Er du rede til at påtage dig ansvaret som et døbt vidne?
„Som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: ’Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?’“ — Ap. G. 8:36.
1. Hvilke forandringer medfører den kristne dåb?
DET skridt der tages ved den kristne dåb kan sammenlignes med at flytte fra ét land til et andet, lære et nyt sprog og begynde på et nyt arbejde. Den der tager dette skridt skærer båndene over til denne gamle tingenes ordning og slutter sig til Guds åndelige nation og bliver en del af Jehovas folks verdensomspændende nye verdens samfund. Selv om de stadig befinder sig i verden, er de ikke længere en del af den, da de nu anerkender Guds himmelske regerings, hans riges, magt og myndighed i deres liv. I stedet for at være adskilt af sproglige og nationale skranker, lærer de nu det ’rene sprog’ som hele Jehovas folk har fælles, sandhedens sprog som de får fra Bibelen. (Zef. 3:9, NW) Endelig får de tildelt et nyt arbejde, idet de går ind i tjenesten for deres Skaber og gør denne tjeneste til det første i deres liv.
2. Hvordan kan man blive en Kristi discipel?
2 Er du rede til at tage dette skridt? Det er klart at det kræver betydelig overvejelse, planlægning og bøn. Det er grunden til at Jehovas vidner ikke opfordrer nogen til at skynde sig at lade sig døbe uden først grundigt at sætte sig ind i hvad det betyder og hvilket ansvar der påhviler det døbte vidne. Men det arbejde som Jesus befalede skulle udføres og som Jehovas vidner er optaget af, går dog ud på at forberede oprigtige mennesker til netop at tage dette skridt. Deres gerning går ud på at ’gøre disciple af folk af alle nationer, idet de døber dem . . . og lærer dem’. (Matt. 28:19, 20, NW) Det er ikke et spørgsmål om blot at få sit navn ført på en kirkemedlemsliste eller at skrive under på en eller anden trosbekendelse, hvorefter man står som medlem resten af livet uanset hvordan man lever sit liv. For at blive en Kristi discipel må man først kvalificere sig til det gennem studium, hvorunder man opdyrker tro ved at høre Guds ord og derefter beslutter sig til at tage dette skridt og stille sig på Guds side som en indviet tjener for ham.
3. Hvad kan den der viser interesse for sandheden forvente, og hvilken indstilling bør han have?
3 De der tager dette standpunkt bliver som regel udsat for angreb på den ene eller den anden af de mange underfundige måder som Satan benytter for at tage modet fra dem der vil tjene Jehova. Det kan være modstand fra familie eller venner; det kan også blot være frygten for hvad andre vil tænke. Men det er noget man kan forvente, for som Paulus skrev i Andet Timoteusbrev 3:12: „Alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, [skal] blive forfulgt.“ Dette skyldes ikke at de der tager et sådant standpunkt har gjort noget forkert, men det skyldes den grundlæggende sandhed som Jesus forklarede sine disciple: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:19, 20) Der er ingen grund til at blive forskrækket, for når vi står på Jehovas side kan intet af det Satan finder på, gøre os nogen varig skade. Tværtimod viste Jesus at vi skulle glæde os hvis vi kommer til at lide for hans navns skyld, hvis vi bliver udsat for Satans angreb ligesom han selv blev. — Matt. 5:11.
4. Hvilken forståelse bør den der overvejer at lade sig døbe have?
4 Imidlertid betyder det at de der underviser de nye disciple må forberede dem på denne modstand, så de kan ruste sig til at modstå den. Det er også en af grundene til at den der overvejer at lade sig døbe, ikke bør gøre det hovedkulds, men først bør få en god forståelse af Guds ord og en stærk tro på Jehova, hvormed følger villigheden til at tjene ham trofast, uanset hvad der måtte komme. Den der undervises må komme til at forstå at Jehova er den store lærer og at han underviser gennem sit inspirerede ord, Bibelen. Som der siges i Esajas 48:17: „Jeg er [Jehova], din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad vejen, du skal gå.“ Eleven lærer at det ikke er Jehova der trænger til ham, men at han trænger til Jehova og at han er født i synd og derfor har brug for Jehovas foranstaltning til liv og frelse gennem Kristus Jesus. Ja, hvert eneste menneske er, uanset om det erkender det eller ej, syndens træl og således uden håb om evigt liv indtil det øjeblik det anerkender den genløsningsbetaling som Jehova har tilvejebragt i Jesus. (Præd. 7:20; Rom. 6:17, 18, 22, 23) Når man ved studium og ved troen kommer til klart at se hvilken ufortjent godhed Gud har vist, ikke alene ved at han har gjort det muligt for en at lære sandheden at kende, men også ved at han har anerkendt ens oprigtige indvielse, forstår man hvorfor de der hører til ’den store skare’ og som nu indvier sig, derved så at sige med høj røst råber: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:10.
