som vandrer ad livets vej, får nu alle vore ønsker opfyldt. Vi siger ligesom salmisten til Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ (Sl. 145:16) Alt ligger i Jehovas hånd. Han er giveren og en glad giver, og derfor den allerlykkeligste. Hans gavmildhed gør ham aldrig fattigere. Hans forråd slipper aldrig op. Han ved, at alt levende ønsker at leve i lykke, selv om de ikke nu anerkender livgiveren. Han vidste forud, hvad de ønskede og trængte til, og han beredte det for dem og sørgede for, at der bestandig var nok. Medlemmerne af den nye verdens oplyste og gudfrygtige samfund har en hensigt med ønsket om at leve. Det er ikke bare at nyde tilværelsen som dyr, men at stille hjertets og sindets længsler imod deres Gud tilfreds og lovprise ham og tjene hans evige hensigt.

36. Hvorfor vil vi ikke komme til at sulte eller lide nød umiddelbart efter Harmagedon?

³⁶ Det er i første række vort åndelige behov, vi nu gør os klart. Vi ser hen til Jehova for at få vort åndelige behov tilfredsstillet fra hans hånd, uanset hvor mange år vi endnu skal leve inden Harmagedon, og uanset hvordan forholdene i verden omkring os vil udvikle sig. Også efter Harmagedon vil vi bestandig se hen til ham. Når denne verden ligger i ruiner, og vi træder ind i den nye verden, vil vi ikke være overladt til nogen hjælpeaktion. Jehova vil ved sin konge åbne sin hånd, og vi vil ikke komme til at lide afsavn, mens vi måske for en tid må fortsætte midt blandt den gamle verdens ruiner, til de alle er ryddet bort. Vi vil være jublende glade, fordi vi er i live, og bestandig se hen til Jehovas hånd. Skal dyrene holde måltid på ligene af deres tidligere undertrykkere og fejre gæstebud, når Harmagedon er forbi, vil medlemmerne af den nye verdens samfund sandelig ikke komme til at sulte eller lide nød, så snart de træder ind i den nye verden. — Ez. 39:11-20; Åb. 19:17-21.

37. Hvorfor behøver jordens permanente beboere ikke at frygte for fremtiden, og hvilken forsikring giver Salme 145:17 i denne henseende?

³⁷ Gud vil i al evighed fortsætte med at være gavmild og stille skabningerne tilfreds i den nye verden. Jordens permanente beboere vil ikke på noget tidspunkt have grund til at frygte for, at universets forsyninger skal slippe op eller forholdene, komme ud af kontrol, således at menneskers lykke kommer i fare. Som en forsikring herom har vi det inspirerede udsagn: „Retfærdig er Jehova på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger.“ (Sl. 145:17) Intet vil være underlagt tilfældighedernes spil. Der vil ikke være noget, der hedder sløseri, forsømmelighed eller uagtsomhed. Jehova vil handle ret og retfærdigt imod os. Hans iboende barmhjertighed og godhed vil altid strømme os i møde. Hvilken Gud og konge at have til evig tid!

Anråb den rette hjælpekilde

38. Hvem er det nu nødvendigt at påkalde, og hvilken forpligtelse pålægger dette os?

³⁸ Under Harmagedonslaget vil folk anråbe deres falske guder om udfrielse, men forgæves. Vi ønsker, at de retsindige skal anråbe den Gud, der vil frelse dem, så de kan overleve Harmagedon. Det er nu en tvingende nødvendighed at påkalde Jehova og gøre det til en fast og uforanderlig regel. Gør vi det, vil vi blive frelst. (Joel 3:5; Ap. G. 2:21) Det vil sige, at vi offentligt må forkynde om ham og frygtløst bekende ham for enhver. Skal mennesker påkalde hans navn, må vi, som er hans udsendte forkyndere, prædike for dem om den eneste sande Gud, der er i stand til at frelse ved Jesus Kristus. Vi må derfor være et oplysningsbureau eller selskab og videregive oplysninger, selv om folk i første instans ikke anmoder om oplysning. Jehova, der udsendte os for at prædike, sagde ikke, at vi skulle vente på, at man bad os om oplysning. Han sagde, at vi skulle gå ud og underrette folk, hvad enten de ville høre eller ej. En talløs „stor skare“ vil høre. — Rom. 10:12-15.

39. På hvilken måde bør de, som søger frelse, nu kalde på Jehova?

³⁹ Enhver, som påkalder Jehovas navn for at opnå frelse hos ham, må „kalde på ham i sandhed“. Den rette måde er at råbe til ham gennem Kristus, Kongen, der nu regerer. I dag kan israelitterne efter kødet, hvis fjerne forfædre forkastede Messias, ikke henvende sig direkte til Jehova. Skal de opnå frelse og påkalde ham i sandhed, i overensstemmelse med sandheden og på rette måde, må de gøre det gennem den større Moses, mellemmanden Jesus Kristus. Jehova er nær hos dem, som påkalder ham i oprigtighed, det vil sige så nær, at de er inden for hans hørevidde, og han er villig og hurtig til at besvare deres råb.

