Når børn bliver egensindige
EN STOR TAMP af en teenager sidder sløv og apatisk på en briks i en New York-lejlighed. Han overhører totalt moderens gentagne opfordringer til ham om at hjælpe hende med noget hårdt arbejde. Hun bliver ved med at presse ham, indtil drengen farer op i vrede. Han river telefonen ned fra væggen, smadrer møbler og brækker låsen på døren til lejligheden i stykker, alt imens han skriger: „Jeg slår dig ihjel!“ Endelig stilner det ubeherskede raserianfald af.
Denne egensindige teenager har hverken respekt for sin fader eller moder. I virkeligheden lader han hånt om enhver myndighed når han strejfer rundt i gaderne sammen med andre bøller, bevæbnet med en revolver han ikke har tilladelse til at gå med.
Mange forældre til sådanne unge spørger: ’Hvordan kunne det ske? Hvor har vi svigtet?’
Værdien af den rette opdragelse
Undertiden har forældrene båret sig forkert ad. Hvis de forsømmer at opdrage deres børn mundtligt og ved deres eksempel, kan de ikke forvente et godt resultat. Det hedder i Bibelen, ifølge en gammel oversættelse: „Riis og Irettesættelse giver Viisdom, men en Dreng, som overlades til sig selv, beskæmmer sin Moder.“ (Ordsp. 29:15, Kalkar) Den rette opdragelse må begynde så tidligt som muligt, ja helt fra barnet er spæd. David blev oplært fra sin tidligste barndom; derfor kunne han sige som vi læser i en af hans salmer: „Til dig [Jehova] var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min gud.“ (Sl. 22:11, 1977-oversættelsen) Og om Timoteus blev der sagt at han kendte de hellige skrifter „fra den spæde barndom af“. Så langt han kunne huske tilbage mindedes han ikke noget tidspunkt hvor han intet kendskab havde til Guds hellige ord. — 2 Tim. 3:15.
Efterhånden som børnene bliver ældre, kræver det en virkelig indsats at hjælpe dem til at forstå at lydighed mod Bibelens høje principper giver dem den bedste livsform. Dette gælder ikke mindst i disse vanskelige „sidste dage“. (2 Tim. 3:1, 2) Ordsprogenes bog i Bibelen kan være en værdifuld hjælp for forældre der skal give en vejledning der virker tilskyndende. Ikke alene advarer denne bog imod dårlige omgangsfæller, kønslig umoralitet, frådseri, alkoholmisbrug, og den slags; den opmuntrer også til at lægge en ret adfærd for dagen. (Ordsp. 1:10-19; 4:14-27; 5:3-14; 7:1-27; 23:20-35) I Ordsprogene 3:1-6 finder vi et mønster for den positive tilskyndelse forældre kan lade indgå i den moralske vejledning til deres børn. Der står:
„Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig. Godhed og troskab vige ej fra dig, bind dem som bånd om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle! Så finder du nåde og yndest i Guds og menneskers øjne. Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“
Når forældrene har været forsømmelige
Hvis forældrene tidligere har været forsømmelige eller har båret sig forkert ad, kan det naturligvis godt blive ekstra svært, ja måske ligefrem en prøvelse for dem, at give moralsk vejledning. Det kan være at de bliver nødt til at forklare børnene hvorfor det er dem så magtpåliggende nu at gøre det de før forsømte. Det betyder måske at de ydmygt må erkende deres tidligere fejltagelser. Det vil derpå kræve tid og tålmodighed at vinde deres halvvoksne sønners og døtres tillid og at overbevise dem om at de elsker dem og nærer oprigtig interesse for dem. Resultaterne kan i begyndelsen være meget skuffende, ja måske ligefrem deprimerende. Men forældrene må ikke give op for tidligt, da de derved kan så tvivl om hvorvidt de virkelig er interesseret i deres børn. En teenager kunne ræsonnere som så: ’Hvis mine forældre virkelig brød sig om mig ville de blive ved med at prøve på at hjælpe mig.’ Så hvis forældrene lader deres første anstrengelser ebbe ud fordi børnene ikke reagerer positivt, er de måske i virkeligheden selv med til at så mistillid hos deres sønner og døtre. Derfor er det så vigtigt at forældrene bliver ved. En faders eller moders interesse kan vække et barns samvittighed, få det bedste frem i barnet. Marta, der engang var anfører for en pigebande, indrømmede: „Det gjorde mig ondt at se min moder bekymre sig så meget for mig, men jeg ville aldrig vise det og røbe for hende hvad jeg følte.“
Et godt eksempel virker ofte stærkere på et oprørsk barn end mange ord. Forældrene må stå fast på det der er ret, men de må passe på ikke at miste selvbeherskelsen og råbe op eller ty til ukvemsord. Bibelen giver følgende råd: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ — Ef. 4:31.