5. Hvilke forandringer kan blive nødvendige før dåben, som vist i Bibelen?
5 Man kan også forstå hvorfor en forandring må til i et menneskes liv før indvielsen er antagelig for Jehova. Jesus sagde: „De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger.“ (Joh. 4:23) Men de der blot tilbeder Gud som en formssag, for at blive set af mennesker, eller hvis religion er plettet af falsk lære, kan ikke forvente at Jehova vil synes om deres tilbedelse. Om den falske tilbedelses verdensorganisation erklærer en røst fra himmelen: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder.“ — Åb. 18:4; Matt. 6:1-5; 1 Kor. 10:20, 21.
6. Hvad kræves der for at ens indvielse kan være antagelig for Jehova?
6 Nogle mennesker indser at de må gøre en virkelig forandring i deres liv for at kunne komme frem for Jehova og indvi sig til ham. I Salme 15:1-3 stilles spørgsmålet: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt.“ Det kan altså blive nødvendigt at forny sit sind. Man må begynde at tænke Jehovas tanker og rette sit liv ind efter hans retfærdige målestok ved hjælp af hans virkekraft. De der bliver ved med at leve et udsvævende liv og viser at de er lystens venner snarere end Guds venner, de der er mere interesseret i hvad man kan opnå i dette liv end i det evige liv og som viser at de er venner af denne gamle tingenes ordning, tilkendegiver dermed at de er Guds fjender. Gud, som ikke hører deres bønner, vil langt mindre anerkende en indvielse som ikke er oprigtigt ment, som viser at man siger et og gør noget andet. — Es. 1:15-17; Jak. 4:4.
7. Hvilken forret og hvilket ansvar kan vi få del i?
7 Men alle som er ret indstillet af hjertet og som lærer Jehovas ord og hensigter at kende, indbydes til at deltage i det storslåede arbejde der hentydes til i Salme 148:13, 14: „De skal prise [Jehovas] navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspænder jord og himmel. . . . Halleluja [Pris Jah, NW]!“ Dette er en del af det ansvar der påhviler et døbt vidne. Det er en stor ære Gud har vist os små mennesker ved at give os lov til at tjene ham på denne måde. Og i betragtning af hvor stor en forret det er at repræsentere Jehova på denne måde ved at bringe sandheden til andre, sådan som Jehovas vidner gør det i deres arbejde fra hus til hus, kan vi forstå hvorfor de eneste der indbydes til at deltage i dette arbejde er dem der ikke blot er kommet til at værdsætte Skriften og håbet om Riget, men også har indrettet deres liv efter Guds vilje. Som Jesus sagde i en bøn til sin Fader: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord.“ (Joh. 17:6) Ja, de er kommet ud af denne tingenes ordning med dens fordærv og dens ringeagt for Guds retfærdige krav og er begyndt at rette sig efter Guds ord. De „holder Guds bud“ og viser dermed at de er egnede til „at bære vidnesbyrd om Jesus“. — Åb. 12:17, NW.
8. (a) Forklar hvordan den der tænker på at lade sig døbe, bør forberede sig. (b) Hvilke grundlæggende sandheder bør man være bekendt med?
8 For at kunne holde Guds bud og være med i vidnearbejdet er det nødvendigt at have nøjagtig kundskab om sandheden. Paulus fremsatte følgende forundrede udbrud: „Du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv!“ (Rom. 2:21) Især er det nødvendigt før man tager et så vigtigt skridt som at lade sig døbe, at have nøjagtig kundskab om Bibelens fundamentale lære og om hvad der kræves af et døbt Jehovas vidne. Dåbskandidaterne opfordres derfor til at læse og studere Bibelen omhyggeligt. Som en hjælp til at få nøjagtig kundskab opfordrer Vagttårnets selskab alle til før deres dåb at studere eller i hvert fald omhyggeligt gennemlæse de bibelske lærebøger „Det er umuligt for Gud at lyve“, „Dette betyder evigt liv“ og Lev i håbet om en retfærdig ny verden. Disse bøger medvirker til at lægge en god grund for en klippefast tro, for de dækker emner som: hvordan kan vi være sikre på at Gud er til, hvilken af de hellige bøger er sandhedens bog, og hvordan vinder man Guds velbehag? Foruden de egentlige lærespørgsmål får eleven kundskab om mandens og kvindens respektive pladser i den kristne menighed, om betydningen af at forholde sig neutral i denne gamle tingenes ordning, om blodets hellighed, og om den kamp man til stadighed må kæmpe mod de onde åndemagter hvis man til sidst skal modtage de paradisiske velsignelser som Gud har i beredskab til dem der trofast tjener ham.