40. Hvordan vil de, der frygter ham, til fulde få deres ønsker opfyldt?

⁴⁰ Vi ønsker at huske på hans nærhed, når vi er i nød både som enkeltpersoner og som en ny verdens samfund. Salmisten siger med inspireret overbevisning: „Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres råb og frelser dem.“ (Sl. 145:19) At vi oprindelig frygtede ham, var det, der førte til, at vi fik den guddommelige visdom, vi nu ejer. Vort største ønske er nu at se Jehova hævdet og herliggjort som universets retmæssige enehersker. Hans hævdelse og herliggørelse vil føre til, at alt anbringes på sin rette plads og kommer til at hvile på det rette grundlag. Først og fremmest må han have den plads, der tilkommer ham, og han må anerkendes i overensstemmelse med, hvad der er ret og sandt, og alt, hvad der giver et forkert billede af ham, må fjernes. Dette ønske vil vi få opfyldt til punkt og prikke.

41. Hvorfor råber vi nu til Jehova, hvorfor bør vi gøre det, og hvad vil det føre til?

⁴¹ Tiden er her, da Jehovas frelsesmagt vil blive stillet på den hårdeste prøve. Vi råber til ham nu. Og vi vil råbe til Jehova, når fjenden angriber os, navnlig når Gog foretager sit endelige angreb. (Ez. 38:1 til 39:16) Når vi viser, at vi ikke går på kompromis med eller ser hen til denne verden, men ser hen til ham som frelseren, vil han høre vort råb om hjælp og frelse os til sin nye verden for sin herligheds skyld. Han frelste David, sin forbilledlige konge, på vidunderlig vis. Han frelste Jesus, kongers konge, skønt det krævede, at han måtte oprejse ham fra de døde på den tredje dag, og nu vil han frelse sin nye verdens samfund. Han er vor frygt; til ham vil vi råbe.

42. Hvem vil overleve Harmagedonslaget, og hvordan forholder det sig med dem, som måske dør inden Harmagedon og forbliver trofaste til det sidste?

⁴² Ved du, hvem der vil overleve Harmagedonslaget? Her er det pålidelige svar: „Jehova vogter [bevarer, AS] alle, der elsker ham, men alle de gudløse [lovløse, RoPSS] sletter han ud.“ (Sl. 145:20) Nu, vi kender svaret, må vi afgøre med os selv, hvilken skare vi ønsker at høre til. Vi kender begge skarers skæbne. Vi gør klogt i at handle nu, så vi kan blive klassificeret som dem, der elsker Jehova, og ikke som onde og lovløse. De lovløse elsker ham ikke, men den nye verdens samfunds lovlydige borgere gør det. (1 Joh. 5:3) Vi ved, hvem der med sikkerhed vil overleve Harmagedon, så vi har ingen undskyldning for at bedrage os selv. Regelen er enkel og ligetil. Fordi „lovløsheden tager overhånd“, bliver kærligheden kold hos de fleste, men den nye verdens samfund må vedblive med at elske Jehova, og deres kærlighed bør stadig vokse i varme og inderlighed. (Matt. 24:12) De, som elsker ham, og som måske dør inden Harmagedon, vil Jehova bevare, fordi de har gjort sig fortjent til liv i den nye verden, og belønningen vil blive givet dem på rette måde og til rette tid, enten ved en åndelig opstandelse til herredømme med Kristus i Riget eller ved en tidlig opstandelse til liv i det jordiske paradis. — Joh. 5:28, 29; Åb. 2:10.

43. Hvilken afgørelse ledes vi til at træffe, og hvad ligger der i en sådan personlig afgørelse?

⁴³ Hvordan kunne vi ved højdepunktet af denne gennemgang af, hvad Jehova er, og hvad han gør, komme til nogen anden afgørelse, end den salmisten giver udtryk for: „Min mund skal udsige [eller bedre: Måtte min mund tale, CB; AT] Jehovas pris, alt kød skal love hans hellige navn evigt og altid.“ (Sl. 145:21) I en personlig afgørelse som den ligger der først og fremmest det, at vi hver især beslutter os til at forkynde Jehovas pris, for der tilkommer den nye verdens enevældige hersker lovprisning nu og i al evighed. Hvor kunne vi med vor nuværende forståelse og værdsættelse af ham tilbageholde vor lovprisning af ham? Det kunne vi simpelt hen ikke!

44. Hvad må vi gøre, hvis vi ønsker, at alt kød skal love Jehovas navn evigt og altid, og hvordan bør vi gøre dette?

⁴⁴ Men såfremt det er vort ønske, at alt kød skal love hans hellige navn evigt og altid, er det tvingende nødvendigt, at vi forkynder hans hellige navn, så det kan blive kendt af alt kød, af alle slags mennesker, uanset hvilken hudfarve de har, eller hvilke racemæssige træk der karakteriserer deres udseende. Vi bør ikke bare afvente, at Gud selv tager affære, fordi vi inderligt ønsker det og beder derom. Vi har i os selv gudgivne evner og nu også mange andre midler til at lovprise ham for andre. Lad os bruge alle vore evner og midler i overensstemmelse med vore ønsker og bønner. Lad os få mennesker af alle folkeslag til at love Guds hellige navn.

45. Hvorfor vil Harmagedon ikke afbryde lovprisningen af Jehovas navn, og hvilket inspireret ønske hos salmisten er vi fast besluttet på at gøre vort til at virkeliggøre?

[Illustrationer på side 38]

Søndag — mandag — tirsdag — onsdag — torsdag — fredag — lørdag