Selv i tilfælde hvor børneopdragelsen i årevis har været sørgeligt forsømt kan der være håb endnu. En ung mexicaner fortæller om den erfaring han selv har gjort:
„Da jeg var syv år forlod jeg mine forældre. Mit hjem var nu fortovet, forladte biler eller, til tider, godsvogne. Sammen med andre unge begyndte jeg at stjæle. Ofte blev vi taget af politiet og ført til arresten. Når vi blev spurgt om hvor vores forældre var, svarede vi at vi ikke vidste det. Da jeg var 10 sluttede vi os til en bande stofsmuglere. Mange gange var jeg nær ved at miste livet. Da jeg var 12 tog vi illegalt til De forenede Stater og fortsatte dér med vores lovløse handlinger. En dag truede vores bandefører med at dræbe mig fordi jeg ikke havde uddelt byttet fra et røveri jeg havde begået. Jeg blev gennembanket, og han tog de 28.000 pesos fra mig.
Jeg var helt slået ud og ville enten hjem igen eller begå selvmord. Så kom jeg i tanker om min bedstemoder der boede i Ciudad Juárez; men jeg vidste ikke hvor. Jeg begyndte at lede efter hende. Da jeg endelig fandt hende var hun ved at tage af sted til et stævne som Jehovas Vidner holdt; hun indbød mig til at tage med.“
Det som denne dreng hørte ved stævnet fik ham til at tænke alvorligt over livet. Han begyndte at studere Bibelen, og til forældrenes glæde forandrede han sig og vendte hjem.
Oprørskhed på trods af god opdragelse
Men hvad så hvis børn bliver egensindige selv om de har fået en god opdragelse? I så fald kan forældrene trøste sig med at de samvittighedsfuldt har røgtet deres ansvar. De kan også nære det håb at deres bestræbelser for at være gode opdragere kan få deres afsporede børn til senere at komme til fornuft. Et sådant håb kan virke meget opmuntrende.
Givet er det at en god opdragelse kan gøre varigt indtryk på børn. Bibelen udtrykker det sådan: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Som en generel regel må det siges at børn der opdrages rigtigt, ikke bliver moralsk fordærvede; dog kan det altså ske at nogle kommer på afveje, men også at de senere kommer til fornuft. De er som den fortabte søn i en lignelse Jesus Kristus fortalte. Vi læser:
„Der var en mand som havde to sønner. Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ . . . Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle sine ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv. Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham noget. Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil stå op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’“ — Luk. 15:11-19.
Bevar den rette indstilling
Hvordan reagerede faderen? Eftersom han ikke var begyndt at bære nag til sin søn, viste han ham medfølelse og inderlig hengivenhed. Jesu lignelse fortsætter:
„Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’ Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.“ — Luk. 15:20-24.
I overensstemmelse med ånden i denne lignelse må forældre passe på ikke at blive bitre eller hårde over for en egensindig søn eller datter. Bliver de det, kan det være svært for barnet at vende om og handle som den fortabte søn i Jesu lignelse.
Hvor godt kærlighed og venlighed kan virke, fremgår af et tilfælde med en pige i Ohio hvis forældre er Jehovas vidner. Den 15-årige Vickie mente ikke at hun havde tilstrækkelig frihed derhjemme og begyndte at sætte sig op imod forældrenes myndighed. Det endte med at hun som 17-årig skaffede sig en lejlighed og flyttede til en anden by, hvor hendes moders familie boede. Selv om disse slægtninge ikke billigede hvad Vickie gjorde, tog de sig alligevel af hende. Hvad endte det med? Pigen fortæller:
„Jeg var meget deprimeret, ja så langt nede at jeg næsten kunne begå selvmord; jeg væmmedes ved verden og menneskene i verden. Så flyttede jeg ind hos min moders slægtninge. De hverken kritiserede mig eller fik mig til at føle mig forlegen. Jeg var meget beklemt ved at skulle overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal, men jeg gjorde det alligevel. Den kærlighed og venlighed alle viste mig var overvældende. De kan sikkert ikke forestille sig hvor glad jeg var for det, og hvor meget lettere de gjorde det for mig at holde op med min forkerte adfærd.“
Forældre hvis børn bliver egensindige skal altså ikke for hurtigt opgive håbet. Selv om de hader det onde, bør de undgå at blive hårde og bitre mod deres børn. Som det vigtigste må forældrene stræbe efter at sætte et godt eksempel og at bevare en stærk tro på Gud.
Det var det kong David gjorde. Han led meget på grund af vanskeligheder i sin familie. En af hans sønner vendte sig direkte imod ham og søgte at berøve ham både tronen og livet. Men David lod ikke dette fratage ham ønsket om fortsat at tjene Gud. Da han blev gammel og svag, sagde han opmuntrende til sin søn Salomon: „Kend din faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl, thi [Jehova] ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ — 1 Krøn. 28:9.
Skulle ens egne børn blive troløse, er det en trøst at vide at Jehova Gud aldrig vender sig fra sine hengivne tjenere. Som den Almægtige stod David bi da han ramtes af prøvelser og sorg, således vil han styrke sine tjenere i dag, så de kan gennemstå deres kvaler, deriblandt den smerte det kan medføre når børn bliver afsporede. Selv om alle den naturlige hengivenheds bånd skulle briste, står man dog ikke alene, håbløst fortabt. David sagde: „Min fader og min moder, ifald de forlod mig, da ville Jehova, ja, han ville tage mig til sig.“ — Sl. 27:10, NW.