9. Hvorfor er det rigtigt af den der tænker på at lade sig døbe, at tale med menighedens tilsynsmand om det før han tager dette skridt?
9 Endvidere har Vagttårnets selskab for nylig på engelsk og på en række andre sprog udgivet bogen „Dit ord er en lygte for min fod“, en bog der viser hvordan Jehovas folk er organiseret på jorden i dag samt den bibelske baggrund for denne organisation. I bogens første del anføres en række vigtige bibelske spørgsmål samt svarene på dem i form af bibelcitater. Når eleven taler med tilsynsmanden i den lokale menighed med henblik på sin forestående dåb, og eleven kan bekræfte at han lever efter de bibelske forskrifter og med forståelse kan give udtryk for de grundlæggende sandheder, så kan han indvi sig til Jehova i bøn og gennemgå vanddåben som symbol på sin indvielse til at gøre Jehovas vilje. De hjælpemidler som Jehova har tilvejebragt gennem sin meddelelseskanal på jorden i dag, hjælper os til at forstå hvad Jehova kræver af hver eneste som elsker ham og nærer ønske om at tjene ham. Da kan vedkommende sige som den ætiopiske hofmand som Filip forkyndte for: „Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ — Ap. G. 8:36.
10. (a) Hvad betyder dåben for den enkelte, og hvorfor har den så stor betydning? (b) Hvilke velsignelser opnår den der lader sig døbe?
10 Ved at tage dette skridt og lade sig døbe stiller man sig aktivt på Guds side og afgiver dermed bevis for sin tro på Jehova og på Kristus Jesus. Man tager kampen op for den kristne tro og går ind i de kristne stridsmænds rækker. (2 Tim. 2:3, 4) Man har indviet sig til Jehova i bøn og dermed besluttet at vie sig til uforbeholdent at gøre Guds vilje. Man følger det eksempel som Jesus selv satte og som Bibelen beretter om. Man giver til kende at man ønsker at følge Guds hellige ånds ledelse. En livsvej som denne har Guds godkendelse og medfører støtte fra hans ånd og opmuntring og bistand fra hans organisation samt en god samvittighed i bevidstheden om at man oprigtigt bestræber sig for at behage Gud. (Mark. 1:9-11; 1 Pet. 3:21) Når man ved dåben sænkes ned under vandet er det som om man bliver begravet eller dør symbolsk fra sin tidligere situation i livet og derefter oprejses til et nyt liv, rede og villig til helt at følge Guds ledelse. Dåben er derfor en højtidelig handling hvorved man overgiver sig til Skaberen. Da intet i et menneskes liv har større betydning end forholdet til Gud, er dåben som kristen det mest betydningsfulde skridt et menneske kan tage i livet. — Præd. 5:3-5.
11. (a) På hvilken måde adskiller dåben sig fra den private bøn hvori man indvier sig til Gud? (b) Hvad tilkendegiver dåben at man anerkender?
11 Ved dåben er der som regel andre indviede personer til stede som vidner til ceremonien. De anerkender at den der døbes, nu offentligt forpligter sig til at påtage sig det ansvar og de forrettigheder der følger med at være et døbt vidne. Men de er ikke de eneste vidner. Som Jesus sagde bliver man døbt „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“. Vi kan derfor være sikre på at Jehova og Jesus er interesserede vidner ved denne lejlighed. De er interesserede fordi den der døbes har erkendt at Jehova er den øverste suveræn og livgiveren, og at Jesus, hans søn og vor genløser, er den indsatte konge i Jehovas nye retfærdsordning. Han anerkender Jehovas ånd som den ledende kraft i sit liv og forstår at hans indvielse og dåb har stillet ham på samme side som ’den store sky af vidner’ der i dag trofast følger „Jesus, troens banebryder og fuldender“. — Hebr. 12:1, 2.
12. Hvorfor kan indvielsens vej anbefales trods alle de hindringer man vil møde?
12 Dåben medfører pligter og forrettigheder, men også modstand. Jesus viste at denne indvielse til Jehova må gå forud for alt andet i et menneskes liv, ja endog forud for familie og slægtninge hvis de er imod det standpunkt man har taget. Kun ved at vise sig trofast kan man opnå Jehovas godkendelse og få sin familie til at forstå betydningen af at den også slår ind på den samme trofasthedens vej, der fører til livet. (Rom. 10:13) Som Jesus sagde: „Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.“ (Luk. 14:26, 27) Er du villig til at gøre det? Det mål som man stræber efter at nå er stort og betydningsfuldt — evigt liv. Da belønningen er stor, er det kun rimeligt at det ikke er let at opnå den, men ved Jehovas hjælp kan det lade sig gøre. Jesus beskrev vejen til dette mål som en snæver og trang vej som kun få finder, men når man endelig har fundet den, er det den vej man bør holde sig til uanset de problemer man møder. (Matt. 7:14) Eftersom Jehova har vist os den kærlighed at ofre sin søn for os og gjort det muligt for os at opnå livet, ønsker vi til gengæld at vise ham en urokkelig kærlighed ved at leve op til vor indvielse. — 1 Joh. 4:9.
13. (a) Hvad betyder dåben ikke for den enkelte? Hvad er grunden? (b) Hvilke gode bibelske formaninger bør den døbte kristne følge?
13 Når man er døbt, er øjeblikket ikke kommet til at hvile på sine laurbær i den tro at man nu har gjort hvad Gud kræver. Det er ikke vejens ende vi er nået til. Tværtimod, vi er først lige begyndt at vandre på vejen, i lighed med Jesu eksempel. Det var efter sin dåb han begyndte sin offentlige tjeneste og gav sig selv helt i forkyndergerningen trods den modstand og forfølgelse han mødte fra sin tids gejstlige stand, og hadet til ham lagde sig først ved hans død. I erkendelse af det arbejde der ligger foran, må den der indvier sig til Jehova, sørge for hele tiden at være udrustet til at udføre det. Det betyder studium. Ikke blot studium i menigheden, men et personligt studium af Bibelen, så man kan give et overbevisende svar fra Bibelen når nogen har brug for det. (1 Tim. 4:16) Som Ordsprogene 18:15 siger: „Den forstandiges hjerte vinder sig kundskab, de vises øre attrår kundskab.“ Peter gav opfordringen: „Bliv ved med at vokse i vor Herres og frelsers Jesu Kristi ufortjente godhed og i kundskaben om ham.“ (2 Pet. 3:18, NW) Paulus formanede: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ (2 Tim. 2:15) Endelig lyder opfordringen i Hebræerbrevet 6:1: „[Lad os] skride frem til modenhed.“ (NW) Det døbte vidne holder derfor ikke op med at studere eller studerer mindre blot fordi han nu er døbt eller den der tidligere læste med ham måske ikke mere yder ham denne hjælp. Han indser tværtimod at han må vokse i kundskab og forståelse og derfor må lægge en plan for et fortsat personligt studium, og beder Jehova om hans ånds hjælp til at forstå hans ord endnu bedre efterhånden som tiden går. (Ordsp. 2:4-6; Jak. 1:5) Han erkender at det er en af de pligter det døbte vidne må opfylde hvis han skal forblive åndeligt stærk.
14. (a) Hvilken ordning har Jehova truffet til gavn for sine tjenere på jorden, og hvorfor bør den der er døbt, samarbejde med den? (b) Hvad sagde Jesus om kristen enhed?
14 Gennem sit personlige studium og ved samværet med Jehovas folk får han forståelse af at Jehova ikke blot har en himmelsk men også en jordisk, synlig organisation, der gør hans vilje. Jesus forudsagde at der blandt hans folk ville være en tjenerskare, „den tro og kloge tjener“, som ville sørge for åndelig føde til Guds indviede tjeneres familie på jorden, som ville fungere som hans meddelelseskanal og overvåge varetagelsen af Rigets interesser i hele verden. (Matt. 24:45-47) Disse salvede tilsynsmænd arbejder som om de blev ledet af Kristi højre hånd. De har samme indstilling som Jesus, der sagde til Jehova: „Ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:42) For at illustrere den enhed der ville råde i Jehovas organisation, sammenlignede Jesus den, som beskrevet i Johannes 15:1-10, med et vintræ og dets grene. Jehova er den store Vingårdsmand, Jesus er vintræet, og de der forenes åndeligt med ham, er grenene. Det er klart at man nødvendigvis må anerkende Jehovas organisation på jorden i dag. Dette vintræ er frugtbart. Det bærer en frugt som vil vare gennem Harmagedon. — Hebr. 13:7, 17.
15. Hvilke gode frugter bør alle kristne stræbe efter at bære?
15 Hvilken frugt må grenene på vintræet bære for at have Guds velbehag og undgå at blive hugget af som ufrugtbare grene? Bibelen nævner to slags frugt som den kristne må stræbe efter at opdyrke. For det første er der åndens frugt, hvortil hører kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed eller selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Hvis man stadig skal være i samhørighed med Kristus og have Jehovas velbehag, må man opdyrke disse egenskaber. Men disse frugter vil man ikke blot gerne se hos sig selv, men også hos andre. De der er Kristi disciple forstår at det er Jehovas vilje at de gør disciple af andre. Som Ordsprogene 11:30 siger: „Retfærds frugt er et livets træ, vismand indfanger sjæle.“ Det var den gerning Paulus og de første kristne havde viet sig til. Paulus skrev til romerne (1:13) at han håbede på at komme til at tjene blandt dem så han ’kunne få nogen frugt også blandt dem ligesom blandt de andre hedningefolk’. Hermed hentydede han til Rigets frugter, det vil sige kristne disciple. Enhver der indvier sig til Jehova har et ansvar i denne forbindelse. Han må bestræbe sig for at bære frugt ved at gøre folk fra nationerne til disciple.
16. Hvordan peger Bibelen på det ansvar der påhviler den kristne og det der er klogest at gøre?
16 Paulus følte dette ansvar så stærkt at han sagde: „Thi om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ (1 Kor. 9:16) Dette arbejde udfører vi ikke i egen kraft, men vi kan være sikre på at have Jehovas ånds hjælp så længe vi forbereder os og gør vor del. Det er Jehova der skænker frugten og væksten som et resultat af sine tjeneres virksomhed på jorden. Enhver der indvier sig til Jehova har fået en vigtig opgave betroet og må stå til ansvar for den over for sin Skaber. Som Ezekiel 33:8 siger: „Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ Hvor langt bedre er det ikke at være med til at lade advarselen lyde og som følge deraf få den glæde at redde mange retsindige til liv i Jehovas nye tingenes ordning på en paradisisk jord! Til dem der gør det sagde Jesus: „Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også Menneskesønnen kendes ved over for Guds engle.“ — Luk. 12:8.
17. Hvad kan den der er indviet til Jehova være sikker på, trods de vanskeligheder han møder?
17 Det er en betydningsfuld grund til at have Sønnens bevågenhed. Den der træder ind i et indviet forhold til Jehova og som anerkender Jesus som sin mellemmand modtager automatisk et ansvar; men man modtager også mange velsignelser og glæder. Man vil erfare at Jehova er ens styrke og hjælp, den der værner og frelser sit folk. (Sl. 28:7-9) Man vil opdage at den tjeneste man udfører for Jehova, i stedet for at være en byrde, medfører stor glæde og er en kilde til vederkvægelse. (1 Joh. 5:3) Selv om man møder modstand fra familie eller venner, eller forholdene i øjeblikket er vanskelige at arbejde under, vil den der stadig finder plads for Rigets interesser i sit liv og lader Jehova og hans tjeneste komme i første række, opdage at vejen udjævnes for ham. Det gjaldt for israelitterne som vendte tilbage fra fangenskabet; og det gælder de åndelige israelitter i dag. Som Salme 126:5, 6 siger: „De, som sår med gråd, skal høste med frydesang; de går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.“
18. Hvad bør den der ikke er døbt gøre, og med hvilket mål for øje?
18 Det er et stort privilegium at kende sandheden og have en andel i at fremme Rigets interesser i disse „sidste dage“. For dem der overvejer at lade sig døbe er tiden inde til at forberede sig til det ved et omhyggeligt studium, ved at bringe deres liv i overensstemmelse med Jehovas retfærdige krav, og ved at bede til Jehova om hans vejledning. Derefter skal de ikke holde sig tilbage, men, som Jesus, gå ind til en større tjeneste og de vil modtage Jehovas godkendelse. Og måtte de der har taget dette skridt hver især leve op til det ansvar som indvielsen til Jehova medfører, i erkendelse af at „miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans gerning“. (Sl. 62:13) Vis over for alle at du er gået over fra den gamle tingenes ordning til den nye, at du har lært at tale sandhedens rene sprog og nu under kongen Kristi ledelse kan lære andre at tale det, fordi du villigt påtager dig det ansvar som påhviler et døbt vidne. — Luk. 9:59-62.